Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod modregning i indestående på konto med to kontohavere for den ene kontohavers gæld.

Sagsnummer: 632/2026
Dato: 30-10-2026
Ankenævn: Bo Østergaard, Bjarke Levinsky Svejstrup, Majken Christof-fersen, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde.
Klageemne: Modregning - flere kontohavere
Modregning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod modregning i indestående på konto med to kontohavere for den ene kontohavers gæld.
Indklagede: Coop Bank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod modregning i indestående på konto med to kontohavere for den ene kontohavers gæld.

Sagens omstændigheder

Klagerne M og H var kunder i Coop Bank, hvor de havde en fælleskonto -966 og hvor M havde en konto -974 samt netbankadgang.

Af kontoaftale vedrørende fælleskonto -966 fremgår blandt andet, at kontohaverne hæfter solidarisk for kontoen.

I kontoaftalen vedrørende fælleskonto -966 og i kontoaftalen vedrørende konto -974 blev der henvist til bankens almindelige forretningsbetingelser, hvoraf blandt andet fremgår:

”… 6. Modregning

Coop Bank kan uden forudgående meddelelse modregne ethvert forfaldent tilgodehavende hos dig i ethvert tilgodehavende, som du har eller får hos Coop Bank. Det gælder dog ikke den del af din løn eller offentlige ydelser m.v., som er nødvendig til at dække almindelige leveomkostninger. Visse indlån er efter lovgivningen sikret mod kreditorforfølgning og dermed modregning.

Coop Bank giver besked ved modregning. …”

Banken har fremlagt en kontoudskrift for M’s konto -974 for perioden 20. februar 2026 til 31. august 2026, hvoraf fremgår, at kontoen den 16. juni 2026 blev overtrukket med 9.844,21 kr., men at der samme dag blev foretaget en overførsel til kontoen, hvorved overtrækket blev inddækket. Den 23. juni 2026 blev kontoen igen overtrukket, denne gang med 3.519,64 kr., hvilket pr. den 6. juli 2026 var steget til et overtræk på 25.886,39 kr.

Af ”Låneaftale (gældsbrev) Forbruger” af 13. juli 2026 mellem banken og M fremgår blandt andet:

”… Beløb

Jeg bekræfter herved, at jeg skylder Coop Bank 26.200,00 kr.

Afvikling

Ydelsen er 1.000,00 kr., som betales hver måned, første gang den 01.08.2026. …”

Af kontoudskriften for M’s konto -974 fremgår blandt andet, at overtrækket blev inddækket med provenuet på 26.200 kr. den 13. juli 2026.

Af kontoudskriftet for M’s konto -974 fremgår endvidere, at kontoen den 21. juli 2026 atter blev overtrukket, hvilket pr. den 23. juli 2026 var steget til et overtræk på 33.232,05 kr.

Den 24. juli 2026 foretog banken modregning på 10.000 kr. fra klagernes fælleskonto -966 til at dække en del af overtrækket på M’s konto -974. Overtrækket på konto -974 udgjorde herefter 23.232,05 kr.

Af en kontoudskrift for fælleskonto -966 fremgår blandt andet, at der blev overført 9.000 kr. til kontoen den 24. juli 2026, og at der, forinden banken foretog modregning, blev trukket 9.200,10 kr. på kontoen, og at saldoen på kontoen udgjorde 4.482,93 kr. efter bankens modregning på 10.000 kr.

Klagerne har oplyst, at de hverken blev varslet eller oplyst om modregningen.

Parternes påstande

Den 31. august 2026 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået deres påstand således, at Coop Bank skal tilbagebetale 10.000 kr. samt eventuelle renter fra tidspunktet for debitering til tilbagebetalingen sker til H.

Coop Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har blandt andet anført, at banken uberettiget har modregnet 10.000 kr. fra deres fælleskonto til dækning af overtræk på M’s personlige konto. 

Det afgørende i sagen er, at de 10.000 kr. på fælleskontoen tilhørte H og kun H.

Overførslen fra M til H/fælleskontoen samme dag som modregningen blev foretaget, fordi M skyldte H disse penge. Der var således ikke tale om, at M placerede sine egne frie midler på fælleskontoen, men om tilbagebetaling af et beløb, som han skyldte H. 

M havde tydeligt gjort banken opmærksom på dette og forklaret banken, at pengene på fælleskontoen var H’s midler og ikke hans. På trods af dette valgte banken uberettiget at tage de 10.000 kr. og anvende dem til at dække M’s personlige overtræk.

