Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om indløsning/udbetaling af indskud straks til kurs 100 i en selvforvaltende alternativ investeringsfond. Spørgsmål om Ankenævnets kompetence.

Sagsnummer: 146 /2025
Dato: 28-08-2025
Ankenævn: Katrine Waagepetersen, Peter Holdt Holsteen, Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen.
Klageemne:

Ledetekst: Krav om indløsning/udbetaling af indskud straks til kurs 100 i en selvforvaltende alternativ investeringsfond. Spørgsmål om Ankenævnets kompetence.
Indklagede: Langholt Invest
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Investeringsfonde

Indledning

Sagen vedrører krav om indløsning/udbetaling af indskud straks til kurs 100 i en selvforvaltende alternativ investeringsfond. Spørgsmål om Ankenævnets kompetence.

Sagens omstændigheder

Klageren var investor i Langholt Invest.

Henholdsvis den 19. marts 2023, 25. oktober 2023 og den 22. marts 2024 anmodede klageren skriftligt Langholt Invest om indløsning af sit indskud straks til kurs 100 i henhold til foreningens vedtægter.

Langholt Invest afviste klagerens krav om indløsning af sit indskud straks til kurs 100, idet foreningen anførte, at klageren ikke på grundlag af foreningens vedtægter og investorinformation i øvrigt til enhver tid uanset markedsforholdene havde krav på at få indløst sit indskud straks til kurs 100.

Langholt Invest har oplyst, at klageren efter sine anmodninger om indløsning af sit indskud straks har fået udbetalt samme relative andel af sit indskud til kurs 100 som øvrige medlemmer med ventende udbetalingsanmodninger. Klageren har fået udbetalinger for første og andet halvår 2023, og for første og andet halvår 2024, hvilket han også vil få fremover, indtil han er fuldt indløst eller vælger straksindløsning til markedskurs. For de angivne fire halvår er der udbetalt ca. 195.000 kr. til klageren.

Af Vedtægter for Langholt Invest fremgår blandt andet:

Navn og hjemsted

§ 1 Navnet er LANGHOLT INVEST med hjemsted i […] Kommune.

Formål 

§ 2 Foreningen er en selvforvaltende alternativ investeringsfond (AIF). Foreningens formål er at investere de af foreningens medlemmer tilvejebragte midler i danske obligationer. Midlerne søges placeret således, at der opnås en passende risikospredning og et tilfredsstillende resultat.

Medlemskab 

§ 3 Medlemmer af foreningen er enhver, der ejer en eller flere af foreningens investeringsandele. Andele kan erhverves af personer, virksomheder, foreninger mv.

Anbringelse af foreningens midler

§ 5 Foreningens midler anbringes i danske obligationer, jf. § 2. Likvide midler indsættes til bedst mulig forrentning i pengeinstitut.  Investeringerne sker i øvrigt i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning. 

Indskud og indløsning af investeringsandele

§ 12 På et medlems forlangende er foreningen forpligtet til at indløse vedkommendes andel i foreningen. Foreningen skal være åben for indløsning mindst en gang om måneden. Foreningen er under hensyntagen hertil forpligtet til at foretage indløsning hurtigst muligt efter at krav herom er fremsat, men er berettiget til – under hensyntagen til varetagelse af de øvrige medlemmers interesse – at udsætte indløsningen, indtil de til indløsning af andelene nødvendige aktiver er realiseret. Kan aktiver ikke realiseres uden tab, er bestyrelsen berettiget til at udsætte indløsningen i maksimalt 6 måneder. I en sådan situation kan der ikke nyinvesteres i pantebreve eller obligationer. 

§ 13 Indløsningsprisen er maksimalt kurs 100.  Bestyrelsen fastsætter de nærmere vilkår for indløsning til kurs 100.  Der kan gøres fradrag i indløsningsprisen for kursudsving og udgifter ved eventuelt salg af aktiver. Ved anmodning om straksindløsning kan indløsningen baseres på salg af værdipapirer med den på indløsningstidspunktet laveste noterede kurs.”

Af Generel Investorinformation for Langholt Invest fremgår blandt andet:

Indløsning og likviditetsrisici

Investorer kan til enhver tid anmode om indløsning (udbetaling) af sin investering. …

For at opnå bedst muligt udbytte er foreningens likvide beholdning normalt lav. Vi anmoder derfor investorer, der ønsker udbetaling om at meddele dette så tidligt som muligt – gerne 3 måneder før.

Ved udtræden udbetales investeringsbeviser som udgangspunkt til kurs 100 i den takt, der er likvider til det, jf. foreningens vedtægter. Det er således bestyrelsens hensigt, at alle investorer, der ønsker at trække deres investering ud af foreningen, vil kunne få det investerede beløb trukket ud til kurs 100 inden for 13 uger i kraft af løbende udtrækninger af foreningens obligationer.

I tilfælde af, at ekstraordinært mange investorer ønsker at trække deres investering ud, vil bestyrelsen dog ikke kunne garantere udbetaling til kurs 100 inden for 13 uger. Det samme gælder, såfremt en investor ønsker at trække sin investering ud tidligere end inden for 13 uger. I disse tilfælde kan investorerne vælge mellem to muligheder:

1. Straksindløsning

  • Den enkelte investor vil altid kunne udtræde, men i så fald kan det være nødvendigt at sælge ud foreningens obligationsbeholdning med kurstab og omkostninger til følge, hvilket skal dækkes af den/de udtrædende investorer. For at beskytte de fortsættende investorers indskud, vil der i dette tilfælde ske salg af obligationerne med de laveste kurser.

