Krav om frigivelse af meddebitorer på realkreditlån samt krav om udlevering af oplysninger.
| Sagsnummer: | 53/2026 |
| Dato: | 27-05-2026 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Bjarke Levinsky Svejstrup, Janni Visted Hansen, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Udlån - bodeling, samlivsophævelse Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Krav om frigivelse af meddebitorer på realkreditlån samt krav om udlevering af oplysninger. |
| Indklagede: | AL Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om frigivelse af meddebitorer på realkreditlån. Krav om udlevering af oplysninger.
Sagens omstændigheder
Klageren og hans tidligere samlever H var kunder i AL Sydbank (tidligere Alm. Brand Bank og Sydbank).
Banken har oplyst, at klageren, H og klagerens forældre optog et realkreditlån i en ejendom (herefter ejendommen) i 2018 via banken.
Den 10. marts 2025 meddelte klageren banken, at hans samliv med H var ophørt, og at H skulle overdrage sin fjerdedel af ejendommen til klageren, mod at H blev slettet som debitor på realkreditlånet. Klageren bad banken igangsætte de nødvendige foranstaltninger hertil og fremlagde en oversigt over sit budget.
Banken og klageren havde derefter korrespondance vedrørende klagerens økonomi, hvor klageren sende en række økonomiske oplysninger til banken.
Den 25. marts 2025 afviste banken en bevilling til klageren begrundet i, at klagerens rådighedsbeløb ville blive for lavt samt med henvisning til gæld.
Den 26. marts 2025 fremsatte klageren indsigelse mod bankens afvisning.
Den 31. marts 2025 meddelte banken, at den ønskede at invitere klageren til et møde, hvor de kunne gennemgå økonomien og beslutningen.
Den 30. april 2025 holdt parterne et møde.
Den 18. august 2025 oplyste klageren banken om sin aktuelle økonomi, herunder sit forventede fremtidige rådighedsbeløb.
Den 26. august 2025 henviste klageren banken til en fremlagt gennemgang af sit nye job, løn og øvrige økonomiske forhold samt en aftale med H. Endvidere meddelte klageren blandt andet, at han ønskede at overtage hele ejendommen, herunder også sine forældres andel.
Den 28. august 2025 sendte klageren supplerende økonomiske oplysninger til banken.
Den 2. september 2025 meddelte klageren banken, at han med henvisning til parternes samtale ønskede en skriftlig redegørelse for, hvorfor det ikke var muligt at få enten H eller hans forældre frigivet på lånet.
Samme dag anmodede klageren banken om at oplyse, hvad der gjaldt for følgende parametre:
”LTV den maksimale belåningsprocent af boligens værdi DSTI den maksimale andel af årsindkomsten, der må gå til gældsservice NDI (pr. måned) hvilket niveau af disponibel indkomst, der normalt anses for realistisk/acceptabelt”
Den 4. september 2025 svarede banken, at det var svært at komme med nogle præcise tal, da banken så det hele som en sammenhæng, samt at den overordnede udfordring var, at realkreditinstituttet vurderede ejendommen som svært omsættelig, hvorfor banken ikke ønskede at udvide risikoen på lånet. Af denne grund kunne banken ikke godkende at frigive H som debitor på lånet.
Den 18. september 2025 fremsatte klageren indsigelse mod bankens vurdering og anmodede om udlevering af realkreditinstituttets vurdering og dokumentation for bankens anvendelse af vurderingen. Endvidere anmodede klageren om en redegørelse for årsagerne til, at banken ikke ville reducere risikoen, herunder oplysninger om hvilke parametre der havde vægtet tungest.
Den 19. september 2025 meddelte banken klageren, at den ikke ønskede at udvide risikoen på engagementet, hvorfor den ikke ville fjerne H som debitor på realkreditlånet. Endvidere anførte banken, at den ikke var forpligtet til at komme med yderligere argumentation.
Ved e-mail af 6. oktober 2025 klagede klageren til bankens klageansvarlige.
