Klage vedrørende aktiehandel med indklagedes udenlandske datterbank afvist.
| Sagsnummer: | 266 /2006 |
| Dato: | 29-03-2007 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Jette Kammer Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Afvisning - kundeforhold § 2, stk. 3
|
| Ledetekst: | Klage vedrørende aktiehandel med indklagedes udenlandske datterbank afvist. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører Ankenævnets kompetence vedrørende en aktiehandel foretaget via indklagedes udenlandske datterbank.
Sagens omstændigheder.
Ved skrivelse af 20. januar 1999 bekræftede indklagedes datterbank i Luxembourg klagerens køb af 4.500 aktier i Easterneuropean Trading Co. (Østeuropæisk Handelsselskab) til kurs 17 svarende til et afregningsbeløb på 76.806 DKK.
Den 26. januar 1999 blev Østeuropæisk Handelsselskab taget under konkursbehandling.
I oktober 1999 indgav klageren klage til Ankenævnet over indklagedes datterbank. Klagen omfattede bl.a. købet af aktier i Østeuropæisk Handelsselskab.
Ved kendelse af 16. december 1999 (sag 413/1999) afviste Ankenævnet at behandle klagen på grund af manglende kompetence.
Den 6. november 2006 indgav klageren klage til Ankenævnet med påstand om, at handlen vedrørende købet af aktierne i Østeuropæisk Handelshus skulle gå tilbage.
Ved skrivelse af 6. november 2006 afviste sekretariatet klagen med henvisning til, at det af de medsendte bilag fremgik, at klagen vedrørte indklagedes datterselskab i Luxembourg og med henvisning til Ankenævnets kendelse af 16. december 1999.
Klageren fastholdt klagen og oplyste ved skrivelse af 27. november 2006, at denne angik indklagede.
Klageren har under sagen fremlagt kopi af en korrespondance med indklagedes direktion vedrørende det omhandlede aktiekøb.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at Ankenævnet realitetsbehandler hans klage og pålægger indklagede at betale 76.806 kr. med tillæg af renter efter Ankenævnets skøn.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han blev lokket til at foretage købet af de omhandlede aktier gennem indklagedes datterbank.
Han anser Ankenævnet for kompetent til at behandle klagen.
Indklagede har anført, at klagetemaet svarer til klagerens klage i Ankenævnets sag 413/1999.
Ankenævnet bør afvise sagen, allerede fordi den tidligere har været behandlet med afvisning til følge; subsidiært må afvisning ske med samme begrundelse som i den tidligere sag.
Det fremgår af afregningsnotaen, at klageren handlede med indklagedes datterbank. Hverken handlen eller klagerens kundeforhold har nogen tilknytning til indklagede eller danske datterselskaber af indklagede.
At klageren senere kontaktede direktionsmedlemmer i indklagede bringer ikke klagen ind under Ankenævnets kompetence.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerens køb af de omhandlede aktier skete via indklagedes datterbank i Luxembourg. Klageren har ikke godtgjort omstændigheder, der viser, at indklagede har givet rådgivning eller oplysninger om det pågældende aktieselskab i forbindelse med klagerens beslutning om købet.
Klageren kan derfor vedrørende købet ikke anses for at have et kundeforhold med indklagede. Ankenævnet har herefter ikke kompetence til at behandle klagen, jf. Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.