Indsigelse mod overførsel mellem klagerens konti og indfrielse af klagerens gæld med klagerens midler, foretaget af daværende ægtefælle. Spørgsmål om klageren har lidt et tab.

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod overførsel mellem klagerens konti og indfrielse af klagerens gæld med klagerens midler, foretaget af daværende ægtefælle. Spørgsmål om klageren har lidt et tab.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Danske Bank, hvor hun har en privatkonto med et kreditmaksimum på 385.000 kr. og en erhvervskonto. Klageren flyttede fra sin tidligere ægtefælle, M, den 13. juli 2011. M havde efter det oplyste ikke fuldmagt til klagerens konti.

Ved skøde underskrevet den 16. august 2009 solgte klageren sin lejlighed til M for en kontantpris på 2,5 mio. kr. Skødet blev lyst med anmærkning om et realkreditlån på 2.539.000 kr. og et pantebrev til Danske Bank på 538.000 kr. Den 21. oktober 2009 underskrev klageren og M en meddelelse, hvorefter realkreditlånet skulle indfries delvist med 779.600 kr., der skulle hæves fra klagerens privatkonto. Beløbet blev hævet fra privatkontoen den 30. december 2009. Hævningen fremgik af kontoudskrift sendt til klageren den 31. december 2009. Banken har oplyst, at den resterende del af realkreditlånet blev gældsovertaget af M.

I e-mail af 5. januar 2010 anmodede M banken om at overføre 500.000 kr. fra klagerens erhvervskonto til klagerens privatkonto:

"Der skulle gerne komme 800.000 ind på kontoen i dag fra Jyske Bank. kan du overføre yderligere 500.000 fra erhvervskontoen til den konto der står i minus og så betale den skat som der er vedhæftet denne mail? Og ja det er med vilje, at den bliver betalt for sent – det er efter aftale med revisor."

I e-mail af 6. januar 2010 til M bekræftede banken overførslen, men anførte, at klageren og M selv skulle sørge for betaling af skatten via Skats hjemmeside. Samme dag blev beløbet på 500.000 kr. overført til privatkontoen, der herefter havde en negativ saldo på 498.221,48 kr. Overførslen fremgik af kontoudtog vedrørende privatkontoen sendt til klageren den 29. januar 2010 og af kontoudtog vedrørende erhvervskontoen sendt til klageren den 31. marts 2010. Den 12. januar 2010 blev der betalt 373.564 kr. til Skat fra privatkontoen, der herefter havde en negativ saldo på 73.380,53 kr., idet der forinden den 7. januar 2010 var overført et beløb på 799.990 kr. til kontoen. Betalingen til Skat på 373.564 kr. vedrørte efter det oplyste en restskat, som klageren var blevet pålignet.

I e-mail af 20. januar 2010 til M meddelte banken, at indfrielse af pantebrevet til banken afventede instruks fra M i februar 2010. I e-mail af 4. februar 2010 til M meddelte banken, at indfrielse af pantebrevet ville blive iværksat fra klagerens privatkonto. Den 11. februar 2010 indfriede banken pantebrevet med 517.393,53 kr., der blev trukket fra klagerens privatkonto. Samme dag sendte banken et brev til klageren med meddelelse om indfrielsen. Hævningen fra privatkontoen fremgik af kontoudskrift sendt til klageren den 31. marts 2010.

Den 3. april 2012 anmodede klagerens advokat, A1, banken om at sende kopi af bankens korrespondance med M om klagerens konti. Advokaten henviste endvidere til sin tidligere henvendelse herom.

Den 24. september 2012 indgav klageren klage til Ankenævnet.

Ved e-mail af 7. december 2012 meddelte klagerens advokat, A2, at klageren ønskede en skriftlig undskyldning fra banken. Advokaten anførte endvidere, at han var enig i, at der ikke var lidt et tab, når hævningerne fra klagerens konti var anvendt til nedbringelse af anden gæld, men at klageren havde lidt et tab ved topskattebetaling af det hævede beløb på 500.000 kr., som hun ønskede erstatning for. Banken har anført, at klageren under forligsdrøftelser efter indgivelse af klagen rejste et erstatningskrav på 75.000 kr. svarene til 15 % topskat af overførslen på 500.000 kr. fra klagerens erhvervskonto i virksomhedsskatteordningen til klagerens privatkonto. Erstatningskravet var begrundet i, at klageren ville have undgået denne topskat ved i stedet at opspare de 500.000 kr. i virksomheden og udskyde udbetalingen til 2013, hvor hendes indtægt forventes at blive lavere.

Ved brev af 15. januar 2013 erkendte og beklagede banken, at banken ved en klar fejl havde givet oplysninger om klagerens kontoforhold til M i videre omfang, end bankens tavshedspligt tillod.

Banken har fremlagt kontoudskrift for privatkontoen for perioden fra den 1. oktober 2009 til den 31. marts 2010 og for erhvervskontoen for perioden fra den 4. til den 7. januar 2010.

Banken har endvidere fremlagt klagerens årsopgørelser for 2010 og 2011, hvoraf fremgår, at klageren hævede et opsparet overskud i virksomheden på ca. 3,4 mio. kr. i 2010 og ca. 2,7 mio. kr. i 2011. Endvidere fremgår, at klagerens personlige indkomst var ca. 5 mio. kr. i 2010 og ca. 3 mio. kr. i 2011.

Banken har oplyst, at klagerens personlige virksomhed ophørte i 2012, og at virksomheden efter det oplyste er omdannet til et anpartsselskab.

