Indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende omlægningen af realkreditlån og krav om erstatning som følge af kurstab grundet rente- og kursudvikling.
| Sagsnummer: | 742/2023 |
| Dato: | 31-01-2025 |
| Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Jonas Thestrup Nielsen, Karin Sønderbæk, Rolf Høymann Olsen og Martin Hare Hansen. |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Udlån - omlægning |
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende omlægningen af realkreditlån og krav om erstatning som følge af kurstab grundet rente- og kursudvikling. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende omlægning af realkreditlån og krav om erstatning som følge af kurstab grundet rente- og kursudvikling.
Sagens omstændigheder
Klageren M og hans ægtefælle H var kunder i Danske Bank.
Banken har oplyst, at M og H i foråret 2022 kontaktede banken, da de ønskede at købe en ideel anpart i en ejendom. Banken har endvidere oplyst, at banken på vegne af Realkredit Danmark bevilligede M og H et 4 % obligationslån på 5.822.000 kr. med en løbetid på 30 år og med afdragsfrihed i 10 år, og at betingelsen for bevillingen var, at M og H’s lån var med fast rente.
Af resume af rådgivning af 22. juli 2022 fremgår blandt andet:
”…
Ejendommen og det valgte lån
|
… |
… |
|
… |
… |
|
Valgt lån |
Obligationslån, 4,00%, 30 år, 5.822.000 DKK afdragsfrit |
Oplysninger om rådgivningen
|
… |
… |
|
Hvilken erfaring har I med at optage lån? |
Vi har kendskab til de fleste låntyper og det at optage lån |
|
… |
… |
Oplysninger om jer
|
… |
… |
|
Hvor risikovillig er I? |
|
|
Hvor længe forventer I, lånet skal løbe? |
|
Væsentligste egenskaber ved og vilkår for det valgte lån
I kan se de samlede vilkår i lånedokumenterne og i Realkredit Danmarks ’Låntyper og forretningsbetingelser’. ’Låntyper og forretningsbetingelser’ finder I på www.rd.dk sammen med den aktuelle prisliste.
|
Lånets væsentlige egenskaber |
|
|
Vilkår i forbindelse med optagelse af lånet (fastkursaftale, hjemtagelse m.v.) |
|
|
Opsigelses- og indfrielsesvilkår for det valgte lån |
|
|
Mulighed for låneomlægning |
Ja |
|
Omkostninger ved låneomlægningen eller indfrielse af lånet |
|
Begrundelse for valg af lånet, væsentlige forudsætninger og øvrige råd
|
Begrundelse for valget af lån |
|
|
Væsentlige forudsætninger for valg af lånet |
|
…”
Banken har oplyst, at M og H accepterede bankens tilbud på lån og underskrev i den forbindelse pantebrevet og øvrige dokumenter. M og H indgik en fastkursaftale på udbetaling af lånet, således at kursen blev aftalt til 97,404 med udbetaling den 30. september 2022.
Ved meddelelse af 5. august 2022 meddelte M banken, at han havde bemærket, at kurserne var faldet, siden de låste kursen, hvorfor han anmodede banken om at oplyse, hvad det ville koste at annullere fastkursaftalen. Samme dag meddelte banken M, at det ville koste 85.641,62 kr. at annullere fastkursaftalen.
Banken har oplyst, at M og H valgte at fastholde fastkursaftalen, og at lånet blev udbetalt i henhold til fastkursaftalen den 30. september 2022.
Ved e-mail af 21. oktober 2022 anmodede H banken om blandt andet at oplyse, om banken holdt øje med, om konvertering af realkreditlånet var muligt i tilfælde af, at renten steg yderligere.
Samme dag sendte banken beregninger på, at M og H’s 4 % fastforrentede obligationslån med en hovedstol på 5.822.000 kr. kunne indfries til 5.347.532 kr. Herudover sendte banken finansieringseksempler, hvis M og H valgte at konvertere deres realkreditlån til et fastforrentet eller variabelt forrentet realkreditlån. Banken meddelte H, at H måtte kontakte banken, hvis beregningerne gav anledning til spørgsmål.
