Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning begrundet i forkert angivelse af udløbsdato på en limiteret købsordre.

Sagsnummer: 90/2026
Dato: 04-09-2026
Ankenævn: Katrine Waagepetersen, Jacob Grubbe, Iben Leisner, Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen
Klageemne: Netbank - værdipapirer
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Krav om erstatning begrundet i forkert angivelse af udløbsdato på en limiteret købsordre.
Indklagede: Nykredit Bank /Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning begrundet i forkert angivelse af udløbsdato på en limiteret købsordre.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nykredit Bank/Spar Nord Bank og havde adgang til værdipapirhandel via netbank.

Af bankens vilkår for handel med værdipapirer via MitNykredit gældende fra den 12. december 2017 fremgår blandt andet:

”3.2.2 Afgivelse af ordrer

…

3.2.2.3 Ordrer skal afgives med en udløbsdato. Ordren er herefter gyldig i perioden fra datoen for ordrens afgivelse til udløbsdatoen. Ved udløb af ordrens sidste gyldighedsdag vil ordren blive slettet i det omfang, den ikke er handlet.

…

3.2.3 Kontrol/overvågning

3.2.3.1 Korrekt indlagte ordrer vil fremgå af oversigten ”Ordrer på børsen”. Når kunden har indlagt en ordre, bør kunden altid kontrollere oversigten for at sikre, at ordren er blevet korrekt behandlet/registreret på NASDAQ Copenhagen A/S. Kunden gøres opmærksom på, at der kan være en vis transaktionstid fra ordren afgives til den fremgår af oversigten.

3.2.3.2 Kunden bør, når en ordre udløber, jf. 3.2.2.3, altid kontrollere oversigten ”Ordrer på børsen” med henblik på at sikre, at udløbet er blevet korrekt behandlet/registreret på NASDAQ Copenhagen A/S. Kunden bør tillige kontrollere oversigten ”Uafviklede handler” for at kontrollere, hvor stor en del af ordren, der eventuelt er blevet handlet inden udløb.

…”

Af bankens ordreudførelsespolitik af april 2025 fremgår blandt andet:

”3. BETYDNINGEN AF EN SPECIFIK INSTRUKS

Hvis banken modtager en specifik instruks fra dig i relation til hele orden eller til dele af ordren, vil banken være forpligtet til at udføre ordren i overensstemmelse med din instruks. Eksempelvis betragter vi ordrer med limitkurs afgivet af dig i netbanken som en specifik instruks. Du skal være opmærksom på, at din specifikke instruks måske ikke vil give det bedst mulige resultat sammenlignet med, hvis vi kunne have udført ordren efter vores eget bedste skøn. …”

Klageren har oplyst, at han den 1. december 2025 via netbank indlagde en limiteret ordre på køb af 40.000 stk. Shape Robotics aktier til kurs 3,10 med udløbsdato samme dag.

Den 2. december 2025 indlagde klageren via netbank en limiteret ordre på køb af 45.000 stk. Shape Robotics aktier til kurs 3,95. Banken har oplyst, at ordren blev indlagt med udløbsdato den 2. januar 2026. Klageren har oplyst, at han indlagde ordren med udløbsdato den 2. december 2025.

Ved besked af 12. december 2025 til banken meddelte klageren:

”Under menupunktet handler har jeg 1 igang værende handel på aktier i Shape Robotics A/S.

Denne aktie købs ordre er oprettet med udløbsdato 1 December men er stadig aktiv 12 December angivet som en aktiv ordre, hvilket jeg gerne vil have en forklaring på. Samt sikre at ordren bliver slettet. Vedlagt billeder af ordre detaljer.

Det er ikke første gang at jeg har oplevet at en aktie købs ordre ikke slettes ved udløb, men første gang at en ordre har hængt så længe.”