Ved brev af 8. oktober 2025 til klageren afviste banken klagen. Af afvisningen fremgår blandt andet, at bankens afslag på klagerens ønske om at blive enedebitor på realkreditlånet var sket med udgangspunkt i klagerens aktuelle økonomi og bankens interne kreditpolitik. Endvidere oplyste banken, at klagerens anmodning om indsigt ville blive behandlet og besvaret af bankens GDPR-afdeling.
Af en udateret e-mail fra banken til klageren fremgår blandt andet:
”Vi har modtaget din anmodning om indsigt efter GDPR art. 15
Det fremgår af din mail til bankens klageansvarlige den 6. oktober 2025, at du ønsker indsigt i centrale kreditparametre, bankens interne vurderingsgrundlag og kreditpolitik. Klageansvarlig har ved svar af 8. oktober 2025 meddelt, at banken ikke er forpligtet til eller indstillet på at udlevere kreditpolitik, evt. interne beregninger af eller beregningsmetode for nøgletal, definitioner mv.
GDPR giver dig ret til at få indsigt i de personoplysninger, banken behandler om dig. Interne beregninger, hvor der behandles personoplysninger, kan dog undtages efter databeskyttelseslovens § 22, når indsigtsretten må vige for afgørende private interesser, hvilket er tilfældet her.
(…)”
Klageren har fremlagt en økonomisk rapport af 20. september 2025 vedrørende ejendommen, som han har udarbejdet.
Parternes påstande
Den 26. januar 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at AL Sydbank skal fremlægge de konkrete kreditparametre, beregninger og vurderingsforudsætninger, som dannede grundlag for bankens afslag på frigivelse af meddebitorer, og herefter foretage en fornyet, dokumenteret vurdering. Subsidiært skal banken frafalde sit afslag på frigivelse af meddebitorer.
AL Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført blandt andet, at sagen formelt vedrører bankens afslag på frigivelse af meddebitorer på et eksisterende realkreditlån. Reelt angår sagen imidlertid langt mere end en konkret kreditbeslutning. Sagen angår hans retssikkerhed, retten til indsigt og forklaring samt de demokratiske og retlige rammer for, hvordan private aktører med betydelig samfundsmæssig magt kan og skal udøve denne magt.
Han anerkender bankens kontraktsfrihed og gør ikke gældende, at banken kan pålægges at bevilge finansiering eller frigive meddebitor. Derfor angår sagen ikke kun resultatet som sådant, men processen, grundlaget og efterprøveligheden. Sagens reelle tema er, om en bank, som privat aktør med betydelig samfundsmæssig magt, kan træffe afgørelser med vidtrækkende konsekvenser uden at fremlægge konkrete og dokumenterede nøgletal, redegøre for anvendte forudsætninger og metoder, give indsigt i egne, afledte personoplysninger og muliggøre effektiv prøvelse ved klage- og tilsynsinstanser.
Banken skal fremlægge de konkrete kreditparametre, beregninger og vurderingsforudsætninger, herunder men ikke begrænset til LTV, DSTI, NDI/rådighedsbeløb, ejendomsvurderingens metode, dato og referencegrundlag, som dannede grundlag for bankens afslag på frigivelse af meddebitorer.
Bankens håndtering har været karakteriseret ved manglende fremlæggelse af konkrete tal og beregninger, skiftende og generelle begrundelser, eksempelvis "helhedsvurdering" og "interne forhold", uden nærmere specifikation, fravær af én konsistent kreditfaglig forklaring, som kan efterprøves, og manglende stillingtagen til hans løbende dokumenterede forbedringer. Dette indebærer, at afslaget reelt fremstår som et fortolkningsbaseret resultat uden metode og dokumentation.
Kreditvurderingen skal være konkret, individuel og baseret på fyldestgørende, pålidelige og aktuelle oplysninger. Dette følger af kreditaftalelovens grundlæggende principper, god skikreglerne samt fast administrativ praksis.
Når en bank træffer en afgørelse med så vidtrækkende konsekvenser, må det som minimum kunne forklares, hvilke kriterier der er anvendt, hvordan disse kriterier er vægtet, hvilke konkrete tal der er lagt til grund, og hvorfor dokumenterede forbedringer ikke ændrer resultatet. Ingen af disse forhold er dokumenteret af banken.
