Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod indførelse af provision af kreditmaksimum på Friværdikonto (kassekredit).

Sagsnummer: 184 /2025
Dato: 28-08-2025
Ankenævn: Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer, Karin Duerlund, Rolf Høymann Olsen og Martin Hare Hansen.
Klageemne: Kassekredit - omkostninger
Provision
Ledetekst: Indsigelse mod indførelse af provision af kreditmaksimum på Friværdikonto (kassekredit).
Indklagede: Lån & Spar Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod indførelse af provision af kreditmaksimum på Friværdikonto (kassekredit).

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og H, var kunder i Lån & Spar Bank. Klagerne ejede en ejendom i fællesskab.

Klagerne har oplyst, at de omkring 2010–2012 oprettede en Boligprioritetskonto med henblik på nedsparing, så de kunne låne op til kreditmaksimum. Herefter ændrede de denne til en Friværdikonto med samme formål efter anbefaling og drøftelse med banken. Efterfølgende har de i samarbejde med banken hævet kreditmaksimum til i alt ca. 4,7 mio. kr. Til sikkerhed for friværdikontoen har banken fået underpant i et ejerpantebrev på 2.970.000 kr. i deres ejendom.

Af ”Kassekreditkontrakt” vedrørende friværdikontoen underskrevet af klagerne den 10. februar 2024 fremgår blandt andet:

”Debitor har af Lån & Spar Bank fået tilsagn om en kreditramme på DKK 4.740.000.

Del 1. Individuelle vilkår

Afvikling

Kreditrammen nedskrives med DKK 4.740.000,00 på en gang, den 06-02-2054.

Kredittens væsentligste karakteristika

Kreditten har variabel rente. …

Renter og omkostninger

Renter og omkostninger fastsættes til enhver tid af Lån & Spar Bank A/S.

Debitorrente (Debetrente)

Den årlige debitorrente er variabel og udgør p.t. 5,62000 %.

Særlige bestemmelser

Kreditten er gældende i 30 år. Kreditten skal være indfriet i sin helhed 30 år efter udbetalingsdagen, og i øvrigt på vilkår som fastsat af banken.

Når kreditten har løbet i 10 år fra udbetalingsdagen, genforhandles vilkårene. I de første 10 år fra udbetalingsdagen tilskrives alene renter på kreditten. Derefter kan banken kræve at afvikling/nedskrivning af kreditten påbegyndes.

Lån & Spar kan i øvrigt ændre rentesatsen i overensstemmelse med regler i Lån & Spar Bank A/S Almindelige forretningsbetingelser og Lånebetingelser

Det samlede beløb, som skal betales

                                                                                                  Beløb i DKK

Det samlede kreditbeløb                                                                          4.708.975,00

Renter i hele kreditaftalens løbetid                 7.991.711,65

Provision i hele kreditaftalens løbetid                           0,00

Stiftelsesomkostninger

Beregningsmåde se *)

1    Procentafgift af ejerpantebrev                        25.700,00

2    Tinglysningsafgift                                              1.825,00

3    Gebyr for dokumentudfærdigelse                    3.500,00

Samlede omkostninger                                                                             8.022.736,65

Det samlede beløb der skal betales                                                      12.731.711,65

Det samlede beløb, som skal betales, er beregnet ud fra 100% udnyttelse af kreditaftalen, gældende rente og omkostninger på tidspunktet for indgåelsen af kreditaftalen. Beløbet vil variere ved ændringer heri.

 

De årlige omkostninger i procent (ÅOP) udgør p.t. 5,79 % under følgende antagelser:

  • at det samlede kreditbeløb udnyttes i sin helhed og for kreditaftalens fulde løbetid,
  • at kreditaftalen forbliver gyldig i det aftalte tidsrum,
  • at alle parter opfylder deres forpligtelser på de vilkår og datoer, der er angivet i kreditaftalen,
  • at renten og andre omkostninger er konstant i forhold til udgangspunktet og finder anvendelse, indtil kreditaftalen udløber.

