Indsigelse om mangelfuld rådgivning ved køb og salg af værdipapirer og om fejlindberetning til Skatteforvaltningen samt krav om erstatning. Spørgsmål om passivitet og forældelse.
| Sagsnummer: | 207/2026 |
| Dato: | 29-10-2026 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Inge Kramer, Signe Kjørup Carlsson, Tina Thygesen og Martin Hare Hansen. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Forældelse - øvrige spørgsmål Rådgivning - investering Rådgivning - skatteforhold Rådgivning - øvrige spørgsmål Værdipapirer - køb, salg, rådgivning Værdipapirer - skatteforhold Værdipapirer - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning ved køb og salg af værdipapirer og om fejlindberetning til Skatteforvaltningen samt krav om erstatning. Spørgsmål om passivitet og forældelse. |
| Indklagede: | Nykredit Bank / Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning ved køb og salg af værdipapirer og om fejlindberetning til Skatteforvaltningen samt krav om erstatning. Spørgsmål om passivitet og forældelse.
Sagens omstændigheder
Klagerne, M og H, var kunder i Nykredit Bank / Spar Nord Bank, hvor de blandt andet havde konti.
Klagerne har oplyst, at de i 2013 havde et møde med banken, der foreslog, at de købte værdipapir A. Det gjorde de. Banken foreslog desuden, at de flyttede deres pensioner til banken, hvorefter banken løbende ville beregne, hvor meget de måtte få udbetalt i pension ved siden af deres pensionstillæg til deres folkepension. Deres pensioner blev herefter flyttet til banken.
Klagerne har anført, at Skattestyrelsen blandt andet har oplyst, at de i 2017 solgte værdipapir A, at H fra den 15. juni 2017 ved en fejl betalte skat af 1.333,5 stk. af værdipapir A, og at M ved salget af værdipapir A købte 2.830 stk. værdipapir B. Desuden oplyste Skattestyrelsen blandt andet, at de mellem 15. juni og 31. december 2017 flyttede værdipapir B over i et fællesdepot, men at det ikke blev registreret. M stod derfor med 2.830 stk. af værdipapir B, mens H stod med 0 stk., hvorfor de fra 2018 havde betalt for meget i skat af værdipapir A.
Klagerne har blandt andet fremlagt deres årsoversigter fra banken for 2017, 2018, 2019, 2020 og 2021 samt deres årsopgørelser fra Skattestyrelsen for årene 2019, 2020 og 2021.
Af M’s årsoversigt fra banken af 29. december 2017 fremgår blandt andet:
”Til brug for udfyldelse og kontrol af årsopgørelsen for 2017 sender vi hermed oversigt over dine konti og depoter hos os. Handlede investeringsforeningsbeviser fremgår tillige.
Anvendte koder i oversigten samt særlige forhold er beskrevet sidst i oversigten.
…
DEPOTOVERSIGT FOR FÆLLES DEPOTER
…
… KURS NOMINELT/ANTAL STK. … KODE
ISIN … KODE
…
[Værdipapir B] … 2.830 … P
…
OPGØRELSE OVER HANDEL MED INVESTERINGSFORENINGSBEVISER
Solgt til dig:
PAPIRNAVN HANDELSDATO …
ISIN … ANTAL STYK… KODE
… KODE
…
[Værdipapir B] 15.06.2017 … …
… 19.06.2017 2.830,00 … *
Købt af dig:
PAPIRNAVN HANDELSDATO …
ISIN … ANTAL STYK… KODE
… KODE
…
[Værdipapir A] 15.06.2017 … …
… 19.06.2017 2.830,00 … *
INDBERETNINGSKODER
I foranstående oversigt optræder følgende koder:
* oplysningen er indberettet til SKAT.
INDBERETNINGSKODER
P P betyder, at der er to ejere, og der indberettes derfor til SKAT for begge ejere.
Dette gælder for konti, depoter, pantebrevsoplysninger, handler med obligationer, aktier og investeringsforeningsbeviser.
