Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om ændring af vilkår i leasingaftale. Indsigelse mod kontrakt indgået i forbindelse med tidsbegrænset markedsføringskampagne, der blev afløst af markedsføringskampagne med mere fordelagtige vilkår.

Sagsnummer: 152 /2023
Dato: 13-10-2023
Ankenævn: Bo Østergaard, Christina Bryanth Konge, Jimmy Bak, Jacob Ruben Hansen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne:
Ledetekst: Krav om ændring af vilkår i leasingaftale. Indsigelse mod kontrakt indgået i forbindelse med tidsbegrænset markedsføringskampagne, der blev afløst af markedsføringskampagne med mere fordelagtige vilkår.
Indklagede: Santander Consumer Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om ændring af vilkår i leasingaftale. Indsigelse mod kontrakt indgået i forbindelse med tidsbegrænset markedsføringskampagne, der blev afløst af markedsføringskampagne med mere fordelagtige vilkår. 

Sagens omstændigheder

I november 2022 indgik klageren en aftale om leasing af en bil af mærket Ford, model Kuga med Ford Credit v/Santander Consumer Bank (banken).

Leasingperioden var 36 måneder. Den månedlige leasingydelse var 4.618,75 kr. Ved aftalens indgåelse skulle der erlægges en ekstraordinær leasingydelse på 19.995 kr. Klageren måtte maksimalt køre 30.000 km i bilen i leasingperioden. Hvis klageren kørte flere km end 30.000 km i leasingperioden, skulle han betale 1,25 kr. pr. km. 

Banken har oplyst, at klageren indgik leasingaftalen på baggrund af en forudgående dialog med en forhandler, F, som har indgået samarbejdsaftale med banken om leasingaftaler til privatkunder af biler. Banken køber i den forbindelse bilen af F og leaser den til privatkunden på baggrund af en leasingkontrakt med privatkunden, der betaler en leasingydelse, som er baseret på bankens købspris for bilen. Banken har oplyst, at klagerens leasingaftale blev indgået i forbindelse med en tidsbegrænset kampagne, som F har reklameret for. Kampagnen var målrettet bestemte modeller med nogle særlige specifikationer, hvilket ligger til grund for den leasingydelse, der blev oplyst i kampagnen.

I en e-mail af 3. januar 2023 til banken rejste klageren indsigelse mod leasingaftalen og anførte:

”Jeg var den ”heldige” der nåede at lease en Ford Kuga inden d. 31/12/22 … hvor jeg skulle betale 19995 kr. ved levering og 4618,75 kr. om måned med 10.000 km. om året hos [F]. Til gengæld kunne jeg ikke frit vælge farve og udstyr fordi den skulle registreres inden d. 31/12/22 så derfor steg den månedlige betaling fra 3995 til 4618,75 kr. Samtidig måtte jeg også sælge min gamle bil (2018) hurtigt og kunne nok have fået en højere pris hvis ikke det skulle gå s[å] stærkt.

Alt sammen fordi der stod i reklamerne at jeg kunne spare penge ved at handle NU, inden 31/12/22.

Så får jeg en mail fra Ford d. 2/01/23 hvor jeg kan lease samme bil. Hvor jeg selv kan vælge farve og udstyr, det vil sige at jeg kunne lease en Ford Kuga Titanuim x 2,5 Plug-in Hybrid i Blå for 9995 kr. ved lev. og 3995 kr. om måneden og 15.000 km om året og hvor det ikke skulle gå så stærkt. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det, men snyd og svindel, tyveri var det første der faldt mig ind. ….”

Den 8. februar 2023 svarede banken:

”Jeg har vendt sagen med forhandleren og vi kan desværre ikke imødekomme dit ønske om at ændre aftalen. Santander har indkøbt bilen på det aftalegrundlag der var og betalt den registreringsafgift der beregnes derudfra, hvilket giver den aftalte ydelse …”

Den 13. februar 2023 indgav klageren klage til Nævnenes Hus over banken og anførte:

”Ford reklamerede med spar penge, lease en Ford kuga 2,5 Plug in Hybrid registreret inden 31-12-2022, men det var kun de modeller der kunne registreres inden d. 31-12-2022.

Den 2 Januar 2023 sender de en e-mail + reklamere i tv at man kan lease en Ford Kuga meget billigere og frit vælge model / udstyr / farve.  …

Da Bilen er leaset, ved jeg lige hvad den koster. Men på grund [af]en falsk/ ford reklame har jeg betalt over 20.000kr for meget.”

Nævnenes Hus videresendte klagen til Ankenævnet.

Klageren har fremlagt en oversigt af 13. februar 2023 over priser på leasing af Ford Kuga via Ford Credit v/Santander Consumer Bank med ekstraordinær leasingydelse på 9.995 kr. og månedlig leasingydelse på 3.995 kr. gældende frem til den 31. marts 2023. Klageren har oplyst, at det tilladte antal km var 15.000 km om året i den nye kampagne.

