Afgørelse

Indsigelse mod bankens manglende frigivelse af salgsprovenu for ejendom. Krav om udbetaling af provenuet.

Sagsnummer:	350/2026
Dato:	24-09-2026
Ankenævn:	Helle Korsgaard Lund-Andersen, Christina Bryanth Konge, Janni Visted Hansen, Tina Thygesen og Ann-Mari Faldt Agerlin.
Klageemne:	Deponering - øvrige spørgsmål Skødedeponeringskonto - frigivelse
Ledetekst:	Indsigelse mod bankens manglende frigivelse af salgsprovenu for ejendom. Krav om udbetaling af provenuet.
Indklagede:	AL Sydbank A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod bankens manglende frigivelse af salgsprovenu for ejendom. Krav om udbetaling af provenuet.

Sagens omstændigheder

Klageren og hans daværende ægtefælle, H, var kunder i AL Sydbank (daværende Sydbank), hvor de blandt andet havde en fælleskonto -640.

Klageren og H ejede i lige sameje en ejendom. I henhold til ægtepagt af 30. januar 2001 havde klageren og H fuldstændigt særeje på alt, hvad de ejede hver især.

I september 2024 blev klageren og H skilt.

Ved købsaftale af 21. oktober 2024 solgte klageren og H deres fælles ejendom til en købesum på 3.995.000 kr. Køber skulle betale en udbetaling på 100.000 kr. til ejendomsmægler og stille restkøbesumsgaranti til sikkerhed for betaling af restkøbesummen på 3.895.000 kr.

Den 20. december 2024 indgik klageren og H en ”Aftale om finansiering – Salg af ejendom” med banken, hvoraf blandt andet fremgår, at banken til brug for ekspeditionen af ejendomssalget skulle oprette en deponeringskonto -947 og:

”… Det deponerede beløb frigives til sælger eller dennes fuldmægtig i overensstemmelse med købsaftalen.

Vi accepterer, at midlerne på deponeringskontoen, når de er frigivet og sagen afsluttet, først kan udbetales, når alle kontohaverene skriftligt har givet samtykke hertil.

Når sagen afsluttes skal deponeringskontoen opgøres over konto nr. [-640].

I overensstemmelse med aftalen oprettede banken en deponeringskonto -947 i klagerens og H’s navne, og den 30. december 2024 indbetalte køber restkøbesummen på 3.895.000 kr. på deponeringskontoen.

Den 3. januar 2025 overførte banken 2.199.342,78 kr. fra deponeringskontoen til konto -640. Den 27. februar 2025 blev der overført yderligere 60.415,25 kr. til konto -640 fra deponeringskontoen. Samme dag blev deponeringskontoen opgjort og lukket. Banken har oplyst, at beløbene fra deponeringskontoen ved en ekspeditionsfejl blev overført til konto -640, og at hverken klageren eller H havde givet samtykke til overførsel af provenuet fra deponeringskontoen.

Ved brev af 7. januar 2025 skrev H’s advokat blandt andet til banken:

”… Jeg skal understrege, at der ikke kan ske frigivelse af noget beløb fra deponeringskontoen før begge parter, er enige om dette. …”

Den 11. juli 2025 indgav H’s advokat på vegne af H en arrestbegæring mod klageren omhandlende provenuet samt klagerens og H’s uenighed om delingen heraf.

Ved e-mail af 17. august 2025 til banken skrev klagerens advokat:

”Til orientering kan det oplyses, at min klient er indstillet på, at provenuet forbliver spærret, indtil parterne har opnået enighed om bodelingen, herunder fordelingen af provenuet.

Jeg imødeser på den baggrund, at advokat [klagerens advokat] hæver den anlagte sag, som aftalt.”

Den 19. august 2025 tilbagekaldte H arrestbegæringen i overensstemmelse med aftalen mellem klageren og H. Banken har oplyst, at den ikke er nærmere bekendt med indholdet af aftalen/forliget.

