Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afslag på at oprette Nemkonto begrundet i utilstrækkelig økonomisk gennemsigtighed og hvidvaskregler

Sagsnummer: 111 /2021
Dato: 18-10-2021
Ankenævn: Bo Østergaard, Christina Bryanth Konge, Jimmy Bak, Jacob Ruben Hansen, Finn Borgquist.
Klageemne: Nemkonto
Ledetekst: Afslag på at oprette Nemkonto begrundet i utilstrækkelig økonomisk gennemsigtighed og hvidvaskregler
Indklagede: Fynske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om Fynske Bank var berettiget til at afslå at oprette en Nemkonto til klageren.

Sagens omstændigheder

Den 21. januar 2021 udfyldte klageren en formular via Fynske Banks hjemmeside med henblik på at blive kunde i banken.

Klageren har oplyst, at han var vendt tilbage til Danmark efter ti år i udlandet, og at han ønskede at oprette en Nemkonto med netbank og betalingskort, så han kunne betale sine basale udgifter som husleje, el, vand, telefon, internet mv. Han havde endvidere et tilgodehavende hos Gældsstyrelsen, som havde anmodet ham om at oplyse en Nemkonto, hvortil Gældsstyrelsen kunne udbetale pengene.

Den 22. januar 2021 ringede banken til klageren vedrørende dokumentation i forbindelse med kundeansøgningen.

Klageren har refereret til en efterfølgende udateret mailkorrespondance mellem parterne. Heraf fremgår blandt andet:

Afsender

Tekst

Banken

Tak for snakken pr. telefon.

Som aftalt sender jeg hermed et link til dig, hvor du gerne må uploade lidt yderligere oplysninger omkring din økonomi, således at jeg har mulighed for at give dig rådgivning i forhold til ny bank til dig: […]

 

  • Regnskab og balance vedr. dit firma i Tyskland
  • Kontooversigt fra din bank i Thailand
  • Budget over dine faste udgifter
  • Restgældsoplysninger (hvis du har gæld i Danmark eller udlandet)
  • Pensionsinfo (kan du hente på www.pensionsinfo.dk -> hent rapport)

Når jeg har modtaget dine oplysninger, vil jeg kigge nærmere på dine muligheder ud fra dine ønsker, og herefter kontakte dig igen.

Klageren

Jeg har overført følgende dokumenter via sikker mail på jeres side:

Regnskab og balance vedr. dit firma i Tyskland

Kontooversigt fra din bank i Thailand

Pensionsinfo (kan du hente på www.pensionsinfo.dk -> hent rapport)

Jeg afventer at Gældstyrelsen sender dette til min eBoks:

Restgældsoplysninger (hvis du har gæld i Danmark eller udlandet)

Hende jeg talte med i telefon, oplyste mig at jeg havde en gæld på kr. 18.000, og at jeg havde betalt kr. 119.000 for meget, så at det er dem der skylder mig.

Hun mente jeg ville have det i min eBoks Tirsdag, så afventer.

Det sidste punkt.

Budget over dine faste udgifter

Da jeg lige er flyttet hjem, er der ikke meget på det budget udover min husleje, tlf, internet og medielicens.

Jeg er ved at kigge på forsikringer, indbo, ulykke og lign, men disse er ikke tegnet endnu.

Hvis der er andre ting du skal bruge, skriver eller ringer du bare, så vi kan få disse ting på plads.

Banken

Det er fint, at du eftersender de øvrige oplysninger, når du modtager dem.

Jeg har et par få yderligere spørgsmål:

  • Jeg kan se, at du indimellem har modtaget og overført forholdsvis store beløb fra din konto Thailand – hvor har [du] modtaget dem fra – og hvor har du overført dem til? Konto i Tyskland eller Danmark? Vil du sende en kontooversigt derfra (altså de konti, som du har overført til?)
  • Vil du sende Skatteoplysninger fra 2019 og 2020 fra www.skat.dk – du kan hente oplysninger på fanebladet ”Skatteoplysninger” og så gå til årstallene
  • Har du skattenummer/Steuernummer i Tyskland? Og måske også i Thailand? Det skal vi også bede om en kopi af

Du kan sende oplysningerne på samme link, som du har sendt de øvrige oplysninger.