Vilkår for kreditaftalen

  1. Ændring af rente og gebyrer

Renter og gebyrer er variable, medmindre andet fremgår udtrykkeligt.

1.1 Ændring af variable rentesatser og priser

Lån & Spar Bank A/S kan sætte rentesatser op på lån og kreditter.

6. Opsigelse og indfrielse

Lån & Spar Bank A/S kan opsige lån og kreditter med 3 måneders varsel og forlange betaling af det skyldige beløb, herunder påløbne renter og omkostninger.

For kreditten og eventuel kaution og sikkerhedsstillelse gælder Lån & Spar Bank A/S's til enhver tid gældende Almindelige forretningsbetingelser - Privatkunder samt Vilkår for betalingskonti, som kan findes på Lån & Spar Bank A/S's hjemmeside. De nugældende Almindelige forretningsbetingelser findes i del 2 til denne kreditaftale.

Vi har hver især modtaget kopi af denne kreditaftale. Vi er indforstået med, at underretninger, meddelelser mv. fra Lån & Spar Bank A/S kan sendes til kun en enkelt af os med virkning for os alle.

Vi er særskilt blevet oplyst om de årlige omkostninger i procent.

Del 2: Almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder

Lån & Spar Banks almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder

Gældende fra den 30-10-2023

2. Gebyrer på serviceydelser

2.3 Ændring af gebyrer med 1 måneds varsel

Lån & Spar Bank A/S kan i løbende aftaleforhold med 1 måneds varsel sætte sine gebyrer op og indføre nye gebyrer, hvis ændringen er begrundet i forretnings-, markeds- eller lovgivningsmæssige forhold. Det kan f.eks. være:

  • der sker ændringer i de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelsen af dine gebyrvilkår. Det kan f.eks. være ændringer i dit forretningsomfang med Lån & Spar Bank A/S, herunder ændringer i størrelsen og omfanget af dine indlån, lån eller kreditter,
  • ændringen sker for at imødegå øgede omkostninger, herunder som følge af ændrede lovgivningsmæssige krav til pengeinstitutter, stigninger i generelle garantiordninger, eller for at opretholde eller styrke kapitalgrundlaget,
  • for at imødegå øgede solvens-, kapital- eller likviditetskrav eller øgede omkostninger ved tilvejebringelse af kapital,
  • Lån & Spar Bank A/S ændrer sin generelle gebyrfastsættelse af forretningsmæssige grunde, f.eks. for at øge indtjeningen eller opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af Lån & Spar Bank A/S's ressourcer eller kapacitet,
  • For at imødekomme en generel øget kreditrisiko for Lån & Spar Bank A/S.

Nye gebyrer er gebyrer for ydelser, som Lån & Spar Bank A/S ikke tidligere har taget betaling for.

2.4 Ændring af gebyrer for betalingskonti med 2 måneders varsel

I løbende aftaleforhold om betalingskonti, hvorved forstås en konto oprettet med henblik på at gennemføre betalingstransaktioner, kan Lån & Spar Bank A/S kun sætte sine gebyrer op og indføre nye gebyrer med et varsel på 2 måneder.

2.5 Ændring af gebyrer med 3 måneders varsel

For etablerede boliglån kan Lån & Spar Bank A/S af samme årsager, som nævnt under pkt. 2.3, kun sætte sine gebyrer op og indføre nye gebyrer med et varsel på 3 måneder.

…”

I et brev af 19. marts 2025 til M skrev banken:

Vi indfører en provision og nedsætter samtidig renten på din Friværdikonto

Kære [M]

Den 1. juli 2025 indfører vi en provision på 0,50 % af det beløb, som du har mulighed for at trække på din Friværdikonto.

Vi indfører provisionen, fordi vores omkostninger ved at stille kredit til rådighed er steget.