Den 26. oktober 2022 anmodede H banken om at oplyse, hvad den anbefalede M og H at gøre, og hvad dens forventninger til renten i den kommende tid var.
Den 27. oktober 2022 kontaktede banken H telefonisk. Af en fremlagt transskription fra samtalen fremgår blandt andet:
”…
[Banken]: Så, så det var jo egentlig, havde jeg nær sagt, øh, det vigtigste. Fordi så spørger du: Hvilke forventninger har I i den kommende tid?
[H]: Ja?
[Banken] Altså, jeg vil jo sige det på den måde, at vi har nok ikke set det sidste.
[H]: Nej.
[Banken]: Og hvad mener jeg med det? Det er, at jeg tror, at man, øh, vil se renten være stigende i en periode endnu.
[H]: M-mm.
[Banken]: Og så tror vi, at i løbet af 23... hvis ellers at, ja, havde-jeg-nær-sagt, der kommer styr på ham med løskanonen i [udlandet] og hvad der ellers er.
[H]: [små-ler] Ja.
[Banken]: At renten så, øh, hvad skal man sige, falder lidt tilbage.
[H]: M-mm.
[Banken]: Jeg tror faktisk, at i den optimale verden, så tror jeg faktisk, at det renteniveau, vi kommer til at se, når vi siger fast rente, det er faktisk det lån, som I har nu. Jeg tror, det er det niveau, det kommer til at ligge på fremadrettet.
[H]: M-mm.
[Banken]: Eh, men man kan sige, at det, som I jo kan overveje, jamen det er jo, at man har jo mulighed for at, på et tidspunkt, omlægge lånet –
[H]: M-mm.
[Banken]: Og så skære noget af restgælden.
[H]: Ja.
[Banken]: Og man kan sige, at det er faktisk, eh, lidt vildt, fordi at øh, at øh, man kan skære i jeres tilfælde omkring 500.000 af.
…
[Banken]: [fortsætter] Det er jo, altså min anbefaling vil jo være, at hvis man skal gøre det, så skal man have det godt med i en periode at gå i variabel rente.
[H]: M-mm.
[Banken]: Fordi ellers, så kan man sige, at hvis I siger, "Ved du hvad, [rådgiver i banken], det kan du godt glemme alt om, det vil vi ikke", så vil jeg sige, jamen så taler vi om en fast rente, der kan komme helt op på en 6-7 %.
[H]: M-mm.
[Banken]: Så selvom I så ligger, altså... hvad skal man sige, får nedbragt noget af jeres gæld, så vil I også opleve, at ydelsen bliver dyre.
[H]: Ja, det er det.... M-mm..... m-mm
[Banken]: Og så kan man så sige, jamen, så vil man jo først opleve igen, når det er, at man kan konvertere tilbage igen,
[H]: Jah...
[Banken]: [fortsætter] At så er man i et niveau, hvor at ydelsen vil være endnu billigere, end da I startede.
…
[Banken]: Og når jeg så kommer tilbage til det med variabel rente, så er det jo fordi, hvorfor filen skal en [H], lægge sit lån om til 6 eller 7 %, hvis det er, at man ligesom har en fornemmelse for, at renten ikke skal stige mere, men faktisk falde.
[H]: M-mm.
[Banken]: Altså, for ellers så, havde jeg nær sagt, at hvis man ikke har en følelse af, at det er det, der vil ske, så er der jo ingen grund til at lægge lånet om, så kan man jo lige så godt vente, til man får den følelse, havde jeg nær sagt.
…
[Banken]: Men igen, jeg skal på ingen måde, hvad skal man sige, gå ind og-og-og-og lave om på, at hvis I har det bedst med fast rente, så er det jo selvfølgelig klart, at-at, at så er det jo det, man skal gøre. Øh, men jeg kan prøve at-at sende nogle beregninger, så kan I kigge på det.
