Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse vedrørende overgivelse af sag til inkasso samt om uansvarlig långivning og mangelfuld vurdering af kreditværdighed, jf. kreditaftalelovens § 7 c. Spørgsmål om betalingsfrist.

Sagsnummer: 476/2025
Dato: 29-10-2026
Ankenævn: Katrine Waagepetersen, Inge Kramer, Kritte Sand Nielsen, Tina Thygesen og Martin Hare Hansen.
Klageemne: Inkasso - berettigelse af overgivelse til inkasso
Kreditaftaleloven - øvrige spørgsmål
Udlån - hæftelse
Ledetekst: Indsigelse vedrørende overgivelse af sag til inkasso samt om uansvarlig långivning og mangelfuld vurdering af kreditværdighed, jf. kreditaftalelovens § 7 c. Spørgsmål om betalingsfrist.
Indklagede: Bank Norwegian
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod overgivelse af sag til inkasso samt om uansvarlig långivning og mangelfuld vurdering af kreditværdighed, jf. kreditaftalelovens § 7 c. Spørgsmål om betalingsfrist.

Sagens omstændigheder

Klageren blev i april 2023 bevilget et lån på 85.000 kr. i Bank Norwegian.

Banken har oplyst, at klageren i sin låneansøgning havde angivet sin indtægt til 336.000 kr. Hans samlede gæld blev oplyst til 81.600 kr., heraf en usikret gæld på 11.600 kr. og en SU-gæld på 70.000 kr. Det blev endvidere oplyst, at klageren var samlevende og lønmodtager.

Banken har yderligere oplyst, at banken via Kreditstatus indhentede oplysninger om, at klageren havde en samlet usikret gæld på 12.410,39 kr.

Banken har oplyst, at banken beregnede omkostningerne for den gæld, klageren havde oplyst i ansøgningen og yderligere indhentede oplysninger fra registre som Kreditstatus og eSkat.

Klageren har fremlagt et eksempel på en e-mail fra banken vedrørende muligheden for at ansøge om en forhøjelse af lånet. Af e-mailen fremgår blandt andet:

”Som kunde i Bank Norwegian er det muligt at ansøge om en forhøjelse af dit eksisterende lån.

Ved at trykke på knappen herunder, bliver du sendt videre til ansøgningsskemaet hvor du kan indsende en uforpligtende ansøgning.”

Banken har oplyst, at klageren i august 2023 samt i januar, august og december 2024 fik bevilget fire låneforhøjelser på henholdsvis 42.500 kr., 22.000 kr., 25.000 kr. og 38.000 kr.

Banken har oplyst, at klageren i forbindelse med ansøgningerne om forhøjelse af lån på henholdsvis 42.500 kr., 22.000 kr., 25.000 kr. og 38.000 kr. oplyste, at han var samboende og lønmodtager. Banken foretog i forbindelse med ansøgningerne opslag i de registre, som banken havde adgang til, herunder Kreditstatus, Debitor Registret og RKI. Opslagene viste ifølge banken ikke, at der var registreret negative oplysninger om klageren.

Banken har oplyst, at klageren i forbindelse med forhøjelsen på 42.500 kr. i ansøgningen havde oplyst en årlig indtægt på 432.000 kr. og en samlet gæld på 1.959.500 kr., heraf 1.950.000 kr. i boliggæld og 9.500 kr. i usikret gæld. Via Kreditstatus hentede banken oplysninger om, at klageren havde et samlet udestående på 95.676,72 kr., inklusive lån i banken. Banken lagde herefter en indtægt på 432.000 kr. og anden gæld på 1.961.850 kr. til grund for kreditværdighedsvurderingen.

Banken har oplyst, at klageren i forbindelse med forhøjelsen på 22.000 kr. havde oplyst en indtægt på 420.000 kr. og en samlet gæld på 10.000 kr. Banken indhentede oplysninger via Kreditstatus, hvor der blev indhentet oplysninger om et samlet udestående på 134.877,20 kr., inklusive lån hos banken. Banken lagde på den baggrund en indtægt på 420.000 kr. og anden gæld på 134.877,20 kr. til grund ved sin kreditværdighedsvurdering.