Af fogedrettens retsbog af 31. oktober 2025 fremgår blandt andet:

”Det fremgår af det fremlagte, at rekvirenten har tilbagekaldt arrestbegæringen den 19. august 2025 og i den forbindelse anmodet om at blive tillagt sagsomkostninger. Der er henvist til, at rekvisitus har taget bekræftende til genmæle, idet rekvisitus har accepteret ikke at få udbetalt et pengebeløb fra banken. Pengebeløbet udgør provenu fra salg af en fast ejendom.”

Banken opretholdt herefter spærringen af konto -640.

Ved kendelse af 26. februar 2026 afsagde skifteretten kendelse om, at klageren og H havde fuldstændigt særeje, og skifteretten afviste anmodning om deling af fællesboet, da der ikke var delingsformue mellem klageren og H.

På et ikke oplyst tidspunkt blev klageren repræsenteret af en ny advokat.

Ved e-mail af 16. marts 2026 skrev klagerens nye advokat til banken og anmodede om, at halvdelen af provenuet blev udbetalt til klageren, hvilket banken afslog.

Ved e-mail af 20. marts 2026 klagede klagerens advokat til banken og nedlagde påstand om udbetaling af halvdelen af provenuet og morarenter fra den 24. marts 2026 og indtil betaling.

Ved e-mail af samme dag protesterede H’s advokat mod frigivelsen og anførte, at endnu en arrestsag ville blive anlagt.

Den 27. marts 2026 indgav H’s advokat ny arrestbegæring mod klageren med påstand om arrest i klagerens andel af provenuet.

Den 9. april 2026 afviste banken klagen fra klagerens advokat og fastholdt, at klageren ikke kunne få udbetaling fra kontoen, da samtykkevilkåret i ”Aftale om finansiering – salg af fast ejendom” med banken ikke var opfyldt.

Den 11. maj 2026 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Ved brev af 18. juni 2026 afviste Ankenævnets sekretariat at behandle klagen med henvisning til den verserende arrestsag, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1, litra e.

Den 19. juni 2026 anmodede klageren Ankenævnet om genoptagelse af sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 24, stk. 4. Klageren fremlagde i den forbindelse blandt andet et brev fra H’s advokat af 29. maj 2026 til fogedretten, hvori advokaten tilbagekaldte arrestbegæringen. Advokaten skrev blandt andet:

”… Begrundelsen herfor er at AL Sydbank har oplyst, at banken ikke vil frigive den deponeringskonto som sagen drejer sig om. Det er oplyst, at rekvisitus har indgivet en klage til det Finansielle Ankenævn over dette og AL Sydbank har oplyst, at man under denne sag vil påstå sagen afvist, såfremt der foreligger en retssag mellem parterne.

Denne retssag kan efter omstændighederne både være den verserende forbudssag, men også selve hovedsagen mellem parterne om fordeling af deponeringen.

Rekvirenten har indtil videre afventet at anlægge denne i håb om, at der kunne opnås en forligsmæssig løsning, idet dette ikke er umiddelbart forestående, anlægger rekvirenten nu retssagen.

På den baggrund er forbudssagen ikke nødvendig, idet det Finansielle Ankenævn ikke kan tage stilling til klagesagen, så længe der verserer retssag mellem parterne jfr. det Finansielle Ankenævns vedtægter § 5 stk. 1 pkt. E. …”

Den 10. juli 2026 indgav H stævning mod klageren med påstand om, at klageren blandt andet skal anerkende, at konto -640 deles, så 1.887.254,45 kr. udbetales til H og 312.693,55 kr. udbetales til klageren. Af stævningen fremgår blandt andet:

”… AL Sydbank påstår afvisning af sagen i det Finansielle Ankenævn, såfremt striden er under retslig behandling jfr. det Finansielle Ankenævns vedtægter § 5. Også på denne baggrund indgives stævning på nuværende tidspunkt. …”

Banken har oplyst, at der endnu ikke foreligger en aftale mellem klageren og H om fordeling af provenuet, og at banken ikke har ikke modtaget skriftligt samtykke fra H til udbetaling fra deponeringskontoen eller konto -640. Banken har derfor ikke udbetalt halvdelen af provenuet til klageren.

Parternes påstande

Den 11. maj 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at AL Sydbank A/S skal udbetale 50 % af indeståendet på konto -640 til ham med tillæg af rente.