[H]: Ja, det må du meget gerne, for så kunne vi kigge på det, og så kunne det være, ja, vi flytter nemlig på tirsdag, så, øh, der er lige lidt tryk på.
[Banken]: Jo, men det er jo det, jeg vil sige: I har masser af tid.
[H]: Ja? Ja
[Banken]: Det her vil jo kun være noget, at der skulle gå hurtigt, hvis det var, at man sagde, at nu er renten ved at falde igen. Det er den jo på ingen måde.
[H]: Nej, vel?
[Banken]: Så, jeg vil mene, at basically, så tror jeg på, at man kan lige så godt vente så lang tid som muligt. Man kan lige så godt betale 4 %, som er en sikker rente –
[H]: Ja.
[Banken]: [fortsætter] Så lang tid som muligt –
[H]: Ja.
[Banken]: [fortsætter] indtil man ligesom siger, okay... nu begynder pressen og medierne at sige, at renten skal falde. Så er det jo der, I skal være klar til at slå til.
[H]: M-m, ja.
[Banken]: Og-og-og... det kan I jo så overveje i-i perioden, og I er også velkomne til, selvom det er mig, du må nøjes med –
…
[Banken]: [fortsætter] at-at [små-ler] at skrive til mig og sige, "[rådgiver i banken], kan vi lige snakke sammen? Hvad er dit view, øh, nu er der gået noget tid, øh.
…
[Banken]: [fortsætter] Fordi så kan jeg jo også udfordre jer lidt på, jamen, hvad-hvad tænker I osv., så I ligesom føler, at I kan træffe den rigtige beslutning.
[H]: Præcis. Men det tror jeg nemlig, det ville være rigtig godt, altså hvis du kunne lave nogle beregninger, så vi ved, øh -
[Banken]: Selvfølgelig.
[H]: Jeg tror, at når vi så kommer over på den anden side af flytningen, så kunne det godt være, at vi lige skulle tage et møde, fordi jeg ved også, at [M], han vil også meget gerne, øh....
[Banken]: Selvfølgelig!
[H]: [fortsætter] oplyses, ja, også i forhold til det, du siger med, jamen, skal vi, har vi travl? Er det en god idé overhovedet, og hvad er ligesom mulighederne? Det-et tror jeg, det ville være rigtig rart at høre.
[Banken]: Altså, jeg vil jo personligt sige –
…
[Banken]: [fortsætter] At der er ingen tvivl om, at kan man hive en 5-600.000 af sine...
[H]: Det vil man jo gerne.
[Banken]: Ja, altså, jeg vil sige, altså... Jeg tjener sgu ikke så mange penge, så jeg ligesom har råd til at sige nej til det.
[H]: Nej.
[Banken]: [fortsætter] Men-men når det er så sagt, så er det ikke bare noget, hvor man ligesom kan sige, at det er bare lige til at gå til, fordi spørgsmålet er, hvor lang tid er renteniveauet på det, det er, og hvornår falder det tilbage?
[H]: Ja.
[Banken]: Så det er jo der-, det er jo derfor, at-at-at det er jo de ting, vi så ligesom skal snakke om. Men I har masser af tid til at ordne de ting, I skal.
…”
Den 27. oktober 2022 sendte banken beregninger til H, hvoraf fremgik, at M og H’s 4 % fastforrentede obligationslån med en hovedstol på 5.822.000 kr. kunne indfries til 5.416.043 kr. Herudover sendte banken finansieringseksempler, hvis M og H valgte at konvertere deres realkreditlån til et andet fastforrentet eller variabelt forrentet realkreditlån. Banken oplyste herudover H, at M og H’s beslutning ikke hastede, da dens forventning var, at renten ikke ville falde i den kommende tid, hvorfor M og H skulle drøfte, hvordan de havde det med konvertering, og om det skulle være til et lån med en fast eller variabel rente. Banken meddelte H, at M og H måtte kontakte banken, hvis beregningerne gav anledning til spørgsmål.