De fulde beløb indberettes til SKAT, hvorefter SKAT fordeler renter mellem de to ejere med halvdelen til hver.
Ønsker du en anden fordeling, skal du selv foretage ændringen, når du modtager den fortrykte selvangivelse.
…
Vi anbefaler, at oplysningerne på denne årsoversigt kontrolleres. Kontakt [banken], hvis oplysningerne er forkerte.”
Af H’s årsoversigt fra banken af 29. december 2017 fremgår blandt andet:
”Til brug for udfyldelse og kontrol af årsopgørelsen for 2017 sender vi hermed oversigt over dine konti og depoter hos os. Handlede investeringsforeningsbeviser fremgår tillige.
Anvendte koder i oversigten samt særlige forhold er beskrevet sidst i oversigten.
…
DEPOTOVERSIGT FOR FÆLLES DEPOTER
…
… KURS NOMINELT/ANTAL STK. … KODE
ISIN … KODE
…
[Værdipapir B] … 2.830 … P
…
OPGØRELSE OVER HANDEL MED INVESTERINGSFORENINGSBEVISER
Solgt til dig:
PAPIRNAVN HANDELSDATO …
ISIN … ANTAL STYK… KODE
… KODE
…”
Klagerne har anført, at deres depot ikke er mærket med indberetningskoden P. Banken har anført, at værdipapir B er mærket med indberetningskoden P.
Klagerne har anført, at banken har indberettet værdipapir A til Skattestyrelsen i årene fra 2018 til 2025, selvom værdipapir A blev solgt i 2017. Banken bestrider dette.
Klagerne har oplyst, at de den 9. april 2025 spurgte banken, om de helt eller delvist skulle betale deres pensionstillæg tilbage, hvilket banken afkræftede.
Klagerne har oplyst, at de kort derefter modtog besked fra Udbetaling Danmark om, at de begge skulle tilbagebetale 14.172 kr. De kontaktede banken, som anmodede om at få deres årsopgørelser fremsendt. Banken oplyste herefter telefonisk, at der var sket en fejl. De var blevet beskattet af nogle papirer, som de ikke ejede. Det var banken, som havde lagt papirerne ind i rubrik 38 i klagernes årsopgørelser. Banken opfordrede klagerne til at kontakte Skatteforvaltningen for at få genåbnet deres skattemapper og opklaret, hvad der var foregået.
Banken bestrider, at den har foretaget indberetninger til rubrik 38 i klagernes årsopgørelser. Banken foretager indberetninger til Skatteforvaltningen, hvorefter de indberettede data fører til et forslag til en årsopgørelse fra Skatteforvaltningen, som banken ikke har kontrol over.
Klagerne har oplyst, at Skatteforvaltningen opfordrede dem til at søge om at få åbnet deres skattemapper for 2019, 2020 og 2021, da banken havde begået en fejl, hvilket de gjorde den 26. maj 2025
Den 28. maj 2025 var M i telefonisk kontakt med Skattestyrelsen, hvor han fik hjælp til at rette registreringen af sine lagerbeskattede investeringsbeviser, der ikke er i aktiebaserede investeringsselskaber, værdipapir A og værdipapir B i Værdipapirsystemet. Af e-mail samme dag fra Skatteforvaltningen til M fremgår blandt andet:
”Svar fra Skatteforvaltningen – Modtaget d. 28.05.2025 11:40
…
som du har bedt om har jeg skrevet ned hvad der er sket med aktierne og hvad det har ahft af betydning, samt hvad jeg har gjort for at få det til at op i systemet. Jeg har vedhæftet det på et Word dokument.
…
2013:
Køber: [værdipapir A] de bliver købt den 15-10-2013 og lagt ind på et fælles depot dvs. 755 stk. til dog og din ægtefælle.