Klageren har oplyst, at han samme dag tog to skærmbilleder af ordren med udløb den 1. december 2025, som han sendte til banken i en ZIP-fil. Klageren har fremlagt de to skærmbilleder samt skærmbilleder af filernes egenskaber. Af skærmbillederne med ordren fremgår en ordre om køb af 40.000 stk. Shape Robotics A/S til en limitkurs på 3,10 og datoen 1. december 2025. Af skærmbillederne med filernes egenskaber fremgår, at skærmbillederne med ordren blev oprettet den 12. december 2025.

Klageren har oplyst, at banken svarede:

”Jeg har bedt vores bagland om at få slettet den ordre du henviser til og som skulle være udløbet.

Jeg har beskrevet at du ofte oplever dette problem.”

Klageren har oplyst, at han samme dag opdagede, at der fra hans netbank var foretaget et køb på 45.000 stk. Shape Robotics aktier til kurs 3,95, og at handelsbeløbet udgjorde 178.016,63 kr.

Samme dag meddelte klageren banken:

”Da jeg checkede mit depot i dag opdager jeg at der er foretaget et køb af 45000 aktier i Shape robitics til kurs 3.95. Købs detaljer indikere at der er lagt en ordre på 45000 aktier i Shape robitics med en limit kurs 3.95.

Vil sættepris på en forklaring da jeg ikke kan mindes at have oprettet en sådan ordre?”

Ved besked af 15. december 2025 til banken fremsatte klageren indsigelse mod købet af 45.000 stk. Shape Robotics aktier. I indsigelsen anførte klageren blandt andet, at han på intet tidspunkt havde oprettet en ordre på køb af 45.000 stk. aktier til en limitkurs på 3,95, og han anmodede derfor banken om at korrigere indholdet i hans depot.

Ved besked af 16. december 2025 til klageren svarede banken følgende:

”Først vedrørende handlen på de 45.000 Shape Robotics. Her kan mit bagland se at ordren er lagt som selvbetjening altså via netbanken den 2. december kl. 9.20 og afregnet den 12. december kl. 11.31.

Giv mig besked hvis du ikke kan erindre denne ordre så må vi gå et spadestik dybere.

Med hensyn til de ordrer du kan se i netbanken står de som slettet hos os.

Det drejer sig om først ordren på 40.000 Shape Robotics den er slettet og ordren resterende mængde 32.144 stk. den er også slettet, idet der er afregnet 7.856 stk. til 3,10.

Håber det giver mening eller må du lige kontakte mig hvis vi skal gå videre med handlen på de 45.000 stk. Shape Robotics.”

Samme dag oplyste klageren banken:

”Jeg har genbesøgt min hukommelse og jeg har forsøgt at finde detaljer omkring ordre afgivelse via jeres web interface så som dato for ordre afgivelse og hvilken udløbsdato jeg har sat. Det er nok rigtigt jeg har oprettet en ordre per 2 Dec 2025 med en limit kurs på 3.95, og når jeg tænker tilbage mindes jeg at jeg tænkte at den ordre ikke vil blive gennemført da kursen overstiger min limit kurs. Det store spørgsmål er nu hvilken udløbsdato er der på ordren?

Hvis du ser på mine ordrer er det meget sjældent at jeg sætter en udløbs dato som ligger ca. 2 uger efter ordre afgivelse, specielt med en aktie som Shape Robotics er det ikke noget jeg ville gøre. Dette kombineret med at jeg har oplevet flere aktie købsordre som ikke er blevet slettet ved ordre udløb, blandt den anden Shape Robotics ordre som blev angivet som stadig at være aktiv 11 dage efter ordre afgivelse, og formodentligt ville have været aktiv endnu længere og måske udført hvis jeg ikke havde skrevet en besked. Gør at jeg vil anmode om at der fremskaffes præcise detaljer omkring ordre afgivelse der er foretaget, med fokus på den udløbs dato jeg har anmodet om. Jeg må indrømme at med det antal ordre jeg har haft som ikke er blevet slettet ved udløbs dato har jeg en begræset tillid til jeres data håndtering.