Den manglende konsistens og dokumentation har den konsekvens, at han ikke kan forstå afgørelsens grundlag, forudse, hvad der skal til for et andet udfald og anfægte vurderingen på et oplyst grundlag. Dette placerer ham i en uforudsigelig retsstilling, som er uforenelig med grundlæggende retssikkerhedsprincipper.
Han har over tid foretaget en række konkrete og dokumenterede dispositioner, der samlet set har væsentligt forbedret det økonomiske grundlag. Disse forbedringer er sket netop for at imødekomme bankens krav og skabe klarhed om betalingsevnen.
Når en bank stiller konkrete krav til dokumentation og herefter modtager den krævede dokumentation, må det som minimum forventes, at banken foretager en ny og opdateret vurdering.
Banken anfører, at ejendommen er "svært omsættelig" uden at oplyse vurderingsdato, metode, referencehandler eller andet dokumenteret grundlag. Denne påstand står i direkte modsætning til bankens egen tidligere stillingtagen.
Sagen rejser et centralt kreditretligt hovedtema, nemlig om den oprindelige kreditgiver, Alm. Brand Bank, ved lånets etablering i 2018 har opfyldt sin pligt til at foretage en tilstrækkelig, ansvarlig og saglig kredit- og risikovurdering, jf. kreditaftalelovens § 7 c. Enten var bankens forhåndsgodkendelse og den oprindelige kreditvurdering korrekt, og ejendommen kan ikke uden videre betegnes som uomsættelig. Eller også var den oprindelige vurdering fejlagtig, hvilket indebærer, at banken bevilgede lånet på et utilstrækkeligt grundlag i strid med kreditaftalelovens § 7 c og god skik-principperne.
Manglende dokumentation betyder, at hverken han eller Ankenævnet har mulighed for at efterprøve vurderingen.
Databeskyttelseslovens § 22 kan ikke anvendes som en generel undtagelse fra indsigtsretten. Bestemmelsen forudsætter en konkret, individuel og dokumenteret interesseafvejning, hvor det vurderes, om udlevering af bestemte oplysninger vil indebære en reel og nærliggende risiko for væsentlig skade på tredjemands legitime interesser. Banken har ikke dokumenteret en sådan konkret skade. I stedet anvendes § 22 som en generel henvisning uden specificering af, hvilke oplysninger der konkret ønskes undtaget, og hvorfor delvis indsigt ikke kan gives.
AL Sydbank har anført blandt andet, at banken har forstået klagen således, at klageren ønsker sin tidligere samlever og sine forældre frigivet som debitorer på realkreditlånet, så klageren kan blive enedebitor og eneejer af ejendommen. Klageren ønsker subsidiært, at klagerens tidligere samlever frigives som debitor på realkreditlånet.
Banken er ikke forpligtet til at tilbyde finansiering, herunder ikke forpligtet til at tilbyde ændringer i aktuelt gældende finansieringsvilkår.
Banken er derfor heller ikke forpligtet til at lade klageren blive enekreditor på realkreditlånet eller til at frigive klagerens tidligere samlever fra lånet. Om banken ønsker at tilbyde ændrede kreditvilkår til klageren, beror udelukkende på bankens egen forretnings- og kreditmæssige vurdering. Det er dernæst bankens egen beslutning, hvilke oplysninger den ønsker at indhente som led i sin forretnings- og kreditmæssige vurdering af, om banken vil tilbyde ny/ændret finansiering til klageren.
Banken er ikke forpligtet til at give klageren indsigt i sin interne kreditpolitik eller i den interne kreditvurdering vedrørende klageren, og klageren har allerede fået oplyst de overordnede grunde til, at banken ikke kan imødekomme hans ønsker, nemlig bankens vurdering af klagerens økonomiske forhold, herunder rådighedsbeløb samt bankens vurdering af ejendommens omsættelighed.
Banken har ikke handlet i strid med lov om finansiel virksomhed, god skik for finansielle virksomheder, aftalelovens § 36, forudsætningslæren, øvrige retsgrundlag eller databeskyttelsesforordningen.