Parternes påstande

Den 28. februar 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Santander Consumer Bank skal ændre hans aftale til de i 2023 gældende priser, subsidiært ændre den månedlige betaling og km pr. år i de resterende måneder.

Santander Consumer Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han blev lokket af en ulovlig reklame, inden han i november 2022 leasede en Ford Kuga af Ford Credit v/Santander Consumer Bank.

Ford Credit v/Santander Consumer Bank reklamerede med, at han kunne spare penge ved at lease og registrere en Ford Kuga inden den 31. december 2022.

Pr. den 2. januar 2023 fik han en mail og så en reklame i TV om, at han kunne lease en Ford Kuga meget billigere. Denne pris var gældende indtil den 31. marts 2023.

I 2022 var der kun bestemte modeller og farver, mens der i 2023 var frit valg af modeller og farver.

Det kan ikke være lovligt, at Ford/Santander Bank reklamerer med, at man skal skynde sig at lease en Ford Kuga, der skal registreres inden den 31. december 2022 for at spare penge for derefter den 2. januar 2023 at reklamere med, at man kan lease en Ford Kuga meget billigere og selv bestemme udstyr og farve. Da han leasede sin Ford Kuga kunne han vælge mellem de modeller og farver, de kunne nå at indregistrere i 2022. Han havde ingen chance for at vide, at Ford/Santander Bank ville sætte leasingydelsen på en Ford Kuga ned i 2023.

Santander Consumer Bank har anført, at klageren kendte alle fakta, inden leasingkontrakten blev indgået. Det er ubestridt, at klageren har fået de påkrævede informationer om bilen samt leasingkontraktens betingelser, så klageren på baggrund heraf kunne orientere sig i markedet.

Klageren indgik frivilligt aftalen. Det må lægges til grund, at klageren frivilligt opsøgte F med henblik på at udskifte sin bil. Det fremgår ikke af klagen, hvordan den påståede ulovlige reklame nærmere skulle være sket. Uden vidneførelse vil det ikke være muligt at afdække hvilken dialog, der var forud for indgåelse af leasingaftalen mellem klageren og F, om blandt andet leveringstidspunkt, pris samt øvrige vilkår for aftalen.

Som det er sædvane - også i bilbranchen - findes der jævnligt kampagner, som er afhængige af indkøbspriser, udstyr, varelager og eventuelle tilskud fra producenten mv., der ændrer sig over tid. Klageren har haft mulighed for at orientere sig i markedet og frihed til at vælge andre løsninger, hvis ikke klageren fandt det tilbud, han valgte at gøre brug af attraktivt nok på det tidspunkt, klageren indgik aftalen. At der efterfølgende kom andre tilbud, som klageren har fundet mere attraktive, er en efterrationalisering og kan ikke ændre på, at der er indgået en bindende aftale.

Pr. konduite har Santander undersøgt, om F eventuelt og undtagelsesvist ville medvirke til at kontrakten kunne ændres, men dette har ikke været muligt.

Der er i henhold til Forbrugeraftalelovens §18, stk. 2, nr. 12, ingen fortrydelsesret ved privatleasing af biler.

Klageren har ikke krav på at få ændret sin leasingaftale.

Ankenævnets bemærkninger

I november 2022 indgik klageren en aftale om leasing af en bil af mærket Ford, model Kuga med Ford Credit v/Santander Consumer Bank (banken) til en månedlig leasingydelse på 4.618,75 kr. og en ekstraordinær ydelse ved levering på 19.995 kr. Klageren måtte maksimalt køre 30.000 km i bilen i leasingperioden på 36 måneder.

Banken har oplyst, at klageren indgik leasingaftalen på baggrund af en forudgående dialog med en forhandler, F, som har indgået samarbejdsaftale med banken om leasingaftaler til privatkunder af biler, i forbindelse med en tidsbegrænset kampagne, som forhandleren reklamerede for. Kampagnen udløb efter det oplyste den 31. december 2022.

Den 2. januar 2023 blev der iværksat en ny kampagne med mulighed for leasing af en tilsvarende Ford Kuga til en månedlig leasingydelse på 3.995 kr. og en ekstraordinær ydelse ved levering på 9.995 kr. Klageren har oplyst, at det tilladte antal km var 15.000 km om året i den nye kampagne.

Klageren har rejst krav om, at vilkårene i leasingaftalen ændres, således at han får samme vilkår som i den nye kampagne.

Ankenævnet finder, at klageren er bundet af den med banken indgåede leasingaftale. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte den indgåede leasingaftale som helt eller delvis uforbindende for klageren i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36, eller på andet grundlag. Den omstændighed, at leasingvilkårene var mere fordelagtige i markedsføringskampagnen i starten af januar 2023, kan ikke føre til et andet resultat.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at påse overholdelse af regelsæt som for eksempel markedsføringsloven.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.