Jeg vil også opfordre til at i er mere detaljeret i den information i gør tilgængelig via jeres webinterface mht. orde dato og udløbsdato. For en aktie købs (eller salgs) ordre som ikke er blevet gennemført er jeg i stand til at se ordre dato og udløbs dato i 30 dage efter ordre udløb, men for en helt eller delvist udført ordre er sådanne oplysninger ikke tilgængelige. Det burde være et mindre element at gemme sådanne detaljer som en del af en transaktion.

Hvis jeg ser en transaktion som jeg ikke mener skulle have været gennemført, hvilken reaktion bør jeg så foretage mig? Da jeg så aktierne i mit depot var min umiddelbare tanke at jeg burde sælge dem med det samme, da jeg mente at de ville falde yderligere. Men da jeg ikke umiddelbart kunne identificere det som en transaktion jeg havde initieret gjorde jeg det ikke. Da jeg ikke ville sælge aktier som måske tilhørte en anden person

Dette gør også at jeg gerne havde set en hurtigere reaktion fra jeres side således at jeg havde kunnet foretaget en korrigerende reaktion med det samme. Alt sammen noget som jeg havde kunnet afgøre hvis ordre dato og udløbsdato havde været en del af jeres web interface hvis disse informationer havde været tilgængelige for mig have jeg oprette en salgsordre med de samme.”

Ved besked af 17. december 2025 til klageren svarede banken:

”Ordren er som tidligere nævnt oprettet dem 2. december kl. 9.20 køb 45.000 stk. Shape Robotics med limit kurs 3,95.

Udløb er sat til den 2. januar 2026.

Jeg har vedhæftet data fra vores system med oplysninger om ordren der er lagt via netbanken.

Hvis der skulle være en handel der er foretaget som du er helt sikker på ikke er udført af dig og som vi også kan se ikke er udført af dig, vil du ikke være ansvarlig og vi vil kunne slette ordren/handlen hvis det godtgøres, at du ikke har anmodet om ordren.

Hvis du gerne vil have hurtig afklaring er det bedste du kan gøre, at ringe til Nykredit så vi kan hjælpe hurtigst muligt.”

Vedhæftet beskeden var et skærmprint med handelsoplysninger, hvoraf fremgår, at der var effektueret et køb af 45.000 stk. aktier, og kursen var angivet til 3,95 og limitdatoen til den 2. januar 2026.

Samme dag oplyste klageren banken blandt andet, at han havde haft til hensigt at oprette en ordre med udløb samme dag og ikke havde været opmærksom på, at systemet havde skiftet udløbsdatoen. Kombinationen af den automatisk fastsatte udløbsdato, og at han ikke var opmærksom herpå, var årsagen til det uventede køb af aktierne. Endvidere spurgte klageren, hvordan han skulle forholde sig, hvis han opdagede en transaktion, som han ikke mente, skulle være gennemført, samt hvad der var sket, hvis han havde solgt aktierne, og det blev konstateret, at de var tilskrevet hans konto ved en fejl.

Hertil svarede banken, at klageren skulle kontakte banken, hvis han havde brug for et hurtigt svar. Herudover meddelte banken:

”Du skriver hvad der vil ske hvis der er handlet via netbanken og du ikke mener du har foretaget handlen og så vælger selv af sælge værdipapiret. I sådan et tilfælde vil jeg opfordre dig til, at tage fat i Nykredit inden et evt. salg så vi kan hjælpe med en eventuel rettelse/salg og klarhed over om det er en fejl.

Jeg kan ikke beskrive hvorledes vi vil handle i alle fremtidige situationer men normalt er det således, at hvis vi har lavet fejl så retter vi uden omkostninger for vores kunder. Det er bare meget vigtigt, at vi hurtigst muligt bliver gjort opmærksom på en eventuel fejl.”

Klageren svarede blandt andet:

”Mth. Den sidste del omkring henvendelse til Nykredit så skete min skriftlige henvendelse til jer umiddelbart efter at jeg havde konstateret at der var sket en aktie handel som jeg ikke mente burde være sket. Jeres bruger interface indikerede kort derefter at besked var blevet åbnet (viste en åbnet konvolut). Min antagelse har jo været at når besked er indikeret som åbnet i webinterface, er I klar over emne og tager hurtigt aktion afhængigt af emne hvor jeg ser en mistænke om en fejlbehæftet aktie transaktion som en rimelig alvorlig ting.”