2014
Køber i af flere omgange [værdipapir A] ind i jeres fællesdepot, dermed kommer halvdelen ind til dig og den anden halvdel indtil din ægtefælle, her kan du se din del af købene i 2014:
…
Så lukkes jeres fælles depot mellem den 17-07-2014 og den 07-10-2014, her kommer der så 2 køb indtil dit depot:
…
Jeg formoder at det er i den periode, også at jeres fælles depot lukkes og alt flytter over til dig. Det er ikke blevet ændret i VPS.
For at flytte aktierne over til dig i systemet har jeg overført dem til dig den 31-12-2014 fra den ægtefælle. Datoen 31-12-2014 er valgt for at der sker en korrekt beskatning af aktierne.
Fordi de ikke var fjernet, er din ægtefælle blevet beskattet af 1333,5 aktier og dig kun af 1390,5 dermed har i tilsammen betalt den korrekt skat i 2014 og 2015.
2016
Her købet og sælger du nogle aktier i dit fælles depot, men i har fortsat tilsammen den korrekt antal af aktier, derfor har i ca. betalt den korrekt skat, der kan være en afvigelse på grund af salget i 2016.
2017
Her sælges aktierne: [værdipapir A]. Fra 15-06-2017 betaler din kone skat af de 1333,5 aktier som ikke skulle være hos hende, da de ikke er blevet flyttet.
Ved salget af de aktier køber du: [værdipapir B] 2830 stk. De bliver mellem den 15-06-2017 og den 31-12-2017 flyttet over i et fælles depot. Det bliver ikke registeret. Så derfor står du fra 15-06-2017 med 2830 aktier og din kone med 0 stk. af dem. Jeg har lavet flytningen over til din ægtefælle den 31-12-2017 fordi vi ikke skal være ops på dobbelt beskatning i løbet 2017.
I 2018, 2020 og 2021 bliver der solgt ud af hele beholdning. Da du står registeret med 2830 stk. men de er flyttet i fælles depot i 2017, betyder det at når der sælges bliver kun halvdelen af salget lagt ind på dig. Dermed har du når det sidste bliver solgt i 2021 fortsat 1415 stk. stående som du bliver beskattet af, imens din kone har en negativ beholdning på -1415 stk. hvor der ikke sker noget på hendes side.
Så din kone har stået med 1333,5 stk. [værdipapir A] og er blevet beskattet af dem fra 2017 pga. fælles depot skift frem og tilbage.
Så har i betalt for meget i skat af: [værdipapir A], fra 2018, fordi salgene bliver indberettet på et fælles depot, dermed er der kun blevet solgt halvdelen af beholdningen i dit depot hvor du har stået med 2830 stk.”
Klagerne har anført, at banken begik en fejl, da banken solgte alle værdipapirerne, men indberettede, at H havde 1.333,5 stk. af værdipapir A.
Klagerne har oplyst, at Skatteforvaltningen til og med 2017 foretog tilretning af deres skat, men at de selv skulle foretage tilretning for 2022, 2023 og 2024. Udbetaling Danmark meddelte, at de begge skulle tilbagebetale 4.668 kr. og i august 2025 modtog de begge overskydende skat på 1.837 kr. De skulle derfor tilsammen tilbagebetale 5.662 kr. til Udbetaling Danmark.
Klagerne har oplyst, at Skatteforvaltningen afslog at genåbne de tre skattemapper. Afslaget blev sendt til banken, og i begyndelsen af 2026 anmodede de banken om at berigtige forholdet.
Klagerne har oplyst, at de holdt et møde med banken den 23. januar 2026, hvor banken afviste, at der var sket en fejl. Klagerne har anført, at banken ved en fejl havde gennemgået værdipapir B, selvom sagen drejede sig om værdipapir A. Klagerne afleverede deres beregning og fremsatte deres samlede krav. Af klagernes beregning fremgår blandt andet:
”…
Aktieavance 2019 – 2021
|
|
Årsopg 2019 |
Aktieavance. 2019 |
Diff. |
Årsopg 2020 |
Aktieavance 2020 |
Diff. |
Årsopg 2021 |
Aktieavance 2021
|
Diff.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
H |
48266 |
38929 |
9337 |
18313 |
-1902 |
16411 |
27445 |
-15537 |
11908 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
M |
54004 |
38929 |
15075 |
18675 |
-1902 |
16773 |
91267 |
2138 |
89129 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sum |
24412 |
|
Sum |
33184 |
|
Sum |
101037 |
24.412,00 kr.
