Afgørelse

I juli 1993, på hvilket tidspunkt klagernes gæld til indklagede var i størrelsesordenen 600.000 kr., indgik klagerne aftale med indklagede om gældens afvikling. Gælden var fordelt på tre konti:

Indklagede har oplyst, at saldiene er pr. 11. august 1993, dog for så vidt angår konto -985 pr. 31. december 1993.

Ved skrivelse af 23. juli 1993 til klagerne, som klagerne ved påtegning af 24. sm. bekræftede og tiltrådte, blev vilkårene for afviklingen af indklagedes tilgodehavende fastlagt. Af skrivelsen fremgår, at konto -747 blev ændret til en uforrentet konto med en månedlig afvikling på p.t. 600 kr. Afviklingen af boliglånet -674 skulle fortsætte uændret. Når boliglån og konto -747 var indfriet, ville indklagede meddele saldokvittering. Af skrivelsen fremgår i øvrigt:

"I henhold til møde i [indklagede] den 2. juli 1993 omkring den fremtidige afvikling af Deres engagement med os, kan vi acceptere følgende:

......

- At der forinden udstedelse af saldokvittering, foretages modregning i et evt. indestående på lønkonto, budgetkonto m.m.

......

- At vi forinden konto [-747] sættes på 0-forrentning modtager vedlagte erklæringer om opgørelse af Deres kapitalpensionskonti retur i underskrevet stand."

Den 3. september 1993 opgjorde indklagede klagernes respektive kapitalpensionskonti i henhold til erklæringer underskrevet afklagerne om kontienes ophævelse i utide. Kontienes indestående forinden beregning af realrenteafgift og statsafgift ved ophævelse i utide var 29.192,24 kr. og 33.836,49 kr.

I sommeren 1996 gennemførte klagerne en omprioritering af deres faste ejendom. I denne forbindelse indbetaltes ca. 58.000 kr. på konto -747, hvis saldo herefter den 3. september 1996 var 9.958,80 kr.

Klagerne har oplyst, at de i efteråret 1996 påtænkte at udskifte deres 13 år gamle bil. På et tidspunkt blev de kontaktet af en navngiven medarbejder hos indklagede, der oplyste, at de havde et overskud på deres budgetkonto, som kunne anvendes til at betale restgælden på konto -747, hvorefter de kunne påbegynde opsparing af udbetaling til en bil. De ønskede at vente, til de var færdige med lånet omkring den 31. januar 1997. Ultimo december 1996 konstaterede de et overskud på ca. 13.000 kr. på budgetkontoen, og de fandt, at de herefter kunne klare til udbetalingen på en bil. De kontaktede telefonisk indklagedes medarbejder og anmodede om overflytning af de 13.000 kr. til lønkontoen og redegjorde for baggrunden. Medarbejderen oplyste, at det kunne ikke ske, og at de ikke måtte betragte beløbet som en opsparing. De spurgte herefter, om de ville få beløbet med i tilfælde af, at de skiftede pengeinstitut, hvortil medarbejderen svarede "ja det gør I". Indklagede har oplyst, at medarbejderen bestrider, at han over for klagerne skulle have tilkendegivet, at de ville få deres indlån overført i tilfælde af pengeinstitutskifte.

Den 9. januar 1997 underskrev klagerne i andet pengeinstitut anmodning om overførsel af deres engagement med indklagede.

Ved skrivelse af 13. januar 1997 meddelte indklagede, at man havde overført engagementet til klagernes nye pengeinstitut. Af skrivelsen fremgår endvidere:

"Som følge af indgået aftale af 23. juli 1993 (tiltrådt af Dem den 24. juli 1993), har vi i vort tilgodehavende foretaget modregning i følgende indlånskonti:

For indfrielse af Deres gæld i form af overførselsanmodning fra ..... samt modregning af indeståender til fuld og endelig indfrielse af Deres gæld i [indklagede] meddeles hermed samtidig saldokvittering."

Klagerne har den 14. februar 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 31.016,63 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har anført, at indklagedes medarbejder forud for skiftet af pengeinstitut gav tilsagn om, at de ville få overført indeståendet på indlånskontiene til det nye pengeinstitut. De stiller sig uforstående over for, at deres kapitalpensionskonti kunne ophæves i utide med henblik på nedbringelse af deres gæld.

Indklagede har anført, at det af akkordaftalen fra juli 1993 fremgår, at forinden indklagede afgav saldokvittering, skulle der ske modregning af indeståendet på lønkonto, budgetkonto m.m. Det var således aftalt, at det overskud, der blev opbygget på disse konti, skulle tilfalde indklagede ved indfrielse af klagernes gæld. Klagerne kunne således ikke disponere over budgetkontoen uden indklagedes samtykke, hvilket var baggrunden for, at indklagede nægtede at overføre 13.000 kr. fra budgetkontoen til fri disposition på lønkontoen. Dette er også baggrunden for, at det blev nævnt over for klagerne, at indeståendet på budgetkontoen ikke kunne betragtes som en opsparing. Indklagede har således handlet i overensstemmelse med den indgåede aftale, hvorfor den foretagne modregning er berettiget. Måtte Ankenævnet nå til, at aftalen fra juli 1993 skal tilsidesættes, har det til konsekvens, at saldokvitteringen ingen virkning har. I så fald har indklagede et forfaldent tilgodehavende på ca. 344.000 kr., som indklagede var/er berettiget til at modregne indlånene i ved indfrielse af engagementet. Ophævelsen af kapitalpensionskontiene skete i henhold til aftale med klagerne.

Ankenævnets bemærkninger:

Det følger af den akkordaftale, der blev indgået mellem indklagede og klagerne i juli 1993, at indklagede forinden udstedelse af saldokvittering var berettiget til at foretage modregning i et eventuelt indestående på lønkonto, budgetkonto m.m. Ankenævnet finder, at indklagedes modregning skete i overensstemmelse med det aftalte. Da det ikke findes godtgjort, at indklagede i forbindelse med overførslen af engagementet til andet pengeinstitut omkring årsskiftet 1996/97 gav tilsagn om at undlade at benytte sig af modregningsadgangen, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagernes påstand til følge. Med hensyn til ophævelsen af klagernes pensionskonti bemærkes, at ophævelsen var en del af aftalen om meddelelse af saldokvittering.

Som følge af det anførte