Parterne havde herefter yderligere dialog om angivelse af en ordres udløbsdato.

Samme dag meddelte banken i forlængelse af klagerens indsigelse af 15. december 2025:

”Jeg går ud fra denne besked bare kan lukkes eftersom det er køb af de samme 45.000 Shape Robotics vi har kommunikeret om.”

Ved besked af 18. december 2025 til banken bad klageren om en status på hans indsigelse mod købet af Shape Robotics aktierne og oplyste, at han var bekymret for aktiens kursudvikling. Endvidere opfordrede klageren til, at banken fremadrettet ændrede på, hvordan udløbsdatoen blev angivet, således at der ikke var tvivl om, at ordrens udløbsdato var sat af kunden og ikke af bankens formular. 

Ved besked af 19. december 2025 til banken klagede klageren over bankens sagsbehandlingstid. Af klagen fremgår blandt andet:

”I lyset af den seneste udvikling mht. Shape Robotics aktien, som pt. er suspenderet og den behandlings tid der har været mht. min indsigelse omkring det køb af Shape Roboics der er foretaget, hvor sagen endnu ikke er besvaret fra jeres side, vil jeg allerede nu klage over den behandlings tid der har været pga den økonomiske konsekvens sagen muligvis kan få for mig. Dette for at sørge for at jeg klager rettidigt, og hellere for tidligt end for sent.”

Ved besked af 22. december 2025 til klagen afviste banken at annullere klagerens køb af Shape Robotics aktierne. Af afvisningen fremgår blandt andet:

”Tak for dine mails om ordre på Shape Robotics i Netbanken. Vi er kede af, at du oplever udfordringer med ordreprocessen, men vi vil samtidig minde om, at det er kundens ansvar at sikre, at ordrer afgives korrekt. Når man anlægger en limiteret ordre i Netbanken, er det muligt at definere, hvor lang tid ordren skal gælde _ for eksempel indtil børsluk samme dag eller en efterfølgende vilkårlig dag. Feltet er som standard forudfyldt med, at ordren er gældende i 30 dage. I ordreprocessen fremgår den dato, hvor ordren er gældende til, både i det billede, hvor ordren anlægges, og i den efterfølgende proces med MitID-godkendelse af ordren.

I Tillægsaftale om MitNykredit værdipapirhandel fremgår det af punkt 3.3.4, at du som kunde opfordres til efter afgivelse af ordrer at kontrollere oversigten _Uafviklede handler_ for at sikre, at ordren er korrekt registreret. Vi er derfor af den opfattelse, at vi tydeligt gør opmærksom på både udløbsdatoen i ordreprocessen og på vigtigheden af, at man som kunde kontrollerer ordren, efter den er afgivet. Vi kan derfor ikke annullere den pågældende handel.

Med hensyn til din mail om vores behandlingstid af henvendelsen ser vi desuden ikke en sammenhæng til økonomiske konsekvenser, uanset om vores behandlingstid har været rimelig eller ej.”

Samme dag spurgte klageren blandt andet banken, i hvilket omfang et salg af aktierne ville påvirke hans klagemuligheder samt kompensation for et tab i tilfælde af medhold i klagen. Endvidere henviste klageren til bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.

Ved besked af 23. december 2025 til klageren meddelte banken blandt andet, at såfremt klageren handlede aktien, ville det ikke påvirke hans klagemuligheder og et eventuelt erstatningsspørgsmål.

Den 29. december 2025 klagede klageren til banken.

Ved e-mail af 13. januar 2026 afviste banken klagen.

Parterne havde herefter yderligere korrespondance.

Parternes påstande

Den 4. februar 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank/Spar Nord Bank skal tage ejerskab over hans 45.000 stk. Shape Robotics aktier og betale ham 178.016,63 kr.