33.184,00 kr.
101.037,00 kr.
Total 158.633,00 kr.”
Klagerne har anført, at deres samlede krav udgør 48.492 kr., som dels består af et beløb på 42.830 kr., som udgør beskatningen med 27 % af bankens forkerte indberetning i rubrik 38 i deres årsopgørelser for 2019, 2020 og 2021 på i alt 158.633 kr., og et beløb på 5.662 kr., som udgør deres samlede tilbagebetalte pensionstillæg til deres folkepension.
Ved e-mails af 24. og 25 januar 2026 fra klagerne til banken fremgår blandt andet, at Skattestyrelsen havde oplyst klagerne om, at de havde betalt for meget i skat af værdipapir A fra 2018, fordi salgene blev indberettet på et fælles depot, at det alene af M’s personlige skatteoplysninger for 2017 fremgik, at beholdningen af værdipapir A var blevet solgt, at det samme gjaldt for bankens årsoversigter for 2017, at der intet stod herom i årsoversigten for 2018, og at bankens opgørelse og beregninger omhandlede værdipapir B, selvom bankens fejl vedrørte værdipapir A.
Den 4. februar 2026 oplyste banken telefonisk klagerne om, at de selv skulle have opdaget, at de betalte skat af nogle værdipapirer, som de ikke havde i deres depot.
Klagerne har oplyst, at de endnu engang forsøgte at forklare banken, at de ikke kunne se værdipapir A i bankens årsoversigter for 2019, 2020 og 2021.
Ved e-mail af 5. februar 2025 fra banken til klagerne fremgår blandt andet, at banken vurderede, at de indberetninger, som banken havde foretaget, var sket korrekt, og at banken som en del af sine lovgivningsmæssige forpligtelser indberettede køb og salg til Skattestyrelsen, mens ændringer i ejerskab ikke var noget, banken indberettede, da eventuelle ændringer i denne forbindelse var et forhold mellem bankens kunder og Skattestyrelsen.
Klagerne har oplyst, at de herefter indgav en klage til banken, og at de opfordrede banken til at indhente oplysninger fra værdipapircentralen. Ved e-mail af 20. februar 2026 fra banken til klagerne afviste banken, at den havde begået fejl i forbindelse med sine indberetninger til Skattestyrelsen.
Den 15. marts 2026 indbragte klagerne sagen for Ankenævnet. Klagerne har oplyst, at Skatteforvaltningen den 26. august 2026 gennemgik sagen på ny, og telefonisk oplyste dem om, at det var banken, der havde begået en fejl.
Parternes påstande
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank / Spar Nord Bank skal erstatte dem 48.492 kr.
Nykredit Bank / Spar Nord Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har blandt andet anført, at de efter mødet med banken i 2013 flyttede deres pensioner til banken, da den løbende ville beregne, hvor meget de måtte få udbetalt i pension uden at miste deres pensionstillæg til deres folkepension. De ved intet om værdipapirer. De fulgte bankens rådgivning om køb og salg af værdipapirer. De fleste handler blev foretaget af banken. Banken påtog sig at være formuerådgiver for dem samt at udarbejde en formueplan, så de kunne få mest muligt ud af deres formue. De forventede, at banken foretog de rigtige indberetninger.
Det var banken, der opdagede fejlen den 26. maj 2025 og anbefalede, at de søgte Skatteforvaltningen om at få genåbnet skattemapperne for 2019, 2020 og 2021. De havde aldrig selv opdaget fejlen. De havde den fulde tiltro til, at banken havde styr på det hele. De rykkede banken rigtig mange gange for en afklaring.
