Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod bankens salg af investeringsfondsandele i ratepension i forbindelse med overførsel til andet pengeinstitut. Krav om erstatning.

Sagsnummer: 96/2025
Dato: 28-08-2025
Ankenævn: Katrine Waagepetersen, Mette Lindekvist Højsgaard, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen.
Klageemne: Ratepension - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod bankens salg af investeringsfondsandele i ratepension i forbindelse med overførsel til andet pengeinstitut. Krav om erstatning.
Indklagede: Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod bankens salg af investeringsfondsandele i ratepension i forbindelse med overførsel til andet pengeinstitut. Krav om erstatning.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun blandt andet havde en ratepension -500, hvor midlerne var placeret i danske værdipapirer (depot -719) og udenlandske værdipapirer (depot -427). Klageren havde også frie midler, der blandt andet var placeret i danske og udenlandske værdipapirer.

Den 9. januar 2023 indgik klageren og banken ”Aftale om Private Banking”, hvoraf blandt andet fremgår:

”… Aftale, bilag og forudsætninger

Denne Aftale er en forudsætning for, at du kan købe og eje investeringsfondsandele uden formidlingsprovision, som er udbudt af Nordea Invest og Nordeas øvrige samarbejdspartnere (herefter ”Andelene”).

Ændringer og opsigelse af Aftalen

Aftalen kan opsiges af dig uden varsel, og opsigelse skal ske skriftligt. Nordea kan opsige Aftalen med tre måneders skriftligt varsel. Du er indforstået med, at Nordea vil sælge Andelene ved Aftalens opsigelse samt at det ikke er muligt at overføre Andelene til et andet pengeinstitut eller et depot udenfor Aftalen. Andelene sælges hurtigst muligt og senest inden for indeværende bankdag plus fem bankdage medmindre andet er aftalt, eller der foreligger en særlig markedssituation eller andre forhold, der medfører, at salg eller indløsning af Andelene er suspenderet/udsat. Provenuet tilgår dig, når handlerne er afviklet, normalt to bankdage senere. Bankdag betyder alle dage undtagen lørdage, søn- og helligdage, fredagen efter Kr. himmelfartsdag, Grundlovsdag, Juleaftensdag og Nytårsaftensdag. …”

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt placerede klageren midler i ratepensionen i investeringsfondsandele uden formidlingsprovision i Nordea Invest (herefter Andelene).

Banken har oplyst, at klageren på baggrund af investeringsforslag og anbefalinger fra banken selv tog stilling til, om hun ville følge og acceptere bankens investeringsforslag og anbefalinger, når der skulle investeres værdipapirer i hendes ratepensionsordning, og at hun selv valgte at placere midler i Andelene.

I efteråret 2024 ønskede klageren at skifte pengeinstitut, og ved en elektronisk overførselsanmodning af 30. oktober 2024 anmodede pengeinstitut P blandt andet om hel-overførsel af klagerens ratepensionsordning.

Den 1. november 2024 ringede klagerens investeringsrådgiver i banken til klageren. Af en transskription af telefonsamtalen fremgår blandt andet:

”… Banken: Grunden til jeg ringer det er fordi at vi skal have flyttet de her midler til den nye bank.

Klageren: Ja

Banken: og de her du har Sådan nogle klasse 2 fonde i Nordea som egentlig skal ud og sælges inden man kan flytte dem andre steder hen, for de frie midler og sådan set også for de pensionsmidler.

Klageren: okay

Banken: Men hvis man skal ud, og når vi trykker sælg på dem, og så er der nogle af dem du har haft en relativt stor gevinst på, som du så skal realisere nu.

Klageren: ja

Klageren: Det forstår jeg godt, men hvis vi kun sælger det som helt er kritisk nødvendigt at sælge for at flytte porteføljen

Banken: ja, det er alle fondene

Klageren: Det er ikke helt præcist nok til jeg kan identificere dem. Hvad betyder det? Er det alt det der står? Nordea foran?

Banken: det vil betyde det der står Nordea foran i frie midler, du vil.. Det mere sådan at, der vil bare være en. Der er bare en skattemæssig konsekvens ved det.