Nykredit Bank/Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført blandt andet, at banken bør drages til ansvar for, at der den 12. december 2025 blev foretaget et af ham uventet og uønsket køb af Shape Robotics aktier. Banken har handlet ansvarspådragende og er erstatningsansvarlig.

Den 12. december 2025 observerede han to hændelser i sin netbank relateret til Shape Robotics aktien. Han observerede, at der var en Shape Robotics aktiekøbsordre, som var oprettet den 1. december 2025 med udløb samme dato, som stadig var angivet som aktiv med teksten ”under behandling kontakt banken”. Det normale forløb i forhold til en udløbet ordre er, at den bliver vist som slettet og fem dage senere ikke længere er synlig for kunden via bankens webinterface. Han tog to skærmbilleder af den aktive ordre og sendte dem til banken. I sit svar til ham anerkendte banken efterfølgende, at der havde ligget en købsordre i hans depot, der ikke var slettet rettidigt, og hans henvendelse var årsagen til, at ordren blev slettet og ikke gennemført. Han har dokumenteret forholdet. Han antager, at årsagen til, at banken ikke sletter en ordre som forventet, er, at der er en fejl i bankens netbank med hensyn til, hvordan en aktiehandels udløbsdato registreres og håndteres.

Samme dag opdagede han, at der var foretaget et køb af 45.000 stk. Shape Robotics aktier til kurs 3,95. Han huskede, at ordren af 2. december 2025 var afgivet med udløbsdato den 2. december 2025, hvilket var begrundet i aktiens risikoprofil.

Han kontrollerede ordredetaljerne forud for ordreafgivelserne. Banken præsenterede den forventede udløbsdato i forbindelse med begge ordreafgivelser i forbindelse med bekræftelse med MitID. I begge tilfælde foretog banken ikke en korrekt registrering af hans afgivne udløbsdato.

Da han så Shape Robotics aktien i sit depot, var hans umiddelbare indskydelse, at han skulle sælge aktien. På det tidspunkt havde aktien en kurs på 4,00 kr. og kunne have været afsat på den efterfølgende handelsdag til samme kurs som det foretagne køb. Da han ikke var klar over, om et salg kunne være ansvarspådragende for ham, afstod han fra at sælge, men spurgte banken, hvilken handling der var den rigtige, og han blev rådet til at afvente et svar fra banken.

Når man sender en meddelelse til banken, angiver dens interface, at beskeden er modtaget og læst ved at vise en åben konvolut. Hvordan og hvor hurtigt banken behandler de modtagne meddelelser, anser han for at være bankens ansvar.

Banken har ikke svaret på, hvorfor banken en gang imellem ikke eksekverer hans ordrer, men lader ordren være aktiv ud over den af ham angivne udløbsdato. Han har ønsket at dokumentere, at han flere gange har oplevet, at banken ikke har eksekveret hans aktiehandelsordrer. I netbanken kunne han imidlertid ikke se sine beskeder til banken og bankens svar. Han anmodede banken om at fremskaffe beskederne. Endvidere bad han banken om at dokumentere sin påstand om, at han tidligere har gjort brug af lange udløbstider i sine handelsordrer ved at fremlægge en oversigt over hans handelsordrer. Banken imødekom ikke hans anmodninger.

På bankens aktieordre-formular skal tre væsentlige oplysninger angives. Disse er limitkursen og antal aktier, der skal indskrives i et tomt felt, samt udløbsdatoen, der står i et felt, som er prækonfigureret med den sidst mulige udløbsdato, som ligger 30 dage ud i fremtiden. Da banken har prækonfigureret dette felt, kan det næste skridt i en handelsordre initieres, uden at kunden ændrer eller bemærker indholdet af feltet. Banken burde lade alle tre felter være tomme, så der kræves aktiv stillingtagen fra kunden.

Bankens prækonfiguration med den værst mulige udløbsdato, som giver den længst mulige løbetid af en handelsordre, skaber en urimelig risiko for, at bankens kunder får afgivet en handelsordre, som ikke er i kundernes bedste interesse, hvilket ikke er i overensstemmelse med §§ 3 og 5 i bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel (BEK nr. 1580 af 17/12/2018).