Banken har yderligere oplyst, at klageren i forbindelse med forhøjelsen på 25.000 kr. havde oplyst en indtægt på 360.000 kr. og en samlet gæld på 1.958.500 kr., heraf 1.950.000 kr. i boliggæld og 8.500 kr. i usikret gæld. Banken indhentede oplysninger via Kreditstatus hvor der blev indhentet oplysninger om et samlet udestående på 153.907,85 kr., inklusive lån hos Bank Norwegian. Banken lagde herefter en indtægt på 360.000 kr. og anden gæld på 1.958.500 kr. til grund.

Banken har yderligere oplyst, at klageren ved forhøjelsen på 38.000 kr. havde oplyst en indtægt på 384.000 kr. og en samlet gæld på 13.000 kr. Banken indhentede oplysninger via Kreditstatus hvor der blev indhentet oplysninger om et samlet udestående på 173.444,19 kr., inklusive lån hos Bank Norwegian. Banken lagde herefter en indtægt på 384.000 kr. og anden gæld på 173.444,19 kr. til grund.

Banken har oplyst, at kreditværdighedsvurderingerne blev foretaget på grundlag af klagerens egne oplysninger om indtægt og gæld sammenholdt med de oplysninger, banken indhentede fra relevante registre, herunder Kreditstatus.

I marts og juni 2025 ansøgte klageren på ny om låneforhøjelser, men fik efter bankens gennemgang afslag på begge ansøgninger.

Af bankens ”almindelige betingelser for lån” gældende fra februar 2024 fremgår blandt andet:

”2) Ansøgning og etablering af kundeforhold

Ansøgning og kreditoplysninger

Låntageren/ansøgeren må udfylde en ansøgningsformular i ansøgningsprocessen til Bank Norwegian eller dennes repræsentant. Ud over de oplysninger låntager selv har opgivet til Bank Norwegian, vil Bank Norwegian også indhente oplysninger fra offentligt tilgængelige registre. Det kan f.eks. være fra Det Centrale Personregister (CPR), SKAT, kreditoplysningsbureauer som RKI kreditinformation A/S og Debitor Registret A/S etc.

Oplysningerne indhentes både på ansøgningstidspunktet og senere. Bank Norwegian anvender låntagers personoplysninger ved oprettelse samt overvågning af lånet. Låntageren/ansøgeren godkender igennem sin ansøgning de vilkår og forhold som fremgår af aftalen. Bank Norwegian eller dennes repræsentant kan til enhver tid afslå ansøgningen, blandt andet på baggrund af en gennemført kreditvurdering.

Legitimationskontrol
Ved at legitimere sig elektronisk med MitID bekræfter låntageren, at oplysningerne i ansøgningsformularen er korrekte. Bank Norwegian eller dennes repræsentant har ret til at kontrollere, at oplysningerne i ansøgningen samt eventuel efterspurgt tillægsdokumentation er korrekt.

MitID
Før kreditten udbetales, skal låntager underskrive aftalen elektronisk med MitID.

(…)

3) Udbetaling

Lånet udbetales til låntagers konto(er) efter låneaftalen er blevet underskrevet med MitID, og kreditgiveren har godkendt den efterspurgte dokumentation.

Ved bevilling af et Bank Norwegian samlelån (indfrielse af lån og kreditter) overføres hele lånet til låntagers bankkonto, bortset fra beløb låntager har bemyndiget Bank Norwegian til at betale til andre finansielle institutioner til nedbetaling af gæld. Bank Norwegian vil kun være ansvarlig for at overføre aftalt beløb, men er ikke ansvarlig for at sikringen af gælden bliver indfriet i sin helhed.

Ved betaling fratrækkes oprettelsesgebyr fra lånebeløbet.

(…)

7) Morarente, misligholdelse, omkostninger og rykkerskrivelser

Såfremt den månedlige ydelse ikke betales rettidigt, tillægges særskilte morarenter, se de Standardiserede Europæiske Forbrugerkreditoplysninger sidst i aftalen.

Hvis en ydelse ikke er betalt rettidigt, sender Bank Norwegian rykkerskrivelser til låntageren mod gebyr. Hvis låntageren misligholder en aftale med Bank Norwegian, kan Bank Norwegian forlange betaling for eventuelle inkassoomkostninger i henhold til gældende lovgivning.

