Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod rente på prioritetslån og krav om tilbagebetaling af renter.

Sagsnummer: 22/2026
Dato: 29-06-2026
Ankenævn: Katrine Waagepetersen, Jonas Thestrup Nielsen, Jimmy Bak, Elizabeth Bonde og Kim Korup Eriksen.
Klageemne: Rente - udlån
Udlån - rente
Ledetekst: Indsigelse mod rente på prioritetslån og krav om tilbagebetaling af renter.
Indklagede: AL Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod rente på prioritetslån og krav om tilbagebetaling af renter.

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og H, var kunder i AL Sydbank (tidligere Sydbank).

Klagerne ejede en ejendom.

I sommeren 2015 indgik klagerne en aftale med banken om et prioritetslån på 1.050.000 kr. med afdragsfrihed i ti år og med sikkerhed i deres ejendom. Lånet blev forrentet med en variabel rente, for tiden 1,1 % om året. Af Pantebrev – Sydbank Prioritetslån fremgår blandt andet:

Rente

Kreditor kan ændre variable satser, hvis

  • der sker ændringer i forhold, som kreditor ikke har indflydelse på
  • markedsmæssige eller forretningsmæssige forhold begrunder det

Ændringer, der skyldes jeres individuelle forhold, kan ske, når jeres kreditværdighed, den pantsatte ejendoms omsættelighed, kundeforholdets omfang, rentabilitet eller beskaffenhed i øvrigt ændrer sig. I kreditors til enhver tid gældende almindelige forretningsbetingelser kan I læse mere om vilkår for beregning og ændringer af satser – herunder med hvilke varsler ændringer kan ske.

…”

Af bankens Almindelige forretningsbetingelser – privatkunder gældende fra 20. juli 2025 fremgår blandt andet:

2. Elektronisk post

Post fra banken, herunder kontoudskrifter, aftaler, vilkår og ændringer hertil, modtager du som udgangspunkt i elektronisk form i din NetBoks/Indbakke i Sydbank NetBank og Mobilbank.

Post anses for kommet frem på det tidspunkt, hvor den er tilgængelig for dig i din NetBoks/Indbakke/e-Boks.

4. Rente og provision

Vi kan nedsætte variable rentesatser på indlån og forhøje dem på udlån

4.1. uden varsel, hvis der sker ændringer i forhold, som vi ikke har indflydelse på, og som er af betydning for banken, fx når

4.1.1. Penge- eller kreditpolitikken i ind- og udland ændres, herunder når Nationalbanken ændrer sine rentesatser.

4.1.2. Det almindelige renteniveau på penge- og obligationsmarkederne ændres.

4.1.3. Bankens fundingomkostninger ændres.

For realkreditlignende lån i løbende kundeforhold kan ændringer uden varsel alene ske på baggrund af udefrakommende forhold, som banken ikke har indflydelse på, fx ved indførelse af skatter og afgifter, som banken skal opkræve ved optagelse eller forhøjelse af lån eller ved indførelse af obligatorisk deltagelse i en garantifond.

4.2. med 1 måneds varsel, hvis

4.2.1. markedsmæssige forhold begrunder ændringen, herunder ved eventuel sammenlægning med et andet pengeinstitut (eller andet finansielt institut), eller ved en længerevarende ubalance mellem markedsrenterne.

4.2.2. banken - uafhængigt af udviklingen i det almindelige renteniveau - af forretnings- eller indtjeningsmæssige grunde ændrer sin generelle rente- og prisfastsættelse, herunder

• for at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af bankens ressourcer eller kapacitet.

• på grund af øgede omkostninger til at skaffe kapital, herunder ved øgede krav til kapital, likviditet eller solvens.

• på grund af en øget generel kreditrisiko for banken.

• som følge af nye eller øgede bidrag til generelle garantiordninger.

• på grund af en øget operationel risiko for banken.

4.3. Med 3 måneders varsel, hvis

4.3.1. de individuelle forhold, som har haft betydning for fastsættelsen af dine rente- og provisionsvilkår, ændrer sig, herunder ved ændring af størrelsen eller omfanget af dine indlån, udlån eller kreditter.

4.4. Med 6 måneders varsel, hvis

4.4.1. rentesatsen forhøjes på et realkreditlignende lån i et løbende kundeforhold af de grunde, som er nævnt i pkt. 4.2 eller pkt. 4.3.

Vi ændrer provisionssatser og andre satser, der i konkrete aftaler er benævnt fx "tillæg" eller "marginal", efter samme retningslinjer, som gælder for ændring af rentesatser.

