Krav om genindsættelse af positioner på klagerens depot og betaling af skat efter bankens fejlagtige opsigelse af klagerens engagement.
| Sagsnummer: | 451 /2024 |
| Dato: | 12-05-2025 |
| Ankenævn: | Kristian Korfits Nielsen, Karin Sønderbæk, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen. |
| Klageemne: |
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Tilbageførsel Indlån - opsigelse Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4 |
| Ledetekst: | Krav om genindsættelse af positioner på klagerens depot og betaling af skat efter bankens fejlagtige opsigelse af klagerens engagement. |
| Indklagede: | Saxo Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om genindsættelse af positioner på klagerens depot og betaling af skat efter bankens fejlagtige opsigelse af klagerens engagement.
Sagens omstændigheder
Klageren, der er bosiddende i Thailand, var kunde i Saxo Bank, hvor han havde et depot med en tilknyttet konto og adgang til bankens handelsplatform.
Banken har oplyst, at den i 2022 opdaterede klagerens kontaktoplysninger og registrerede, at klageren havde adresse i Thailand. På grund af en systemfejl blev adressen i februar 2024 ændret til Rusland, hvor klageren tidligere havde haft adresse.
Den 7. marts 2024 opsagde banken klagerens kundeforhold med virkning fra den 5. maj 2024. Af opsigelsen fremgår:
“…
After careful consideration, Saxo Bank A/S has found it appropriate to exercise our right to terminate our relationship with you, including the closure of your accounts effective 05/05/2024.
In accordance with clause 36.3 of our General Business Terms, we are hereby giving you two months’ notice of our decision. You can find the General Business Terms on the Saxo Bank’s website: https://www.home.saxo/legal/generalbusiness- terms/saxo-general-business-terms.
What you need to do now
We kindly ask you to close the positions on your account(s) or transfer them to another account in your name, and withdraw the cash balance before 05/05/2024. Please be aware that due to market rules not all positions are transferable.
As of today’s date you will also be unable to open any new positions.
If you have not closed/transferred all positions and withdrawn the cash balance by the above stated date, we will make these closures on your behalf and transfer the account value to the last account used to fund your Saxo Bank account. In the case this account is no longer valid, any fees charged for returning the funds will also be deducted from your account.
If you hold delisted securities in your account(s) at the time of termination, we will liaise with you within 10 business days prior to the termination date to determine whether the securities in question can be written off. This will be done by placing closing trades at a zero price, assuming full loss and waiving your right to make any claim on possible future outcome.
…”
Den 5. juni 2024 spurgte klageren banken, hvorfor han ikke længere kunne handle med værdipapirer i banken.
Den 18. juli 2024 rykkede klageren banken for svar.
Klageren har anført, at han ikke modtog et svar fra banken, førend hans konto blev lukket.
Den 7. august 2024 solgte banken klagerens værdipapirer.
Klageren har oplyst, at banken således solgte 1.000 stk. VW Perpeptual Bond og 1.000 stk. Imperial Brands Plc. (IMB) samt 200 stk. Invesco Consumer Discretionary S&P US Select Sector (XYLS) og 200 stk. The Bitcoin Fund (QBTC) til en samlet salgspris på 267.287 USD.
Banken har oplyst, at klageren den 8. august 2024 hævede 274.395,24 USD fra sin konto i banken for at overføre dem til sin konto i pengeinstitut A. Betalingen blev standset af pengeinstitut B med henblik på kontrol i forbindelse med sanktioner grundet klagerens registrerede russiske adresse. Der var SWIFT-udvekslinger mellem banken og pengeinstitut B for at få gennemført transaktionen, men pengeinstitut B’s complianceafdeling besluttede ikke at behandle transaktionen.
Banken har oplyst, at klageren den 6. september 2024 hævede 10.985,47 USD fra sin konto i banken.
Den 7. september 2024 sendte klageren et klageskema til Ankenævnet, men manglede at indbetale klagegebyr.
Banken har oplyst, at pengeinstitut B den 9. september 2024 meddelte banken, at instruksen om transaktionen på 274.395,24 USD blev anset for ugyldig.
Samme dag genindsatte banken 274.395,24 USD på klagerens konto i banken.
Den 12. september 2024 åbnede klageren en position i JPST:xlon @ 101.42 limit G.T.C.
Ved besked af 13. september 2024 til klageren oplyste banken:
“…
Apologies for the waiting time.
I can confirm that you can keep the account and if you need to withdraw the funds for the account, it shouldn't be a problem any longer, as everything has been corrected.
Once again take our apologies for the inconvenience.
…”
Banken har oplyst, at klageren klagede til banken og krævede kompensation for urealiseret gevinst og betalt skat. Endvidere fremlagde klageren en kompensationsberegning, hvor klageren opgjorde sit tab til i alt 55.664,53 USD.
