Sagsnummer: | 229/2017 |
Dato: | 01-02-2018 |
Ankenævn: | Vibeke Rønne, Kjeld Gosvig-Jensen, Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen |
Klageemne: | Indlån - øvrige spørgsmål |
Ledetekst: | Indsigelse om beregning af for lavt afkast ved udløb af struktureret indlån |
Indklagede: | Nykredit Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelse om beregning af for lavt afkast ved udløbet af et struktureret indlån.
Sagens omstændigheder
Den 25. november 2013 indgik klageren en aftale med Nykredit Bank om en ”Aktiekonto 2017 – Amerikanske aktier”, hvorpå klageren indskød 400.000 kroner. Af indlånsvilkårene fremgik blandt andet:
”…
1. Aktiekonto
…
Det beløb, som kunden indsætter på Aktiekontoen, er indsat som et struktureret indlån. Beløbet kaldes herefter "det indsatte beløb".
Et struktureret indlån består af to elementer: Almindeligt indlån i Nykredit Bank A/S […] samt optioner. Disse optioner er afledte finansielle instrumenter på kursudviklingen af en ligevægtet "kurv" (vægt 1/10) af 10 amerikanske aktier (herefter kaldet "den underliggende aktiekurv") samt udviklingen i amerikanske dollar (USD) over for danske kroner (DKK) (herefter kaldet "USDDKK"). De 10 aktier er: […]
Ved bindingsperiodens udløb udbetales et variabelt slutafkast, jf. pkt. 7. Det variable slutafkast afhænger af udviklingen i den underliggende aktiekurv (herefter kaldet "aktieafkast") samt udviklingen i USDDKK (antal DKK pr. USD).
7. Afkastpotentiale
Aktiekontoen løber til den 23. juni 2017, og kunden får som minimum det indsatte beløb tilbage ved udløb. Herudover kan kunden evt. modtage et variabelt slutafkast.
Hvis værdien af den underliggende aktiekurv udvikler sig positivt, modtager kunden et slutafkast ved udløb svarende til det indsatte beløb ganget med den procentvise stigning i værdien af den samlede underliggende aktiekurv ganget med den relative udvikling i USDDKK.
Valutaelementet (USDDKK) kan således betragtes som en simpel veksling fra DKK til USD ved kontoens start og en veksling af det positive aktieafkast tilbage igen til DKK ved kontoens afslutning.
[…]
Udover udviklingen i aktierne vil slutafkastet også afhænge af udviklingen i USDDKK. Hvis USD styrkes gennem bindingsperioden i forhold til DKK, vil slutafkastet blive forøget med denne styrkelse. …
[…]
Omvendt viser eksempel 4, at en styrkelse i USDDKK på 20% forøger aktieafkastet (inkl. udviklingen i USDDKK) fra 23% til 27,6% (23% x 1,2). Derfor bliver slutafkastet 27,6%.
9. Beregningsmetode for udviklingen i den underliggende aktiekurv
Beregningen af det variable slutafkast, der udbetales ved bindingsperiodens udløb, er baseret på udviklingen i den underliggende aktiekurv (aktieafkastet) og udviklingen i USDDKK. Beregningen af slutafkastet foretages på baggrund af henholdsvis et startniveau og et slutniveau for kursen på de enkelte aktier, der indgår i den underliggende aktiekurv og USDDKK:
Aktie(i)START: det simple gennemsnit af det offentliggjorte lukkeniveau for den enkelte aktie(i) på startobservationsdatoen og de efterfølgende to børsdage.
Aktie(i)SLUT: det simple gennemsnit af det offentliggjorte lukkeniveau for den enkelte aktie(i) på slutobservationsdatoen og de efterfølgende to børsdage.
USDDKKSTART: det offentliggjorte lukkeniveau for valutakrydset USDDKK (antal DKK pr. USD) på startobservationsdatoen.
USDDKKSLUT: det offentliggjorte lukkeniveau for valutakrydset USDDKK (antal DKK pr. USD) tre børsdage efter slutobservationsdatoen (dvs. dagen efter den sidste gennemsnitsdag for aktiernes slutniveau).