Klageren: ja, fortæl mig lige, kan du hjælpe mig med nogen størrelsesordener, Jeg har ca. 11 mio. stående sådan i de 2 depoter til sammen. Hvor mange af de 11?

Banken: ja , nede i pensionsmidlerne er det sådan set lige meget, for der beskattes du jo alle de her midler løbende hvert eneste år, så kryds ved den. Så det beløb jeg taler om der jo de der et sted mellem 700-800 tusind kroner som du jo så skal afregne i skat i år.

Klageren: Hvis jeg så siger, det er et spørgsmål, ud af de 5 eller 6 mio. der er i depot. Hvor mange af de aktiver kan jeg overfører uden at realisere dem?

Banken: Der kan du, du kan ikke overføre nogen af de 5,7 mio. nej

Klageren: Ingen, de skal alle sammen realiseres.

Banken: ja, yes

Klageren: okay

Banken: … Så der er sådan, altså på pensionsmidlerne, det er ikke noget problem, der kan vi sælge alle de fonde der er, og der her enkelt aktier der sælges eller hvad der nu skal sælges der. Det er ikke et problem. Det er mere i de frie midler.

Klageren: ja

Banken: Ud af de 5,7 mio. kr. der er der i hvert fald skat på 800.000 kr. i fondene alene.

Klageren: ja, men det er svært for mig helt, det er svært for mig at gøre noget ved tænker jeg hvis jeg flytter porteføljen ikke?

Banken: Jo, det er svært at gøre noget ved hvis du flytter porteføljen. Du kan også godt, det er ikke sådan at… du kan også lade dem stå, det må man også gerne gøre. Og så er det jo blot at du så kører videre med 2 pengeinstitutter hvis man vil det, eller noget andet, det er ikke sådan at bare fordi man vælger at flytte sine forretninger et andet sted, det er jo ikke sådan at vi smider dig ud eller noget.

Klageren: Nej, men jeg siger lige tak for inputtet, det kan være jeg skal overveje om jeg skal lave en delflyt.

Banken: … Ja, men for pensionerne er der ikke, er der ikke et issue. Det kan man godt trykke knapperne og så få det få det skippet afsted. Det er bare den 2 del der kan godt være lidt den der, den svære ikke?

Klageren: Det må du gerne gøre - så vil jeg gerne lige holde frie midler. Indtil jeg lige har fået en ordentlig snak med [pengeinstitut P].

Banken: Men kan vi ikke sige at du lige giver et vink med en vognstang, når du ved hvad der skal ske med de frie midler og de andre skal vi på pensionsmidlerne skal vi nok få, der er alt det der Nordea Invest på. Der skal jeg nok få solgt, så vi kan få lavet, så vi ikke hænger i bremsen på det område, Ja

Klageren: Det er meget fornemt …”

Den 1. november 2024 blev Andelene solgt med valør den 5. november 2024.

Den 8. november 2024 ringede klageren til banken og gjorde indsigelse mod salget af Andelene, idet hun ikke mente, at hun havde accepteret et salg af disse.

Ved netbankbesked af 11. november 2024 klagede klageren til banken over salget af Andelene. Klageren bad banken om at holde hende skadesløs og stille hende som om, salget ikke var sket. Klageren anmodede samtidig banken om, at provenuet fra salget af Andelene blev investeret i værdipapirerne Sparinvest Index Globale Aktier KL.

Den 12. november 2024 købte banken på vegne af klageren investeringsbeviser i Sparinvest Index Globale Aktier KL med valør den 14. november 2024.

Ved netbankbesked af 29. november 2024 afviste banken klagen.

Den 28. december 2024 sendte klageren klagen videre til bankens klageansvarlige, der afviste klagen den 16. januar 2025.

Parternes påstande

Den 15. februar 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal betale 170.891 kr. til hende.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at bankens investeringsrådgiver uopfordret kontaktede hende den 1. november 2024. Han gjorde det tydeligt, at formålet med samtalen var at diskutere de skattemæssige konsekvenser af overførslen af hendes frie midler i forbindelse med bankskiftet. Rådgiveren frarådede hende at sælge sine fonde i det frie depot, da det skattemæssigt kunne være en fordel at vente.