AL Sydbank A/S har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at klagen angår, om banken er berettiget til fortsat at nægte ham udbetaling af hans ideelle andel af nettoprovenuet fra den tidligere fællesejede ejendom, som er indsat på fælleskonto -640.

”Aftale om finansiering – Salg af ejendom” angiver, at det deponerede beløb frigives til sælger eller dennes fuldmægtig i overensstemmelse med købsaftalen, og at deponeringskontoen ved sagens afslutning skal opgøres over konto nr. -947. Dette er sket.

Deponeringskontoen blev af banken opgjort og lukket, idet nettoprovenuet blev overført til konto -640. Banken kan derfor ikke efterfølgende behandle samme midler som fortsat værende deponerede på den afsluttede deponeringskonto.

Bankens kvalifikation af overførslen som en “ekspeditionsfejl” ændrer ikke herpå. Overførslen svarer tværtimod til aftalens udtrykkelige bestemmelse om opgørelse over konto nr. -947. Banken har ikke påvist en særskilt aftale om, at midlerne efter overførslen til konto -640 fortsat skulle være undergivet deponeringsaftalens samtykkekrav. Samtykkeklausulen kan således ikke udstrækkes til at etablere en tidsubegrænset spærring af hans andel af et allerede frigivet provenu.

Det er ubestridt, at ejendommen var ejet i lige sameje. Ankenævnet har i sammenlignelige sager lagt til grund, at provenuet fra en sådan ejendom tilkommer parterne med halvdelen til hver, og at banken kan eller skal udbetale den ene parts halvdel, når denne ikke er frataget rådigheden, jf. sag nr. 264/2025 og sag nr. 442/2025.

Ægtefælleskiftelovens § 54 fastslår, at ægtefæller bevarer rådigheden over deres bodele. En rådighedsfratagelse forudsætter en skifteretsafgørelse og angår kun aktiver, der helt eller delvis er delingsformue. Skifteretten har udtrykkeligt fastslået ved kendelse af 26. februar 2026, at han og H har fuldstændigt særeje og afvist at indlede bodeling, da der ikke består et fællesbo mellem dem. Skifteretten fandt endvidere, at samejeaktiver ikke kunne føre til et andet resultat. Der foreligger heller ikke en kendelse om rådighedsfratagelse, arrest eller anden retslig sikring af H’s påståede krav. H kan derfor ikke gennem en ensidig indsigelse over for banken opnå en faktisk sikring i hans andel af provenuet. Et eventuelt krav mod ham må forfølges ved de almindelige retsmidler og kan ikke realiseres ved, at banken opretholder en varig spærring.

I e-mail af 17. august 2025 fra hans daværende advokat blev det tilkendegivet, at han var indstillet på, at provenuet forblev spærret, indtil han og H havde opnået enighed om bodeling, herunder fordeling af provenuet. Tilkendegivelsen kan ikke forstås som en selvstændig og uopsigelig aftale med banken om, at banken tidsubegrænset kan tilbageholde hans midler. Den blev afgivet i den konkrete situation, hvor der verserede en arrestsag, og hvor han og H forudsatte et muligt ægtefælleskifte i skifteretten. Dette grundlag bortfaldt, da skifteretten afviste at indlede bodeling som følge af fuldstændigt særeje. Banken har ikke dokumenteret en aftale, hvorefter han efter dette tidspunkt uigenkaldeligt skulle have givet afkald på rådigheden over sin andel af provenuet. Hvis bankens synspunkt blev lagt til grund, ville H ved blot at undlade at samtykke kunne blokere hans midler uden tidsmæssig begrænsning og uden prøvelse af sit påståede modkrav. Det kan hverken udledes af e-mailen eller af deponeringsaftalen.

At H fremsætter indsigelser mod udbetaling, ændrer ikke ved, at det er banken, der har truffet beslutning om ikke at udbetale midler til sin kunde. Spørgsmålet for Ankenævnet er derfor ikke alene, om H mener at have et krav mod ham, men om banken har et tilstrækkeligt retligt grundlag for at lade H’s indsigelser blokere udbetalingen.

