Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ansvar ved manglende tegning af gruppeinvaliderente.

Sagsnummer: 439/1995
Dato: 11-06-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Ole Just, Allan Pedersen, Jens Ole Stahl
Klageemne: Forsikring - gruppeforsikring
Ledetekst: Spørgsmål om ansvar ved manglende tegning af gruppeinvaliderente.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren oprettede den 30. december 1992 en kapitalpensionskonto hos indklagede, hvorpå han månedligt skulle indsætte 400 kr. Af aftalen om ordningens oprettelse fremgår, at der skulle tilknyttes en gruppeinvaliderente tegnet gennem Tryg Forsikring. Klageren underskrev samme dag begæring om oprettelse af gruppeinvaliderente.

Begæringen om gruppeinvaliderente består af et dokumentsæt med et omslag, hvoraf side 1 og side 4 udgør begæringen og side 2 og 3 er skema til brug for helbredsoplysninger. Indklagede har oplyst, at begæringens forside blev udfyldt i afdelingen, hvorefter sættet blev adskilt og omslaget udleveret til klageren med frikuvert til Tryg, således at klageren herefter skulle udfylde skemaet med helbredsoplysninger og indsende dette til Tryg.

Klageren rettede i juli 1995 henvendelse til indklagede, idet han var kommet til skade. Ved henvendelse til Tryg konstaterede indklagede, at gruppeinvaliderenten ikke var tegnet for klageren, idet Tryg oplyste ikke at have modtaget helbredsattest i udfyldt stand.

Der er fremlagt kopi af skrivelse af 26. januar 1993 fra Tryg til klageren, hvori klageren blev erindret om indsendelse af helbredsattest, idet det samtidig oplystes, at såfremt attesten ikke var modtaget inden 14 dage, tillod Tryg sig at gå ud fra, at klageren ikke ønskede forsikringen.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille ham, som om gruppeinvaliderenten var tegnet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han udfyldte skemaet om helbredsoplysninger og fremsendte det til Tryg, men hørte siden intet fra selskabet. Han har ikke modtaget rykker for helbredsoplysningerne. Han havde tillid til, at forsikringen blev tegnet. Efter tilskadekomsten i juni 1995 kontaktede han Tryg, hvor en medarbejder bekræftede, at man havde modtaget helbredsoplysningerne, men at ordningen ikke var oprettet som følge af, at man ikke havde modtaget præmien fra indklagede.

Indklagede har anført, at klageren ved oprettelsen af kapitalpensionsordningen og tegningen af forsikringen fik at vide, at han ville få direkte besked fra Tryg, når forsikringen var antaget. Ved tegning af gruppeinvaliderente rekvireres helbredsattest af Tryg, hvis selskabet på grund af oplysninger i begæringen finder, at en sådan attest er nødvendig for at antage forsikringen. Indklagede har ikke pådraget sig ansvar som følge af den manglende tegning af gruppeinvaliderenten, idet begæringen er udfyldt korrekt fra indklagedes side og fremsendt til Tryg. Tryg rykkede klageren for afgivelse af helbredsoplysninger, men disse fremkom ikke. Det bestrides, at manglende overførsel af forsikringspræmie fra indklagede til Tryg skulle være årsag til forsikringens manglende etablering.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ved sagens afgørelse at kunne lægge til grund, at forsikringsbegæringen blev korrekt udfyldt af indklagede og fremsendt til Tryg med henblik på dette selskabs vurdering af, om helbredsoplysninger skulle indhentes fra klageren. Af kopi af skrivelse fra Tryg til klageren af 26. januar 1993 fremgår, at klageren blev rykket for indsendelse af helbredsoplysninger, men klageren har ikke reageret herpå. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar som følge af den manglende tegning af forsikringen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.