(…)

15) Overdragelse af låneaftale

Bank Norwegian har i henhold til låneaftalen, ret til helt eller delvist at overdrage eller pantsætte fordringen til en anden. Bank Norwegian er i tilfælde af overdragelse forpligtet til at give låntager meddelelse herom. Dette gælder dog ikke, hvis banken efter aftale med erhververen fortsat står for administrationen af låneaftalen over for låntager, eller hvis der i øvrigt efter lovgivningen ikke er pligt hertil.”

Banken har oplyst, at klageren havde haft en god betalingshistorisk og havde frem til foråret 2025 betalt rettidigt.

Banken har oplyst, at klageren den 21. januar 2025 kontaktede banken vedrørende midlertidige betalingsproblemer. Banken imødekom klagerens ønske om betalingsfrihed for fakturaer med forfald 1. februar, 1. marts og 1. april 2025. Klageren blev samtidig informeret om, at betalingsfrihed medførte, at hovedstolen blev forhøjet med renter og eventuelle gebyrer, og at den månedlige ydelse ville stige i resten af låneperioden.

Ved brev af 15. juni 2025 sendte banken klageren en faktura vedrørende lånet. Af brevet fremgår blandt andet:

”Tak fordi du benytter dig af vores service. Har du spørgsmål til din faktura henviser vi til vores hjemmeside www.banknorwegian.dk.

Benytter du dig af Betalingsservice bedes du kontrollere at beløbet trækkes fra din konto på forfaldsdatoen.

Såfremt du ønsker at tilpasse dit lån, gøres dette på banknorwegian.dk/MinSide. Her kan du ansøge om at forhøje dit lån. Ønsker du at søge om en betalingsfri måned, kan du også dette på MinSide.

For at være sikker på, at din faktura betales til tiden, kan du med fordel tilmelde lånet til Betalingsservice for eksempel via MinSide. (…)

(…)

Totalt skyldig beløb pr. 15.06.2025

DKK 206.159,59

Beløb at betale

DKK     4.053,17”

Banken har oplyst, at klageren kontaktede banken den 23. juni 2025 og oplyste, at betaling af fakturaen med forfald 1. juli 2025 ikke kunne ske.

Ved e-mail af 23. juni 2025 meddelte banken klageren, at der ikke var mulighed for at tilbyde ham flere hjælpende tiltag. Af e-mailen fremgår blandt andet:

”Tak for din henvendelse.

Vi har desværre ikke mulighed for at tilbyde dig flere hjælpende tiltag for nuværende. ’

Vi ønsker dig lyke til med jobsøgningen.

Til information sendes lån først til inkasso, når ældste ubetalte faktura er 90 dage gammel.”

Ved brev af 15. juli 2025 sendte banken klageren rykkere for betaling. Af rykkerskrivelsen fremgår blandt andet:

”Da vi ikke kan se, at vi har modtaget en indbetaling fra dig til dækning af det udestående beløb, er der pålagt et rykkergebyr jf. aftalevilkårerne. For at undgå eventuelle yderligere omkostninger bedes du betale denne faktura snarest og ikke senere end forfaldsdatoen. Såfremt vi ikke modtager din indbetaling, vil sagen kunne overdrages til inkasso, og Bank Norwegian vil kunne indberette dig til RKI Kredit Information A/S, Debitor Registret A/S og andre kreditoplysningsbureauer.

Er din udestående saldo mindre end 1.000 kr., eller har du gjort indsigelse mod betaling af udeståendet, gælder nedenstående ikke, og du kan se bort fra det anførte:

Har du ikke betalt udeståendet senest 10 dage fra fakturadato, kan vi videregive oplysning om din restance til medlemmerne i KreditStatus. Du vil blive bedt om samtykke til videregivelse, hvis du fremtidigt ansøger om lån og kredit. Samtykket vil dække de aktuelle restancer på tidspunktet for afgivelsen af samtykket. Læs mere her: www.kreditstatus.dk

Denne faktura/rykkerskrivelse skal betales manuelt, og vil ikke blive trukket automatisk via Betalingsservice selvom du er tilmeldt denne tjeneste. Når fakturaen/rykkerskrivelsen er betalt, kan du tilmelde aftalen igen ved at benytte nedenstående tilmeldingsoplysninger:

(…)

Totalt skyldig beløb pr. 15.07.2025

DKK

209.159,60

Ubetalt fra tidligere perioder

DKK

3.000,00

Denne periode

DKK

3.100,00

Beløb at betale til gironummer [-511] inden 01.08.2025

DKK

6.100,00

(…)”

Banken har fremlagt to eksempler på SMS-påmindelser, som klageren modtog i forbindelse rykkerskrivelserne. Af SMS’en fremgår blandt andet:

”Hej, Vi minder dig om at rykkerskrivelsen for dit lån har forfald den 01-08-2025. Ved indbetaling af det udestående beløb bedes du benytte følgende gironummer [-015] + [-511]. Har du allerede betalt, kan du se bort fra denne påmindelse. Hilsen Bank Norwegian.