H begrunder sit krav med, at han angiveligt gennem de seneste ti år af ægteskabet har foretaget hævninger på fælles konti og derved uretmæssigt tilegnet sig H’s særejemidler. Kravet udspringer således ikke af en tvist om ejendommen eller salgsprovenuet, men af et påstået internt økonomisk mellemværende mellem ham og H, som han i øvrigt ikke er enig i og bestrider.

Banken anfører, at den fortsatte spærring skyldes H’s protest, manglende samtykke og bankens opfattelse af deponeringsaftalen. Banken har dermed ikke påberåbt sig et aktuelt arrestgrundlag, en rådighedsfratagelse, en dom eller en anden retsafgørelse.

Spørgsmålet er ikke, om Ankenævnet skal afgøre H’s eventuelle krav mod ham. Spørgsmålet er alene, om banken som kontoførende pengeinstitut er berettiget til at tilbageholde hans ideelle andel, når der ikke foreligger en retslig rådighedsbegrænsning. Det må besvares benægtende.

Den 16. marts 2026 fremsatte han over for banken krav om udbetaling af sin halvdel af provenuet, hvilket banken afviste. Når forfaldstidspunktet ikke er fastsat i forvejen, løber rente efter rentelovens § 3, stk. 2, fra 30 dage efter fremsættelse af betalingsanmodning. Renten udgør Nationalbankens referencesats med tillæg af otte procentpoint, jf. rentelovens § 5, stk. 1. Renter skal mindst regnes fra 30 dage efter bankens modtagelse af påkravet af 16. marts 2026, subsidiært fra et tidspunkt fastsat af Ankenævnet.

Ankenævnet har i en sag om forsinket frigivelse af provenu fra en fællesejet ejendom lagt til grund, at banken var forpligtet til at udbetale klagerens halvdel, og at rentelovens § 3, stk. 2, fandt anvendelse fra 30 dage efter advokatens påkrav, jf. Ankenævnets afgørelse i sag nr. 442/2025.

Bankens afvisningspåstand

Klagen skal ikke afvises efter Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1, litra e, fordi der er anlagt en retssag om fordelingen af provenuet på konto -640.

Stævningen er indleveret på et tidspunkt og med en begrundelse, der viser, at den også har til formål at skabe et processuelt grundlag for at afskære Ankenævnets behandling af klagen mod banken.

Klagen mod banken angår bankens selvstændige håndtering af deponerings-/kontomidlerne og bankens nægtelse af at udbetale hans andel af provenuet. Klagen angår ikke alene H’s materielle krav mod ham.

Stævningen blev først indleveret efter, at Ankenævnet genoptog behandlingen af hans klage. Efter Ankenævnets vedtægter § 3, stk. 3, kan sagens parter, så længe en klagesag verserer for Ankenævnet, ikke anlægge sag ved domstolene eller voldgiftsret om de spørgsmål, som klagen omfatter. Bestemmelsen må tillægges selvstændig betydning ved fortolkningen af § 5, stk. 1, litra e, og § 5, stk. 1, litra e, kan derfor ikke forstås således, at en part, når klagen verserer, kan anlægge retssag om samme spørgsmål og derved automatisk skabe et afvisningsgrundlag for den allerede verserende klagesag. En sådan forståelse ville gøre § 3, stk. 3, illusorisk og åbne mulighed for, at Ankenævnets behandling kan afskæres ved taktiske sagsanlæg, eventuelt efterfulgt af hævelse og senere nyt sagsanlæg. Dette er ikke en teoretisk risiko i nærværende sag, da H tidligere har anlagt arrest, som efterfølgende blev hævet. H har endvidere i stævningen udtrykkeligt anført, at banken påstår afvisning af sagen i Ankenævnet, hvis striden er under retslig behandling, og at stævningen ”også på denne baggrund” indgives på nuværende tidspunkt.