Banken skal være tydelig og må ikke vildlede, skal agere i sine kunders bedste interesse og ikke udsætte sine kunder for unødig risiko. Hvis man ikke er opmærksom på, at udløbsdatofeltet er præ-konfigureret, opretter man ubevidst en handelsordre med den længst mulige varighed. Hvis man ikke er opmærksom på, at kalenderen åbner med udgangspunkt i præ-konfigurerede data og derfor er flyttet frem i tid, er der mulighed for, at man får ændret dato, men ikke måned.

Det er god bankskik, at banken ved investering i et komplekst produkt er ekstra opmærksom på at agere i kundens bedste interesse.

Banken må anses for at være ansvarlig for, at der blev oprettet en fejlbehæftet ordre den 2. december 2025 og dermed ansvarlig for den aktiehandel i Shape Robotics aktien, der blev foretaget den 12. december 2025.

Nykredit Bank/Spar Nord Bank har anført blandt andet, at banken ikke har handlet ansvarspådragende i forbindelse med den omtvistede handel. Banken har handlet i overensstemmelse med den indgåede aftale og vilkår. Klageren har ikke godtgjort, hvorved banken har handlet ansvarspådragende og ej heller dokumenteret et tab som følge af bankens handlinger eller forsømmelser.

Klageren afgav selv den limiterede købsordre på nominelt 45.000 stk. Shape Robotics aktier til kurs 3,95 via bankens netbank den 2. december 2025 med udløb den 2. januar 2026. Kursrisikoen ved de erhvervede aktier påhvilede klageren, idet handlen blev gennemført i overensstemmelse med den af klageren afgivne og godkendte ordre.

Klageren har ikke lidt et tab, idet aktierne fortsat er i klagerens besiddelse. Den 6. januar 2026 blev der indgivet konkursbegæring mod Shape Robotics A/S, som blev ophævet som følge af en procedurefejl, men aktien er fortsat suspenderet fra handel på børsen. Der vil formentlig blive indgivet en ny konkursbegæring mod selskabet.

Ved ordreafgivelsen har klageren haft mulighed for at angive den ønskede udløbsdato. Udløbsdatoen fremgik desuden klart af ordrebekræftelsen samt i forbindelse med klagerens MitID-godkendelse af ordren. Klagerens MitID-godkendelse sidestilles i dansk ret med en underskrift og udgør dermed en bindende viljeserklæring, der omfatter samtlige ordreoplysninger, herunder udløbsdatoen den 2. januar 2026. Det påhviler klageren at sikre, at de indtastede ordreoplysninger, herunder udløbsdatoen, er korrekte, inden ordren godkendes.

Der er ikke registreret nogen fejl i systemet, ej heller på andre kunders limiterede købsordrer, ligesom der heller ikke er registreret lignende kundeklager. Klagerens generelle påstand om, at han "tidligere flere gange" har oplevet, at ordrer ikke blev slettet ved udløbsdatoen, er udokumenteret og bestrides.

Klageren har ikke fremlagt dokumentation for, at bankens system har været behæftet med fejl, der har medført, at den angivne udløbsdato ikke blev overholdt. Det er som udgangspunkt klageren, der bærer bevisbyrden, og denne bevisbyrde er ikke løftet.  

Banken har foretaget undersøgelser hos sin it-leverandør, som har meddelt, at der ikke har været nogen fejl i systemet i forhold til limithandler i den pågældende periode. Banken har fået besked fra sin it-leverandør om, at de få ordrer, som BEC har været nødt til at ændre status på manuelt, ikke har været aktive i markedet. Det har udelukkende været rent visuelt i BEC/netbanken, hvilket vil sige, at det har ikke kunnet føre til uønskede handler. De af klageren fremlagte skærmbilleder vedrører handler, der ifølge bankens it-leverandør systemmæssigt er lukket korrekt inden for den af klageren fastsatte limitdato. Hvis klagerens tese var korrekt, ville den omtalte handelsordre være blevet gennemført den 16. december 2025, hvor kursen faldt til klagers limitkurs – det gjorde den ikke. Banken kan derfor ikke genkende, at ordren skulle stå som åben.