Den 14. november 2022 skrev M til banken, at den skulle kontakte ham med henblik på at drøfte muligheden for at konvertere M og H’s realkreditlån.
Samme dag sendte banken beregninger på, at M og H’s 4 % fastforrentede obligationslån med en hovedstol på 5.822.000 kr. kunne indfries til 5.553.006 kr. M og H kunne ved en konvertering til et 5 % obligationslån med afdragsfrihed nedbringe deres restgæld med 139.000 kr. før skat. Banken anbefalede M og H ikke at konvertere deres eksisterende lån, da de ved en konvertering ville nedbringe deres restgæld med 2 %, og banken først foreslog en konvertering, når man kunne nedbringe restgælden med 8-10 %.
Samme dag svarede M, at han ikke forstod bankens beregninger, da M og H i henhold til bankens beregninger af 21. oktober 2022 kunne reducere deres restgæld med 400.000 kr.
Den 15. november 2022 svarede banken, at beregningen af 21. oktober 2022 tog udgangspunkt i en konvertering fra en fast rente til en variabel rente, og at kursen på indfrielsen af M og H’s eksisterende obligationslån var højere, da der siden beregningen havde været et rentefald, som har medført, at kursen på M og H’s eksisterende lån var steget og dermed gjort gevinsten mindre.
Samme dag gjorde M indsigelse mod bankens rådgivning og forløbet.
Den 23. november 2022 afholdt M og H og banken et møde. Af en fremlagt transskription fra mødet fremgår blandt andet:
”…
[Banken]: Enig. Enig. Men så synes jeg også stadigvæk, jeg vil sige til jer. Jeg vil også stadigvæk sige til jer, for mig er det ikke fuldstændigt krystalklart, at man skal konvertere. Fordi det afhænger jo igen af, kan I bære, at jeres udgifter stiger seks tusinde? Hvad er jeres forventninger til-til renten?
[H]: Hm-m
[Banken]: Har I en forventning om, at renten skal falde tilbage igen, så man ligesom sikrer, at øh, at øh det her en-en aftale, der er god for jer. Altså…
[H]: Men helt klart! Men den, der-der nåede vi jo bare slet ikke hen til, altså, fordi i den snak, vi to havde, der sagde du jo også til mig, øh, selvfølgelig, man skal da være, altså ..dum, hvis ikke man godt vil tjene firehundrede tusinde, altså
…
[Banken]: [fortsætter] Men jeg skal jo bare også være sikker på, at jeres økonomi kan bære det
…
[Banken]: Ja, ja, ja, det vil jeg sige, jeg var ikke, jeg kan ikke lide dit ordvalg ”travlt”, for det vil jeg sige, nej, det er vi ikke, fordi, man kan sige, jeg forstår godt din tanke, at I får et fireprocents udbe-, udbetalt dér, men der er jo rigtigt mange kunder, som både har fireprocentslån, toprocentslån, treprocentslån [mikrofonen hakker] [flere uhørbare ord] som beregning på, hvis man ønsker det, jamen hvad har det her af konsekvens, hvis vi går ind og konverterer. Så, så jeg vil sige: ”nej, det gør vi ikke”
[M]: Det gør I simpelthen ikke?
[H]: Man skal selv bede om det?
[Banken]: I udgangspunktet, ja, fordi typisk så sker der jo også det, når man får udbetalt et lån, så er det –
[M]: [afbryder] Men hvad er jeres rådgivning så, [rådgiver i banken]? Hvad er jeres rådgivning så? For så havde vi jo været bedre tjent med en robot, der havde gjort os opmærksom på, at det her -
[Banken]: [afbryder] Aj, det jeg vil sige, det jeg vil sige, det er jo, at vi går jo ind, når et fireprocentslån bliver udbetalt [mikrofonen hakker] [flere uhørbare ord], men når der sker rentestigninger eller rentefald, så bliver man, så får man en mail på eller en besked om, at man har mulighed for at konvertere sit lån for at, så man kan se effekterne på det
…
[Banken]: [M], hvad ville du så gerne, hvad havde du forventet, at jeg – lad os nu bare sige, det er mig – at jeg skulle have gjort der?