Banken begik fejl i forbindelse med sine indberetninger til Skatteforvaltningen, hvilket medførte, at de blev beskattet af nogle værdipapirer, som de ikke ejede. Skatteforvaltningen har bekræftet dette. De havde solgt alle deres værdipapir A, men banken indberettede, at H fortsat havde 1.333,5 stk. af værdipapir A, som hun blev beskattet af.
Skatteforvaltningen anbefalede, at de søgte om at få åbnet skattemapperne for 2019, 2020 og 2021. Skatteforvaltningen foretog rettelser til og med 2017, mens de selv skulle rette for 2022, 2023 og 2024. De modtog efterfølgende besked om, at de tilsammen skulle tilbagebetale 5.662 kr. af deres pensionstillæg til folkepensionen, hvilket banken skal erstatte. Da de fik afslag på at få åbnet skattemapperne for 2019, 2020 og 2021 skal banken tillige erstatte dem et beløb på 42.830 kr., der udgør beskatning med 27 % af bankens forkerte indberetning i rubrik 38 i deres årsopgørelser for 2019, 2020 og 2021. Deres samlede krav er herefter 48.492 kr.
Nykredit Bank / Spar Nord Bank har til støtte for afvisningspåstanden blandt andet anført, at Ankenævnet ikke er rette klageinstans. Af Ankenævnets vedtægter § 4 følger, at sager, hvis behandling i henhold til lovgivningen er henlagt til offentlige myndigheder eller andre tvistløsningsorganer, falder uden for Ankenævnets kompetence.
Banken har foretaget korrekte indberetninger til Skattestyrelsen i overensstemmelse med skatteindberetningsloven. Klagernes krav er afledt af en udokumenteret påstand om, at banken skulle have foretaget forkerte indberetninger til Skattestyrelsen. Hvis en skatteyder mener, at en modtagen årsopgørelse fra Skattestyrelsen er forkert, har skatteyderen mulighed for, og i visse tilfælde en pligt til, at oplyse Skatteforvaltningen herom i overensstemmelse med skattekontrolloven. Videre har en skatteyder, i overensstemmelse med skatteforvaltningslovens § 26, mulighed for at få genoptaget en skatteansættelse, inden 1. maj i det fjerde indkomstår efter indkomstårets udløb.
Det er alene op til skattemyndighederne at vurdere, om banken har foretaget forkerte indberetninger til Skattestyrelsen.
Ankenævnet bør afvise sagen, da den henset til usikkerheden og bedømmelsen af de fremkomne faktiske oplysninger ikke er egnet til behandling, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 4.
Klagernes beskrivelse går fra 2013 til 2025. Sagen vedrører ændring i ejerskab af depoter og værdipapirtransaktioner, der går mange år tilbage. Klagerne har fremlagt årsoversigter og årsopgørelser, men ikke konkretiseret, hvilken eller hvilke indberetninger, som skulle være sket i strid med skatteindberetningsloven, og som skulle være foretaget af banken.
Klagernes krav hviler på en udokumenteret påstand om, at banken må have foretaget fejl i indberetninger der går 13 år tilbage. Ankenævnet kan ikke vurdere et påstået erstatningskrav vedrørende skatteindberetninger, når det ikke af myndigheder eller på anden vis er fastslået, at banken har begået fejl.
Banken har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at banken har foretaget korrekte indberetninger til Skattestyrelsen i overensstemmelse med skatteindberetningsloven. Klagernes korrespondance med en person fra Skattestyrelsen, som baserer sine svar på en række formodninger, efterlader hverken helt eller delvist en antagelse om, at der er sket fejl fra bankens side.
Klagernes indlæg, påstande og anbringender er baseret på misforståelser og begrebsforvirringer. Banken har ikke et ansvar for Skattestyrelsens værdipapirsystem. Klagerne har ikke konkretiseret, hvilken indberetning der er fejlbehæftet.
