Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod modregning i indestående for gammel gæld. Spørgsmål om forældelse.

Sagsnummer: 381/2016
Dato: 26-06-2018
Ankenævn: John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Karin Sønder-bæk, Troels Hauer Holmberg og Finn Borgquist.
Klageemne: Forældelse - udlån
Modregning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod modregning i indestående for gammel gæld. Spørgsmål om forældelse.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod modregning i indestående på hans konto for gammel gæld. Spørgsmål om forældelse.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i den daværende Bikuben, nu Danske Bank, hvor han havde en misligholdt gæld som følge af et uinddækket overtræk i 1980’erne. Klageren havde endvidere en konto -912 i banken.

Ved en udeblivelsesdom af den 14. november 1989 blev klageren dømt til at betale banken en hovedstol på 3.704, 58 kr. med tillæg af renter 19,5 % om året fra den 20. juni 1989 og sagsomkostninger på 1.232 kr. Sagen blev efterfølgende sendt i fogedretten, hvor gælden blev opgjort til i alt 6.273,63 kr., herunder renter fra den 20. juni 1989 til den 28. november 1989 på 317,05 kr. og omkostninger på i alt 2.252 kr., jf. fogedrettens påtegning på domsudskriften af 28. februar 1990.

Banken har oplyst, at den herefter forgæves forsøgte at indgå en afviklingsaftale med klageren. Den fremsendte løbende årsoversigter til klageren til den adresse, som klageren var tilmeldt ifølge folkeregisteret. Banken har fremlagt årsoversigter for 2006 til 2008, hvori gælden på 6.273,63 kr. var anført som ”Misligholdt fordring”. Endvidere fremgik blandt andet:

”…
Saldoen skal eventuelt reguleres for skyldige påløbne, men ikke betalte renter samt for eventuelle omkostninger.
…”

Banken har om sin procedure for afsendelse af årsoversigter og registrering af returnerede breve oplyst, at årsoversigterne dannes automatisk i bankens IT-system og udsendes fra en central enhed i banken. Årsoversigterne bliver automatisk gemt i kundens digitale kundemappe. Når banken modtager et brev retur, søger bankens postafdeling oplysning om adressen i CPR-registret og sender brevene til en eventuel ny adresse. Hvis det ikke er muligt at finde en ny adresse, eller hvis brevet til den nye adresse kommer retur, markeres brevet med et ”R” i bankens it-system, hvilket betyder, at brevet ikke er modtaget af adressaten.

Ved et brev af 6. juni 2016 til klageren fremsatte banken tilbud om saldokvittering mod indbetaling af 3.136,82 kr. Tilbuddet var gældende indtil den 7. juli 2016. Klageren reagerede ikke på brevet.

Den 15. september 2016 indgik der 100.000 kr. med postereringsteksten ”Tips gevinst” på klagerens konto -912.

Den 16. september 2016 modregnede banken 7.252,66 kr. i saldoen på klagerens konto -912. Saldoen på kontoen var 100.871,61 kr., før banken modregnede, og 93.618,95 kr. efter modregningen var gennemført.

Ved et brev af 16. september 2016 orienterede banken klageren om modregningen, herunder om hvorledes den havde opgjort gælden inden modregningen.

Af bankens Almindelige forretningsbetingelser – forbrugere, punkt 12, der var gældende på modregningstidspunktet, fremgik blandt andet:

”Har banken et beløb til gode hos dig, som skulle være betalt, kan vi modregne i dit indestående i banken eller i ethvert andet tilgodehavende, som du har eller får hos banken. Modregning kan også ske i konti med stående ordrer eller med automatiske betalingsordrer. Det gælder også budgetkonti.

Banken modregner ikke i løn eller andre ydelser fra det offentlige m.v. – i det omfang disse kun dækker almindelige leveomkostninger. Vi modregner heller ikke i indeståender på konti, der efter lovgivningen eller efter særlig aftale er sikret mod kreditorforfølgning.”

Den 29. marts 2017 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Banken har under sagens forberedelse i Ankenævnet tilbageført henholdsvis 317,05 kr. og 423,34 kr. til klagerens konto -912. Beløbene udgør en delvis tilbageførsel af beregnede renter af den fordring mod klageren, som banken anvendte til modregningen.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Danske Bank skal tilbageføre 7.252,66 kr. til ham.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at bankens modregning var uberettiget, idet bankens krav var forældet. Han havde ikke hørt fra banken i over 10 år.