Den 1. juli 2025 nedsætter vi samtidig renten på din Friværdikonto med 0.50 procentpoint, så det bliver billigere for dig at trække på din kredit.

Vil du nedsætte eller lukke din kredit?

Du har lige nu en kredit på din Friværdikonto på 4.740.000 kr. Hvis du ikke længere har brug for den kredit, anbefaler vi, at du nedsætter den, så du ikke skal betale unødig provision. På www.lsb.dk/provision kan du bruge vores beregner for at se, hvad det fremover koster at have kreditten, og derefter nedsætte den i din netbank. Hvis du vil lukke kreditten helt, skal du skrive til mig i din net- eller mobilbank.

Hvordan opkræver vi provisionen?

Den samlede årlige provision på 0,50 % bliver trukket i fire rater: 31/3, 30/6, 30/9 og 31/12. Den første rate bliver derfor trukket den 30. september 2025 og vil fremgå af din konto.

Har du spørgsmål?

Indførelsen af denne provision sker med tre måneders varsel. Du kan læse mere i bankens Almindelige forretningsbetingelser, pkt. 1.3.

…”

I en netbankbesked af 2. april 2025 til klagerne skrev banken:

” Kære [klagerne]

Hvis I nedsætter jeres kreditmaksimum til 2,5 mio. kr. på friværdikontoen, vil 0,5% provision beløbe sig i 8.375 kr/året efter skat.

Som reglerne er i dag så bevilger vi nedsparringslån til kunder op til 60% af en ejendoms værdi, selvom nøgletalene er spinkle – Det er jo netop formålet med nedsparringslån.

Derfor vil jeg gerne være med på at I kan eliminere friværdikontoen for nu, og så på et senere tidspunkt inden 2035, kan nyoprette en friværdikonto uden oprettelsesomkostninger op til 40% af [ejendommens] værdi, så frem at [ejendommen] er ubelånt, hvis etablering af friværdikontoen er til brug for nedsparring – Dvs til brug for at dække jeres løbende udgifter som suplement til jeres løbende pensioner.”

I en e-mail af 3. april 2025 til banken anførte klagerne blandt andet:

”Appel/klage: Fasthold vores Friværdikonto på de aftalte betingelser

Vi skriver til jer, fordi I i brev af 19. marts 2025 oplyser os om, at I har påtænkt at indfører en Provision på 0,50% af det beløb, vi i alt har mulighed for at trække på vores Friværdikonto.

Vi skal hermed meddele, at det kan vi ikke accepterer og vi ønsker at I fastholder vores Friværdikonto på de oprindelige betingelser.

Vi oprettede engang omkring 2010–2012 en Boligprioritetskonto, med det formål at kunne ”spise vores hus i småbidder” altså låne op til vores kreditmaksimum. Siden hen ændrede vi denne til en Friværdikonto, men med samme formål, i øvrigt efter anbefaling og drøftelse med Lån og Spar Bank. Efterfølgende har vi hævet vores Kreditmaksimum til i alt 4.7 mio. kr. igen i samarbejde med Lån og Spar Bank.

I har et ejerpantebrev på vores grund og pragtfulde hus på 4.7 mio kr. og vores nabogrund, som er 400m2 mindre end vores, er solgt inden for det sidste 1½ år til 5.7 mio. kr. altså absolut ingen risiko ved engagementet for L&S Bank. Vi har til dato endnu ikke lånt én krone, men betalt omkring 68.000 kr i stempelafgift eller som vi har betragtet det som en aldersforsikring, der ville sikre, at vi kan blive boende i huset.

Jfr. vores Kassekreditkontrakt af 8. februar 2024 står der på side 2 af 15 under Individuelle forhold at ”Provision i hele kreditaftalens løbetid er 0,00 kr.” og det ønsker vi, at I respekterer og fastholder som aftalt. I øvrigt er provision nævnt i alt 14 gange i aftalen, men ingen steder med den mulighed at en sådan kan indføres på et senere tidspunkt.”