[M]: Jeg forventer, at når kurserne er faldet, siden vi har kurssikret, så drastisk som de er, så forventer jeg, at der er nogen alarmklokker [lyd af noget, der sættes/flyttes], I jeres boligafdeling, når I har sagen fremme, der siger ”hov”, der er mulighed for en kæmpe gevinst for kunden her. Det er eksklusive-plus-kunder, det skal de selvfølgelig have rådgivning om og mulighed for at varetage. Så forventer jeg sådan set, at I sender en mail eller I ringer til os og siger: ”Prøv at høre her, vi er i gang med at hjemtage jeres lån. Vi kan se, I har hjemtaget det til syvoghalvfems komma fire, nu er obligationskursen nede i otteogfirs komma otteoghalvfjerds. Hvis I er parate til at betale en ekstra ydelse, hvis vi omlægger det til et seksprocent nu, så har I muligheden for at nedskrive jeres hovedstol med en halv million allerede inden for det-, er I interesserede i det?” Det synes jeg ville være kvalificeret rådgivning
…
[M]: [fortsætter] og det er også min forventning, at der er nogle alarmklokker inde hos jer, der ringer, når I sidder med kunder i de beløbsstørrelser, som har den mulighed. Og det mener jeg faktisk ikke er vores opgave at følge op på. Det må være jeres opgave som rådgivere at sige: Her har vi nogen kunder, som har været gode kunder hos jer i mange år, og som I betragter som jeres eksklusive kunder, dem rådgiver vi efter bedste form-, det ville være min forventning, ja
[Banken]: Ja. Den-den-den vil jeg så give køb på, at det man så ligesom kan se på det er, hvad er det det hedder, hvorfor har I ikke modtaget en mail på en beregning på, at nu har I lige fået fireprocentslånet udbetalt, nu er renten steget. Den forventning vil jeg sådan set sige til dig, den er reel nok – ingen tvivl om det. Og det er jo sådan set også det, som vi på en eller anden måde jo så kommer ud i her, lidt senere, hvor I får en beregning, hvor man så kan sige, jamen, øh, hvad-hvad skulle vi have gjort her, for ligesom at have undgået denne her situation, kan man sige, ikke?
…
[Banken]: [fortsætter] Fordi at det er, uanset hvordan vi vender og drejer det, at, altså … Det ærgrer mig. Altså, jeg er jo chef for biksen, jeg er jo interesseret i, at, øh, vores kunder er tilfredse. Så det tager jeg klart til efterretning. Ingen tvivl om det. Øh, og-og det er jo klart, at det-at det, fremadrettet, så vil jeg jo selvfølgelig sikre, at-at I får den beregning, men det er en beregning, man vil få, hvor man skal reagere, kan man sige, ikke?
…
[Banken]: Det er den her mail, som øh, hvad er det det hedder, som jeg skriver. Og jeg skriver: ”Det haster ikke lige nu, da det ikke tyder på, renten skal falde lige med det samme”
…
[Banken]: Så går der halvanden uge efter. Allerede her, der må man jo også sige, der kan I jo se, at i forhold til den, øh, 21.10.