Han var oprindelig kunde i Bikuben, der blev opkøbt af Danske Bank. Efter nogle år hævede Danske Bank knap 8.000 kr. på hans konto uden varsel. Han fik ikke nogen forklaring eller begrundelse.

Hvis han havde haft en gæld til en fremmed bank, havde den ikke uden videre kunnet konfiskere beløbet.

Banken tog 80-85 % af hans andel af tipsgevinsten, idet der var tale om en tipsklub.

Han er folkepensionist, og folkepensionisters opsparing og pensioner m.v. må nyde en vis beskyttelse.

Danske Bank har anført, at gældens eksistens og størrelse blev fastslået ved rettens dom af 14. november 1989. Efterfølgende blev kravet opgjort af fogedretten den 28. februar 1990 til 6.273,63 kr.

Banken har løbende sendt påmindelser i form af årsoversigter til klageren, og årsoversigterne er ikke modtaget retur.

Årsoversigten pr. 31. december 2006 afbrød forældelsen efter DL 5-14-4, jf. forældelseslovens § 30, stk. 3. Gælden blev derfor tidligst forældet pr. 31. december 2016, og gælden var derfor ikke forældet ved bankens modregning pr. 16. september 2016.

Banken var berettiget til at modregne klagerens gæld i saldoen på konto -912.

Ankenævnets bemærkninger

Ved en udeblivelsesdom af 14. november 1989 blev klageren dømt til at betale banken en hovedstol på 3.704,58 kr. med tillæg af renter fra den 20. juni 1989 og sagsomkostninger på 1.232 kr. Sagen blev efterfølgende sendt i fogedretten, og gælden blev opgjort til i alt 6.273,63 kr., herunder renter fra den 20. juni 1989 til den 28. november 1989 på 317,05 kr. og omkostninger på i alt 2.252 kr., jf. fogedrettens påtegning på domsudskriften af 28. februar 1990.   

Den 16. september 2016 indgik der 100.000 kr. med posteringsteksten ”Tips gevinst” på klagerens konto -912, og banken modregnede 7.252,66 kr. i saldoen på kontoen til dækning af gælden til banken.

Banken har under sagens forberedelse i Ankenævnet tilbageført henholdsvis 317,05 kr. og 423,34 kr. til klagerens konto -912. Beløbene udgør en delvis tilbageførsel af beregnede renter af den fordring mod klageren, som banken anvendte til modregningen. 

I relation til forældelse bemærker Ankenævnet, at hovedstolen og sagsomkostningerne i henhold til dommen samt omkostninger tillagt af fogedretten var omfattet af den dagældende 20-årige forældelsesfrist i medfør af Danske Lovs 5-14-4, der blev afbrudt ved påmindelse. Det følger af forældelseslovens § 30, stk. 3, at afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før den nugældende forældelseslov trådte i kraft den 1. januar 2008, har virkning som afbrydelse efter den nugældende forældelseslov.

Banken sendte løbende årsoversigter til klageren. Banken har fremlagt årsoversigter for 2006 til 2008, der viste en misligholdt fordring på 6.273,63 kr. Ankenævnet finder, at forældelsesfristen vedrørende hovedstolen og omkostninger løbende var blevet afbrudt efter de dagældende bestemmelser, senest ved årsopgørelsen for 2006, som klageren må antages at have modtaget i januar 2007.

Efter den nugældende forældelseslov, der trådte i kraft den 1. januar 2008, er forældelsesfristen for hovedstolen 10 år, mens forældelsesfristen for renter og omkostninger er tre år. Det følger endvidere af forældelseslovens § 19, stk. 7, at når forældelse er afbrudt ved indgivelse af anmodning om udlæg, løber en ny forældelsesfrist på 10 år også for de omkostninger og uforældede renter, der er opgjort under fogedforretningen. Ankenævnet finder ikke, at hovedstolen på 3.704,58 kr., omkostninger på i alt 2.252 kr. og tre års forfaldne renter på 555,69 kr., det vil sige en fordring på i alt 6.512,27 kr., var forældet på tidspunktet for bankens modregning.

Ankenævnet finder, at da banken havde et forfaldent, retskraftigt krav mod klageren på 6.512,27 kr., var banken berettiget til at foretage modregning for dette beløb.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.