Spørgsmål vedrørende udbetaling i henhold til garanti.
| Sagsnummer: | 481 /1995 |
| Dato: | 08-05-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Peter Nedergaard, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Garanti - udbetaling
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende udbetaling i henhold til garanti. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren i denne sag er et offentligt skiftet dødsbo. Klagen er på boets vegne indgivet af skifterettens medhjælper.
Under skiftebehandlingen blev en fast ejendom, der var boets væsentligste aktiv, overtaget af en af arvingerne for en kontant købesum på 500.000 kr. Købesummen skulle berigtiges ved en kontant betaling til boet på 150.000 kr., en bankgaranti på op til 210.000 kr. samt modregning i den pågældende arvings arv.
Ved bankgaranti af 1. juni 1994 stillede indklagede på foranledning af arvingen over for skifteretten v/medhjælperen sikkerhed for købesummen med op til 210.000 kr. Af garantien fremgår bl.a.: "Betaling vil finde sted, når boet er afsluttet, og [arvingen] kan modregne sin arv".
Ved skrivelse af 23. maj 1995 til indklagede meddelte advokaten, at boet kunne afsluttes, og anmodede om udbetaling af 187.457,86 kr. i henhold til garantien, idet beløbet ønskedes overført til boets konto i et andet pengeinstitut. Skrivelsen var vedlagt boopgørelse godkendt af skifteretten.
Den 26. maj 1995 overførte indklagede beløbet til to konti i indklagede tilhørende to øvrige arvinger i boet.
Ved skrivelse af 2. juni 1995 til indklagede protesterede skifterettens medhjælper over indklagedes udlodning uden om boet og forlangte på ny beløbet overført til boets konto.
Indklagede efterkom ikke anmodningen.
Ved skrivelse af 22. juni 1995 meddelte skifteretten indklagede, at alene skifteretten havde kompetence til at foretage udlodning, og at medhjælperen ville blive instrueret om at udtage stævning mod indklagede, såfremt beløbet i henhold til garantien ikke straks blev overført til boets konto.
Arvingen indgav klage over skifteretten til Præsidenten for Østre Landsret, som ved skrivelse af 1. august 1995 bl.a. meddelte:
"Jeg kan helt tilslutte mig, at beløbet fra [indklagede] alene kan udbetales med frigørende virkning til skifteretten, og at boet ikke kan afsluttes, forinden dette er sket."
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede i henhold til garantien tilpligtes at overføre 187.457,88 kr. til boets konto.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at garantien blev stillet over for skifteretten, hvorfor indklagede var uberettiget til uden forudgående godkendelse og i strid med garantien ordlyd at disponere over boets midler og foretage udlodning.
Indklagede har anført, at skiftebehandlingen har været langvarig. Med henblik på en hurtig afslutning af boet, og idet arvingernes arv alligevel skulle indsættes på konti hos indklagede, fandt man det formålstjenligt at udbetale beløbet direkte til arvingerne. Skifteretten kunne herefter udlodde det resterende arvebeløb fra boets konto.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at udbetaling i henhold til garantien med frigørende virkning alene kan ske til skifteretten v/dennes medhjælper, hvorfor klagerens påstand tages til følge.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger overføre 187.457,88 kr. til boets konto med tillæg af rente ifølge renteloven fra den 26. maj 1995, til overførsel finder sted. Klagegebyret tilbagebetales klageren.