Aktie(i)START henholdsvis Aktie(i)SLUT fastsættes således af beregningsagenten baseret på følgende datoer samt de efterfølgende to børsdage:
Startobservationsdato: 5. december 2013
Slutobservationsdato: 7. juni 2017
...
Slutafkastet ved udløb beregnes som: Det indsatte beløb ganget med den procentvise udvikling i den underliggende aktiekurv (som beregnet ovenfor og samlet set maksimalt 23% og minimalt -30% for hele løbetiden som følge af maksimums- og minimumsgrænsen for aktiernes bidrag til afkast) ganget med den relative udvikling i USDDKK (USDDKKSLUT/ USDDKKSTART). Slutafkast ved udløb kan dog ikke blive negativt.
…”
Ved brev af 19. juni 2017 til klageren oplyste banken, at afkastet ved udløbet af kontoen udgjorde 27,75 %. I overensstemmelse hermed indsatte banken den 23. juni 2017 111.012,61 kr. på klagerens aktiekonto.
Af en udskrift vedrørende kursudviklingen for aktiekontoen fremgik blandt andet:
”… |
|
|
|
|
|
Selskab |
Vægt |
Startkurs |
Seneste kurs |
Udvikling |
Afkastbidrag |
[selskabsnavn] |
1/10 |
[…] |
[…] |
12,16% |
12,16% |
[selskabsnavn] |
1/10 |
[…] |
[…] |
49,17% |
28,00% |
[selskabsnavn] |
1/10 |
[…] |
[…] |
50,30% |
28,00% |
[selskabsnavn] |
1/10 |
[…] |
[…] |
27,39% |
27,39% |
[selskabsnavn] |
1/10 |
[…] |
[…] |
46,53% |
28,00% |
[selskabsnavn] |
1/10 |
[…] |
[…] |
39,38% |
28,00% |
[selskabsnavn] |
1/10 |
[…] |
[…] |
57,96% |
28,00% |
[selskabsnavn] |
1/10 |
[…] |
[…] |
29,70% |
28,00% |
[selskabsnavn] |
1/10 |
[…] |
[…] |
86,61% |
28,00% |
[selskabsnavn] |
1/10 |
[…] |
[…] |
-5,78% |
-5,78% |
Samlet aktieafkast |
10/10 |
|
|
38,93% |
22,98% |
USD/DKK |
1/1 |
5,4874 |
6,6275 |
20,78% |
|
Samlet afkast 2 |
10/10 |
|
|
|
27,7503% |
... |
|
|
|
|
|
2Samlet afkast er aktieafkastet incl. den individuelle maksimumgrænse på hver aktie på 28 % og udviklingen i USD/DKK |
|||||
…” |
|
|
|
|
|
Klageren gjorde indsigelse mod afkastberegningen.
Med henvisning til det anførte i indlånsvilkårene om beregning af slutafkastet anførte klageren, at beregningen skulle være som følger: (Det indsatte beløb) 400.000 kr. ganget med (den procentvise udvikling i den underliggende aktiekurv) 1,2298 ganget med (den relative udvikling i USD/DKK) 1,2078= 594.140 kr.
Banken fastholdt beregningen af afkastet til cirka 111.000 kr. (400.000 kr. x 0,2298 x 1,2078=111.020 kr.), hvilket med tillæg af indskuddet udgjorde i alt cirka 511.000.
Parternes påstande
Den 4. juli 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal betale yderligere afkast på cirka 80.000 kr. på aktiekontoen.
Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken i sin beregning kun taget hensyn til den positive udvikling i DKK/USD kursen for den tilvækst der har været i aktiekursen, og at banken mangler at medtage kursudviklingen af det oprindeligt investerede beløb. Banken har således beregnet kursgevinst på tilvæksten 22,98%+(20,78% af de 22,98%), hvilket giver cirka 27,75 %. Men det er ikke det, der står i aftalen.
