Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med placering af midler i aktiebaserede investeringsbeviser.

Sagsnummer:126/2006
Dato:18-10-2006
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Lotte Aakjær Jensen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst:Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med placering af midler i aktiebaserede investeringsbeviser.
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod indklagedes rådgivning ved placering af midler i aktiebaserede investeringsbeviser.

Sagens omstændigheder.

Klageren modtog i 2000 en arv. Klageren ønskede at investere en del af beløbet i værdipapirer, som skulle være et supplement til hendes pension. Klageren er født i 1937.

Klageren rettede henvendelse til indklagede, hvor hun er kunde. I november 2000 investerede klageren for ca. 477.000 kr. i investeringsbeviser i afdelinger af Jyske Invest. Der blev placeret midler i aktiebaserede og obligationsbaserede afdelinger.

Indklagede har anført, at klagerens investeringsprofil blev fastlagt til stabil svarende til en investering med 20 % i aktier og 80 % i obligationer.

I 2001 og 2002 foretog klageren yderligere investering i investeringsbeviser; herunder blev et beløb på 250.000 kr., som indtil da havde stået på en aftalekonto, investeret.

Indklagede har anført, at klageren i 2004 havde en længere drøftelse med indklagede om investeringerne. Det blev aftalt at ændre klagerens investeringsprofil fra stabil til dæmpet strategi svarende til en placering 100 % i obligationer. I overensstemmelse hermed blev investeringsbeviser i aktiebaserede investeringsafdelinger realiseret, hvilket udløste et kurstab.

Den 25. januar 2006 fremsendte skattevæsenet et forslag til ændret skatteansættelse for klageren vedrørende indkomståret 2004. Heraf fremgår, at klageren ved salget i 2004 af de aktiebaserede investeringsforeningsafdelinger havde realiseret et samlet tab på 131.465 kr. En større del af tabet kunne modregnes i fortjenester for aktier ejet i mindst tre år, mens et mindre beløb kunne modregnes i fortjeneste på aktier ejet i mindre end tre år.

På baggrund af skatteansættelsen rettede klageren henvendelse til indklagede, idet klageren fandt, at indklagede havde givet hende vildledende eller dårlig rådgivning.

Ved skrivelse af 5. maj 2006 besvarede indklagede henvendelsen. Indklagede anførte bl.a., at klageren i årene fra 2000 til og med 2004 havde haft totalt udbytte på 168.000 kr., hvorfor man ikke fandt, at hun havde lidt et egentligt tab. Indklagede fandt i øvrigt ikke at have begået fejl eller givet mangelfuld eller vildledende rådgivning, hvorfor man afviste klagerens krav.

Parternes påstande.

Klageren har den 5. maj 2006 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 131.465 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at som følge af, at hun kun har udsigt til en beskeden pension gennem sit arbejde, var investeringen foretaget via indklagede øremærket til supplerende pension.

Hun anser indklagedes rådgivning for fejlagtig, ligesom den har medført tab for hende.

Indklagede har anført, at man ikke har begået fejl eller ydet mangelfuld eller vildledende rådgivning over for klageren.

I 2004 foretog klageren en ændring af sin investeringsstrategi, hvilket medførte handler, der udløste et indtil da urealiseret kurstab.

Klageren blev i den forbindelse forklaret om konsekvenserne af at ændre sin profil, herunder om konsekvenserne af at sælge / realisere tabet på de aktiebaserede investeringsbeviser med henblik på at investere midlerne udelukkende i obligationsbaserede afdelinger.

På baggrund heraf besluttede klageren sig for at sælge den overvejende del af aktierne og investere midlerne i obligationer, hvilket på dette tidspunkt henset til klagerens ønske om en ændret investeringsprofil måtte betragtes som en fornuftig disposition.

Indklagede er ikke pligtig at erstatte klagerens tab, da man ikke har pådraget sig et erstatningsansvar som følge af mangelfuld eller fejlagtig rådgivning.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med klagerens investering i aktiebaserede investeringsforeningsbeviser eller i forbindelse med salg heraf har foretaget fejlagtig rådgivning, der kan medføre et erstatningsansvar over for klageren. Ankenævnet bemærker herved, at klageren måtte indse, at en investering i aktiebaserede investeringsforeninger kunne medføre et tab alt afhængigt af kursudviklingen, og klageren derfor selv måtte tage beslutningen om investeringen og bære risikoen herfor.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.