I en e-mail af 24. april 2025 til klagerne fastholdt banken den varslede provision på klagernes kreditmaksimum på Friværdikontoen.

Parternes påstande

Den 24. april 2025 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lån & Spar Bank skal anerkende, at provisionen på deres Friværdikonto udgør 0,0 kr. i kredittens løbetid.

Lån & Spar Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at der i dansk aftaleret gælder et grundlæggende fortolkningsprincip, som siger, at specielle (individuelle eller konkrete) bestemmelser går forud for generelle bestemmelser.

Når der i deres Friværdikonto aftale af 8. februar 2024 under individuelle forhold står at ”Provision i hele kreditaftalens løbetid er 0,00 kr.”, så er der tale om en konkret, individuelt aftalt bestemmelse om, at der ikke bliver tale om provision, som nødvendigvis må have forrang frem for bankens generelle forretningsbetingelser.

De forstår godt at ”indførsel af nye regulatoriske krav” kan have øget det kapitalkrav, der stilles til banken, men når banken dels ikke har skrevet en aftale med dem, der tager højde for dette og dels skriver i sin årsrapport for sidste år, at udlånsporteføljen er bundsolid, kan banken i stedet gøre, som et andet pengeinstitut gør og indføre ekstra gebyrer på nye kassekreditaftaler, men friholde de eksisterende kassekreditaftaler fra ekstra nye gebyrer.

Lån & Spar Bank har anført, at kassekreditkontraktens betingelser blev accepteret ved klagernes underskrift den 10. februar 2024.

Det fremgår af kassekreditkontrakten, at banken kan indføre nye gebyrer.

Af kassekreditkontrakten fremgår det flere steder, at der henvises til de almindelige forretningsbetingelser. Del 2 af kassekreditkontrakten er de almindelige forretningsbetingelser. I henhold til de almindelige forretningsbetingelser, særligt punkt 2.3, kan banken indføre nye gebyrer med en måneds varsel.

Banken valgte dog at give en noget længere frist, idet varselsbrevet om indførelse af provision blev sendt den 19. marts 2025 med ikrafttræden den 1. juli 2025.

Klagerne blev således varslet om indførelsen af provision rettidigt.

Ved långivning er banken forpligtet til at opretholde en vis mængde kapital i henhold til gældende solvenskrav. Dette har til formål at sikre bankens robusthed i tilfælde af væsentlige tab. Kapitalberedskabet medfører en direkte omkostning for banken. Indførelsen af nye regulatoriske krav har øget det kapitalkrav, der skal stilles i forbindelse med udlån, herunder kassekreditter, hvilket har resulteret i højere samlede omkostninger for banken.

Opkrævning af provision i forbindelse med kassekreditter skal således ikke ses som et forsøg på at øge bankens indtjening, men som en nødvendig kompensation for de omkostninger, der er forbundet med at stille kreditfaciliteter til rådighed. Det at tilbyde kassekreditter forudsætter, at banken har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag, hvilket i sig selv er en omkostningskrævende forpligtelse. Det anses derfor for rimeligt og sagligt begrundet, at de kunder, der vælger at anvende kassekredit, bidrager forholdsmæssigt til dækning af disse omkostninger. Det skal understreges, at tiltaget har til formål at sikre en ansvarlig og bæredygtig drift i overensstemmelse med gældende lovgivning og finansiel praksis.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne, M og H, var kunder i Lån & Spar Bank. Klagerne ejede en ejendom i fællesskab.

Den 10. februar 2024 underskrev klagerne en kassekreditkontrakt vedrørende en Friværdikonto med et kreditmaksimum på 4.740.000 kr.