Den aftaletekst, som banken mener, at hun burde kunne huske under et uopfordret opkald fra rådgiveren, hører til en kontrakt, der blev underskrevet i januar 2023. Banken havde ansvaret for, at rådgiveren gjorde hende opmærksom på dette i forbindelse med opkaldet. Hun gav ikke rådgiveren tilladelse til at sælge Andelene under samtalen, og hun blev på intet tidspunkt under samtalen klar over, at det var rådgiverens hensigt, da kommunikationen var upræcis og rodet. Af samme årsag bad hun flere gange om præciseringer. Eksempelvis er der ingen tydelig bekræftelse fra rådgiveren på, at de aftalte at sælge papirer for over 3,5 mio. kr.

Samtalen sluttede med, at hun sagde, at hun ville tænke over det, og at der ikke skulle sælges noget, før hun vendte tilbage. Under hele samtalen var hun af den opfattelse, at de drøftede, hvad der skulle ske med hendes frie midler, mens pensionsmidlerne alene blev nævnt i bisætninger, da disse var ”uproblematiske”. Det var ligeledes hendes opfattelse, at pensionsmidlerne kunne overføres uden at bliver realiseret, da disse er en anden kategori end de frie midler. Det var på intet tidspunkt i samtalen tydeligt for hende, at rådgiveren overvejede at sælge disse, og han bad hende ikke bekræfte, at hun ønskede at sælge dem. Hun er senere blevet gjort opmærksom på, at dette ikke kan lade sig gøre, men det blev på intet tidspunkt i samtalen kommunikeret til hende på en måde, så hun forstod dette.

Hun blev forundret og oprørt, da hun opdagede salget af Andelene. På salgstidspunktet var der stor usikkerhed i markederne på grund af det forestående amerikanske præsidentvalg, og hun blev sat i en risiko, som hun ikke ønskede eller gav instruks om, ved at tage store beløb ud af markedet. Hvis hun var blevet spurgt direkte i forhold til salg af værdipapirer under samtalen med rådgiveren, ville hun have bedt ham vente indtil det var tydeligt, hvad markedsreaktionerne på præsidentvalget var.

Rådgiveren sagde ”vi skal have flyttet de her midler til den nye bank”. For det første er ”de her midler” en upræcis angivelse, og da rådgiveren efterfølgende sagde ”for de frie midler og sådan set også for de pensionsmidler”, gør det klart, at samtalen handlede om de frie midler, sekundært pensionsmidlerne. Rådgiveren brugte ordet ”flytte” ikke ”sælge”, hvorfor hun under hele samtalen var af den opfattelse, at midlerne kunne flyttes, medmindre andet specifikt blev nævnt, som med de frie midler senere.

Rådgiveren sagde, at hun ”ikke kan overføre nogen af de 5,7 mio. kr.” Korrekt rådgivning havde været, at hun ikke kunne overføre nogen af de 9,4 mio. kr., som var inklusive Andelene. Det er misvisende, at rådgiveren kun nævnte de 5,7 mio. kr., hvis han mente begge depoter, hvorfor hun troede, at de talte om de frie midler.