Den omstændighed, at en allerede udløbet ordre fejlagtigt blev vist som aktiv, medfører ikke i sig selv, at der kan rejses tvivl om korrekt udførelse af en anden og selvstændig ordre med andre ordredetaljer. Ordren af 2. december 2025 er en separat ordre med egne parametre, herunder sin egen udløbsdato, og skal vurderes uafhængigt af den påberåbte visningsfejl. Banken har fra sin it-leverandør fået bekræftet, at ordren af 2. december 2025 er indlagt af klageren selv, og at der ikke er konstateret nogen systemfejl i forbindelse med ordreafgivelsen. Den valgte udløbsdato kan derfor kun være fastsat af klageren selv.

Det følger af den mellem parterne indgåede Tillægsaftale om værdipapirhandel, at kunden er forpligtet til at kontrollere sine ordrer og uafviklede handler i netbanken. Såfremt klageren ikke ønskede ordren gennemført, påhvilede det klageren selv at slette ordren inden udløbsdatoen. Klageren har haft fuld adgang til at overvåge den pågældende ordre i fanen "Uafviklede handler" og har til enhver tid kunnet annullere ordren inden dens udførelse. Klageren undlod dette.

Det fremgår af bankens handelshistorik, at klageren alene i november 2025 indlagde 12 købs- og salgsordrer via netbanken. Det fremgår af bankens systemer, at klageren tidligere har indlagt limiterede ordrer med en udløbsperiode, der overstiger én dag, idet flere handler af klagerens handelshistorik ses afviklet eksempelvis efter to og 10 dage. Dette forudsætter enten, at klageren aktivt har ændret den forudfyldte udløbsdato med eksempelvis 10 dage og dermed har været bekendt med funktionaliteten, eller at ordrerne er blevet indlagt med den forudfyldte standardudløbsdato på 30 dage, men at handlen er sket i takt med, at værdipapirerne har opnået den limiterede handelskurs. Klageren må på denne baggrund anses for at have været fuldt fortrolig med netbankens funktionalitet.

Klageren anfører, at han mindst én gang har fået bekræftet af en medarbejder, at en ordre fejlagtigt stod som aktiv, hvorefter medarbejderen manuelt slettede den. Dette bestrides. Der findes ikke støtte for klagerens påstand i bankens registreringer, herunder rådgivernotater, interne referater, netbankbeskeder eller henvendelser til support.

Bankens anvendelse af en forudfyldt standardudløbsdato på 30 dage for limiterede ordrer i netbanken udgør ikke ansvarspådragende adfærd. Forudfyldning af felter med standardværdier er en almindelig og anerkendt praksis i den finansielle sektor, der tjener til at lette kundens ordreafgivelse og sikre, at alle påkrævede ordreoplysninger er udfyldt. Ordreformularen er ikke i strid med §§ 3 og 5 i BEK nr. 1580 af 17/12/2018.

Klageren har efter handlens gennemførelse valgt at beholde aktierne, uagtet at banken udtrykkeligt har oplyst klageren om, at handlen var korrekt, og senere bekræftet overfor klageren, at et salg ikke ville påvirke en eventuel klagesag. Klageren har selv haft rådighed over aktierne og mulighed for at begrænse et eventuelt tab.

Måtte Ankenævnet nå frem til, at banken har udvist fejl eller forsømmelser, der fører til erstatningspligt, skal der som følge af klagerens egen skyld og tilsidesættelse af sin tabsbegrænsningspligt ske hel eller delvis nedsættelse af et erstatningsbeløb.

Banken har opfyldt sine informationsforpligtelser over for klageren i henhold til investorbeskyttelsesbekendtgørelsen. Banken har endvidere løbende besvaret klagerens henvendelser og vejledt ham.

