Indsigelse mod gebyrer i forbindelse med overførsel af engagement til et andet pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 548/2024 |
| Dato: | 12-05-2025 |
| Ankenævn: | Kristian Korfits Nielsen, Karin Sønderbæk, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen. |
| Klageemne: |
Overførsel - øvrige spørgsmål
Gebyr - overførsel |
| Ledetekst: | Indsigelse mod gebyrer i forbindelse med overførsel af engagement til et andet pengeinstitut. |
| Indklagede: | Nordfyns Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod gebyrer i forbindelse med overførsel af engagement til et andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder
Klagerne M og H var kunder i Nordfyns Bank, hvor de blandt andet havde en kassekredit -886 og to børneopsparinger til deres børn.
Af bankens Almindelige forretningsbetingelser – privatkunder fremgår blandt andet:
”…
7. Gebyr
Banken tager gebyr for serviceydelser og for at besvare forespørgsler fra offentlige myndigheder.
…
Vi oplyser om de mest almindelige gebyrer i en prisliste, som du kan få i banken eller se på www.nordfynsbank.dk.
…”
Af bankens prisbog fremgår blandt andet:
”…
|
Serviceydelser |
|
|
|
|
… |
|
|
|
|
Pengeinstitutskifte |
Udlån og kreditter |
kr. |
600,00 |
|
|
… |
|
|
|
|
Øvrige særlige indlån |
kr. |
600,00 |
…”
I efteråret 2024 ønskede klagerne at skifte pengeinstitut til pengeinstitut P, og den 14. oktober 2024 sendte pengeinstitut P en digital overførselsanmodning til banken, hvoraf blandt andet fremgår, at klagernes kassekredit -886 også skulle overføres til pengeinstitut P.
I forbindelse med overførslen af klagernes engagement til pengeinstitut P beregnede banken sig blandt andet et gebyr på 600 kr. for overførslen af kassekreditten -886 samt 600 kr. for overførsel af hver børneopsparing.
Af en kontoudskrift for klagernes kassekredit -886 fremgår blandt andet:
|
Dato |
Tekst |
Hævet/indsat |
Saldo |
|
02.10 |
Transport |
|
11.222,13- |
|
11.10 |
Fra [xxx] |
11.222,13 |
0,00 |
|
16.10 |
Gebyr flytning lån/kredit (andet PI) |
600,00- |
600,00- |
|
16.10 |
Rente |
38,10- |
638,10- |
|
16.10 |
Overførsel |
638,10 |
0,00 |
|
Kontoen ophævet 16.10.2024 |
|
|
|
Klagerne har oplyst, at de ikke modtog en gebyrnota eller specifikation for bankens beregning af gebyrerne, og at de selv måtte spørge banken, hvad gebyrerne dækkede over.
Ved e-mail af 17. oktober gjorde klagerne indsigelse mod bankens beregning af gebyrer i forbindelse med overførslen af deres engagement til pengeinstitut P og bad banken udspecificere gebyrerne.
I perioden herefter korresponderede klagerne og banken om bankens beregning af gebyrer i forbindelse med overførslen af klagernes engagement.
Ved e-mail af 21. oktober 2024 indgav klagerne en klage til banken over bankens gebyrberegning, herunder ved overførsel af kassekreditten, børneopsparingerne og gebyrer for E-banking.
Ved e-mail af 1. november 2024 afviste banken den del af klagen, der vedrørte gebyrerne for overførslen af kassekreditten og børneopsparingerne. Banken skrev blandt andet, at den havde overført kassekreditten i henhold til overførselsanmodningen fra pengeinstitut P, og at der for så vidt angår overførsel af børneopsparingskonti er tale om et markedskonformt gebyr, der stod i rimeligt forhold til arbejdet i forbindelse med overførslen. Banken tilbageførte gebyr for E-banking til klagerne.
Parternes påstande
Den 1. november 2024 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordfyns Bank skal tilbagebetale 1.800 kr. til dem.
Nordfyns Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at banken i forbindelse med deres bankskifte opkrævede urimelige gebyrer, der ikke står mål med det arbejde, banken udførte.