I aftalen står, at man skal tage det indsatte beløb og gange med kursudviklingen aktierne, og derefter igen gange med udviklingen i USD/DKK kursen. Efter det anførte skal man således først gange den oprindelige pulje med kursudviklingen af aktierne, og resultatet af denne udregning skal man derefter gange med udviklingen i kursen USD/DKK.
Banken fulgte ikke den formel, der var anført i aftalen, hvilket medførte, at han fik udbetalt cirka 80.000 kr. mindre end han var berettiget til.
Hvis der i formlen havde stået den procentvise tilvækst, skulle man som anført af banken gange med 0,2298%. Der står imidlertid den procentvise udvikling, og så må faktoren være 1,2298%.
Banken har henvist til at der i indlånsvilkårene er anført nogle eksempler som understøtter bankens tolkning af aftalen. Den i vilkårene anførte præcise formel for beregning af afkastet må imidlertid have forrang i forhold til disse eksempler.
Nykredit Bank har anført, at bankens beregninger var i overensstemmelse med det aftalte.
Et struktureret indlån består som beskrevet i vilkårene af to dele, nemlig en indlånsdel og en optionsdel. Ved udløb udbetales indlånsdelen, som er det indsatte beløb. Hvis der er opnået et slutafkast på optionsdelen, vil dette blive udbetalt i tillæg hertil.
I det konkrete tilfælde udgjorde afkastet 27,75% (0,22977 x 1,207766884 = 0,277503). Det konkrete tilfælde svarer nogenlunde til et eksempel i indlånsvilkårene, hvilket understøtter, at det er den korrekte fortolkning.
Værdien af optionsdelen beregnes særskilt fra indlånsdelen. Derfor er det ikke korrekt, når klageren til beregning af slutafkastet ganger hovedstolen med tallet 1,2298 som værende aktieafkastet, og det er der, misforståelsen opstår.
Slutafkastet er ikke det samlede beløb, der udbetales. Slutafkastet er en eventuel betaling i tilfælde af, at aktie- og valutakurser har udviklet sig til gunst for indskyder. Slutafkastet udbetales i givet fald i tillæg til det indsatte beløb. Dette fremgår tydeligt af vilkårene, herunder de afkasteksempler, der er anført i vilkårene. Det fremgår også tydeligt, at det kun er slutafkastet, der påvirkes af valutakursudviklingen.
For at finde en udvikling eller et afkast på 22,98% er det almindligt anerkendt, at man skal gange med 0,2298, og det er også præcist, hvad der er aftalt.
I den af klageren citerede del af aftalen er det angivet, at slutafkastet ikke kan blive negativt. Hvis slutafkastet skulle forstås som den samlede udbetaling inklusive det indsatte beløb, kunne dette beløb, kunne dette beløb i så faldt blive nul, hvilket ikke giver mening, idet der er tale om et indlånsprodukt.
Ankenævnets bemærkninger
Den 25. november 2013 indgik klageren en aftale med Nykredit Bank om en ”Aktiekonto 2017 – Amerikanske aktier”, hvorpå klageren indskød 400.000 kroner. Af indlånsvilkårene fremgik blandt andet, at produktet bestod af to elementer nemlig indlån i DKK og optioner. Optionerne var afledte finansielle instrumenter på kursudviklingen af en ligevægtet ”kurv” af ti amerikanske aktier og udviklingen i USD over for DKK. Det fremgik endvidere, at klageren ved udløbet som minimum ville få det indsatte beløb tilbage, og at han herudover eventuelt ville modtage et slutafkast baseret på udviklingen i en underliggende aktiekurv og udviklingen i USD/DKK. Indlånet i DKK bliver således ikke justeret i forhold til udviklingen i USD.
Ankenævnet finder, at klageren som anført i aftalen fik udbetalt både sit indskud på 400.000 kr. og et slutafkast, som var et tillæg til det indsatte beløb, og som var beregnet i overensstemmelse med aftalen.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.