Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gebyr for aflysning af ejendomsforbehold i bil, der ikke var medtaget ved beregningen af de samlede kreditomkostninger.

Sagsnummer: 314/1999
Dato: 30-12-1999
Ankenævn: Peter Blok, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen
Klageemne: Kreditaftaleloven - kreditoplysninger
Gebyr - øvrige spørgsmål
Kreditaftaleloven - gebyr, stiftelsesomkostninger
Ledetekst: Gebyr for aflysning af ejendomsforbehold i bil, der ikke var medtaget ved beregningen af de samlede kreditomkostninger.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører størrelsen og berettigelsen af et gebyr, som indklagede opkrævede i forbindelse med aflysning af ejendomsforbeholdet i henhold til en købekontrakt tiltransporteret indklagede.

Sagens omstændigheder.

I henhold til købekontrakt af 11. juli 1996 købte klageren en Audi A4 for 399.230 kr. Udbetalingen var 259.230 kr., hvorefter restkøbesummen med tillæg af etableringsomkostninger udgjorde 146.872 kr. Kontrakten, som indeholdt et ejendomsforbehold, blev af sælger overdraget til indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut.

Af købekontrakten fremgår, at restkøbesummen skulle afvikles over 2 år, således at denne ved uændret rente ville være afviklet den 1. juli 1999.

I købekontraktens § 2 er kreditomkostninger opgjort således:

"Stiftelsesomkostninger:

Stempel Købekontrakt

547,00

Stiftelsesprovision

4.000,00

Tinglysningsgebyr

1.200,00

Panthaverdeklaration

375,00

Ekspeditionsgebyr

750,00

I alt

6.872,00

Løbende kreditomkostninger:

Renter (ved uændret rente)

6.843,52

Kontoudtog m.v. (anslået)

161,25

Årsudskrifter (anslået)

47,50

I alt

7.052,27

Kreditomkostninger i alt

13.924,27"

Af købekontrakten fremgår yderligere:

"Udover de månedlige ydelser, skal nedenfor nævnte omkostninger betales:

Kontoudtog (ca. 2 stk. pr. år) pr. stk.

23,75

Årsudskrifter (1 pr. år) pr. stk.

23,75

Gebyr for indbetaling på girokort/kontant

25,00

Gebyr for indbetaling via Betalings Service

5,00

Gebyr for forsikringsselskabsskift/-restance

200,00

Gebyr ved aflysning af ejendomsforbehold

500,00"

Af kopi af police for bilen fremgår, at ikrafttrædelsesdato for motorkøretøjsforsikringen er den 8. juli 1997. Klageren har fremlagt kopi af sin dagbog for den 8. juli 1997, hvoraf fremgår, at han denne dag kl. 14 hos sælgeren skulle "afhente Audi".

Ved skrivelse af 29. juli 1997 til klageren rykkede sælgeren for bl.a. en restudbetaling på 10.000 kr.

Ved skrivelse af 11. august 1997 fra indklagede blev klagerens billån afregnet med 146.872 kr.

Pr. 1. juli 1999 betalte klageren sidste ydelse på lånet til indklagede. Betalingen skete via PBS, i hvilken forbindelse indklagede beregnede sig et samlet indfrielsesbeløb på 205 kr.

Ved skrivelse af 5. juli 1999 anmodede klageren indklagede om at oplyse sin hjemmel for gebyret. Ved skrivelse af 9. s.m. henviste indklagede til købekontraktens bestemmelse om, at man var berettiget til at opkræve 500 kr. for aflysning af ejendomsforbehold; gebyret var reduceret til 200 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 26. juli 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 205 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det omhandlede gebyr ikke er indregnet i indklagedes angivelse af kreditomkostningerne og dermed heller ikke af de årlige omkostninger i procent i henhold til kreditaftaleloven. Hertil kommer, at han først underskrev købekontrakten efter bilens levering, som fandt sted den 8. juli 1997. Lånet fra indklagede er først afregnet efterfølgende. Han finder endvidere, at indklagedes gebyr er urimeligt stort.

Indklagede har anført, at af de 205 kr. vedrører 200 kr. i gebyr for aflysning af ejendomsforbeholdet og 5 kr. for indbetaling via betalingsservice.

Gebyrets størrelse står i rimeligt forhold til det herved forbundne arbejde. I forhold til en timesats på 500 kr. og at det minimum tager 25 minutter for en medarbejder at gennemføre ekspeditionen, er gebyret rimeligt. Herved bemærkes også, at aflysningsbegæringen til bilbogen fremsendes ved anbefalet skrivelse.

Lånets kreditomkostninger er opgjort i henhold til kreditaftalelovens § 13. Efter § 13, stk. 2, kan der ved opgørelsen af kreditomkostningerne ses bort fra aflysningsgebyret, som dog skal oplyses i henhold til lovens § 14.

Med hensyn til lånets etablering er sagen i henhold til indklagedes notater modtaget den 8. juli 1997. S.d. blev lånet bevilget og købekontrakten m.v. sendt til bilforhandleren. Af købekontrakten underskrevet den 11. juli 1997 fremgår, hvilken udbetaling der er aftalt.

Uanset om 10.000 kr. af den samlede udbetaling betaltes efterfølgende, er kravene i kreditaftalelovens § 34 om gyldigt ejendomsforbehold opfyldt.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af kreditaftalelovens § 9, nr. 3, fremgår, at der ved indgåelse af en kreditaftale med fast lånebeløb skal gives forbrugeren oplysning om kreditomkostningerne angivet som et beløb opgjort i overensstemmelse med § 13. Efter § 13, stk. 1, omfatter kreditomkostningerne "alle omkostninger, herunder stiftelsesomkostninger, renter, løbende provisioner og alle andre omkostninger, som forbrugeren skal betale for kreditten". Efter § 13, stk. 2, ses der dog bort fra en række nærmere angivne omkostninger. Et gebyr for aflysning af ejendomsforbehold er ikke omfattet af opregningen i stk. 2, og Ankenævnet finder, at et sådant gebyr skal medtages ved opgørelsen af kreditomkostningerne, jf. stk. 1.

Kreditomkostningerne var herefter ikke angivet i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 9, nr. 3, jf. § 13, idet gebyret for aflysning af ejendomsforbeholdet ikke var medtaget. Det følger herefter af kreditaftalelovens § 23, stk. 2, at indklagede ikke var berettiget til at kræve aflysningsgebyret. Indklagede bør derfor godtgøre klageren dette beløb, idet Ankenævnet ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at bringe bestemmelsen i § 23, stk. 3, i anvendelse.

For så vidt angår gebyret på 5 kr. for indbetaling via PBS fremgår det af kreditaftalelovens § 13, stk. 2, at der ved opgørelsen af kreditomkostningerne ses bort fra bl.a. "omkostninger ved overførsel af penge". Det var således berettiget, at indklagede ikke medtog dette gebyr ved beregningen af kreditomkostningerne.

Som følge af det anførte

Indklagede skal inden 4 uger betale 200 kr. til klageren. Klagegebyret tilbagebetales klageren.