Banken opkrævede 1.200 kr. for flytning af to børneopsparinger. Det gebyr fremgik ikke tydeligt af bankens prisblad, og de modtog heller ikke en gebyrnota eller specifikation for bankens beregning af gebyret. De måtte selv spørge banken, hvad disse gebyrer dækkede over.
Banken beregnede sig derudover et gebyr på 600 kr. for deres kassekredit, der var blevet nulstillet forinden.
Alt i alt mener de, at det er i strid med god skik, at banken har opkrævet disse gebyrer, foruden et gebyr for flytning af deres boliglån. Banken skal tilbagebetale de uretmæssige gebyrer på i alt 1.800 kr. til dem.
Nordfyns Bank har anført, at den har handlet i overensstemmelse med overførelsesanmodningen af 14. oktober 2024 og i henhold til bankens prisbog.
Banken har opkrævet gebyr for overførsel af to børneopsparingskonti samt en kassekredit. Alle tre konti er ønsket overført, jf. overførselsanmodningen. Det fremgår af bankens prisbog, at der opkræves gebyr på 600 kr. pr. udlån/kredit, der ønskes overført samt 600 kr. for særlige indlån (børneopsparingskonti). Prislisten har således afspejlet omkostningen for overførsel af særlige indlån.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne M og H var kunder i Nordfyns Bank, hvor de blandt andet havde en kassekredit -886 og to børneopsparinger til deres børn.
Af bankens almindelige forretningsbetingelser fremgår, at banken er berettiget til at tage betaling for serviceydelser, og at priserne kan findes på bankens hjemmeside. Af bankens prisbog fremgår blandt andet, at banken ved pengeinstitutskifte opkræver et gebyr på 600 kr. for overførsel af udlån og kreditter og et gebyr på 600 kr. for overførsel af øvrige særlige indlån.
På et ikke oplyst tidspunkt gik klagernes kassekredit -886 i nul.
Den 14. oktober 2024 modtog banken en digital overførselsanmodning fra klagernes nye pengeinstitut P, ifølge hvilken også klagernes kassekredit -886 skulle overføres.
I forbindelse med overførslen af klagernes engagement til pengeinstitut P beregnede banken sig blandt andet et gebyr på 600 kr. for overførslen af kassekreditten -886 samt 600 kr. for overførsel af hver børneopsparing, i alt 1.800 kr.
Ankenævnet bemærker, at banken overførte klagernes engagement i overensstemmelse med pengeinstitut P’s overførselsanmodning, ifølge hvilken også klagernes kassekredit -886, der forinden var gået i nul, skulle overføres.
Ankenævnet finder, at det fremgår tilstrækkeligt tydeligt af bankens almindelige forretningsbetingelser og prisbogen, at banken beregner sig et gebyr for overførsel af kreditter. Banken var derfor berettiget til at beregne sig gebyret for overførsel af klagernes kassekredit -886. Klagerne får på denne baggrund ikke medhold i denne del af klagen.
Tre medlemmer – Kristian Korfits Nielsen, Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen – udtaler:
I overensstemmelse med Ankenævnets praksis, jf. sag 39/2013, finder vi ud fra de foreliggende oplysninger, at banken ikke på tilstrækkelig måde har informeret klagerne om, at der ville blive beregnet gebyr for overførslerne af børneopsparingerne.
Vi stemmer derfor for, at klagerne får medhold i denne del af klagen.
To medlemmer – Karin Sønderbæk, Karin Duerlund – udtaler:
Vi finder, at banken har hjemmel i sine almindelige forretningsbetingelser og prisbog til at opkræve gebyrer for serviceydelser, herunder gebyr for overførsel af ”særlige indlån”, der omfatter børneopsparinger.
Et gebyr på 600 kr. for overførsel af en børneopsparing kan ikke tilsidesættes som urimeligt, jf. aftalelovens § 38c, jf. § 36
Vi stemmer derfor for, at klagerne heller ikke får medhold i denne del af klagen.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Nordfyns Bank skal inden 30 dage betale 1.200 kr. til klagerne.
Klagerne får klagegebyret tilbage.