At klageren og de øvrige debitorer i 2018 optog finansiering til køb og istandsættelse af ejendommen ændrer ikke på, at risikoen for ejendommens værdi og omsættelighed til enhver tid udelukkende er klagerens og de øvrige ejeres risiko. Bankens eventuelle forhåndsvurdering er derfor uden betydning i relation til bankens nuværende vurdering af ejendommen, herunder ejendommens omsættelighed, da en daværende vurdering selvsagt ikke var udtryk for et løfte eller en aftale fra bankens side.
Bankens formidling af det nuværende lån kan ikke i nogen retlig relevant sammenhæng "kædes sammen" med bankens afslag på at imødekomme klagerens ønske om at få frigivet sin tidligere samlever og eventuelt klagerens forældre som debitorer på lånet. I 2018 foretog banken en sædvanlig og forsvarlig kredit- og kreditværdighedsvurdering i forhold til klagerens og klagerens tidligere samlever og forældres anmodning om lån til ejendommen, og bevillingen af lånet til disse fire debitorer skete i det hele i henhold til og inden for gældende regler. Hvis klageren i øvrigt mener at have fået fejlrådgivning i den henseende, er et eventuelt erstatningsansvar i alle tilfælde forældet i henhold til forældelsesloven.
Banken har hverken brudt aftaler, svigtet eller ændret forudsætninger eller handlet i strid med aftaleloven eller andre regler. Den af klageren, klagerens tidligere samlever og klagerens forældre tidligere indgåede aftale om realkreditlånet gælder netop fortsat. Det er derimod klageren, som ønsker at ændre lånets vilkår i form af en frigivelse af tre af de fire oprindelige debitorer, hvilket klageren ikke har krav på i henhold til låneaftalen.
Klageren hævder at være fastlåst og uden mulighed for at skifte bank som følge af bankens vurdering, som klageren ikke har indsigt i. Klageren har til enhver tid kunnet og kan søge finansiering via et andet penge- eller realkreditinstitut alene i eget navn med henblik på, at alene klageren fremadrettet skal eje ejendommen.
Banken har ikke begået fejl eller forsømmelser, og der foreligger ikke erstatningspådragende adfærd fra bankens side.
Bankens manglende kommentering til klagerens mange fremførte betragtninger er ikke udtryk for, at banken er enig i disse, men blot udtryk for at betragtningerne ikke findes relevante for sagens behandling og afgørelse, og at klageren fremfører anmodninger eller betragtninger, som det ligger uden for Det finansielle ankenævns kompetence at behandle samt træffe afgørelse om.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren og hans tidligere samlever H var kunder i AL Sydbank (tidligere Alm. Brand Bank og Sydbank).
Banken har oplyst, at klageren, H og klagerens forældre optog et realkreditlån i en ejendom (herefter ejendommen) i 2018 via banken.
Den 10. marts 2025 meddelte klageren banken, at hans samliv med H var ophørt, og at H skulle overdrage sin fjerdedel af ejendommen til klageren, mod at H blev slettet som debitor på realkreditlånet. Klageren bad banken igangsætte de nødvendige foranstaltninger hertil.
Banken og klageren havde derefter korrespondance vedrørende klagerens økonomi.
Banken afviste at lade klageren blive enedebitor på realkreditlånet. Klageren anmodede om de oplysninger fra banken, der lå til grund for bankens vurdering og afgørelse.
Ankenævnet kan ikke pålægge banken at begrunde sit afslag på at frigive meddebitorerne eller fremlægge yderligere oplysninger om dens kreditvurdering.
Det beror på et pengeinstituts egen afgørelse, om det skal imødekomme en ansøgning om at frigive en solidarisk hæftende meddebitor. Ankenævnet kan derfor ikke pålægge AL Sydbank, at klageren skal overtage realkreditlånet som enedebitor.
Vedrørende det af klageren anførte om indsigtsret bemærker Ankenævnet, at spørgsmål om bankens overholdelse af databeskyttelsesloven og persondataforordningen hører under Datatilsynet, og klageren henvises til at rette henvendelse herom til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.