Indsigelse mod spærring af konto begrundet i regler om hvidvask.
| Sagsnummer: | 528/2025 |
| Dato: | 17-02-2026 |
| Ankenævn: | Ankenævnets formand, Helle Korsgaard Lund-Andersen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22 |
| Klageemne: |
Formandsafgørelse - Formandsafgørelse
Indlån - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod spærring af konto begrundet i regler om hvidvask. |
| Indklagede: | Danske Andelskassers Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod spærring af konto begrundet i regler om hvidvask.
Sagens omstændigheder
Klagerne M og H var kunder i Danske Andelskassers Bank, hvor klagerne blandt andet havde konti. Klagerne har været kunder i banken siden 2005.
Banken har oplyst, at den siden etableringen af kundeforholdet med klagerne havde anmodet om og modtaget kopier af klagernes legitimationsoplysninger ad flere omgange og af forskellige årsager.
Banken har oplyst, at banken den 28. november 2018 havde registreret utydelige kopier af klagernes kørekort.
Ved brev af januar 2019 skrev banken til klagerne blandt andet følgende:
”Vi mangler opdateret legitimation på dig
Den danske lovgivning kræver, at alle banker skal kunne dokumentere, hvem deres kunder er. Derfor er vi i Andelskassen på ny i gang med at gennemgå og opdatere den legitimation, vi har på alle vores kunder.
Vi har konstateret, at vi desværre ikke har registreret korrekte eller opdaterede legitimationsoplysninger på dig.
Derfor vil vi bede dig komme forbi Andelskassen eller sende en kopi af:
- Pas og sundhedskort (også kaldet sygesikringsbevis)
eller: - Kørekort og sundhedskort (sygesikringsbevis)
I det medfølgende bilag kan du læse mere om, hvordan du kan indlevere legitimation til Andelskassen.
Legitimationsoplysningerne bedes venligst indleveret senest den 20. februar 2019
Det er vigtigt, at vi modtager legitimation fra dig, og vi skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at vi er nødt til at spærre din konto efter den 20. februar 2019, hvis vi ikke modtager legitimation fra dig.
Denne spærring vil naturligvis blive ophævet så snart, vi modtager din legitimation.”
Banken har oplyst, at banken den 20. februar 2019 havde registreret en kopi af H’s kørekort og sundhedskort samt en utydelig kopi af M’s kørekort.
Banken har yderligere oplyst, at banken den 13. september 2021 havde registreret en kopi af pas, den 15. december 2021 en utydelig kopi af kørekort og den 21. september 2023 havde genregistreret en kopi af pas og sundhedskort vedrørende M.
Den 28. juli 2025 skrev banken en besked til H vedrørende manglende oplysninger. Af beskeden fremgår blandt andet:
”Vi mangler vigtige oplysninger fra dig Andelskassen er ifølge hvidvasklovgivningen forpligtet til at kende sine kunder og forstå, hvordan kunderne bruger banken. Det gælder både, når du kommer som helt ny kunde, men også som eksisterende kunde. Vi vil derfor med jævne mellemrum bede dig om at svare på spørgsmål om din økonomi, dit forventede forretningsomfang med banken og/eller indsende legitimation.”
Den 25. august 2025 skrev banken igen til H vedrørende manglende oplysninger. Af beskeden fremgår blandt andet:
”Vigtigt! Du har nu 14 dage til at indsende oplysninger
Andelskassen er ifølge hvidvasklovgivningen forpligtet til at kende sine kunder og forstå, hvordan kunderne bruger banken. Det gælder både, når du kommer som helt ny kunde, men også som eksisterende kunde. Vi vil derfor med jævne mellemrum bede dig om at svare på spørgsmål om din økonomi, dit forventede forretningsomfang med banken og/eller indsende legitimation. Vi har tidligere skrevet og bedt dig udfylde og indsende det nødvendige materiale, men vi har ikke hørt fra dig.”
Den 22. september 2025 skrev banken til H vedrørende spærring af konto. Ad beskeden fremgår blandt andet:
”Din konto bliver spærret
Andelskassen er ifølge hvidvasklovgivningen forpligtet til at kende sine kunder og forstå, hvordan kunderne bruger banken. Vi vil derfor med jævne mellemrum bede dig om at svare på spørgsmål om din økonomi, dit forventede forretningsomfang med banken og/eller indsende legitimation.
Vi har tidligere skrevet og bedt dig udfylde og indsende det nødvendige materiale, men vi kan ikke se, at vi har modtaget materialet. Vi bliver derfor nødt til at spærre din konto om 7 dage.