…
[M] [afbryder] Hvorfor tror du, vi henvender os, [rådgiver i banken]? Vi kan godt se det her. Er det nu, vi skal tage stilling til det her? Og så er det, vi får rådgivning: ”Nej, det behøver I faktisk ikke, øh, I skal bare flytte ind, øh. Og ja, vi kan godt se, at den er steget lidt fra den 21. til den 27., derfor ringer [H] også til dig. I får fat i hinanden. Du siger: ”Tag den med ro. Flyt ind”. Og så videre. Det er vi jo enige om …
[Banken]: Jeg siger at – for at lave en opsummering, fordi vi bliver ved ligesom at køre lidt rundt i det nu: Jeg kunne godt have lavet en opfølgning, øh, i forhold til den sidste mail, da jeg ikke hører noget fra jer, for ligesom at høre, hvad-hvad går I efter. Ellers så vil jeg sådan set sige, jeg synes, fireprocentslånet – og det synes jeg sådan set stadigvæk – er fint. Det er klart at, hvis I ligesom havde sagt til mig: ”[rådgiver i banken], vi kan se, nu begynder den at stige. Vi er faktisk interesseret i en seksprocenter”. Så havde jeg reageret på det. Det har I ikke sagt på noget som helst tidspunkt
[M]: Nej
…
[Banken]: Og jeg kan jo godt mærke, vi bliver ikke … enige om det her -
[H]: [afbryder] Vi kommer ikke rigtigt videre
[M]: Nej, det gør vi ikke
[H]: Nej, det gør vi ikke. Det er lige før vi går i ring nu, vil jeg sige
[Banken]: Ja
[M]: Ja. Men ved du hvad, vi sender først til dig, hvad vores forventning er. Så må du jo vende tilbage på det. Og ellers så må vi, så må vi desværre tage sagen videre
…
[Banken]: Ja. Lad os aftale det
…”
Den 17. august 2023 gjorde M indsigelse mod bankens rådgivning og forløbet. Den 5. september 2023 afvist banken M’s indsigelse.
Parternes påstande
Den 11. december 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale 450.000 kr. i erstatning.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken har ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med omlægning af lån.
Dagen før hjemtagelse realkreditlånet den 30. september 2022 var kursen 88,78. Kursen var låst på 97,40 i august måned 2022. Banken burde allerede den 30. september 2022 havde rådgivet ham og H til at omlægge deres lån. Hvis den havde gjort dette, kunne de have nedskrevet deres restgæld med ca. 8,5 kurspoint i forhold til kurs 97,40, som de havde låst til. Dette svarer til en nedskrivning af hovedstolen på 500.000 kr. ved en omlægning til et nyt fastforrentet lån.
De henvendte sig til banken den 21. oktober 2022 for at få rådgivning vedrørende låneomlægning. Banken oplyste, at de ved en omlægning kunne nedskrive deres hovedstol med ca. 400.000 kr. Banken meddelte selv, at man skulle være dum, hvis man ikke ønskede at tjene en halv million, som svar på deres spørgsmål om fornuften i at lave en låneomlægning af deres 4 % obligationslån.
Ved en efterfølgende telefonsamtale og skriftlig opfølgning anbefalede banken en omlægning, men meddelte dem, at det ikke var noget, der hastede, hvorfor de skulle afvente, indtil de var flyttet ind i deres nye bolig.
Efter dette hørte de intet fra banken, før de selv fulgte op efter indflytningen. På dette tidspunkt var renten faldet, og derfor anbefalede banken ikke længere omlægning. Banken vurderede selv, at det var en fejl, at den ikke fulgte op på klageren og H’s ønske om omlægning. De er derfor uenige i, at det var en forudsætning, at de skulle have indgået en aftale om kursovervågning med banken, da banken selv har oplyst, at det var normal praksis at oplyse herom, og da de var Eksklusiv+-kunder i banken.
I forløbet ændrede banken holdning fra, at man skulle være dum, hvis man ikke ønskede at tjene en halv million, til at låneomlægningen ikke kunne lade sig gøre så hurtigt, og herefter til at banken generelt ikke anbefalede sine kunder at lave en låneomlægning fra et 4 % til et 6 % obligationslån.
Uanset om de havde omlagt den 30. september 2022 eller i oktober 2022, så kunne de have konverteret realkreditlånet tilbage igen til et 4 % fastforrentet obligationslån og derved både have fået en kursgevinst og lavere renteudgifter. De kunne endda have skåret endnu mere af deres hovedstol, hvis banken havde rådgivet dem om låneomlægning i forbindelse med hjemtagelsen af lånet.