Vedtægternes § 5, stk. 1, litra e, kan således ikke anvendes som grundlag for afvisning i en situation, hvor retssagen først anlægges efter Ankenævnets genoptagelse af klagesagen, og hvor stævningen udtrykkeligt er indgivet med henvisning til ønsket om at understøtte bankens afvisningssynspunkt. Hvis Ankenævnet måtte finde, at retssagen helt eller delvist angår spørgsmål, som også berøres af klagen, bør konsekvensen derfor ikke være afvisning af klagen. Konsekvensen bør derimod være, at Ankenævnet fastholder behandlingen af den allerede verserende klagesag, i hvert fald for så vidt angår bankens selvstændige handlemåde frem til sagsanlægget.

Tvisten er ikke mellem ham og H. Klagen er indgivet af ham mod banken og angår bankens selvstændige håndtering af et kundeforhold og bankens fortsatte nægtelse af at udbetale hans andel af provenuet. Ankenævnet behandler klager over pengeinstitutter etableret i Danmark, og en klage kan angå samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem parterne. I stævningen har H nedlagt påstand om en skævdeling af kontoen, men dette ændrer ikke ved karakteren af klagen mod banken. Stævningen angår H’s påståede krav mod ham. Nærværende klage angår derimod bankens selvstændige forpligtelser over for ham som kunde.

H’s udokumenterede og bestridte indsigelser kan ikke føre til, at Ankenævnet afskæres fra at prøve bankens selvstændige handlemåde. Hvis banken kunne undgå nævnsprøvelse ved at henvise til, at en anden kontohaver fremsætter indsigelser, ville bankens håndtering af fælleskonti og deponerede midler i praksis kunne unddrages Ankenævnets kontrol.

I stævningen gør H gældende, at de skulle have aftalt, at de begge skal godkende udbetaling fra kontoen, og at dette skulle være sket med henblik på eventuel skævdeling af de deponerede midler, samt at H er berettiget til fyldestgørelse i midlerne ved konneks modregning. Dette bestrides. En standardaftale om, at begge kontohavere skal give samtykke til udbetaling, kan ikke uden videre sidestilles med en materiel aftale om, at den ene kontohaver tidsubegrænset kan blokere den anden kontohavers andel som sikkerhed for bestridte modkrav. Et sådant krav må i givet fald forfølges ved de relevante retslige skridt.

Det forhold, at H nu har anlagt retssag mod ham, ændrer ikke ved, at banken i den forudgående periode har nægtet udbetaling uden arrest eller anden retslig sikring.

Finder Ankenævnet, at dele af sagen berører spørgsmål, der verserer ved domstolene, anmodes Ankenævnet subsidiært om ikke at afvise klagen i sin helhed. Ankenævnet anmodes i så fald om at afgrænse prøvelsen til bankens handlemåde frem til stævningens indlevering og til spørgsmålet om, hvorvidt banken havde et selvstændigt grundlag for at opretholde spærringen uden arrest, uden skifteretlig rådighedsfratagelse og uden domstolsafgørelse.

AL Sydbank A/S har til støtte for afvisningspåstanden anført, at denne sag handler om, hvorvidt banken er forpligtet til at udbetale klagerens andel af provenuet fra salget af den fælles ejendom, som henstår på konto -640.

Der er den 10. juli 2026 anlagt en retssag om fordeling af provenuet på konto -640 fra salget af ejendommen.

Banken fastholder derfor, at sagen skal afvises af Ankenævnet i henhold til Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1, litra e, da sagen og spørgsmålet om fordelingen af provenuet på konto -640 (igen) verserer ved domstolene.

Ankenævnet er i medfør af vedtægterne forpligtet til at afvise sagen, og Ankenævnet har derfor ikke kompetence til at behandle sagens realitet, som samtidig behandles ved byretten. Det modsatte resultat ville medføre, at Ankenævnet kunne komme til én afgørelse, og at byretten kan komme til en anden afgørelse, uden at H reelt har haft mulighed for at varetage sine interesser under denne sag for Ankenævnet.

Hvis Ankenævnet mod forventning vælger at realitetsbehandle sagen, bør Ankenævnet give mulighed for, at H og dennes advokat indtræder som part i sagen, idet tvisten reelt er mellem klageren og H og ikke med banken.