Spærringen omfatter alle konti og aftaler i Andelskassen, herunder netbank og betalingskort m.v. Hører vi ikke fra dig inden for 30 dage, kan kundeforholdet blive opsagt.”
Den 30. september 2025 sendte klagerne en klage vedrørende urimelig og ubegrundet behandling til banken. Af klagen fremgår blandt andet:
”Vedrørende gentagne krav om ID-dokumentation - klage over urimelig og ubegrundet behandling.
Vi skriver hermed for at udtrykke vores utilfredshed med den behandling, vi som mangeårige kunder i Andelskassen er blevet mødt med i forbindelse med jeres gentagne krav om ID-dokumentation.
Vi har været kunder i Andelskassen i over 25 år. Vi har haft samme bopæl i mere end 20 år. Vi har haft faste og forudsigelige indkomster og udgifter, stabile konti uden unormale eller mistænkelige transaktioner, og vi har aldrig haft nogen form for sager, der skulle give anledning til særlig opmærksomhed fra bankens side.
Vores to voksne børn har begge været kunder i banken siden de var små og det er nu hhv. 20 or 18 år gamle. De bor begge to stadig hjemme og har almindelige lønninger og ingen økonomiske forhold udover det sædvanlige.
Alligevel er vi adskillige gange blevet bedt om at fremlægge kopi af pas og sygesikringskort - senest nu igen, uden nogen som helst forklaring eller saglig begrundelse.
Vi er klar over, at I som bank er underlagt hvidvaskloven. Den kender vi. Men vi er også bekendt med, at loven pålægger jer en risikobaseret tilgang til kundekendskab og overvågning. Det betyder, at jeres kontrolforanstaltninger skal afspejle den konkrete risiko i det enkelte kundeforhold. At behandle os, som om vi udgør en særlig risiko for hvidvask eller terrorfinansiering, er simpelthen ude af proportioner og grænser til chikane.
Vi anser det for direkte krænkende, at vi som stabile, langvarige, lavrisikokunder gang på gang skal identificere os, som om vi var nytilkomne fremmede med ukendte motiver, eller at vi er kunder, som pludselig har unormale økonomiske transaktioner. Vi beder derfor om følgende - skriftligt og uden forsinkelse: En forklaring på, hvilken konkret risikovurdering der har ført til det aktuelle krav om fornyet fremvisning af ID. I kender os som kunder. I har total adgang til alle vores daglige transaktioner og I er på ingen måde i tvivl om, hvem vi er eller hvordan vores økonomiske forhold er.
Her til ønsker vi en bekræftelse på, hvilken dokumentation I allerede har liggende på os - og hvorfor denne ikke længere vurderes tilstrækkelig. Vi ønsker en forklaring på, hvad I agter at gøre fremover, så vi ikke skal gennemgå det samme igen om et år eller to - uden at noget har ændret sig i vores økonomiske forhold. Vi ser frem til, at I frafalder jeres ønske om igen at se vores ID.”
Den 3. oktober 2025 besvarede banken klagernes klage. Af bevarelsen fremgår blandt andet:
”Så vidt jeg umiddelbart kan se, var sidste gang, vi bad [H] ajourføre sine oplysninger i 2019. [M] har vi senest kontaktet i 2023, og før da var det i 2019.
I relation til hvidvaskkontrol, skal vi kontrollere den enkelte kunde, uanset der måtte være fælles engagement.
Jeg kan godt forstå, hvis I synes, at en kontrol både i 2023 og nu i 2025, er hyppigt, men det skal altså ses som to af hinanden uafhængige kontroller. Og de tre henvendelser [H] har fået i 2025, skyldes jo, at vi ikke har modtaget nogen reaktion på den første henvendelse.
…
I relation til ID-oplysninger, kan jeg oplyse, at [H] indleverede kørekort og sundhedskort i 2019, og [M] indleverede pas og sundhedskort i 2023.
Det er korrekt, at i den manuelle proces, der er via det link [H] har fået i sin netbank, bliver hun bedt om at uploade nye legitimationsoplysninger. Det er sådan processen er, fordi den skal favne vidt, og dække alle forhold. Konkret er det ikke nødvendigt, at [H] uploader nye legitimationsoplysninger. De legitimationsoplysninger vi har, er tilstrækkelige, og [H] kan derfor nøjes med at udfylde om forretningsomgange”
Banken har oplyst, at klagerens konto ikke er lukket eller opsagt, men der er som automatisk konsekvens af den manglende tilbagemelding sket en spærring for så vidt angår H’s adgang til kontoen den 30. september 2025. Så snart banken modtager tilstrækkelige svar på tidligere spørgsmål, vil spærringen som udgangspunkt blive fjernet.