M gjorde banken opmærksom på, at det var H’s midler allerede få minutter efter, at M opdagede modregningen. De var ikke blevet varslet om, at banken ville hæve/modregne de 10.000 kr. fra fælleskontoen, men opdagede det selv.

M har efterfølgende klaget flere gange til banken og gjort indsigelse mod bankens disposition, uden at sagen er blevet løst tilfredsstillende.

H skal ikke hæfte økonomisk for et overtræk på en konto, som er M’s personlige konto, alene fordi H’s penge befandt sig på en konto, som de begge står som kontohavere på.

Banken skal derfor tilbagebetale beløbet på 10.000 kr. til H samt eventuelle renter fra tidspunktet, hvor beløbet blev taget og frem til tilbagebetalingen.

M har ikke længere mulighed for selv at hente og vedhæfte alle relevante kontoudtog og oplysninger fra netbanken. Dette skyldes, at banken efterfølgende har lukket hans engagement/bankforretning hos banken.

De anmoder derfor om, at banken i forbindelse med behandlingen af klagen fremlægger den relevante dokumentation, herunder 1) Kontoudtog og posteringer fra fælleskontoen omkring tidspunktet for modregningen på 10.000 kr., 2) Dokumentation for overførslen/modregningen af de 10.000 kr., 3) Kontoudtog fra M’s personlige konto, der viser overtrækket og bankens anvendelse af de 10.000 kr., 4) Relevant korrespondance og interne registreringer vedrørende M’s indsigelser og oplysninger til banken om, at pengene på fælleskontoen tilhørte H, 5) Bankens aftalegrundlag og den bestemmelse, som banken mener gav banken ret til at anvende H’s penge til dækning af M’s personlige overtræk.

Det bør ikke komme dem til skade i klagesagen, at M ikke længere selv kan fremskaffe kontoudtogene, når årsagen er, at banken har lukket hans engagement og dermed hans adgang til netbanken.

De beder Ankenævnet være opmærksom på, at spørgsmålet om bankers adgang til modregning i fælleskonti og midler, som tilhører den anden kontohaver, også har været genstand for retlig prøvelse. De mener derfor, at det er væsentligt, at der i vurderingen af deres sag ikke alene lægges vægt på, at M var medkontohaver, men også på det reelle ejerforhold til de konkrete 10.000 kr.

Coop Bank har anført, at banken var berettiget til at foretage modregningen, og at der ikke er grundlag for at tilbageføre de modregnede 10.000 kr.

På modregningstidspunktet havde banken et forfaldent krav mod M som følge af overtrækket på M’s konto. Der forelå således et krav, som banken kunne gøre gældende over for M, og som opfyldte det grundlæggende krav om, at bankens fordring var forfalden.

Efter almindelige obligationsretlige regler om modregning kan en kreditor som udgangspunkt modregne et forfaldent krav i et krav, som modparten har mod kreditor, når de almindelige modregningsbetingelser i øvrigt er opfyldt.

Bankens almindelige forretningsbetingelser indeholder en aftalt modregningsadgang. Efter betingelserne kan banken foretage modregning i indestående eller andre tilgodehavender, som kunden har hos banken, når banken har et forfaldent krav mod kunden. Det fremgår endvidere af forretningsbetingelserne, at modregning kan foretages uden forudgående varsel.

Det følger således både af det aftalte aftalegrundlag og af de almindelige obligationsretlige regler, at banken havde adgang til at søge sit forfaldne krav dækket ved modregning.

Det afgørende i relation til fælleskontoen er, om banken har modregnet i midler, som tilhørte M, eller i midler, som alene tilhørte medkontohaveren H.

Banken foretog en konkret vurdering af indeståendet på fælleskontoen og af, hvilken del af indeståendet, der kunne henføres til M. Ved vurderingen lagde banken blandt andet vægt på, at en væsentlig del af indeståendet stammede fra M’s egne indbetalinger. Det gælder blandt andet en overførsel på 9.000 kr. fra M’s konto i et andet pengeinstitut til fælleskontoen, som blev foretaget samme dag som modregningen.

Der var derfor ikke grundlag for at anse hele det daværende indestående for at tilhøre medkontohaveren H. Det forhold, at kontoen var en fælleskonto, kan ikke i sig selv føre til, at banken var afskåret fra enhver modregning.

Banken har alene modregnet 10.000 kr. og har ved sin konkrete vurdering lagt vægt på, at en del af indeståendet kunne henføres til M.

Banken bestrider, at de 10.000 kr. alene tilhørte H.