Til støtte for frifindelsespåstanden har AL Sydbank anført, at klageren og banken den 20. december 2024 indgik en aftale om, at banken skulle oprette en deponeringskonto til brug for ekspeditionen af salget af ejendommen. Det blev aftalt med banken, at der først kunne ske udbetaling fra deponeringskontoen, "når alle kontohaverne skriftligt har givet samtykke hertil", jf. ”Aftale om finansiering – Salg af ejendom”.

På grund af en ekspeditionsfejl, blev der lavet to overførsler fra deponeringskontoen til fælleskontoen -640. Ekspeditionsfejlen bestod i, at banken ikke havde sikret sig, at klageren og H havde givet skriftligt samtykke til udbetalingen fra deponeringskontoen.

Banken var derfor berettiget og forpligtet til at oprette og opretholde spærringen på konto -640, idet provenuet reelt fortsat var deponeret på samme vilkår med krav om skriftligt samtykke før udbetaling. På grund af bankens IT-systemer er det ikke teknisk muligt at genoprette en deponeringskonto, som er blevet opgjort og lukket. Beløbene kunne derfor ikke tilbageføres til deponeringskontoen efter den 27. februar 2025, hvor kontoen blev ophævet.

Banken forstår klageren sådan, at der er enighed om, at H ikke har givet sit skriftlige samtykke til udbetaling af de deponerede beløb.

Som led i den forligsmæssige løsning af den første arrestsag mellem klageren og H, bekræftede klageren ved sin tidligere advokat, aftalen med banken, da advokaten skrev: ”Til orientering kan det oplyses, at min klient er indstillet på, at provenuet forbliver spærret, indtil parterne har opnået enighed om bodelingen, herunder fordeling af provenuet".

Klageren er bundet af aftalen, som han indgik med banken, og klageren er tillige bundet af det indgåede forlig med H jf. aftalelovens § 1. Klageren og hans nye advokat kan naturligvis ikke ensidigt ændrer samtykke-vilkåret i ”Aftale om finansiering - salg af ejendom”. Dette vil kræve en ny aftale mellem klageren, H og banken.

H skal derfor fortsat give sit skriftlige samtykke, før provenuet fra salget af ejendommen kan udbetales. Klageren har henvist til to afgørelser fra Ankenævnet, som efter hans opfattelse støtter, at banken er forpligtet til at udbetale halvdelen af provenuet til ham. Disse to afgørelser er ikke relevante for spørgsmålet om frigivelse af provenuet i denne sag, da der ikke i de to afgørelser har været indgået en aftale med banken om, at frigivelse kræver skriftligt samtykke. Der er således tale om en væsentlig forskel i forhold til denne sag. Banken har netop på grund af Ankenævnets praksis om provenufordeling mellem skilte ægtefæller tilføjet et afsnit om samtykke til udbetaling fra deponeringskontoen i "Aftale om finansiering - Salg af ejendom", da banken ikke ønsker at være part i skilte ægtefællers efterfølgende provenu-tvister. Klagerens henvisning til Ankenævnets sag nr. 264/2025 er ikke sammenlignelig, da en tilsvarende passus i pengeinstituttets dokumenter var fraveget og dermed ikke aftalt mellem ægtefællerne og pengeinstituttet. Ankenævnet har ikke tidligere behandlet vilkårene i bankens ”Aftale om finansiering - salg af ejendom”, eller tilsvarende vilkår.

Klagerens henvisning til afgørelsen fra skifteretten om særeje er ikke relevant for fortolkning af den indgåede aftale mellem parterne og banken.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og hans daværende ægtefælle, H, var kunder i AL Sydbank (daværende Sydbank), hvor de blandt andet havde en fælleskonto -640. Klageren og H ejede i lige sameje en ejendom, og i henhold til ægtepagt af 30. januar 2001 havde klageren og H fuldstændigt særeje på alt, hvad de i øvrigt hver især ejede.

I september 2024 blev klageren og H skilt, og i oktober 2024 solgte klageren og H deres ejendom til en købesum på 3.995.000 kr. Køber skulle betale en udbetaling på 100.000 kr. til ejendomsmægler og stille restkøbesumsgaranti til sikkerhed for betaling af restkøbesummen på 3.895.000 kr.