Parternes påstande

Den 24. september 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal erstatte "de over 1 mio. kr. der er forsvundet/mistet" fra hendes erhvervskonto samt eventuelle andre beløb flyttet fra klagerens konto uden hendes tilladelse.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at M ikke havde adgang til at disponere eller få indsigt i hendes konti. M havde heller ikke i øvrigt adgang til at disponere over hendes eller hendes firmas økonomi. Hun havde særeje i sit firma.

Alligevel ringede og e-mailede M, der var ansat i et realkreditinstitut, med en medarbejder, B hos banken. B flyttede rundt på hendes penge uden hendes tilladelse. B hjalp også M med at overtage/"stjæle" hendes lejlighed uden hendes tilladelse.

M og B indfriede blandt andet et stort realkreditlån, som hun havde, med midler fra hendes firma. B forsømte at indhente hendes tilladelse til dispositionerne. Hun ønskede ikke at indfri lånet før tid.

Hun havde aldrig selv talt med eller korresponderet med B. Hun var uvidende om M’s dispositioner, da hun som følge af et psykisk og fysisk voldeligt forhold til M ikke havde kontrol over sin egen økonomi. Hun blev først bekendt med dispositionerne, da hun flygtede fra M i juli 2011.

Banken har gentagne gange nægtet at tale med hende. Hun og hendes tidligere advokat har forgæves forsøgt at finde ud af, hvor mange penge B og M har flyttet rundt på uden hendes tilladelse, men banken har nægtet at fremlægge disse informationer.

Danske Bank har blandt andet anført, at banken handlede efter klagerens udtrykkelige instruks i forhold til delindfrielsen af realkreditlånet.

Klageren valgte selv at sælge sin lejlighed til M. Salget skete ikke på bankens foranledning eller opfordring.

Banken var efter omstændighederne berettiget til at indfri sit pantebrev. Indfrielsen var en naturlig og nødvendig følge af klagerens salg af ejendommen. M havde ikke en specifik fuldmagt til privatkontoen. M oplyste, at pantebrevet skulle indfries. Medarbejderen hos banken, der udførte indfrielsen, havde den opfattelse, at klageren var indforstået hermed, da det var sædvanligt, at klagerens økonomi i forhold til banken blev forestået af M, og da indfrielsen skete i forlængelse af ejendomshandlen, så handlen kunne gennemføres.

Klageren må antages at have accepteret indfrielsen ved at modtage meddelelse om indfrielsen uden at gøre indsigelse.

Klageren har i øvrigt ikke lidt et tab ved dispositionerne, hvilket klageren via sin advokat har erklæret sig enig i. Klagerens gæld blev reduceret i samme omfang, som der blev disponeret i forbindelse indfrielserne.

Klageren har heller ikke lidt et tab ved bankens overførsel af 500.000 kr. fra erhvervskontoen til privatkontoen.

I 2010, hvor overførslen skete, og i 2011, hævede klageren langt over topskattegrænsen. Det er derfor vanskeligt at se, at det specifikt skulle være overførslen på 500.000 kr., der udløste betaling af topskat.

Hertil kommer, at beløbet blev hævet allerede i januar 2010. Klageren fik tilsendt kontoudtog, hvoraf det hævede beløb fremgik. Klageren kunne også se det indgåede beløb på kontoudtoget vedrørende privatkontoen. Klageren havde derfor mulighed for at indrette sine fremtidige hævninger i 2010 for derved at hindre yderligere topskattebetalinger.

Klageren havde brug for at overføre de 500.000 kr. fra erhvervskontoen, da privatkontoen var i betydeligt overtræk, og da det overførte beløb skulle bruges til at betale en skatterestance, jf. M’s e-mail af 5. januar 2010. Saldoen på klagerens privatkonto var på det tidspunkt negativ med 998.221,48 kr.

Det er således ikke sandsynliggjort, at beløbet ville have været blevet stående i virksomheden indtil 2013. Virksomheden ophørte i øvrigt i 2012, hvorfor opsparet overskud ikke vil kunne anvendes i 2013.

Klageren opfordres til at redegøre nærmere for og til at dokumentere det påståede tab.

Ankenævnets bemærkninger

Indfrielsen af realkreditlånet skete i henhold til skriftlig instruks underskrevet af klageren og M. Bankens indfrielse af realkreditlånet var derfor berettiget. Hertil kommer, at klageren selv valgte at sælge sin lejlighed til M.

M havde ikke fuldmagt til klagerens konti. Ved brev af 15. januar 2013 erkendte og beklagede banken, at man ved en klar fejl fra bankens side havde givet oplysninger om klagerens kontoforhold til M i videre omfang, end bankens tavshedspligt tillod.

Ankenævnet finder, at banken begik en fejl ved at lade M overføre 500.000 kr. fra klagerens erhvervskonto til klagerens privatkonto den 6. januar 2010 og ved at lade M indfri klagerens gæld på 517.393,53 kr. til banken i henhold til pantebrevet med midler fra klagerens privatkonto den 11. februar 2010.

Ankenævnet finder imidlertid ikke, at klageren - trods bankens opfordring hertil - har dokumenteret eller sandsynliggjort at have lidt et erstatningsberettiget tab som følge af bankens fejl. Ankenævnet lægger herved vægt på, at klagerens gæld til banken blev nedbragt ved indfrielsen af pantebrevet, der skete som led i ejendomshandlen, hvorefter klageren overdrog sin lejlighed til M. Ankenævnet finder ikke, at klageren har dokumenteret eller sandsynliggjort, at hun kunne undgå at betale topskat af beløbet på 500.000 kr. Ankenævnet har herved lagt vægt på oplysningerne om klagerens indtægtsforhold i 2010 og 2011, på oplysningen om, at klagerens personligt ejede virksomhed ophørte i 2012, og på oplysningen om, at beløbet hovedsageligt blev anvendt til betaling af klagerens restskat.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.