Banken har oplyst, at den svarede klageren:
”Normally, we would offer to reinstate the positions and compensate for any price differences from when they were closed to when they were reopened. However, since you had already used the funds to acquire a new position before submitting the complaint on October 8th, we must assume that you are not interested in retaining the old investment. Therefore, we do not believe you are entitled to compensation for any gains up to November.”
Banken har endvidere oplyst, at den tilbød at dække den skat, som klageren skulle betale, men at klageren afviste dette.
Den 8. oktober 2024 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Klageren har oplyst, at han med midlerne på sin konto i banken generhvervede så mange af positionerne, han havde den 6. august 2024, som muligt.
I december 2024 havde klageren således positioner i Invesco Consumer Discretionary S&P US Select Sector (XYLS) samt JPM USD Ultra-Short Incone UCTIS ETF og Imperial Brands Plc. (IBM).
Klageren har oplyst, at han i december 2024 forsøgte at reetablere sin position i The Bitcoin ETF and VW Perpetual Bond via bankens handelsplatform, men at han blev mødt af en besked om, at han skulle tage en test vedrørende hans viden om værdipapirerne. Efter han havde taget testen og modtaget bekræftelse på, at den var succesfuld, kunne han fortsat ikke handle via bankens platform.
Klageren har fremlagt en opgørelse over priserne på sine positioner den 6. august 2024 og det antal værdipapirer, der blev solgt af banken den 7. august 2024, samt hvor mange af værdipapirerne han efterfølgende har kunnet generhverve med midlerne på sin konto.
Klageren har fremlagt en oversigt over kursudvikling på værdipapirer i perioden fra marts til september 2024.
Parternes påstande
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Saxo Bank skal genindsætte hans positioner, som de var den 7. august 2024, samt betale 14.031 USD i kompensation for den skat, han skal betale som følge af bankens salg af hans positioner.
Saxo Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken skal indsætte 52 stk. Invesco Consumer Discretionary S&P US Select Sector (XYLS), 165 stk. Imperial Brands (IMB) og 86 stk. The Bitcoin Fund på hans depot. Banken bør også lade ham handle EFT’en.
Banken bør kompensere ham for den skat, han er nødt til at betale som følge af bankens uautoriserede salg. Beløbet udgør omtrent 14.031 USD.
Banken opfyldte ikke sine forpligtelser over for ham, da den vilkårligt likviderede hans positioner på et tidspunkt, hvor markedet var på bunden. Dette påførte ham alvorlig finansiel skade.
Banken ignorerede hans anmodning om adresseændring i forbindelse med, at han for to år siden flyttede til Thailand. Banken sendte en e-mail til ham med opsigelsen af hans engagement, men den ringede ikke, selvom den havde hans thailandske telefonnummer.
Banken anfører, at han hævede 274.395,24 USD til sin eksterne konto. Underligt nok nævner banken ikke, at han af banken blev tvunget til at hæve pengene på grund af opsigelsen. Han modtog aldrig pengene på sin amerikanske konto. Han ringede og skrev dagligt til banken, men ingen kunne fortælle ham, hvor pengene var, eller hvad problemet var. Bankens kundeservice var ikke til nogen hjælp. I mellemtiden var aktiemarkedet ved at komme sig efter tabene i august 2024, men hans positioner var blevet solgt, midler tabt og hans konto blokeret. Det er forbavsende, at banken anfører, at han ikke har lidt et tab.
Imens hans klage var indbragt for Ankenævnet, var han ikke sikker på, hvad han skulle gøre med beløbet, der var blevet returneret til hans konto. Nogle af værdipapirerne eksempelvis XLON var steget væsentligt. Han frygtede, at han ville lide et ”market whiplash”, hvis han købte værdipapirerne. Derudover ville kurtage- og valutagebyrer skulle betales.
Ved at genkøbe kunne han ikke omgøre gevinsterne. Derfor besluttede han at investere de tilgængelige midler i en kortsigtet fast indkomstinvestering. Herved kunne han i det mindset tjene nogle penge med midlerne, imens hans sag blev behandlet af Ankenævnet. Derudover var han ikke sikker på, at han efter hændelsen ville forblive kunde i banken. Det er underligt, at banken mener, at dette er en indikation på, at han pludselig ikke ville have positionerne og var glad for at sælge dem på bunden af markedet efter at have holdt positionerne så længe. Nogle af positionerne havde han haft i mere end 10 år. Han er en langsigtet investor.
Banken indrømmer, at kompensation i form af prisforskel er det passende i denne situation. Af en eller anden grund tror banken, at det forhold, at han ikke straks generhvervede positionerne, friholder banken for dens ansvar. I forhold til hvad der skete på aktiemarkedet i august 2024, er dette en for banken ejendommelig konklusion. I de mange telefonopkald og beskeder mellem dem, oplyste banken ikke på noget tidspunkt om denne politik. Havde han kendt til den, så havde han åbnet positionerne, da det havde været uden risiko.