Hej, Vi minder dig om at inkassovarslet for dit lån har forfald den 01-09-2025. Ved indbetaling af det udestående beløb bedes du benytte følgende gironummer [-015] + [-511]. Har du allerede betalt, kan du se bort fra denne påmindelse. Hilsen Bank Norwegian.”

Ved inkassovarsel af 15. august 2025 varslede banken overgivelse af klagerens gæld til inkasso med forfaldsdato den 1. september 2025. Af inkassovarslet fremgår blandt andet:

”I henhold til de almindelige betingelser for dit lån, har Bank Norwegian ret til at bringe dit lån til betaling før tid.

Trods tidligere henvendelser har vi stadig ikke modtaget tilstrækkelig betaling fra dig og har derfor pålagt et rykkergebyr jf. aftalevilkårerne. Vi skal derfor bede dig om, inden for en frist på fire uger, at betale beløbet som fremkommer i boksen herunder. Modtager vi ikke din indbetaling før ovennævnte forfaldsdato, vil gælden blive overdraget til vores inkassobureau for såvel udenretslig som retslig inddrivelse. Vi gør opmærksom på at overdragelse af gælden til inkasso vil kunne medføre at du pålægges yderligere omkostninger.

Bank Norwegian kan ved manglende betaling indberette dig til RKI kredit Information A/S, Debitor Registret A/S og andre kreditoplysningsbureauer.

Såfremt beløbet betales inden for fristen på fire uger, vil lånet blive tilbageført til normal status, og det ordinære nedbetalingsforløb vil kunne fortsætte.

Har du nogen indvendinger imod dette, bedes du underrette os inden for 14 dage fra ovennævnte fakturadato.

Vi gør opmærksom på, at der vil blive opkrævet morarenter på 24 % p.a. når kontoen overføres til inkasso. Dette er ikke Bank Norwegians rente.

Denne inkassovarsel skal betales manuelt, og vil ikke blive trukket automatisk via Betalingsservice selvom du er tilmeldt denne tjeneste.

Total gæld pr. 15.08.2025

DKK

212.399,48

Hvoraf ubetalte renter udgør

DKK

11.415,98

Hvoraf ubetalte gebyrer udgør

DKK

300,00

Total at betale

DKK

9.300,00

(…)”

Banken har oplyst, at klageren kontaktede banken den 4. september 2025 for at undgå, at gælden blev overdraget til inkasso. Banken svarede klageren, at han skulle betale den ældste faktura inden den 15. september 2025. Banken har yderligere oplyst, at banken gjorde klageren opmærksom på, at det kunne tage 1-2 bankdage, før en indbetaling registreres, og anbefalede en betaling straks.

Banken har oplyst, at banken den 11. september 2025 sendte følgende besked til klageren:

”Vi har desværre ikke mulighed for at udsætte din betaling.

Vi gør opmærksom på, at du har tre ubetalte fakturaer. For at undgå at din konto skal sendes til inkasso d. 15. september, skal du som minimum betale den ældste faktura.

Bemærk venligst, at det kan tage 1-2 bankdage, før pengene bliver registreret på din konto.

Vi anbefaler derfor at du indbetaler minimum kr. 3.000 med det samme

Oversigt over ubetalte fakturaer:

• Faktura med forfald den 1/9-2025 på kr. 3.200

• Faktura med forfald den 1/8-2025 på kr. 3.100

• Faktura med forfald den 1/7-2025 på kr. 3.000

Vær opmærksom på, at hvis du kun betaler én faktura, vil du modtage et nyt inkassovarsel næste måned.”

Klageren har oplyst, at han foretog en betaling på 3.100 kr. den 15. september 2025.

Banken har oplyst, at beløbet først blev registreret på klagerens konto den 17. september 2025. Da fristen var overskredet, blev sagen sendt til inkasso.

Den 29. september 2025 klagede klageren over, at sagen var sendt til inkasso.