Efter ”Aftale om finansiering – Salg af ejendom” af 20. december 2024 mellem klageren, H og banken, skulle banken oprette en deponeringskonto -947, og klageren og H ”accepterer, at midlerne på deponeringskontoen, når de er frigivet og sagen afsluttet, først kan udbetales, når alle kontohaverene skriftligt har givet samtykke hertil.”

Banken oprettede en deponeringskonto -947, hvortil køber indbetalte restkøbesummen på 3.895.000 kr.

Den 3. januar 2025 overførte banken 2.199.342,78 kr. fra deponeringskontoen til konto -640 og yderligere 60.415,25 kr. den 27. februar 2025. Samme dag blev deponeringskontoen opgjort og lukket. Banken har oplyst, at overførslerne skyldtes en ekspeditionsfejl, og at hverken klageren eller H havde givet samtykke dertil.

H modsatte sig frigivelse af provenuet før begge parter var enige herom, og den 11. juli 2025 indgav H arrestbegæring mod klageren omhandlende provenuets deling.

Den 17. august 2025 skrev klagerens advokat til banken, at klageren var ”indstillet på, at provenuet forbliver spærret, indtil parterne har opnået enighed om bodelingen, herunder fordelingen af provenuet. Jeg imødeser på den baggrund, at [klagerens advokat] hæver den anlagte sag, som aftalt.”

Den 19. august 2025 tilbagekaldte H arrestbegæringen.

Den 16. marts 2026 skrev klagerens advokat til banken og anmodede om, at halvdelen af provenuet blev udbetalt til klageren, hvilket banken afslog.

Den 27. marts 2026 indgav H ny arrestbegæring mod klageren med påstand om arrest i klagerens andel af provenuet.

Den 11. maj 2026 indbragte klageren sagen for Ankenævnet. Den 18. juni 2026 afviste Ankenævnets sekretariat at behandle klagen med henvisning til den verserende arrestsag, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1, litra e, og den 19. juni 2026 anmodede klageren om genoptagelse af sagen. Den 1. juli 2026 meddelte Ankenævnets sekretariat klageren og banken, at sekretariatet havde revurderet afvisningen og besluttet at genoptage sagens behandling.

Den 29. maj 2026 tilbagekaldte H arrestbegæringen.

Den 10. juli 2026 indgav H stævning mod klageren med påstand om, at klageren blandt andet skal anerkende, at provenuet på konto -640 skævdeles.

Det følger af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1, litra e, at Ankenævnet skal afvise at behandle en klage, hvis klagen hører under, er under behandling ved, eller har været behandlet af en domstol. Ankenævnet bemærker, at den ved byretten anlagte retssag af 10. juli 2026 og den tidligere anlagte arrestsag angår forhold mellem klageren og H, hvorimod nærværende klagesag angår forhold mellem klageren og banken. Ankenævnet finder herefter, at klagen ikke skal afvises.

Da klageren og H ejede ejendommen i lige sameje, tilkommer provenuet fra salget af ejendommen herefter som udgangspunkt parterne med halvdelen til hver.

Den 26. februar 2026 afsagde skifteretten kendelse om, at klageren og H har fuldstændigt særeje og afviste anmodning om deling af boet. Klageren har herefter som udgangspunkt været berettiget til at få udbetalt sin halvdel af provenuet.

Ankenævnet finder imidlertid, at banken har været berettiget til at afslå klagerens anmodning om udbetalingen af halvdelen af provenuet på konto -640. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og H ved ”Aftale om finansiering – Salg af ejendom” aftalte med banken, at der først kunne ske udbetaling fra deponeringskontoen, når skriftligt samtykke forelå fra dem begge. At banken ved en ekspeditionsfejl overførte provenuet til konto -640 ændrer ikke herved, og banken var derfor berettiget til at spærre kontoen, indtil skriftligt samtykke foreligger fra både klageren og H eller indtil, at det ved endelig retsafgørelse er afklaret, hvordan udbetaling skal ske.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Kontakt

Indsigelse mod bankens manglende frigivelse af salgsprovenu for ejendom. Krav om udbetaling af provenuet.