Under samtalen blev der desuden brugt følgende udtryk: 1) ”Nede i pensionsmidlerne er det sådan set lige meget” – det forstod hun sådan, at de ikke behøvede at tale om at sælge papirerne for pensionsmidlerne, da det var lige meget. 2) ”Så der er ikke noget problem på pensionsmidlerne, der kan vi sælge alle de fonde der er, og der er her enkelte aktier, der sælges eller hvad der nu skal sælges der. Det er mere i de frie midler” – ”kan” blev brugt i forbindelse med ”sælge”, hvor rådgiveren burde have sagt ”skal”. Derudover gav ”hvad der nu skal sælges der. Det er ikke et problem” uklarhed over, om der overhovedet skulle sælges noget. Formuleringen fastholdt hende i indtrykket af, at der ikke behøvedes at blive solgt papirer, da de kunne overføres. 3) ”Men pensionsmidlerne, det er ikke noget problem” – hun forstod dette sådan, at det ikke var pensionsmidlerne, der skulle træffes beslutning om. 4) ”Ja, men for pensionerne er der ikke, er der ikke et issue. Der kan man godt trykke på knapperne og så få det skippet afsted” – dette var ikke en konkret anmodning om tilladelse til at sælge Andelene. Hun forstod det sådan, at de kunne overføres direkte til pengeinstitut P. 5) ”Men kan vi ikke sige, at du lige giver et vink med en vognstang, når du ved, hvad der skal ske med de frie midler, og de andre skal vi på pensionsmidlerne skal vi nok få, der er alt det der Nordea Invest på” – dette er ikke en klar sætning om hvad ”de andre” er, og hvad ”vi nok skal få”. 6) ”Det skal jeg nok få solgt, så vi kan få lavet, så vi ikke hænger i bremsen på det område” – det var første gang ordet ”solgt” blev nævnt, men ikke, hvad der skulle sælges, laves og hvad det betød ikke at hænge i bremsen.

Banken skal stille hende som om, Andelene ikke blev solgt, så hun får den kursudvikling, der var frem til den dato, hvor midlerne blev placeret i andre papirer den 12. november 2024, og hvor hun kunne have genkøbt Andelene. Den realiserede kursværdi ved salget af Andelene den 1. november 2024 udgjorde 3.677.774 kr., hvorimod kursværdien pr. 12. november 2024 udgjorde 3.848.666 kr., hvilket giver en difference på 170.891 kr., som banken skal erstatte hende. Det var bankens ansvar, at hun lå kontant i denne periode, da den uopfordret solgte Andelene.

Banken oplyste den 8. november 2024 til pengeinstitut P, at den endnu ikke havde behandlet overførslen af ratepensionen. Den samlede pensionsportefølje blev først overført den 24. januar 2025. Hastværket den 1. november 2024 står dermed i kontrast til det tempo, som overførslerne blev behandlet med efterfølgende, og bankens argument om, at det var vigtigt, at det gik hurtigt, er blot en dårlig undskyldning.

Nordea Danmark har anført, at banken ikke har ikke begået fejl eller handlet ansvarspådragende i forbindelse med salget af Andelene.

Klageren var bekendt med og accepterede ved indgåelse af ”Aftale om Private Banking”, at det ikke var muligt at overføre Andelene til et andet pengeinstitut. Klageren var ligeledes bekendt med og accepterede, at såfremt hun ønskede at overføre Andelene på sin ratepension til et andet pengeinstitut, ville de ville blive solgt hurtigst muligt i overensstemmelse med bestemmelserne i aftalen.

På grund af overførsel af klagerens engagement til pengeinstitut P iværksatte banken salget af Andelene i overensstemmelse med ”Aftale om Private Banking” og på baggrund af telefonsamtalen med klageren den 1. november 2024.

Investeringsrådgiveren kontaktede klageren den 1. november 2024, fordi hun havde placeret midlerne i sin ratepensionsordning i Andelene, der derfor skulle sælges som følge af overførsel af ratepensionsordningen til pengeinstitut P. Det er ikke korrekt, at rådgiveren gjorde det tydeligt, at formålet med samtalen var at diskutere de skattemæssige konsekvenser af overførslen af klagerens frie midler i forbindelse med bankskiftet.

Under samtalen oplyste rådgiveren klageren om, at et salg af Andelene formentlig ville udløse betaling af skat, da der havde været gode afkast i de pågældende fonde. Rådgiveren fremhævede flere gange under samtalen, at Andelene skulle sælges og ikke kunne overføres til pengeinstitut P, hvilket klageren forstod og accepterede.