Det er forkert, som anført af banken, at han indgav klagen til Ankenævnet, efter han købte den nye position. Positionen blev købt, efter han indgav klagen. Ifølge bankens egen logik bør banken kompensere ham for tabene.
Han har generhvervet så mange af positionerne, han havde den 6. august 2024, som muligt med de resterende midler. Antallet af værdipapirerne er dog lavere end ved hans oprindelige positioner, fordi prisen på værdipapirerne var steget. Han har fremlagt en tabel, hvoraf tallene fremgår.
I december 2024 forsøgte han at reetablere sin position i The Bitcoin ETF og VW Perpetual Bond via bankens handelsplatform, men han kunne ikke handle via bankens platform. Hans kontakt med bankens support var forgæves. Han forsøgte mindst tre gange. Hver gang fik han besked om at vente, imens problemet blev undersøgt, og efterfølgende blev chatten afbrudt, inden banken vendte tilbage.
Saxo Bank har anført, at banken ikke kunne gøre noget ved forsinkelsen af den oprindelige transaktion. Banken kan ikke tvinge andre banker til at frigive en transaktion. Klageren led ikke noget tab som følge af transaktionen. Beløbet, som klageren forsøgte at hæve, blev indsat på hans konto igen.
Hvis klageren ønsker at hæve sine penge nu, bør der ikke være nogle problemer, da hans adresse nu er registreret i Thailand og ikke i Rusland. Han skal blot anmode om en overførsel via platformen som sædvanligt.
Banken har forsøgt at løse tvisten direkte med klageren, hvilket ikke var muligt.
Klageren er ikke berettiget til kompensation for en gevinst, som han ville have opnået, hvis han stadig havde den oprindelige position, og samtidig har brugt pengene fra den faktiske gevinst fra denne position til at åbne en helt anden position. Den oprindelige position blev solgt med fortjeneste, og klageren brugte denne fortjeneste til at købe en ny position. Banken har tilbudt at dække den skat, som klageren var nødt til at betale, men klageren har afvist dette tilbud. Tilbuddet gælder stadig.
I sin klage har klageren anført, at han ønsker, at banken gennemfører transaktionen hurtigst muligt og betaler kompensation for klagerens manglende mulighed for at anvende sine midler samt kompensation for den skat, han er nødt til at betale som følge af tvangssalget af hans værdipapirer. Klageren nævner ikke noget om, at han ønsker at få genindsat den position, der blev lukket, og den 12. september 2024, inden han indgav klagen til Ankenævnet, åbnede klageren en ny helt anden position. Klageren har stadig denne position.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren, der er bosiddende i Thailand, var kunde i Saxo Bank, hvor han havde et depot med en tilknyttet konto og adgang til bankens handelsplatform.
Banken har oplyst, at den i 2022 opdaterede klagerens kontaktoplysninger og registrerede, at klageren havde adresse i Thailand. På grund af en systemfejl blev adressen i februar 2024 ændret til Rusland, hvor klageren tidligere havde haft adresse.
Den 7. marts 2024 opsagde banken klagerens kundeforhold med virkning fra den 5. maj 2024.
Den 7. august 2024 solgte banken klagerens værdipapirer.
Banken har oplyst, at klageren den 8. august 2024 hævede 274.395,24 USD fra sin konto i banken for at overføre dem til sin konto i pengeinstitut A. Betalingen blev standset af pengeinstitut B med henblik på kontrol i forbindelse med sanktioner grundet klagerens registrerede russiske adresse. Banken har oplyst, at pengeinstitut B den 9. september 2024 meddelte banken, at instruksen om transaktionen på 274.395,24 USD blev anset for ugyldig. Samme dag genindsatte banken 274.395,24 USD på klagerens konto i banken.
Den 12. september 2024 åbnede klageren en position i JPST:xlon @ 101.42 limit G.T.C.
Klageren klagede til banken. Banken tilbød klageren at dække hans udgifter til betaling af skat.
Banken har anført, at dens tilbud til klageren om at dække hans udgifter til betaling af skat fortsat gælder. Ankenævnet finder, at banken herved har tilkendegivet, at den ønsker at imødekomme klagerens krav om betaling af skat. På denne baggrund finder Ankenævnet, at denne del af klageren ikke længere vedrører et konkret økonomisk mellemværende, der er omfattet af Ankenævnets kompetence, hvorfor Ankenævnet afviser denne del af klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.
Af bankens opsigelse af 7. marts 2024 fremgår ikke, på hvilket grundlag banken opsagde klagerens engagement i banken. Det er oplyst, at klageren på grund af en systemfejl i februar 2024 fik ændret sin adresse til Rusland. På den baggrund lægger Ankenævnet til grund, at opsigelsen skete som følge af bankens fejl.
Ankenævnet finder, at banken handlede ansvarspådragende, da den som følge af sin fejl solgte klagerens positioner i banken.
Ankenævnet finder, at en opgørelse af tabet forudsætter en yderligere bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.