Samme dag svarede banken på klagen og henviste blandt andet til, at klageren skulle kontakte inkassovirksomheden.

Parternes påstande

Den 1. oktober 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at banken skal

  • tilbagetrække inkasso og
  • nedsætte renterne til et rimeligt niveau samt
  • fremlægge beregningerne, der ligger til grund for kreditværdighedsvurderingen, og
  • nulstille lånet.

Bank Norwegian har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken skal nulstille alle restancerne, så han ikke starter med et krav på f.eks. 20.000 kr. eller mere, der automatisk sender ham i inkasso. Banken bør nedsætte deres renter til et rimeligt niveau svarende til en årlig omkostning i procent (ÅOP) på højst 8 %. På den måde kan han realistisk set afvikle lånet uden at ende i RKI.

Han anmoder om en præcisering af, hvordan banken kvalificerer inkassooverdragelsen i denne sag. Han ønsker oplyst, om inkassofirmaet alene inddriver kravet på bankens vegne, således at banken fortsat er kreditor, eller om der er sket en egentlig overdragelse af fordringen. I den forbindelse ønsker han oplyst, hvordan banken mener, at den valgte model kan medføre, at banken ikke længere er ansvarlig for beslutningen om inkassooverdragelsen, herunder vurderingen af dens proportionalitet.

For at kunne få et fuldt overblik over sagens håndtering anmoder han om fremsendelse af dokumentation for bankens kendskab til dialog og kontakt, al intern og ekstern dokumentation for hans kontakt med banken i perioden op til inkassooverdragelsen.

Han modtog løbende mails fra banken, hvor banken gjorde det meget nemt at optage yderligere lån eller forhøje sit eksisterende lån. Han optog derfor lån i god tro, da han stolede på, at banken havde foretaget de nødvendige vurderinger af hans økonomi.

Efterfølgende blev han ramt af et sygdomsforløb, som betød både tab af indkomst og store personlige udfordringer. Det var denne sygdom, der gjorde, at han på et tidspunkt ikke længere havde mulighed for at betale sine afdrag. Han havde undervejs løbende kontakt med banken for at forsøge at finde løsninger.

Den 11. september 2025 skrev banken til ham, at hans lån ville blive sendt til inkasso den 15. september, hvis ikke han havde betalt. Han forholdt sig til denne dato og betalte den 13. september, altså to dage før fristen. At betalingen først blev registreret efterfølgende, skyldtes weekend og bankernes ekspeditionstid – ikke ham. Han handlede i god tro ud fra bankens egne oplysninger. Forsinkelsen var en normal bankforsinkelse, som han ikke kan påvirke.

Alligevel valgte banken at sende sagen til inkasso hos inkassovirksomheden. Han kontaktede straks banken den 15. september for at få dem til at trække sagen tilbage, men de afviste og henviste alene til inkassovirksomheden. Han har også været i dialog med inkassovirksomheden, men de har forklaret ham, at han uundgåeligt vil ende i RKI, og at renterne er på omkring 24 % årligt. Med så høje renter er det umuligt at tilbagebetale gælden gennem inkassovirksomheden, og det vil kun forværre hans økonomiske situation yderligere.

Han finder det urimeligt, at en rettidig betaling ikke blev anerkendt, at banken sendte sagen til inkasso trods hans sygdomsforløb og løbende dialog, og at han nu er havnet i en situation, hvor gælden er gjort urealistisk at indfri. I øjeblikket har han en depression, og han kan på grund af sin søns død for år tilbage nemt blive forvirret og presset i sådanne sager.

Han modtog gentagne tilbud om låneforhøjelser og kreditkort, og tilbuddene kunne accepteres med få klik. Dette skete også i perioder, hvor hans økonomi var svag, hvilket banken kendte til. Dette er ikke i overensstemmelse med ansvarlig kreditgivning.

Gennem hele sagens forløb har han forsøgt at få indsigt i det faktiske grundlag for bankens beslutninger. Han har ikke efterspurgt bankens interne forretningshemmeligheder eller kreditmodeller, men konkrete oplysninger om hans egen sag og de vurderinger, der blev foretaget om hans økonomi.