Såfremt klageren havde rettet henvendelse til banken, således som forudsat i det mellem parterne gældende aftalegrundlag, ville den pågældende fejl være blevet identificeret og korrigeret uden unødigt ophold. Banken kan ikke garantere, hvornår net- og mobilbankbeskeder eller e-mails læses, hvorfor banken opfordrer kunder til at ringe. Hvis klageren vælger at kontakte banken via besked, kan der være en vis forlænget svartid, hvilket i praksis er et forhold, klageren selv er nærmest til at bære risikoen for.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Nykredit Bank/Spar Nord Bank, hvor han havde adgang til værdipapirhandel gennem netbank.

Klageren har oplyst, at han den 1. december 2025 via netbank indlagde en limiteret ordre på køb af 40.000 stk. Shape Robotics aktier til kurs 3,10 med udløbsdato samme dag.

Den 2. december 2025 indlagde klageren via netbank en limiteret ordre på køb af 45.000 stk. Shape Robotics aktier til kurs 3,95. Banken har oplyst, at ordren blev indlagt med udløbsdato 2. januar 2026. Klageren har oplyst, at han indlagde ordren med udløbsdato den 2. december 2025.

Ved besked af 12. december 2025 til banken meddelte klageren, at hans ordre af 1. december 2025 var aktiv, selvom udløbsdatoen var angivet til 1. december 2025.  Hertil svarede banken blandt andet, at den ville slette ordren.

Samme dag blev der fra klagerens netbank foretaget et køb af 45.000 stk. Shape Robotics aktier til kurs 3,95. Klageren har oplyst, at handelsbeløbet udgjorde 178.016,63 kr. Den 15. december 2025 fremsatte klageren indsigelse mod købet over for banken.

Banken svarede, at ordren blev lagt via netbank den 2. december 2025 kl. 9:20 og afregnet den 12. december 2025 kl. 11:31.

Klageren anmodede banken om at fremlægge detaljerne for hans ordreafgivelse, herunder udløbsdatoen. Banken meddelte blandt andet med henvisning til et skærmprint med handelsoplysninger, at udløbsdatoen var sat til den 2. januar 2026.

Samme dag oplyste klageren banken blandt andet, at han havde haft til hensigt at oprette en ordre med udløb samme dag og ikke havde været opmærksom på, at systemet havde skiftet udløbsdatoen. Kombinationen af den automatisk fastsatte udløbsdato, og at han ikke var opmærksom herpå, var årsagen til det uventede køb af aktierne.

Ved besked af 22. december 2025 afviste banken at annullere klagerens køb af Shape Robotics aktierne.

Ankenævnet finder, at det ikke kan anses for godtgjort, at banken har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagerens ordre af 2. december 2025, der førte til købet af aktierne den 12. december 2025.

Ankenævnet finder på baggrund af det af banken fremlagte skærmbillede med handelsoplysninger, at banken har dokumenteret, at klageren oprettede ordren med udløbsdato den 2. januar 2026. Ankenævnet har endvidere lagt vægt på bankens oplysning om, at bankens it-leverandør har bekræftet, at der for så vidt angår ordren af 2. december 2025 ikke er konstateret systemfejl i forbindelse med ordreafgivelsen.

Det forhold, at klagerens ordre af 1. december 2025 stadigvæk fremgik af netbanken den 12. december 2025, ændrer ikke herpå. Ankenævnet har herved blandt andet lagt vægt på det af banken oplyste om, at den af klageren påberåbte visningsfejl vedrørende ordren alene vedrørte visningen af ordrens status som åben i systemet og ikke fejl i de underliggende ordreparametre, herunder udløbsdatoen.

Endvidere finder Ankenævnet, at banken ikke har handlet ansvarspådragende ved på den pågældende måde at have forudfyldt feltet med udløbsdato i sin ordreafgivelsesformular.

Ankenævnet finder yderligere, at der i øvrigt ikke foreligger omstændigheder, der kan føre til, at banken skal pålægges at betale et beløb til klageren.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.