Indsigelse mod kontanthævninger i pengeautomat, betaling for køb af valuta, og netbankoverførsler, hovedsagelig til betaling for køb af guld, der blev udleveret til svindlere.
| Sagsnummer: | 546/2026 |
| Dato: | 29-10-2026 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Inge Kramer, Kritte Sand Nielsen, Tina Thygesen og Martin Hare Hansen. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - øvrige spørgsmål
Netbank - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod kontanthævninger i pengeautomat, betaling for køb af valuta, og netbankoverførsler, hovedsagelig til betaling for køb af guld, der blev udleveret til svindlere. |
| Indklagede: | Nordea Danmark, filial af Nordea Bank Abp, Finland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod kontanthævninger i pengeautomat, betaling for køb af valuta og netbankoverførsler, hovedsagelig til betaling for køb af guld, der blev udleveret til svindlere.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun havde en konto -856 med et tilknyttet betalingskort, en konto -014 samt netbankadgang.
I perioden fra den 12. maj til den 17. maj 2026 blev der foretaget tre netbankoverførsler fra klagerens konti til tredjemands konti i et andet pengeinstitut:
|
Dato |
Beløb i kr. |
Fra konto |
|
12. maj 2026 |
200.362,54 |
-856 |
|
13. maj 2026 |
45.000,00 |
-014 |
|
18. maj 2026 |
149.526,19 |
-856 |
|
I alt |
394.888,73 |
|
Banken har oplyst, at netbankoverførslerne blev godkendt med MitID fra klagerens IP-adresse ved brug af klagerens MitID-identifikationsmiddel med serienummer -619, som var registreret på klagerens egen enhed. Der blev ikke registreret oprettelse eller aktivering af en ny MitID-enhed i forbindelse med hændelsen. Banken har fremlagt en transaktionsliste fra Nets og hændelseslog for klagerens MitID.
I perioden fra den 15. maj til den 17. maj 2026 blev der foretaget tre korttransaktioner med klagerens betalingskort:
|
Dato |
Beløb i kr. |
Transaktionstype |
|
15. maj 2026 |
15.000,00 |
Pengeautomat |
|
16. maj 2026 |
15.000,00 |
Pengeautomat |
|
17. maj 2026 |
18.557,50 |
Visa køb |
|
I alt |
48.557,50 |
|
Banken har oplyst, at både kontanthævningerne og Visa-købet blev foretaget med klagerens betalingskort ved anvendelse af den tilhørende pinkode.
Ved en tro- og loveerklæring af 27. maj 2026 gjorde klageren indsigelse mod følgende beløb:
|
Dato |
Beløb i kr. |
Fra Reg / Konto |
Til Reg / Konto |
|
12. maj 2026 |
197.000 |
-856 |
Betalingsmodtager A |
|
13. maj 2026 |
45.000 |
-856 |
Pengeinstitut P |
|
15. maj 2026 |
15.000 |
-856 |
Afleverede kontant d. 18/5 |
|
16. maj 2016 |
150.000 |
-856 |
Betalingsmodtager A |
|
16. maj 2026 |
15.000 |
-856 |
Afleverede kontant d. 18/5 |
|
17. maj 2026 |
Ca. 19.000 |
-856 |
Købte euro hos vekselbureau |
Det fremgik ligeledes af tro- og loveerklæringen, at klageren havde indgivet politianmeldelse. Hun krydsede desuden af i feltet ”Jeg har selv foretaget de ovenstående transaktioner på baggrund af 3. mands urigtige oplysninger omkring formålet med transaktionerne” og skrev følgende om hændelsesforløbet:
”Jeg blev ringet op af en som [L] og oplyste sit politinummer og hun skulle komme fra Rigspolitiet. Hun sagde, at de samarbejdede med IT folk fra Nordea, som havde fået øje på en medarbejder.
Hun ([L]) sagde at mit navn figurerede på et lånebevis hos en [T] som bor i Århus.
Jeg sagde at jeg ikke kendte nogen [T]i Århus.
Der skulle være flere med til at ”snyde” mig, så jeg skulle hjælpe dem med at få dem fanget. Jeg fik at vide at jeg havde tavshedspligt.
Jeg blev ringet op flere gange daglig, og manipuleret til at købe guld – hæve kontanter deriblandt euro.
Jeg lavede også en overførsel på 45.000,- (der stod [pengeinstitut P] på blanketten).
De skulle have tingene som skulle ligge inde i politiets bankboks.
Der kom løbende nogle ”tekniker” ud og hentede tingene.
Jeg spurgte efter kvittering – men ”snakken” gik bare og så fik jeg ingen kvittering.
Jeg blev lovet af få tingene retur.
Fredag d. 23/5 ringede Nordea til mig og spurgte om jeg var udsat for svindel – dette benægtede jeg.
Fredag d. 23/5 spærrede Nordea mit hævekort + netbank.
Mandag d. 26/5 anmeldte jeg det til [politiet].”
Den 16. juni 2026 afviste banken klagerens indsigelse.
Klageren gjorde indsigelse mod bankens afgørelse.
Den 30. juni 2026 fastholdt banken sin afvisning af klagerens indsigelse.
Den 24. juli 2026 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Klageren har under sagens forberedelse i Ankenævnet fremlagt transskriptioner af en række telefonsamtaler, som hun har haft med banken. Klageren har anført, at det fremgår heraf, at banken på hendes anmodning to gange midlertidigt forhøjede beløbsgrænsen for straksoverførsler i netbanken med henholdsvis 150.000 kr. og med 230.000 kr.-, idet hun oplyste, at hun skulle købe guld for pengene og nå at hente guldet samme dag hos forhandleren af guldet.
