Spørgsmål om berettigelsen af modregning i beløb, der oprindeligt stammede fra erstatning for kritisk sygdom.
| Sagsnummer: | 1279/2009 |
| Dato: | 01-12-2010 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Rut Jørgensen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Modregning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om berettigelsen af modregning i beløb, der oprindeligt stammede fra erstatning for kritisk sygdom. |
| Indklagede: | Sparekassen Faaborg |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører, om Sparekassen Faaborg begik fejl i forbindelse med, at klageren modtog et erstatningsbeløb for kritisk sygdom, og om sparekassen var berettiget til at foretage modregning i beløbet.
Sagens omstændigheder.
Klageren var kunde hos Sparekassen Faaborg.
I december 2008 modtog hun en erstatning på 200.000 kr. for kritisk sygdom som følge af en blodprop. I forbindelse med udbetalingen udfyldte hun et skema, hvor hun oplyste sin lønkonto. Beløbet blev derfor indsat på hendes lønkonto i sparekassen den 16. december 2008, hvor saldoen udgjorde 2.490,55 kr. før indsættelsen.
Dagen efter skrev klageren en e-mail til sparekassens medarbejder, S, hvoraf fremgår:
"Jeg har fået udbetalt en erstatning på kr. 200.000,- fra Forenede gruppeliv fordi jeg fik en blodprop i hjernen den 28/10-08.
[S] kan de 150..000 kr. sættes på en anden konto til jeg ved om jeg får brug for nogle hjælpemidler/eller noget andet i den forbindelse, men som det ser ud nu kommer jeg da i arbejde igen og på sigt også på fuldtid..."
Sparekassen overførte den 23. december 2008 150.000 kr. til en nyoprettet konto i klagerens navn. I perioden fra beløbet blev indsat på lønkontoen, til det blev overført til den nyoprettede konto, var der følgende bevægelser på lønkontoen:
Saldo | ||||
16-12-2008 | "FG Sum" | 100.000 | 102.490,55 kr. | |
16-12-2008 | "FG Sum" | 100.000 | 202.490,55 kr. | |
16-12-2008 | Dankort | -54,00 | 202.436,55 kr. | |
16-12-2008 | Dankort | -57,40 | 202.379,15 kr. | |
16-12-2008 | Dankort | -154,90 | 202.224,25 kr. | |
16-12-2008 | Dankort | -568,00 | 201.656,25 kr. | |
17-12-2008 | Overførsel | -3.000,00 | 198.656,25 kr. | |
18-12-2008 | Udbetaling | -20.000,00 | 178.656,25 kr. | |
19-12-2008 | Dankort | -153,60 | 178.502,65 kr. | |
19-12-2008 | Dankort | -214,21 | 178.288,44 kr. | |
19-12-2008 | Dankort | -269,10 | 178.019,34 kr. | |
19-12-2008 | [Firma D] | -226,25 | 177.793,09 kr. | |
23-12-2008 | Overført | -150.000,00 | 27.793,09 kr. |
I februar 2009 blev sparekassen opmærksom på, at klageren søgte gældssanering. Sparekassen sendte herefter brev af 4. februar 2009 til klageren. Af brevet fremgår:
"Vi har konstateret, at der er indledt gældssanering for dig.
Jf. Sparekassens almindelige lånebetingelser er lånene dermed opsagt til fuld indfrielse, og der er foretaget modregning med kr. 148.000, der er anvendt til nedbringelse af lån 0001704958.
Sagen er samtidig hermed overgivet til Sparekassens inkassoafdeling, der som lovet vender tilbage til dig, når de har undersøgt forholdene omkring modregningen nærmere."
Den 6. februar 2009 skrev sparekassen et brev til klageren, hvoraf bl.a. fremgår:
"… For at pengene skal være kreditorbeskyttede, må de jf. Retsplejelovens § 513, stk. 1 ikke være blandet sammen med din øvrige formue, og skal de indsættes på en separat og mærket konto.
I dette tilfælde er pengene indgået på din lønkonto, og du har ikke anmodet om at få etableret en kreditorbeskyttet og mærket konto. Det betyder, at alle kreditorer i den periode har haft mulighed for at foretage udlæg i indeståendet, og at Sparekassen dermed også har modregningsadgang i forbindelse med, at du søger gældssanering."
Den 23. marts 2009 sendte advokat A som skifterettens medhjælper i klagerens gældssaneringssag et brev til sparekassen, hvor A protesterede mod den foretagne modregning. Brevet blev den 1. april 2009 besvaret af sparekassens advokat. I brevet blev modregningen fastholdt.
Parternes påstande.
Klageren har den 9. december 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Faaborg skal tilbageføre den foretagne modregning.
Sparekassen Faaborg har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun bad om at et beløb på 150.000 kr. blev overført til en særskilt konto, så pengene var beskyttet mod kreditorforfølgning.
Hun gjorde sparekassen opmærksom på, at pengene kom fra en erstatning.
Da pengene er kreditorbeskyttet, eller burde være det, har sparekassen ikke ret til at foretage modregning. Modregning er i den situation også i strid med almindelig pengeinstitutskik.
Sparekassen Faaborg har anført, at erstatningen ikke er omfattet af retsplejelovens § 513, stk. 1, da der er tale om udbetaling fra en privat forsikring.
Selv hvis det havde været tilfældet, så betød indbetalingen af beløbet på klagerens lønkonto, at erstatningsbeløbet ikke var kreditorbeskyttet.
Klageren har ikke på noget tidspunkt udtrykt ønske om en eventuel kreditorbeskyttelse af hele eller dele af erstatningen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Som sagen er oplyst har Ankenævnet ikke grundlag for at bedømme, om der foreligger sådanne konkrete omstændigheder, der efter retspraksis er afgørende for, hvorvidt en forsikringsudbetaling er omfattet af retsplejelovens § 513, stk. 1. Imidlertid finder Ankenævnet, at sparekassen ikke har godtgjort, at der på tidspunktet for den foretagne modregning forelå et forfaldent krav, som kan danne grundlag for modregning.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Sparekassen Faaborg skal inden 4 uger tilbageføre 148.000 kr. til klagerens konto.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.