I et brev af 19. marts 2025 til klagerne skrev banken, at den pr. den 1. juli 2025 indførte en provision på 0,50 % af det beløb, som klagerne havde mulighed for at trække på deres Friværdikonto, fordi bankens omkostninger ved at stille kredit til rådighed var steget. Banken nedsatte samtidig renten på klagernes Friværdikonto med 0,50 %. Banken oplyste, at indførelsen af provision skete med tre måneders varsel og henviste til sine almindelige forretningsbetingelser.

Klagerne har stillet krav om, at banken skal anerkende, at provisionen på deres Friværdikonto udgør 0,0 kr. i kredittens løbetid.

Klagerne har anført, at når der i deres Friværdikonto-aftale under individuelle forhold står, at ”Provision i hele kreditaftalens løbetid er 0,00 kr.”, er der tale om en konkret, individuelt aftalt bestemmelse om, at der ikke bliver tale om provision, som må have forrang frem for bankens generelle forretningsbetingelser.

Banken har anført, at det fremgår af kassekreditkontrakten, at banken kan indføre nye gebyrer. Af kassekreditkontrakten fremgår det flere steder, at der henvises til de almindelige forretningsbetingelser, og del 2 af kassekreditkontrakten er de almindelige forretningsbetingelser. I henhold til de almindelige forretningsbetingelser, særligt punkt 2.3, kan banken indføre nye gebyrer med en måneds varsel. Banken valgte dog at give en noget længere frist, idet varselsbrevet om indførelse af provision blev sendt den 19. marts 2025 med ikrafttræden den 1. juli 2025. Klagerne blev således varslet om indførelsen af provision rettidigt.

Af de individuelle vilkår for kassekreditten (del 1) fremgår, at renter og omkostninger fastsættes til enhver tid af banken. Det fremgår endvidere, at renter og gebyrer er variable, medmindre andet fremgår udtrykkeligt. Herudover fremgår, at bankens almindelige forretningsbetingelser for privatkunder gælder. Under rubrikken ”Det samlede beløb, som skal betales”, er det oplyst, at det samlede kreditbeløb udgør 4.708.975 kr., og at renter i hele kreditaftalens løbetid udgør 7.991.711,65 kr. I rubrikken er provision i hele kredittens løbetid oplyst til 0,00 kr. Herudover er der oplyst om stiftelsesomkostninger. Det samlede beløb, som skal betales for kreditten, er på baggrund heraf oplyst til at udgøre 12.731.711,65 kr. I forlængelse heraf er anført, at ”det samlede beløb, som skal betales, er beregnet ud fra 100 % udnyttelse af kreditaftalen, gældende rente og omkostninger på tidspunktet for indgåelsen af kreditaftalen. Beløbet vil variere ved ændringer heri.” Det fremgår endvidere, at de årlige omkostninger i procent (ÅOP) som i samme rubrik er angivet til pt. 5,79 %, er under antagelse af bl.a., at renten og andre omkostninger er konstant i forhold til udgangspunktet, og finder anvendelse, indtil kreditten udløber.

Oplysningerne om ÅOP og det samlede beløb, som skal betales, er kreditoplysninger, som efter lovgivningen skal meddeles en forbruger ved indgåelsen af kreditaftalen. Det er som nævnt oplyst fra bankens side, at de oplyste beløb er beregnet på baggrund af gældende renter og omkostninger på aftaletidspunktet, og at beløbene vil kunne ændre sig, hvis der ændres ved renter og omkostninger.

Ankenævnet finder på denne baggrund, at klagernes kassekreditaftale vedrørende friværdikonto ikke kan forstås således, at der er indgået aftale mellem banken og klagerne om, at provision i hele kredittens løbetid på 30 år skal være 0 kr. Ankenævnet finder, at banken under henvisning til sine Almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder pkt. 2.3 var berettiget til at indføre et nyt gebyr, herunder indføre en provisionssats begrundet i, at bankens omkostninger ved at stille kredit til rådighed var steget, og at det kunne ske med det af banken meddelte varsel på tre måneder.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.