Klageren har endvidere fremlagt helbredsoplysninger og har oplyst, at det fremgår heraf, at hun i maj 2026 var i et behandlingsforløb med kemoterapi, og at hun havde mange bivirkninger heraf.,
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Nordea Danmark skal tilbagebetale 443.446,23 kr. til hende.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun blev telefonisk manipuleret og svindlet, mens hun var i et hårdt kemoterapiforløb, som hendes bankrådgiver var blevet oplyst om.
Svindlen stod på fra den 12. til den 22. maj 2026, og det svindlede beløb er på 443.446,23 kr.
Hendes bankrådgiver handlede ansvarspådragende ved aktivt at hæve beløbsgrænsen for straksoverførsler i hendes netbank til henholdsvis 230.000,00 og 150.000,00 kr. til brug for overførslerne til køb af guld, jf. de transskriptioner af hendes telefonsamtaler med banken, som hun har fremlagt i sagen.
Hun skulle i forbindelse med svindlen foretage netbankoverførsler og købe guld, købe euro og foretage kontante hævninger, og hun fik ingen rådgivning eller beskyttelse fra banken. Hun havde været kunde i banken så længe, at den burde kunne se, at hun ikke normalt havde et sådant forbrugsmønster.
Bankens kontrolprocedurer reagerede ikke på de forskellige transaktioner, og svindlen stod på i 11 dage, inden banken greb ind. Banken har tilsidesat sin omsorgspligt, når den var bevidst om, at hun var en sårbar kunde.
Hun var midt i et kemoforløb og fik medicin, der påvirkede hende meget og havde mange bivirkninger. Det hjalp ikke, at hun blev telefonisk stalket af svindlerne, så hun ikke kunne sove ordentligt. Dette påvirkede hendes kognitive niveau. Hun blev træt i hovedet, havde koncentrationsbesvær og mistede sin dømmekraft
Banken forsøger at placere ansvaret hos hende. Som tidligere nævnt var hun på det tidspunkt i et hårdt kemoforløb og massivt svækket, og samtidig var hun under psykologisk pres fra svindlerne. Banken havde et kæmpeansvar under forløbet, da den hævede beløbsgrænsen i hendes netbank to gange uden at identificere hende og kontrollere hendes legitimation, og banken åbnede derved for, at der kunne ske svindel.var
Bankens overvågningssystem svigtede, og banken har ved at udvise passivitet i 11 dage udvist en sådan grad af uagtsomhed, at den ikke kan lægge ansvaret over på hende.
Nordea Danmark har vedrørende korttransaktionerne anført, at der er tale om autoriserede betalingstransaktioner. Klageren har selv foretaget og godkendt kontanthævningerne med sit betalingskort og sin personlige pinkode. Klageren har ligeledes selv anvendt sit betalingskort hos et vekselbureau til køb af euro.
Vedrørende netbankoverførslerne har banken anført, at der er tale om autoriserede betalingstransaktioner, idet klageren selv har iværksat og godkendt overførslerne.
Klageren har i sin tro- og loveerklæring oplyst, at hun selv foretog overførslerne på baggrund af urigtige oplysninger fra tredjemand om formålet med overførslerne. Det forhold, at klageren blev vildledt til at foretage overførslerne, ændrer ikke ved, at overførslerne blev iværksat og godkendt af klageren selv.
Overførslerne blev godkendt med klagerens eget MitID-identifikationsmiddel fra klagerens IP-adresse og egen enhed. Der blev ikke registreret oprettelse eller aktivering af et nyt MitID-identifikationsmiddel i forbindelse med transaktionerne.
Overførslerne er korrekt registrerede og bogført og har ikke været ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Der foreligger derfor heller ikke for netbankoverførslernes vedkommende uautoriserede betalingstransaktioner, hvorfor hæftelsesbegrænsningerne i betalingslovens § 100 ikke finder anvendelse.
Betalingslovens § 112 finder heller ikke anvendelse, idet klageren selv har iværksat overførslerne via sin netbank.
Banken er således ikke forpligtet til at tilbageføre de omhandlede korttransaktioner eller netbankoverførsler.
Indsæt dissens
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun havde en konto -856 med et tilknyt-tet betalingskort, en konto -014 samt netbankadgang.
Sagen vedrører klagerens indsigelse mod tre netbankoverførsler på i alt 394.888,73 kr., hovedsagelig anvendt til køb af guld, to kontanthævninger i en pengeautomat på i alt 30.000 kr. og køb af euro hos et vekselbureau for 18.557,50 kr., foretaget i perioden fra den 12. maj til den 18. maj 2022.
Klageren har oplyst, at hun blev kontaktet af en person, der foregav at være fra Rigspolitiet, og at hun af denne person blev manipuleret til at foretage kontanthævningerne i pengeautomaten, købe euro og foretage netbankoverførslerne, hovedsagelig som betaling for køb af guld. Svindlerne kom ad flere omgange ud og hentede guldet og pengene.løbende
På baggrund af klagerens oplysninger om, at hun selv foretog de tre netbankoverførsler og de tre kortbetalinger, finder Ankenævnet, at de omtvistede transaktioner blev autoriseret af klageren, jf. betalingslovens § 82, og at der ikke foreligger et misbrug, som banken hæfter for, jf. betalingslovens § 100. Dette gælder, uanset at det må lægges til grund, at klageren blev narret og presset til at foretage transaktionerne i forbindelse med den vildfarelse, som klageren var bragt i af svindlerne vedrørende deres virke som polititjenestemænd.
Ankenævnet finder ikke, at banken på andet grundlag kan gøres ansvarlig for klagerens tab.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.