Klageren

Jeg har uploadet dokumenter via jeres sikker mail side.
[…]
De penge jeg har modtaget på mine Thailandske konti, er overførsler fra det Tyske firma [A], jeg medsender eksempel på disse overførsler.
[…]
Nogle af mine udbetalinger fra firmaet, er sendt til min EUR konto i Bangkok bank, og efterfølgende senere flyttet til [thailandsk bank] konto (Vekslet fra EUR til THB.)
(Se bilag. "Bangkok bank statement EUR account.pdf - Vedhæftet i denne mail)

Som det fremstår af samme Bank statement, er der overført 2 transaktioner til Danmark fra min EUR konto, det drejer som om flg.:
Overførsel i forbindelse med køb af 6% anparter i virksomheden [B] A/S (Kr. 3,000,000), 500.000 pr procent.
[…]

Lån til [C] Aps, på kr. 1,000,000.
(Gældsbrev på dette kan fremsendes, såfremt det ønskes)

Begge disse overførsler er lavet via Advokat […]

De penge der er sendt fra min konto, er dem som er blevet brugt ved køb af:

De biler jeg har ejet: Mercedes E300 Hybrid 2014 (Solgt i slut 2019), Mercedes GLE 500e 2018 (Stadig ikke solgt, står ved min lejlighed i Patong,)
3 stk Motorbikes, disse er solgt igen i 2019 og 2020 (Honda PCX)
5 stk 65 tommer TV og Surround anlæg. 3 til Phuket lejlighed og 2 til huset i Pattaya. (Dem fra huset i Pattaya er solgt, da jeg ikke lejer dette hus længere.
Husleje for lejlighed i Patong (1.200.000 om året) og hus i Pattaya (1.600.000 om året)
Hjælp til hus og familien til min Thailandske kæreste.
Rejser til Danmark, og rejser rundt i thailand.
[…]
Jeg har uploaded flg. dokumenter via jeres sikker mail side.
Skatteoplysninger fra 2019 og et Screenshot fra SKAT.dk som viser at 2020 ikke er tilgængelig for mig derinde.
[…]
Dette er svar fra revisor i Tyskland:
The "Steuernummer" from […] is […]

I Thailand har jeg ikke noget skattenummer, da jeg ikke ejer nogen virksomhed derude.

Jeg håber dette gav dig bedre indblik i min økonomiske situation, hvis der er andre ting du har brug for, er du velkommen til at kontakte mig.

NB: Af ukendt årsag kan jeg ikke uploade det ene dokument via jeres side, så det vedhæfter jeg i denne mail (Bilag.: "Bangkok bank statement EUR account.pdf")

Den 27. januar 2021 gav banken klageren telefonisk besked om afslag på kundeansøgningen.

Klageren gjorde indsigelse mod afslaget.

Klageren har oplyst, at banken under en telefonsamtale den 1. februar 2021 meddelte, at den kunne tilbyde at lave en basal indlånskonto, men at den mente, at det ikke var noget for ham, blandt andet fordi han ikke ville kunne få hverken netbank eller betalingskort, ligesom han ikke ville kunne modtage udbetalinger fra sin virksomhed i Tyskland.

Klageren sendte yderligere dokumentation for sin økonomi til banken, herunder en bekræftelse på sit tilgodehavende hos Gældsstyrelsen og sit ejerskab til en virksomhed i Tyskland.

Den 4. februar 2021 sendte banken et skriftligt afslag til klageren. Heraf fremgik blandt andet:

”…

Vi har nu undersøgt dine forhold og kan ikke imødekomme dit ønske om et kundeforhold i Fynske Bank. Årsagen er manglende gennemskuelighed af dine forhold. Det betyder, at Fynske Bank ikke kan opnå et tilstrækkelig kendskab til dig og din anvendelse af Fynske Bank.

…”

Klageren klagede til bankens klageansvarlige, som den 26. februar 2021 fastholdt afslaget med følgende mail til klageren:

”…

Jeg har nu gennemgået din ansøgning, og de dokumenter du har tilsendt. På baggrund af det modtaget materiale og de øvrige afgivne svar, finder vi ikke, at kunne i mødekomme din ansøgning om kundeforhold i Fynske Bank.

Vi finder ikke, at der er den fornødne gennemsigtighed i dine forhold til, at vi kan oprette en forretningsforbindelse med dig.

…”

Af lovbekendtgørelse nummer 1.805 af 12. december 2018 om betalingskonti fremgår blandt andet:

”…

§ 9
En basal betalingskonto skal omfatte følgende tjenesteydelser, som en forbruger skal kunne gøre brug af i ubegrænset omfang, jf. dog stk. 2:
1) Muligheden for at åbne, anvende og lukke betalingskontoen.
2) Muligheden for at indsætte midler på betalingskontoen.
3) Muligheden for at hæve kontanter fra betalingskontoen i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, ved henvendelse i pengeinstituttets forretningslokale eller i pengeautomater både inden for og uden for pengeinstituttets åbningstider.
4) Muligheden for i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, at foretage
a) direkte debiteringer,
b) betalingstransaktioner med et betalingskort, herunder onlinebetalinger, og
c) kredittransaktioner, herunder stående ordrer, ved, såfremt de forefindes, terminaler, henvendelse i pengeinstituttets forretningslokale og via onlinefaciliteter.

§ 11
Stk 1.
Pengeinstitutter skal tilbyde en forbruger en basal betalingskonto, jf. § 9, i danske kroner, medmindre åbning af en sådan konto vil føre til en overtrædelse af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.