Banken har ikke handlet, som man berettiget må forvente, at den som ”bonus pater” burde have handlet. Dette gør banken erstatningsansvarlig. Banken handlede ansvarspådragende ved ikke at yde dem rådgivning i forbindelse med hjemtagelsen af realkreditlånet og ved ikke efterfølgende at følge op på deres henvendelser, da renten begyndte at ændre sig. Banken forsømte dette på trods af, at de anmodede banken om rådgivning i forbindelse med omlægning. Banken meddelte dem flere gange i deres samtaler med banken, at den ikke levede op til det ansvar, de berettiget kunne forvente.
De var Eksklusiv+ kunder i banken. I den forbindelse er de berettiget til specialistrådgivning. Banken beskriver selv Eksklusiv+ således, at man får sin egen personlige rådgiver og adgang til specialistrådgivning, der med udgangspunkt i ens egen økonomi kan hjælpe, når man i fremtiden skal lægge planer vedrørende køb eller salg af bolig, ændring af lån, investering eller havde ønsker til pensionsopsparingen. De havde en berettiget forventning om, at banken varetog deres økonomiske interesser. Dette har banken ikke gjort i dette forløb.
Grundet bankens ansvarspådragende handlinger ved dens fejlagtige rådgivning har den frataget klageren og H muligheden for en betragtelig kursgevinst, som for almindelige kunder er det samme som et tab. Fejl kan ske i alle sammenhænge, men de forventer også en kompensation, som står i rimeligt forhold til det tab, som forløbet har påfør dem. En kompensation på 450.000 kr. ville være passende.
Danske Bank har anført, at klageren og H i forbindelse bankens tilbud til dem på et 4% obligationslån blev rådgivet om, at lånet egnede sig til aktiv gældspleje, og at de i tilfælde af stigende markedsrenter via en låneomlægning ville kunne nedbringe restgælden på deres boligfinansiering.
Det var klageren og H’s egen beslutning at acceptere bankens tilbud om et 30-årigt 4% obligationslån med 10 års afdragsfrihed. Det var ligeledes klageren og H’s egen beslutning at indgå en fastkursaftale til kurs 97,404 med udbetaling af lånet den 30. september 2022. Klageren og H var allerede den 5. august 2022 opmærksomme på, at markedsrenterne havde ændret sig. Det var klageren og H’s egen beslutning ikke at indgå en aftale med banken om at lukke fastkursaftalen og indgå en aftale med banken om en anden finansieringsløsning.
Det var klageren og H’s egen beslutning ikke at rette henvendelse til banken umiddelbart efter udbetalingen af deres lån med henblik på så vidt muligt at indgå aftale med banken om en låneomlægning til et lån med en højere rente. Banken havde ikke indgået en aftale med klageren og H om kursovervågning, og var ikke i forbindelse med udbetalingen af realkreditlånet forpligtet til at rådgive klageren og H yderligere om muligheden for at omlægge lånet. Den umiddelbare fordel ved en låneomlægning af klageren og H’s 4% obligationslån til et 6% obligationslån stod ikke mål med den renterisiko og den højere månedlige låneydelse, som ville være konsekvensen heraf, heller ikke selv om låneomlægningen var blevet foretaget umiddelbart efter udbetalingen af klageren og H’s lån den 30. september 2022.
Banken er ikke enig i, at den har sagt, at man skal være dum, hvis man ikke vil tjene en halv million kroner. Klageren og H havde ved en låneomlægning mulighed for at reducere restgælden på deres lån med omkring 500.000 kr., men dette ville indebære, at ydelsen ville blive dyrere. Klageren og H skulle derfor overveje, om det nye lån i givet fald skulle være med variabel rente. Banken gjorde samtidig opmærksom på, at det ikke var bare lige til at lave en låneomlægning, da spørgsmålet var, hvornår renten ville falde. Der var derfor behov for en nærmere drøftelse med H og M. Banken anbefaler generelt ikke sine kunder at lave en låneomlægning fra et 4 % til et 6 % obligationslån, hvis break-even kun er ca. 6 år, hvorefter konverteringsfordelen vil være ”spist” op af den højere ydelse på lånet.