Vi oplyser om ændring af satser, beløbsgrænser samt beregnings- og tilskrivningsmetoder ved annoncering i dagspressen eller ved at sende dig en besked. Valg af metode afhænger af den konkrete situation.

…”

Banken har oplyst, at punkt. 2 og 4.2 og 4.4 i bankens Almindelige forretningsbetingelser – privat også var gældende i 2022 og 2023.

Ved brev af 3. august 2022 varslede banken klagerne om en renteændring pr. den 10. februar 2023, hvor renten på prioritetslån blev forhøjet med 0,5 procentpoint. Renteændringen skete som følge af Nationalbankens senest udmeldte renteændringer. Disse markedsmæssige forhold begrundede en tilsvarende tilpasning af bankens priser for at skabe balance i forhold til bankens omkostninger med henvisning til bankens Almindelige forretningsbetingelser – privatkunder punkt 4.4, jf. punkt. 4.2.

Ved brev af 17. oktober 2022 varslede banken klagerne om en renteændring pr. den 24. april 2023, hvor renten på prioritetslån blev forhøjet med 1,25 procentpoint. Renteændringen skete igen som følge af Nationalbankens senest udmeldte renteændringer. Samtidig havde renterne på det øvrige pengemarked også været stigende og havde gjort det dyrere for banken at låne penge, og det betød, at banken satte renten på prioritetslån op med henvisning til bankens Almindelige forretningsbetingelser – privatkunder punkt 4.4, jf. punkt. 4.2.

Ved brev af 18. januar 2023 varslede banken klagerne om en renteændring pr. 24. juli 2023, hvor renten på prioritetslån blev forhøjet med 1,10 procentpoint. Renteændringen skete igen som følge af Nationalbankens forhøjelse af renten. Dette havde gjort det dyrere for banken at låne penge, og det betød, at banken satte renten på prioritetslån op med henvisning til bankens Almindelige forretningsbetingelser – privatkunder punkt 4.4, jf. punkt. 4.2.

Ved brev af 20. april 2023 varslede banken klagerne om en renteændring pr. 26. oktober 2023, hvor renten på prioritetslån blev forhøjet med 0,85 procentpoint. Renteændringen skete igen som følge af Nationalbankens forhøjelse af renten. Dette havde gjort det dyrere for banken at låne penge, og det betød, at banken satte renten på prioritetslån op med henvisning til bankens Almindelige forretningsbetingelser – privatkunder punkt 4.4, jf. punkt. 4.2.

Klagerne har oplyst, at de har modtaget varslingerne af 3. august og 17. oktober 2022, men har bestridt, at de har modtaget varslingerne af 18. januar og 20. april 2023.

Banken har oplyst, at klagerne har modtaget alle varslingerne i deres netbank på de i varslingerne angivne datoer. Banken har fremlagt en udskrift fra sit system, der viser, at M den 24. april 2023 har set rentevarslingen af 20. april 2023 modtaget den 21. april 2023 og den 12. juni 2023 har fjernet/flyttet rentevarslingen af 18. januar 2023 fra sin indbakke i netbanken.

Klagerne har fremlagt lovpligtige underretninger af henholdsvis 22. september 2022, 17. november 2022, 26. januar 2023 og 11. maj 2023 fra banken om ændring i debitorrenten på deres prioritetslån, som banken skal give i henhold til kreditaftalelovens § 9, stk. 1 og 2., hvoraf blandt andet fremgår, at den årlige rente på klagernes prioritetslån pr. 26. oktober 2023 udgjorde 4,8 %.

I slutningen af 2025 henvendte klagerne sig flere gange til banken med ønske om tilbagerulning/nedsættelse af renten på deres prioritetslån, som de mente var for høj.

Banken afviste at tilbagerulle og/eller nedsætte renten og at betale kompensation til klagerne.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt i 2026 indfriede klagerne prioritetslånet.

Parternes påstande

Den 14. januar 2026 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at AL Sydbank A/S skal tilbagebetale for meget betalt rente fra 2022 til 2025 på ca. 40.000 – 50.000 kr.

AL Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har blandt andet anført, at der ikke fremgår nogen begrundelser for renteforhøjelserne i brevene fra banken til dem af henholdsvis 22. september 2022, 17. november 2022, 26. januar 2023 og 11. maj 2023, som de har fremlagt, og renteforhøjelserne var derfor ugyldige.

Banken har fremlagt sine breve af henholdsvis 3. august 2022, 17. oktober 2022, 18. januar 2023 og 20. april 2023 til dem og har oplyst, at dette var bankens rentevarslinger, som den sendte til deres netbank. De har imidlertid ikke modtaget rentevarslingerne af 18. januar 2023 og 20. april 2023.