Stk. 4.
Pengeinstitutter skal hurtigst muligt og senest 10 arbejdsdage efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning om en basal betalingskonto åbne en sådan konto eller give afslag herpå. Pengeinstituttet skal vederlagsfrit give forbrugeren en begrundelse for et afslag. Begrundelse kan udelades af hensyn til national sikkerhed eller offentlig orden, eller hvis det er hensigtsmæssigt for at sikre fortrolighed om underretninger i henhold til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme. …

…”

Af bekendtgørelse nummer 330 af 7. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder fremgår blandt andet:

”…

Kapitel 5. Særlige regler for pengeinstitutter

§ 15
Et pengeinstitut kan ikke uden en individuel og saglig begrundelse nægte at oprette en basal indlånskonto til en privatkunde, jf. stk. 2. Begrundelsen skal på anmodning gives i papirformat eller på andet varigt medium.
Stk. 2.
En basal indlånskonto skal som minimum omfatte følgende funktioner, jf. dog stk. 3 og 4:
1) Mulighed for at indsætte og hæve kontanter.
2) Mulighed for at gennemføre betalingstransaktioner med et debetkort med saldokontrol.
3) Mulighed for indgående kredittransaktioner.
Stk. 3.

...”

Parternes påstande

Den 1. marts 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fynske Bank skal oprette en Nemkonto til ham.

Fynske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken uberettiget har afslået at oprette en lovpligtig basal indlåns-/betalingskonto (Nemkonto) til ham, så han har mulighed for at modtage sit tilgodehavende hos Gældsstyrelsen og at betale sine månedlige udgifter.

Han har ingen bankkonto i Danmark, så han har brug for at få lavet en Nemkonto med netbank og et betalingskort med mulighed for at betale sine basale udgifter som el og vand, husleje, telefon, internet osv.

Det er lovpligtigt at have en Nemkonto.

Bankens afslag var usagligt. Han sendte al den information banken anmodede om. Det var derfor uforståeligt, at bankens begrundelse var manglende gennemsigtighed.

Banken er ikke fremkommet med nogen konkret grund til at afvise ham som kunde.

Han forbeholder sig at sagsøge banken, hvis bankens afslag får konsekvenser for ham eller på anden måde skader hans virke i Danmark.

Fynske Bank har anført, at banken på baggrund af de oplysninger banken modtog om klagerens økonomi, herunder udenlandske virksomheder, foretog et skøn i forhold til bankens forretningsmodel og risikovurdering.

Afvisningen skete som følge af en gennemgang af det indsendte materiale og samtaler, hvilket, jævnfør reglerne om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven), medførte, at banken vurderede, at den ikke kunne indgå i et kundeforhold.

Som følge heraf samt lov om betalingskonti § 11, stk. 4, 3. pkt., kan banken ikke komme med yderligere bemærkninger til denne sag.

Ankenævnets bemærkninger

I begyndelsen af 2021 afslog Fynske Bank en kundeansøgning fra klageren. Klageren, der efter ti år i udlandet var vendt tilbage til Danmark, ønskede at oprette en Nemkonto med netbank og betalingskort, og han sendte udførlige oplysninger om sine økonomiske forhold til banken. Banken har anført, at afvisningen skete som følge af en gennemgang af det indsendte materiale og samtaler, hvilket, jævnfør reglerne om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) medførte, at banken vurderede, at den ikke kunne indgå i et kundeforhold. Som følge heraf samt lov om betalingskonti § 11, stk. 4, 3. pkt., kunne banken ikke komme med yderligere bemærkninger til denne sag.

Tre medlemmer – Bo Østergaard, Christina Bryanth Konge og Jimmy Bak – udtaler: 

Vi finder, at det som udgangspunkt må være op til et pengeinstitut selv at afgøre, hvilke krav der bør stilles til kunder på baggrund af reglerne i hvidvaskloven. Dette udgangspunkt finder vi ikke grundlag for at fravige i denne sag.

Vi finder derfor ikke, at klageren skal have medhold i sin påstand om, at banken skal oprette en Nemkonto til ham.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.

To medlemmer – Jacob Ruben Hansen og Finn Borgquist – udtaler:

Banken var som udgangspunkt forpligtet til at oprette en basal indlånskonto, jævnfør bekendtgørelse nummer 330 af 7. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder § 15, og en basal betalingskonto, jævnfør lovbekendtgørelse nummer 1.805 af 12. december 2018 om betalingskonti § 11, jævnfør § 9, til klageren som privatkunde.

Klageren tilvejebragte de oplysninger og den dokumentation vedrørende sine økonomiske forhold, som banken anmodede om. Vi finder ikke, at banken har godtgjort eller sandsynliggjort en saglig begrundelse for at afslå klagerens anmodning om en basal indlånskonto og en basal betalingskonto.

Vi stemmer derfor for, at klageren får medhold i sin påstand om, at banken skal oprette en Nemkonto til ham.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.