Det forhold, at bankens formuerådgiver opdagede fejl i klagernes årsopgørelse fra Skattestyrelsen, er ikke ensbetydende med, at fejlen blev begået af banken. Klagerne har ikke løftet bevisbyrden for, at banken har foretaget forkerte indberetninger til Skattestyrelsen.
Klagerne har modtaget årsopgørelser fra Skatteforvaltningen, hvor de kunne se beholdninger, og hvor de har haft pligt til at reagere, hvis der måtte være forkerte oplysninger. Klagerne burde have kontrolleret og reageret over for banken, som klagerne også blev opfordret til i de fremlagte årsoversigter. Dette har klagerne undladt. Klagerne har fortabt deres ret til at gøre indsigelser og krav gældende mod banken næsten 9 år senere. Der er indtrådt forældelse og passivitet.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne, M og H, var kunder i Nykredit Bank / Spar Nord Bank, hvor de blandt andet havde konti.
Klagerne har oplyst, at de i 2013 havde et møde med banken, der foreslog, at de købte værdipapir A. Det gjorde de. Banken foreslog desuden, at de flyttede deres pensioner til banken, hvorefter banken løbende ville beregne, hvor meget de måtte få udbetalt i pension ved siden af deres pensionstillæg til deres folkepension. Deres pensioner blev herefter flyttet til banken.
Klagerne har anført, at Skattestyrelsen blandt andet har oplyst, at de i 2017 solgte værdipapir A, at H fra den 15. juni 2017 ved en fejl betalte skat af 1.333,5 stk. af værdipapir A, og at M ved salget af værdipapir A købte 2.830 stk. værdipapir B. Desuden oplyste Skattestyrelsen blandt andet, at de mellem 15. juni og 31. december 2017 flyttede værdipapir B over i et fællesdepot, men at det ikke blev registreret. M stod derfor med 2.830 stk. af værdipapir B, mens H stod med 0 stk., hvorfor de fra 2018 havde betalt for meget i skat af værdipapir A.
Klagerne har blandt andet fremlagt deres årsoversigter fra banken for 2017, 2018, 2019, 2020 og 2021 samt deres årsopgørelser fra Skattestyrelsen for årene 2019, 2020 og 2021.
Klagerne har anført, at deres depot i bankens årsoversigt for 2017 ikke er mærket med indberetningskoden P. Banken har anført, at værdipapir B er mærket med indberetningskoden P.
Klagerne har anført, at banken har indberettet værdipapir A til Skattestyrelsen i årene fra 2018 til 2025, selvom værdipapir A blev solgt i 2017. Banken bestrider dette.
Klagerne har oplyst, at de den 9. april 2025 spurgte banken, om de ikke helt eller delvist skulle betale deres pensionstillæg tilbage, hvilket banken afkræftede.
Klagerne har oplyst, at de kort derefter modtog besked fra Udbetaling Danmark om, at de begge skulle tilbagebetale 14.172 kr. De kontaktede banken, som anmodede om at få deres årsopgørelser fremsendt. Banken oplyste herefter telefonisk, at der var sket en fejl. De var blevet beskattet af nogle papirer, som de ikke ejede. Det var banken, som havde lagt papirerne ind i rubrik 38 i klagernes årsopgørelser. Banken opfordrede klagerne til at kontakte Skatteforvaltningen for at få genåbnet deres skattemapper og opklaret, hvad der var foregået.
Banken bestrider, at den har foretaget indberetninger til rubrik 38 i klagernes årsopgørelser. Banken foretager indberetninger til Skatteforvaltningen, hvorefter de indberettede data fører til et forslag til en årsopgørelse fra Skatteforvaltningen, som banken ikke har kontrol over.
Klagerne har oplyst, at Skatteforvaltningen opfordrede dem til at søge om at få åbnet deres skattemapper for 2019, 2020 og 2021, da banken havde begået en fejl, hvilket de gjorde den 26. maj 2025.