Banken har fortsat ikke besvaret blandt andet hvorfor der blev givet afslag på kreditforhøjelserne i marts og juni 2025, hvilke konkrete forhold der havde ændret sig siden de tidligere bevillinger, hvordan banken beregnede hans rådighedsbeløb, hvilken betydning hans samlevers indkomst havde for kreditvurderingerne, om hans to børn indgik i beregningerne, hvilke satser og forudsætninger banken anvendte, samt hvordan banken vurderede hans tilbagebetalingsevne ved de enkelte bevillinger.

Han anmoder om fuld indsigt i de personoplysninger, banken behandler om ham, i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 15. Han bemærker, at retten til indsigt omfatter personoplysninger og vurderinger vedrørende ham, uanset om disse indgår i interne systemer eller dokumenter. Såfremt banken mener, at konkrete oplysninger ikke kan udleveres, bør banken identificere det pågældende materiale og redegøre for det retlige grundlag for afslaget.

Bank Norwegian har anført, at når en ansøger sender en ansøgning om lån til banken, kontrollerer banken betalingsevnen ud fra bankens egne modeller og beregninger. Denne er baseret på den enkelte ansøgers økonomiske forhold. Det er nødvendigt for banken at vide, hvor meget af sin indkomst ansøgeren disponerer over efter fratræk af eksisterende og nye låneomkostninger, boligomkostninger, faste udgifter og rådighedsbeløb. Banken benytter altid denne beregning, når banken vurderer kreditværdigheden hos en ansøger.

Ved hver beregning laves der en individuel vurdering, hvor der tages højde for en række af ansøgerens udgiftsposter, herunder antal personer i husstanden, civilstatus, om personen ejer bil, eksisterende kreditter og lån, nye låneomkostninger m.fl. Banken stiller også en række spørgsmål i låneansøgningen om bl.a. ansøgers familiesituation, levevilkår, ejerskab til bolig m.fl.

For at verificere oplysningen fra en uafhængig tredjepart, fremskaffes en del af informationen ved opslag i offentlige registre, men hvor det ikke er muligt, så beder banken ansøgeren give banken oplysningerne i ansøgningsskemaet.

Klageren blev udtrykkeligt informeret om, at betalingen skulle være modtaget og registreret inden fristens udløb, og at betalinger foretaget den 15. september 2025 ikke nødvendigvis ville nå frem i tide.

Klageren valgte at betale samme dag, som kontoen blev sendt til inkasso, selvom banken havde anbefalet betaling ”med det samme”. Beløbet blev først registreret den 17. september 2025, og lånet blev derfor sendt til inkasso i overensstemmelse med de varslede frister og gældende procedurer.

Forfaldet på inkassovarslet var den 1. september 2025, og den sidste betalte faktura på tidspunktet for inkassooversendelse havde forfald den 1. juli 2025. Vurdering af restance sker ud fra registreringstidspunkt, ikke tidspunktet hvor kundens initiering af betaling. Banken kan ikke afvente mulige indbetalinger efter fristens udløb. Klageren var fuldt ud orienteret om risikoen ved at betale så sent som den 15. september 2025. Bankens håndtering er i fuld overensstemmelse med praksis, lovgivning og god skik.

Når en sag er oversendt til inkasso, overgår inddrivelsen til inkassovirksomheden. Banken trækker som udgangspunkt ikke sager tilbage. Banken er heller ikke pålagt at trække sager retur, som er sendt rettidigt til inkasso. Banken er ikke forpligtet til at tilbagekalde inkassosager og har handlet i overensstemmelse med lovgivning.

Når sagen er sendt til inkasso, er det inkassofirmaet, der fastsætter afviklingsvilkår og rentestruktur. Inkassovirksomhedens eventuelle rentepraksis kan ikke sammenlignes med bankens vilkår, som er bundet af kreditaftaleloven og de oprindelige aftalevilkår. inkassovirksomhedens afviklingsmodel kan derfor ikke betragtes som et udtryk for fleksibilitet, banken kunne have tilbudt forud for inkasso.

Generelle e-mailkampagner er ikke kredittilbud og påvirker ikke kreditvurderingen. Et afslag betyder, at ansøgningen i den konkrete situation ikke kunne bevilges. Generelle kampagnemails ændrer ikke på dette og kan ikke sidestilles med et individuelt tilbud.

Klageren blev tydeligt informeret om fristen 15. september 2025 og risikoen for registreringsforsinkelse. Betalingen var ikke registreret inden fristen, hvorfor overdragelsen til inkasso var korrekt og proportional.