Alle varslingerne var mangelfulde. De manglede en begrundelse for, at renten skulle stige mere end Nationalbankens rentestigning. Uanset om banken kaldte det underretninger eller varslinger, var det til information for kunden, og derved også relevant med en præcis og uddybende forklaring, når banken hævede renten.

Der henvises blandt andet til lov om finansiel virksomhed § 43, hvoraf det fremgår, at pengeinstitutter skal handle redeligt og loyal over for kunderne. Rentestigninger må ikke være vilkårlige, men være sagligt begrundet, og kunderne har krav på klar information.

Banken burde i stedet have skrevet: ”Nationalbanken hæver renten med 0,50 %, og grundet krigen i Ukraine, øgede råvare- og energipriser er banken nødsaget til at hæve renten til 1,25 %”. Så ville de have været velinformeret og oplyst korrekt, banken havde begrundet sin ekstra rentestigning, og de havde kunnet vælge at ændre deres engagement i banken.

Renten på deres lån er steget fra 1,1 % p.a. til 4,8 % over en kort periode fra september 2022 til maj 2023. Dette svarer til en stigning på 336 %, hvilket er både urimeligt og ude af trit med den rente, som lånet burde være holdt op imod. Banken påstår, at det havde den ret til. Det er de ikke enige i, da en stor del af rentestigningen var ekstra profit til banken og ikke tilstrækkeligt begrundet.

Det er korrekt, at renten er steget i perioden, og i den oprindelige aftale var renten holdt op på Nationalbankens rente. Nationalbankens rente steg ikke med 3,7 % i den korte periode og er faldet flere gange siden. Banken hævede renten på baggrund af falske forudsætninger. Banken har kun valgt at nedsætte renten med 0,25 % om året i marts 2025.

Lånet var i øvrigt helt uden nogen risiko for banken, eftersom deres formue og indestående i banken langt oversteg lånebeløbet på 1.050.000 kr.

Banken har løbende givet misvisende information om rentestigningens hensigt. Straks efter, at de fandt ud af, at renten var steget med 336 % på meget kort tid, henvendte de sig til banken, der så pludselig kunne tilbyde det samme lån til 2,9 % om året. Der var i øvrigt 100 % sikkerhed for lånet. De takkede nej til dette, og har nu indfriet lånet.

De har i perioden fra 31. marts 2023 og fremefter betalt 130.713 kr. i rente (med en rente på 3 % om året). I perioden frem til 31. december 2025 burde renten have været 78.750 kr., hvorved differencen anslås til 51.963 kr.

AL Sydbank har blandt andet anført, at banken har varslet de gennemførte rentestigninger korrekt i henhold til aftalegrundlaget mellem klagerne og banken.

Banken har forud for hver rentestigning begrundet stigningen og henvist til, hvilke af de i bankens almindelige forretningsbetingelser anførte forhold, den pågældende renteændring kunne henføres til.

Banken er ifølge aftalegrundlaget ikke forpligtet til at justere, herunder nedjustere, renten på klagernes prioritetslån løbende i forhold til markedsrentens udvikling.

Klagerne er løbende blevet fuldt ud orienteret om de varslede renteændringer og kunne derfor løbende have valgt en anden finansiering, hvilket klagerne ikke gjorde, formentlig fordi klagernes lån i banken også dengang fortsat var konkurrencedygtigt.

Til klagernes bemærkninger om bankens risiko ved lånet bemærkes, at låneaftalens rentevilkår netop var aftaIt på baggrund af betingelsen om pant i klagernes faste ejendom, hvorfor renten også afspejlede dette. Klagernes eventuelle formue og eventuelle indestående i banken var og er i øvrigt helt uden betydning for aftalens rentevilkår.

De af klagerne fremlagte breve af henholdsvis 22. september 2022, 17. november 2022, 26. januar 2023 og 11. maj 2023 fra banken er lovpligtige underretninger om ændring i debitorrenten på deres prioritetslån, som banken skal give i henhold til kreditaftalelovens § 9, stk. 1 og 2. Banken har fremlagt sine rentevarslinger af 3. august 2022, 17. oktober 2022, 18. januar 2023 og 20. april 2023 til klagerne, hvor den har givet fyldestgørende oplysninger om årsagen til de varslede rentestigninger. Banken har oplyst, at Nationalbankens renteændringer medførte, at det også for banken var blevet dyrere at låne penge, ligesom der i varslingerne var en henvisning til bankens almindelige forretningsbetingelsers pkt. 4.2, hvoraf også fremgik de markedsmæssige, forretnings- og indtjeningsmæssige grunde, som berettigede de varslede rentestigninger.