Den 28. maj 2025 var M i telefonisk kontakt med Skattestyrelsen, hvor han fik hjælp til at rette registreringen af sine lagerbeskattede investeringsbeviser, der ikke er i aktie-baserede investeringsselskaber, værdipapir A og værdipapir B, i Værdipapirsystemet. Af e-mail samme dag fra Skatteforvaltningen til M fremgår blandt andet, at Skattestyrelsen blandt andet havde gennemgået klagernes køb og salg af værdipapirer, og at H fra 2017 ved en fejl havde betalt skat af 1333,5 stk. værdipapir A.
Klagerne har anført, at banken begik en fejl, da banken solgte alle værdipapirerne, men indberettede, at H havde 1.333,5 stk. af værdipapir A. Klagerne har oplyst, at Skatteforvaltningen til og med 2017 foretog tilretning af deres skat, men at de selv skulle foretage tilretning for 2022, 2023 og 2024. Udbetaling Danmark meddelte, at de begge skulle tilbagebetale 4.668 kr. I august 2025 modtog de begge overskydende skat på 1.837 kr. De skulle derfor tilsammen tilbagebetale 5.662 kr. til Udbetaling Danmark.
Klagerne har oplyst, at Skatteforvaltningen afslog at genåbne de tre skattemapper. Afslaget blev sendt til banken.
Klagerne har oplyst, at de holdt et møde med banken den 23. januar 2026, hvor banken afviste, at den havde begået fejl. Klagerne har anført, at banken ved en fejl havde gennemgået værdipapir B, selvom sagen drejede sig om værdipapir A. Klagerne afleverede deres beregning og fremsatte deres samlede krav på 48.492 kr.
Ved e-mails af 24. og 25 januar 2026 fra klagerne til banken fremgår blandt andet, at Skattestyrelsen havde oplyst klagerne om, at de havde betalt for meget i skat af værdipapir A fra 2018, fordi salgene blev indberettet på et fælles depot, at det alene af M’s personlige skatteoplysninger for 2017 fremgik, at beholdningen af værdipapir A var blevet solgt, at det samme gjaldt for bankens årsoversigter for 2017, at der intet stod herom i årsoversigten for 2018, og at bankens opgørelse og beregninger omhandlede værdipapir B, selvom bankens fejl vedrørte værdipapir A.
Den 4. februar 2026 oplyste banken telefonisk klagerne om, at de selv skulle have opdaget, at de betalte skat af nogle værdipapirer, som de ikke havde i deres depot.
Ved e-mail af 5. februar 2025 fra banken til klagerne fremgår blandt andet, at banken vurderede, at indberetningerne var sket korrekt, og at banken som en del af sine lovgivningsmæssige forpligtelser indberettede køb og salg til Skattestyrelsen, mens ændringer i ejerskab ikke var noget, banken indberettede, da eventuelle ændringer i denne forbindelse var et forhold mellem bankens kunder og Skattestyrelsen.
Klagerne har oplyst, at de herefter indgav en klage til banken, og at de opfordrede banken til at indhente oplysninger fra værdipapircentralen. Ved e-mail af 20. februar 2026 fra banken til klagerne afviste banken, at den havde begået fejl i forbindelse med sine indberetninger til Skattestyrelsen.
Den 15. marts 2026 indbragte klagerne sagen for Ankenævnet.
Ankenævnet bemærker, at den almindelige forældelsesfrist på tre år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, regnes fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Ankenævnet finder, at klagerne fik eller burde have fået kendskab til bankens eventuelle indberetningsfejl i 2017, 2018, 2019, 2020 og 2021, da de modtog Skattestyrelsens årsopgørelser for disse år. Et eventuelt erstatningskrav mod banken som følge af indberetningsfejl i årene 2017, 2018, 2019, 2020 og 2021 var således forældet, da klagen blev indgivet til Ankenævnet den 15. marts 2026.
Ankenævnet finder herudover, at klagerne ikke har godtgjort, at banken i øvrigt har handlet ansvarspådragende i forbindelse med dens indberetninger af klagernes køb og salg af værdipapirer til Skatteforvaltningen.
Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.