Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod opsigelse af indlånskonto grundet truende adfærd/ubehagelig sprogbrug over for bankens personale.

Sagsnummer: 185/2018
Dato: 29-11-2018
Ankenævn: Vibeke Rønne, Michael Reved, George Wenning, Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen.
Klageemne: Indlån - opsigelse
Indlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod opsigelse af indlånskonto grundet truende adfærd/ubehagelig sprogbrug over for bankens personale.
Indklagede: Arbejdernes Landsbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af indlånskonto grundet truende adfærd/ubehagelig sprogbrug over for bankens personale.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Arbejdernes Landsbank, hvor han havde en indlånskonto, en såkaldt Superløn basis konto -857, og adgang til netbank.

Klageren var endvidere ifølge CVR-registret ejer af et anpartsselskab, S, hjemmehørende i Danmark, der havde en konto i banken.

Klageren var bosiddende i Tyrkiet.

Banken har oplyst, at den gennem en længere periode havde været i dialog med klageren og S, da den ønskede yderligere oplysninger om de transaktioner, der havde været på klagerens private konto og S’s konto.

Ved et brev af 17. maj 2018 til klageren opsagde banken hans konto -857 og kundeforhold i banken med 14 dages varsel. Af opsigelsen fremgik blandt andet:

”…

Baggrunden for opsigelsen er, at du har virket grænseoverskridende overfor personalet i bankens filial i [by]. Du har truet bankens personale ved at have et ubehagelig sprogbrug over for personalet. Du blev truende, da bankens personale spurgte ind til transaktioner på [S’s] konto, som du har relationer til.

Arbejdernes Landsbank er – ligesom alle andre pengeinstitutter – underlagt reglerne i hvidvaskloven. Det betyder blandt andet, at banken skal kende sine kunder og deres forretningsomfang.

Du bedes således inden den 1. juni 2018 finde en anden bank og meddele os pr. e-mail ([mailadresse]) eller via netbank, hvilket kontonummer banken kan overføre et eventuelt indestående til.

Du må ikke henvende [dig] til personalet i vores filialer, og det henstilles til, at bankens selvbetjeningsløsninger anvendes, indtil der er blevet oprettet konti i en anden bank. Banken kan tilkalde politiet, såfremt du indfinder [dig] i en filial.

Du skal være opmærksom på, at banken opgør kontoen den 1. juni 2018. Når kontoen er opgjort vil der ikke være adgang til brug af kort, MobilePay, netbank eller lignende, ligesom Betalingsserviceaftale også vil blive opsagt.

…”

Ifølge det oplyste opsagde banken ligeledes S’s konto i banken i første omgang til 1. juni 2018. Opsigelsesperioden blev efterfølgende forlænget til udgangen af juni 2018.

Klageren gjorde over for banken indsigelse mod opsigelsen af både hans private konto -857 og af S’s konto.

Banken fastholdt opsigelserne.

Den 4. juni 2018 indgav klageren en klage til Ankenævnet.

Den 4. juli 2018 afviste Ankenævnets sekretariat den del af klagen, der vedrørte opsigelsen af S’s konto. Sekretariatet oplyste endvidere, at klageren kunne indbringe afvisningen for Ankenævnet.

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Arbejdernes Landsbank skal anerkende, at opsigelsen af hans konto -857 og af S’s konto var uberettiget.

Arbejdernes Landsbank har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at opsigelserne var uberettigede.

Det bestrides, at han har truet eller råbt af bankens personale.

Han har ikke noget med driften i S at gøre. Han henviste banken til at kontakte hans bror, der er direktør i S, for at få oplysninger om S. Han er ikke registreret som direktør i S.

Han bor i Tyrkiet og måtte købe en flybillet til Danmark for at forsøge at finde en ny bank.

Arbejdernes Landsbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende mellem banken og klageren. Bankens beslutning om at opsige klagerens kundeforhold ses ikke at være et forhold, der kan påklages til Ankenævnet. Klageren har endvidere oplyst, at han er i gang med at finde et andet pengeinstitut.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren har opført sig truende over for bankens personale. Da banken ønsker at medarbejderne kan arbejde i et trygt miljø og ikke skal frygte at gå på arbejde, kan den ikke opretholde et kundeforhold efter klagerens adfærd.  

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.

I maj 2017 opsagde banken klagerens private konto -857. I opsigelsen anførte banken, at klageren havde truet bankens personale ved at have en ubehagelig sprogbrug over for personalet. Banken opsagde ligeledes anpartsselskabets, S’s, konto.

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører opsigelsen af S’s konto i banken, jf. vedtægternes § 2, stk. 3 og stk. 4. Ankenævnet tiltræder sekretariatets afvisning af den del af klagen.

Ud fra det af banken oplyste om klagerens adfærd over for bankens personale finder Ankenævnet, at opsigelsen af klagerens private indlånskonto er sagligt begrundet.

Klageren får herefter ikke medhold i denne del af klagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører opsigelsen af anpartsselskabet S’s konto i banken.

Klageren får i øvrigt ikke medhold i klagen.