2. Løbende indløsning

  • Øvrige udtrædende investorer vil kunne få deres indskud udbetalt til kurs 100 i den takt, der er likviditet til det. I sådanne situationer udsættes indløsningen til halvårlige terminer d. 1. januar og 1. juli. Er der ved de halvårlige terminer ikke fuld likviditet til fuld indløsning, vil alle ventende investorer få udbetalt samme relative andel af deres investering.

  • Så længe foreningen har ventende indløsningskrav, kan foreningen ikke nyinvestere i obligationer.
  • Da foreningen investerer i obligationer, der anskaffes under kurs 100, vil den enkelte investor i løbet en periode således altid kunne få hele sit indskud indløst til kurs 100, jf. i øvrig foreningens vedtægter.

…”

Den 24. marts 2025 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Ved et brev af 23. april 2025 til Langholt Invest bad sekretariatet blandt andet om foreningens bemærkninger til, hvorvidt foreningen var omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 1, litra c.

Langholt Invest har til belysning af kompetencespørgsmålet oplyst, at Langholt Invest med angivelse af foreningens CVR-nr., er en selvforvaltende alternativ investeringsfond (AIF), jf. lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 4, stk. 1.

Foreningen blev registreret som selvforvaltende AIF hos Finanstilsynet den 10. december 2020. Foreningen er en dansk AIF med hjemsted i en dansk kommune, jf. vedtægternes § 1, og registreringen på virk.dk.

Foreningen har skatteretligt status som obligationsbaseret investeringsforening med minimumsbeskatning, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 c, jf. ligningslovens § 16 C. Enhver udbyttebetaling indberettes til de danske skattemyndigheder.

Foreningen er kun åben for semi-professionelle investorer, jf. lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 5, stk. 5, nr. 2. Foreningen er ikke åben for detailinvestorer.

Foreningen var frem til registreringen den 10. december 2020 en kapitalforening, jf. lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 3, nr. 11, og lovens afsnit VIII. Foreningens navn var frem til december 2020 ’Kapitalforeningen Langholt Invest”. Foreningen var frem til december 2020 forvaltet af selskabet Langholt Invest Forvaltning A/S (nu opløst), der havde tilladelse som forvalter. På anmodning fra selskabet selv, blev tilladelsen inddraget af Finanstilsynet den 10. december 2020, hvorefter foreningen formelt overgik til at være en registreret selvforvaltende AIF.

I forhold til Ankenævnets brev af 23. april 2025 kan det derfor oplyses, at foreningen ikke er en kapitalforening omfattet af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Parternes påstande

Den 24. marts 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Langholt Invest skal udbetale hans indskud på 956.000 kr. straks til kurs 100.

Langholt Invest har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han gennem de sidse 1,5 år har forsøgt at få sin investering hos Langholt Invest udbetalt, men det har ikke været muligt at få udbetalt indskuddet straks til kurs 100.

Han er bekendt med foreningens udbetalingsmuligheder, straksudbetaling eller tre måneders opsigelse. Han valgte at benytte sig af opsigelsesmuligheden på tre måneder for at undgå et ikke ubetydeligt økonomisk tab, som en straksudbetaling giver.

Han ønsker at få sine penge udbetalt straks til kurs 100 i henhold til §§ 12 og 13 i foreningens vedtægter.

Han er 72 år gammel og har brug for sine penge nu.

Langholt Invest har anført, at selv om Ankenævnet måtte komme frem til, at nævnet ikke kan behandle klagen, har foreningen stor interesse i at besvare klagen af hensyn til klagerens forståelse af situationen.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Langholt Invest blandt andet anført, at foreningen meget gerne ville kunne udbetale klagerens (og alle øvrige ventende) indfrielseskrav til kurs 100, men det er ikke for tiden muligt at udbetale klagerens fulde indfrielseskrav til kurs 100 på én gang, uden at dette sker på bekostning af de øvrige investorer. Ved ønsker om indfrielse inden for kort tid, må investorerne i stedet vælge ”straksindløsning” til den aktuelle markedsværdi. Foreningen befinder sig for tiden i en løbende udbetalingsproces, hvor alle ventende indfrielseskrav (ventende investorer) behandles lige i henhold til vedtægternes og Generel Investorinformations regler herom. Der er siden 2023 løbende indløst dele af klagerens investering til kurs 100.

Ankenævnets bemærkninger

Af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 1, litra c, om Ankenævnets kompetence fremgår blandt andet: ”Ankenævnet behandler klager over investeringsforeninger, SIKAV’er og værdipapirfonde omfattet af lov om investeringer m.v. samt kapitalforeninger omfattet af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. (herefter kaldet investeringsfonde), der er etableret i Danmark.”

Ankenævnet behandler klager over kapitalforeninger omfattet af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. I henhold til lovens § 3, stk. 1, nr. 11, defineres en kapitalforening som en alternativ investeringsfond stiftet i medfør af afsnit VIII som en forening med en eller flere investorer, a) hvis formål er at skabe et afkast til foreningens investorer ved investering i likvide midler, herunder valuta, eller finansielle instrumenter omfattet af bilag 2 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, b) hvis vedtægter angiver, at foreningen er en kapitalforening, og c) som har udpeget en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde, som har ansvaret for at forvalte kapitalforeningen.

Ankenævnet lægger i overensstemmelse med oplysningerne fra Langholt Invest til grund, at Langholt Invest ikke er en kapitalforening omfattet af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., idet Langholt Invest er registreret som en selvforvaltende alternativ investeringsfond hos Finanstilsynet og dermed ikke opfylder definitionen af en kapitalforening i lovens § 3, stk. 1, nr. 11.

Klagen er dermed ikke omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 1, litra c.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.