Baseret på de opførte oplysninger, ligningstal, modtaget dokumentation og kontrol af betalingsanmærkninger finder banken ingen indikation på, at klageren ikke skulle have været vurderet kreditværdig på det tidspunkt, lån og forhøjelserne blev bevilget.

Banken ønsker ikke at uddybe kreditvurderingen yderligere, da den ikke ønsker at give indsigt i den interne kreditscoremodel, interne retningslinjer eller beslutningsprocesser.

Banken har, på baggrund af samtykke til SKAT, behandlet låneansøgningerne. Dette omfatter årsopgørelser og lønhistorik, som var registreret hos SKAT på det pågældende tidspunkt.

Banken vurderer låneansøgninger ud fra en ansøgers samlede situation, herunder økonomiske forhold, boligsituation og samlivsstatus.

Banken har tidligere, i efteråret 2025, givet indsigt i ansøgninger, kommentarer og dialoger. Heraf fremgår det, at klageren har to børn, hvilket indgår i kreditvurderingen/ansøgningerne. Banken har oplyst det rådighedsbeløb, der er beregnet for hver låneansøgning.

På baggrund af offentligt tilgængelige oplysninger samt de oplysninger, klageren har angivet i låneansøgningerne fra den 16. marts 2025 og den 20. juni 2025, har banken foretaget en kreditscore. Centrale forhold i vurderingen har været indtægt, eventuelle betalingsanmærkninger og lignende. Kreditscoren har dannet grundlag for en vurdering af, om det var forsvarligt at bevilge lånet. Vurderingen foretages individuelt for hver ansøger og er baseret på bankens krav til ansvarlig långivning samt den kreditrisiko, banken kan påtage. På baggrund af de kredittjek, der blev foretaget i marts og juni 2025, har banken ikke kunnet tilbyde klageren yderligere forhøjelse af det eksisterende lån. Afslaget vil ikke blive dokumenteret eller begrundet yderligere.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren blev i april 2023 bevilget et lån på 85.000 kr. i Bank Norwegian.

Banken har oplyst, at klageren i august 2023 samt i januar, august og december 2024 fik bevilget fire låneforhøjelser på henholdsvis 42.500 kr., 22.000 kr., 25.000 kr. og 38.000 kr.

Banken har oplyst, at kreditværdighedsvurderingerne blev foretaget på grundlag af klagerens egne oplysninger om indtægt og gæld sammenholdt med de oplysninger, banken indhentede fra relevante registre, herunder Kreditstatus.

I marts og juni 2025 ansøgte klageren på ny om låneforhøjelser, men fik efter bankens gennemgang afslag på begge ansøgninger.

Banken har oplyst, at klageren havde haft en god betalingshistorisk og havde frem til foråret 2025 betalt rettidigt.

Banken har oplyst, at klageren den 21. januar 2025 kontaktede banken vedrørende midlertidige betalingsproblemer. Banken imødekom klagerens ønske om betalingsfrihed for fakturaer med forfald 1. februar, 1. marts og 1. april 2025. Klageren blev samtidig informeret om, at betalingsfrihed medførte, at hovedstolen blev forhøjet med renter og eventuelle gebyrer, og at den månedlige ydelse ville stige i resten af låneperioden.

Ved brev af 15. juni 2025 sendte banken klageren en faktura vedrørende lånet.

Banken har oplyst, at klageren kontaktede banken den 23. juni 2025 og oplyste, at betaling af fakturaen med forfald 1. juli 2025 ikke kunne ske.

Ved e-mail af 23. juni 2025 meddelte banken klageren, at der ikke var mulighed for at tilbyde ham flere hjælpende tiltag.

Ved inkassovarsel af 15. august 2025 varslede banken overgivelse af klagerens gæld til inkasso med forfaldsdato den 1. september 2025.

Banken har oplyst, at klageren kontaktede banken den 4. september 2025 for at undgå, at gælden blev overdraget til inkasso. Banken svarede klageren, at han skulle betale den ældste faktura inden den 15. september 2025. Banken har yderligere oplyst, at banken gjorde klageren opmærksom på, at det kunne tage 1-2 bankdage, før en indbetaling registreres, og anbefalede en betaling straks.

Klageren har oplyst, at han foretog en betaling på 3.100 kr. den 15. september 2025.

Banken har oplyst, at beløbet først blev registreret på klagerens konto den 17. september 2025. Da fristen var overskredet, blev sagen sendt til inkasso.