Bankens oplysning om dens forventninger til renteudviklingen, herunder at det ikke hastede med at træffe beslutning om en låneomlægning til et 6 % obligationslån, var ikke en tilsikring af, at det ville være muligt at omlægge klageren og H’s eksisterende realkreditlån til et 6 % obligationslån, når de vendte tilbage. En låneomlægning til et 6 % obligationslån ville kræve en kreditmæssig bevilling, da omlægningen ville medføre en månedlig ydelsesstigning på ca. 6.700 kr. brutto og ca. 5.000 kr. netto. En låneomlægning til et variabelt forrentet realkreditlån ville ligeledes kræve en kreditmæssig bevilling, da det var en betingelse for bankens bevilling af finansieringen af klageren og H’s køb af ejendommen i maj 2022, at det tilbudte realkreditlån skulle være med fast rente.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende. Klageren har ikke dokumenteret, at han og H har lidt et tab. Klagerens krav mod banken er et udtryk for en skuffet forventning, der ikke udgør et erstatningsberettiget tab.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren M og hans ægtefælle H var kunder i Danske Bank.
Banken har oplyst, at klageren og H i foråret 2022 kontaktede banken, da de ønskede at købe en ideel anpart i en ejendom. Banken har endvidere oplyst, at banken bevilligede klageren og H et 4 % obligationslån på 5.822.000 kr. med en løbetid på 30 år og med afdragsfrihed i 10 år, og at betingelsen for bevillingen var, at klageren og H’s lån var med fast rente. Banken har oplyst, at klageren og H accepterede bankens tilbud på lån og underskrev i den forbindelse pantebrevet og øvrige dokumenter. Klageren og H indgik en fastkursaftale på udbetaling af lånet, og at kursen blev aftalt til 97,404 med udbetaling den 30. september 2022.
Ved meddelelse af 5. august 2022 meddelte M banken, at han havde bemærket, at kurserne var faldet, siden han og H låste kursen, hvorfor han og H anmodede banken om at oplyse, hvad det ville koste at annullere fastkursaftalen. Samme dag meddelte banken M, at det ville koste 85.641,62 kr. at annullere fastkursaftalen. Banken har oplyst, at klageren og H valgte at fastholde fastkursaftalen, og at lånet blev udbetalt i henhold til fastkursaftalen den 30. september 2022.
I perioden fra den 21. oktober 2022 til 14. november 2022 drøftede klageren og H og banken muligheden for omlægning af deres eksisterende obligationslån. Banken sendte blandt andet den 21. og 27. oktober og 14. november 2022 vejledende beregninger vedrørende omlægningen af klageren og H’s eksisterende lån til et nyt fastforrentet eller variabelt forrentet realkreditlån. Af de første vejledende beregninger fremgik, at klageren og H ved omlægningen af deres eksisterende lån kunne opnå en kursgevinst på ca. 400-500.000 kr. og af den seneste vejledende beregninger fremgik, at klageren og H ved omlægningen af deres eksisterende lån kunne opnå en kursgevinst på 139.000 kr.
Klageren og H gjorde herefter indsigelse mod bankens manglende og mangelfulde rådgivning.
Efter de foreliggende oplysninger finder Ankenævnet, at klageren ikke har godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende ved sin rådgivning af klageren og H i forbindelse med en eventuel låneomlægning af 4 % obligationslånet. Banken er derfor ikke erstatningsansvarlig for det forhold, at det på grund af kursfald ikke længere var lige så fordelagtigt for klageren og H at omlægge lånet i november 2022.
Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at pålægge banken at betale klageren 450.000 kr. i erstatning, som anført af klageren.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.