Det fremgår af transskriptionen af samtalen, at klageren udmærket var klar over, at der var forskel på de frie midler og pensionsmidlerne, og at Andelene skulle sælges. Klageren gav samtykke til salget af Andelene to gange. Første gang, da rådgiveren sagde ”Ja, men for pensionerne er der ikke, er der ikke et issue. Der kan man godt trykke på knapperne og så få det få det skippet afsted. Det er bare den anden del der kan godt være lidt den der, den svære ikke?”, hvortil klageren svarede ”Det må du gerne gøre – så vil jeg gerne lidt holde frie midler. Indtil jeg lige har fået en ordentlig snak med [pengeinstitut P]”. Anden gang, da rådgiveren sagde ”Men kan vi ikke lige sige, at du giver et vink med en vognstang, når du ved hvad der skal ske med de frie midler og de andre skal vi på pensionsmidlerne skal vi nok få, der er alt det der Nordea Invest på. Der skal jeg nok få solgt, så vi kan få lavet, så vi ikke hænger i bremsen på det område, ja”, hvortil klageren svarede ”Det er meget fornemt.”

Klageren accepterede således salget af Andelene telefonisk den 1. november 2024, og hun sagde eller indikerede ikke på noget tidspunkt, at der ikke skulle ske et salg, eller at hun ønskede, at salget skulle ske på et senere tidspunkt eller på en bestemt dato. Derimod nævnte hun, at hun ønskede at vente med salget af investeringsfondsandelene i de frie midler, indtil hun havde talt med pengeinstitut P. Såfremt klageren ikke kunne acceptere et salg af Andelene, burde hun have udtrykt ønske om at vente med salget heraf, som hun gjorde med værdipapirerne i de frie midler – det gjorde hun ikke. Klageren nævnte heller ikke på noget tidspunkt under samtalen, at Andelene ikke skulle sælges før præsidentvalget. Det er derfor ikke korrekt, at rådgiveren var klar over klagerens holdning og ønsker på dette punkt.

Klagerens tabsopgørelse bestrides, og hun har ikke dokumenteret et tab. Klageren har ikke redegjort for, hvorfor hun har valgt kurserne på Andelene den 12. november 2024, og hun har ikke dokumenteret, at hun ville have givet banken ordre om at sælge Andelene lige netop den 12. november 2024. Det forhold, at klageren benyttede provenuet fra salget af Andelene til at købe værdipapirerne i Sparinvest Index Globale Aktier KL den 12. november 2024, er ikke dokumentation for, at hun ønskede at sælge Andelene den 12. november 2024.

Banken har ikke været årsag til, at kurserne på Andelene den 1. november 2024 var lavere end kurserne den 12. november 2024 og kan ikke bebrejdes dette. Klagerens krav hviler på en efterrationalisering i lyset af det stigende kursniveau på Andelene fra den 1. til den 12. november 2024.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun blandt andet havde en ratepension, hvor midlerne var placeret i danske og udenlandske værdipapirer. Klageren havde også frie midler, der blandt andet var placeret i danske og udenlandske værdipapirer.

Den 9. januar 2023 indgik klageren og banken ”Aftale om Private Banking”, hvoraf blandt andet fremgår, at klageren kunne købe og eje investeringsfondsandele uden formidlingsprovision udbudt af Nordea Invest (herefter Andelene), og at det ikke var muligt at overføre Andelene til et andet pengeinstitut.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt placerede klageren midler i ratepensionen i Andelene.

Ved en elektronisk overførselsanmodning af 30. oktober 2024 anmodede pengeinstitut P blandt andet om hel-overførsel af klagerens ratepensionsordning.

Den 1. november 2024 ringede banken til klageren, og samme dag blev klagerens beholdning af Andelene solgt.

Den 8. november 2024 gjorde klageren indsigelse mod salget af Andelene, og den 12. november 2024 blev der på anmodning af klageren købt investeringsbeviser i Sparinvest Index Globale Aktier KL for de frigjorte midler fra salget af Andelene.

Klageren har anført, at hun ikke var oplyst om, at Andelene skulle sælges, og at hun ikke gav banken sit samtykke dertil. Banken har anført, at klageren var bekendt med og accepterede salget.

Ankenævnet finder, at det fremgik af Aftale om Private Banking, som klageren indgik med banken i januar 2023, at det ikke var muligt at overføre Andelene til et andet pengeinstitut. Ankenævnet finder det i øvrigt dokumenteret, at klageren under telefonsamtalen med banken den 1. november 2024 blev oplyst om og accepterede salget af Andelene.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.