Den 29. september 2025 klagede klageren over, at sagen var sendt til inkasso.

Samme dag svarede banken på klagen og henviste blandt andet til, at klageren skulle kontakte inkassovirksomheden.

Ankenævnet finder, at klageren den 15. september 2025 foretog rettidig betaling af 3.100 kr. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at banken den 4. september 2025 oplyste klageren om, at den ældste faktura skulle betales inden den 15. september 2025, og at banken den 11. september 2025 anbefalede klageren at indbetale mindst 3.000 kr. for at undgå, at sagen blev sendt til inkasso.

Det forhold, at betalingen, der blev betalt via indbetalingskort, først blev registreret på klagerens konto den 17. september 2025, kan ikke føre til, at klageren anses for at have overskredet betalingsfristen.

Ankenævnet finder på denne baggrund, at banken ikke var berettiget til at overdrage sagen til inkasso.

Banken skal derfor stille klageren, som om sagen ikke var blevet sendt til inkasso, herunder annullere inkassoomkostninger, samt tilbagebetale morarenter opkrævet efter den 15. september 2025.

Efter kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, skal kreditgiveren inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren, og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter vurdere forbrugerens kreditværdighed, jf. bestemmelsens stk. 2. Kreditaftalelovens § 7 c gennemfører artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler mv.

Der er ikke fastsat nærmere regler om, hvilke oplysninger kreditgiveren skal indhente til brug for vurderingen af forbrugerens kreditværdighed i henhold til kreditaftalelovens § 7 c.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at kreditgiveren altid vil skulle indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage en vurdering af forbrugerens kreditværdighed, og at oplysningerne efter kreditgiverens skøn kan indhentes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbureauer (Folketingstidende 2009-10, tillæg A, lovforslag nr. L 91, side 51).

Efter forarbejderne til kreditaftalelovens § 7 c kan tilsidesættelse af pligten til at foretage behørig kreditværdighedsvurdering sanktioneres med påbud eller danne grundlag for politianmeldelse. Bestemmelsen regulerer derimod ikke det aftaleretlige spørgsmål i forbindelse med kreditaftalens ugyldighed.

Ankenævnet finder, at en eventuel tilsidesættelse af pligten efter kreditaftalelovens § 7 c kan indgå ved vurderingen af, om en låneaftale skal tilsidesættes helt eller delvis i medfør af aftalelovens regler, navnlig § 38 c, jf. § 36. Det bemærkes, at såfremt en låneaftale erklæres ugyldig på grund af tilsidesættelse af kreditaftalelovens § 7 c, vil det medføre, at hver part skal tilbagelevere det modtagne, således at låntageren skal tilbagebetale lånebeløbet med fradrag af eventuelt betalte renter og gebyrer.

Banken har oplyst, at den til brug for kreditværdighedsvurderingen ved forhøjelserne indhentede information om klagerens situation og økonomi i de registre, som banken havde adgang til, herunder Kreditstatus, Debitor Registret og RKI. Opslagene viste ifølge banken ikke, at der var registreret negative oplysninger om klageren.

Ankenævnet lægger efter det oplyste til grund, at banken på grundlag heraf foretog en kreditværdighedsvurdering af klageren. Ankenævnet finder i øvrigt ikke grundlag for, at banken skal fremlægge yderligere beregninger.

En kreditgivers vurdering af en forbrugers kreditevne beror på et skøn, og det er derfor ikke ethvert svigt i denne vurdering, der kan føre til en tilsidesættelse af kreditaftalen som ugyldig. Det er i retspraksis lagt til grund, at der efter kreditaftalelovens § 7 c og forarbejderne hertil skal foreligge en vis grovere tilsidesættelse af pligten fra kreditgivers side til at foretage kreditvurdering, hvis en kreditaftale helt eller delvist skal tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, finder Ankenævnet ikke, at der er godtgjort sådanne omstændigheder, som kan begrunde, at låneaftalen kan tilsidesættes helt eller delvist som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Ankenævnets afgørelse

Banken skal inden for 30 dage stille klageren som anført ovenfor vedrørende inkassosagen.

Klageren får ikke medhold vedrørende kreditværdighedsvurdering, herunder fremlæggelsen af beregningerne samt nulstilling af lånet.

Klageren får klagegebyret tilbage.