Klagerne har afvist at indsende yderligere oplysninger til banken.
Parternes påstande
Den 27. oktober 2025 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Andelskassers Bank skal frafalde kravet om fornyet ID-fremlæggelse.
Danske Andelskassers Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at banken bør tage stilling til, om banken overholder kravene til kundekendskab efter hvidvaskningsloven, samt at banken modtager kritik for truende og uproportional sprogbrug ved varsling om kontospærring.
De har været kunder i banken i over 25 år og haft samme bopæl i mere end 20 år. Deres økonomiske forhold har gennem hele perioden været stabile, med forudsigelige transaktioner og uden nogen form for atypisk eller usædvanlig økonomisk adfærd. På trods heraf er de gentagne gange senest i september 2025 blevet pålagt at indsende kopi af pas og sundhedskort uden nogen konkret eller saglig begrundelse.
De har uændrede økonomiske forhold og udgør ikke en forhøjet risiko for hvidvask eller terrorfinansiering. Bankens krav om fornyet legitimation er derfor i strid med hvidvasklovens krav om en risikobaseret tilgang, jf. §§ 7, 11 og 12. Kontrolforanstaltninger skal afspejle den faktiske risiko i det enkelte kundeforhold. Kravet om fornyet legitimation samt truslen om kontospærring fremstår således både urimeligt og uden fornøden hjemmel.
Bankens udtalelse om, at der “ikke findes nogen definition af en risikobaseret tilgang, og at det derfor er op til det enkelte pengeinstitut selv at fastsætte sine kontroller”, er juridisk og forvaltningsretligt ukorrekt. Det følger klart af hvidvasklovens § 7, stk. 1, samt §§ 11–12, at virksomheder omfattet af loven skal anvende en risikobaseret tilgang, som ikke må baseres på faste eller generelle procedurer, men skal bero på en konkret og individuel vurdering af den enkelte kundes risiko.
Finanstilsynet har i sin vejledning til hvidvaskloven (2023) præciseret, at rutinemæssige krav om ID-fornyelse uden ændringer i kundens risikoprofil er i strid med proportionalitetsprincippet. Banken har ikke foretaget eller dokumenteret nogen konkret og individuel risikovurdering af klagernes kundeforhold.
Banken har anerkendt, at klagernes eksisterende legitimation er gyldig og tilstrækkelig, men fastholder samtidig, at klagerne skal indgå i en “manuel proces”, hvor der rutinemæssigt kræves upload af nye ID-oplysninger. Dette er selvmodsigende og bekræfter, at banken anvender en generel standardprocedure frem for en individuel risikovurdering.
De er således blevet pålagt unødige og krænkende kontrolforanstaltninger uden fornøden hjemmel og er blevet truet med kontospærring uden lovligt grundlag. Banken har misfortolket og misbrugt hvidvasklovens bestemmelser.
De har principielt afvist at indsende yderligere legitimation. De har intet at skjule og kunne uden vanskelighed indsende den krævede dokumentation, hvis de ønskede. Afvisningen skyldes, at banken ikke overholder lovens krav om proportionalitet og individuel risikovurdering. Et bankkundeforhold forudsætter gensidig tillid, og denne tillid undermineres, når loyale kunder gennem mere end 25 år trues med kontospærring uden konkret begrundelse.
Bankens svarskrift er omfattende, men undlader at besvare sagens centrale spørgsmål, herunder hvilken risikokategori de tilhører, hvilke konkrete risikomomenter banken mener er til stede, hvad der konkret har ændret sig i kundeforholdet, og hvorfor et velkendt og uændret kundeforhold skulle kræve skærpet kontrol. Uden disse oplysninger foreligger der ingen dokumenteret risikovurdering, men alene anvendelse af en generel standardprocedure forklædt som risikovurdering, hvilket er i strid med hvidvasklovens grundlæggende principper.
De er almindelige kunder med et almindeligt liv og en almindelig økonomi. Der har gennem hele kundeforholdet ikke været usædvanlige transaktioner, komplekse forhold eller ændringer i adfærd, som kan begrunde øget kontrol. Indbetalinger stammer fra almindelig løn, erstatninger eller andre lovlige og dokumenterede forhold.