Modregningen medførte ikke, at M blev frataget midler, som var nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod. Princippet om trangsbeneficium følger blandt andet af retsplejelovens § 509, hvorefter der ikke kan foretages udlæg i aktiver, som er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og dennes husstand.

I den foreliggende sag blev der ikke foretaget modregning i hele fælleskontoens indestående. Der blev alene modregnet 10.000 kr., mens lidt over 4.000 kr. blev efterladt på kontoen. Der er således ikke grundlag for at antage, at modregningen fratog M de midler, der var nødvendige til dækning af almindelige leveomkostninger.

Modregningen blev ikke foretaget automatisk eller uden hensyntagen til de konkrete forhold. Banken foretog en konkret vurdering af kontoens indestående, herunder kontoens transaktioner og oprindelsen af de midler, der stod på kontoen.

Vurderingen skal blandt andet ses i lyset af, at M kort forinden havde indgået frivilligt forlig med banken om afvikling af et eksisterende overtræk, men allerede fire dage senere foretog nye dispositioner, som medførte et nyt overtræk på ca. 33.000 kr.

Dette forhold understøtter, at bankens krav var reelt, forfaldent og aktuelt, og at banken havde en saglig anledning til at søge kravet delvist dækket.

Selv om det nye overtræk udgjorde ca. 33.000 kr., foretog banken alene modregning for 10.000 kr. Banken valgte således ikke at gøre fuldt ud brug af det beløb, der kunne være tale om at inddrive, men foretog en begrænset modregning. Samtidig blev der efterladt lidt over 4.000 kr. på fælleskontoen.

Modregningens begrænsede størrelse understøtter, at banken har foretaget en proportional og konkret vurdering af forholdene.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne M og H var kunder i Coop Bank, hvor de havde en fælleskonto -966, som de hæftede solidarisk for. M havde desuden en konto -974 samt netbankadgang.

Af bankens almindelige forretningsbetingelser afsnit 6 fremgår, at banken uden forudgående meddelelse kan modregne ethvert forfaldent tilgodehavende hos kunden i ethvert tilgodehavende, som kunden har eller får i banken. Det fremgår endvidere, at banken giver besked ved modregning.

Pr. den 6. juli 2026 havde M et overtræk på sin konto -974 på 25.886,39 kr.

Som følge af overtrækket underskrev M den 13. juli 2026 et gældsbrev om et lån med en hovedstol på 26.200 kr. Provenuet fra lånet blev indsat på konto -974 samme dag og inddækkede overtrækket.

Den 23. juli 2026 var der atter et overtræk på M’s konto -974 på 33.232,05 kr.

Den 24. juli 2026 overførte M fra sin konto i et andet pengeinstitut 9.000 kr. til fælleskonto -966.

Samme dag foretog banken modregning på 10.000 kr. fra fælleskonto -966 til at dække en del af overtrækket på M’s konto -974. Overtrækket på konto -974 udgjorde herefter 23.232,05 kr.

Klagerne har anført, at de 10.000 kr. på fælleskonto -966 tilhørte H, og at overførslen på 9.000 kr. fra M til kontoen den 24. juli 2026 skete fordi M skyldte H disse penge.

Ankenævnet lægger til grund, at banken havde et forfaldent, retskraftigt krav mod M, og at banken som udgangspunkt var berettiget til at foretage modregningen som sket.

Ankenævnet finder, at det ikke er godtgjort, at det af M overførte beløb på 9.000 kr. den 24. juli 2026 tilhørte H alene, eller at indeståendet på fælleskonto -966 i øvrigt tilhørte H alene. Det kan herefter lægges til grund, at indeståendet på 14.482,93 kr. på konto -966 tilhørte klagerne i lige sameje. Da banken foretog modregning i mere end M’s halvdel af indeståendet på fælleskonto -966, finder Ankenævnet, at bankens modregning i H’s del kan tilsidesættes. Ankenævnet finder herefter, at banken skal tilbagebetale 2.758,54 kr. til H, hvorefter det af banken modregnede beløb svarer til M’s halvdel af indeståendet på fælleskonto -966 den 24. juli 2026.

Ankenævnet bemærker endvidere, at selv om banken burde have givet klagerne besked om modregningen i overensstemmelse med bankens almindelige forretningsbetingelser afsnit 6, finder Ankenævnet, at den manglende besked til klagerne ikke kan føre til et andet resultat.

Ankenævnets afgørelse

Coop Bank skal inden 30 dage godtgøre klageren H 2.758,54 kr. med tillæg af procesrente fra sagens indbringelse for Ankenævnet den 31. august 2026, og indtil betaling sker.

Klageren får klagegebyret tilbage.