Klagerne har modtaget alle varslingerne i deres netbank på de i varslingerne angivne datoer. Der henvises i den forbindelse til bankens Almindelige forretningsbetingelser – privat, punkt 2, om elektronisk post. Banken har fremlagt en udskrift fra sit system, der viser, at M den 24. april 2023 har set rentevarslingen modtaget den 21. april 2023 og den 12. juni 2023 har fjernet/flyttet rentevarslingen af 18. januar 2023 fra sin indbakke i netbanken.

Banken har således handlet loyalt og redeligt overfor klagerne, og rentestigningerne over for klagerne er varslet korrekt og fyldestgørende i overensstemmelse med aftalegrundlaget. Det bestrides, at de af banken varslede og gennemførte rentestigninger i forhold til klagerne er ugyldige, ligesom det bestrides, at banken har opkrævet for meget i rente.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne, M og H, var kunder i AL Sydbank (tidligere Sydbank).

I sommeren 2015 indgik klagerne en aftale med banken om et prioritetslån på 1.050.000 kr. med afdragsfrihed i ti år og med sikkerhed i deres ejendom. Lånet blev forrentet med en variabel rente, for tiden 1,1 % om året.

I perioden 10. februar 2023 til 26. oktober 2023 hævede banken renten fire gange, hvorefter rentesatsen pr. den 26. oktober 2023 udgjorde 4,8 % om året for klagernes prioritetslån. Banken begrundede rentestigningerne med Nationalbankens løbende forhøjelser af renten. Samtidig havde renterne på det øvrige pengemarked også været stigende og havde gjort det dyrere for banken at låne penge, og det betød, at banken satte renten på prioritetslån op med henvisning til bankens Almindelige forretningsbetingelser – privatkunder punkt 4.4, jf. punkt. 4.2.

På et ikke nærmere angivet tidspunkt i 2026 indfriede klagerne deres prioritetslån i banken.

Klagerne har stillet krav om, at banken skal tilbagebetale for meget betalt rente fra 2022 til 2025 på ca. 40.000 - 50.000 kr.

Klagerne har blandt andet anført, at de ikke har modtaget rentevarslingerne af 18. januar 2023 og 20. april 2023 fra banken. Alle varslingerne var mangelfulde. De manglede en begrundelse for, at renten skulle stige mere end Nationalbankens rentestigning. Det er korrekt, at renten er steget i perioden, og i den oprindelige aftale var renten holdt op på Nationalbankens rente. Nationalbankens rente steg ikke med 3,7 % i den korte periode og er faldet flere gange siden. Banken har kun valgt at nedsætte renten med 0,25 % om året i marts 2025.

Banken har blandt andet anført, at den har varslet de gennemførte rentestigninger korrekt i henhold til aftalegrundlaget mellem klagerne og banken. Banken har forud for hver rentestigning begrundet stigningen og henvist til, hvilke af de i bankens almindelige forretningsbetingelser anførte forhold, den pågældende renteændring kunne henføres til. Banken er ifølge aftalegrundlaget ikke forpligtet til at justere, herunder nedjustere, renten på klagernes prioritetslån løbende i forhold til markedsrentens udvikling.

Ankenævnet finder, at banken havde hjemmel i klagernes aftale om prioritetslån samt i bankens Almindelige forretningsbetingelser – privat, punkt 4.4, jf. punkt. 4.2, til at foretage de i sagen omhandlende renteændringer. Ankenævnet lægger til grund, at renteændringerne var gældende for alle bankens kunder.

Ankenævnet finder endvidere, at renteforhøjelserne skete med de varsler, der følger af bankens almindelige forretningsbetingelser. Ankenævnet lægger i overensstemmelse med bankens oplysninger, herunder udskriften fra bankens system, der viser, at M havde set varslingerne af henholdsvis 18. januar og 20. april 2023, modtaget den 21. april 2023, fra banken, til grund, at varslingerne blev sendt til klagernes netbank.

Ankenævnet finder endvidere, at klagerne blev informeret om rentestigningerne på fyldestgørende måde, jf. kreditaftalelovens § 9, jf. de af klagerne fremlagte underretninger af henholdsvis 22. september 2022, 17. november 2022, 26. januar 2023 og 11. maj 2023 fra banken.

Det fremgår ikke af aftalen om prioritetslån, at banken var forpligtet til at nedsætte renten løbende i forhold til Nationalbankens rente.

Ankenævnet finder ikke, at en rente på 4,8 % om året for klagernes prioritetslån kan tilsidesættes som urimelig, jf. aftalelovens § 36, jf. § 38 c.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.