Når banken henviser til interne vurderinger, som de ikke kan få indsigt i, og samtidig ikke kan påvise nogen objektive ændringer i kundeforholdet, fremstår risikovurderingen uigennemsigtig og uden efterprøveligt grundlag.
Bankens henvisning til muligheden for kontospærring efter hvidvasklovens § 14, stk. 5, er i denne sammenhæng uproportionel. Bestemmelsen forudsætter, at kravene til kundekendskab ikke kan opfyldes. I dette tilfælde er kundeforholdet velkendt, stabilt og uændret, og banken har tidligere været i besiddelse af gyldig legitimation. Anvendelsen af truslen om kontospærring som pressionsmiddel er derfor ikke i overensstemmelse med lovens formål.
Sagen vedrører ikke, om banken generelt har pligt til kundekendskab, men om banken lovligt kan kræve fornyet legitimation og true med kontospærring uden at kunne påvise en konkret og individuel risikovurdering.
Under en verserende klagesag har banken valgt at lukke deres ene konto, en såkaldt feriekonto, hvorpå der står ca. 50.000 kr. Lukningen har betydet, at de ikke har adgang til deres penge, og deres planlagte rejse er nu måske i fare.
Danske Andelskassers Bank har anført, at det er op til de enkelte pengeinstitutter at fastsætte de krav, der skal til i relation til overholdelse af kravene ved kundekendskabsprocedurer.
I henhold til Finanstilsynets vejledning om kundekendskabsprocedurer er banken forpligtet til løbende og risikobaseret at ajourføre kundens oplysninger gennem hele kundeforholdet, herunder ved faste intervaller og når der opstår tvivl om oplysningernes korrekthed eller tilstrækkelighed, jf. vejledningens pkt. 8.3, 8.7, 9.2 og 9.9.
Kundekendskabsprocedurer skal gennemføres på baggrund af en konkret risikovurdering af kundeforholdet. Banken kan differentiere mellem kunder med begrænset og øget risiko, men kan ikke undlade at gennemføre procedurerne.
Banken er forpligtet til at genindhente og kontrollere identitetsoplysninger, hvis tidligere indhentede oplysninger kan være forældede, herunder hvis identitetsdokumenter er udløbet, eller hvis der opstår tvivl om oplysningernes korrekthed.
Banken skal i sådanne tilfælde foretage en konkret vurdering af, om hele eller dele af kundekendskabsproceduren skal gennemføres på ny, afhængigt af risikoen og karakteren af de mangelfulde oplysninger.
Bankens interne regler og retningslinjer for gennemførelse af kundekendskabsprocedure inklusive risikovurdering er ikke til offentliggørelse, hvorfor banken heller ikke kan offentliggøre, hvilke kriterier de i klagernes sag har anvendt.
Flere legitimationsdokumenter har været utilstrækkelige, da den ene af klagerne har haft enkeltmandsvirksomhed, og der har været rykket for indlevering af legitimationsdokumenter, før budskab om spærring af konti og opsigelse har været fremsat.
Bankens interne beslutningsgrundlag og vurderinger er fortrolige og en del af bankens interne compliance- og overvågningssystem. Interne beslutningsgrundlag og vurderinger er ikke omfattet af reglerne om aktindsigt.
Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnets formand er i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22, jf. bemyndigelse af 3. oktober 2025 fra Ankenævnets stifterorganisationer, bemyndiget til på Ankenævnets vegne at træffe afgørelse i klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.
Klagerne M og H var kunder i Danske Andelskassers Bank, hvor klagerne blandt andet havde konti. Klagerne har været kunder i banken siden 2005.
Banken har yderligere oplyst, at banken den 13. september 2021 havde registreret en kopi af pas, den 15. december 2021 en utydelig kopi af kørekort og den 21. september 2023 havde genregistreret en kopi af pas og sundhedskort vedrørende M.
Ved brev af januar 2019 skrev banken til klagerne blandt andet at banken manglede legitimation på dem.
Den 30. september 2025 sendte klagerne en klage vedrørende urimelig og ubegrundet behandling til banken.
Banken har oplyst, at klagerens konto ikke er lukket eller opsagt, men der er som automatisk konsekvens af den manglende tilbagemelding sket en spærring for så vidt angår H’s adgang til kontoen den 30. september 2025. Så snart banken modtager tilstrækkelige svar på tidligere spørgsmål, vil spærringen som udgangspunkt blive fjernet.
Klagerne har afvist at indsende yderligere oplysninger til banken.
I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.
Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag. Der er således heller ikke grundlag for at fastslå, at bankens spærring af H’s konto var uberettiget.
Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.