Boligfond, ikke datterselskab af indklagede.
| Sagsnummer: | 610 /1991 |
| Dato: | 19-03-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Afvisning - kundeforhold § 2, stk. 3
|
| Ledetekst: | Boligfond, ikke datterselskab af indklagede. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved klageskema af 15. december 1991 indbragte klagerne en klage over indklagede. Klagerne har af en boligfond hver købt sommerhus og har i den anledning rejst erstatningskrav vedrørende mangler omkring sommerhusene.
Sekretariatet forelagde klagen for indklagede, som meddelte, at Ankenævnet efter indklagedes opfattelse ikke havde kompetence til at behandle sagen, idet den omhandlede boligfond ikke var datter selskab af indklagede, eller i øvrigt indgik i indklagedes koncern.
Ved sekretariatets skrivelse af 7. januar 1992 afviste sekretariatet herefter klagen med henvisning til, at den omhandlede boligfond ikke kan anses for datterselskab af indklagede, hvorfor Ankenævnet ikke efter sine vedtægters § 2 har kompetence til at behandle klagen.
Klagerne har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning for skader opstået på klagernes ejendomme samt krav om, at ejendommenes tagkonstruktion og ydervægge ændres, således at disse konstruktioner opfylder byggelovens bestemmelser i opførelsesåret.
Klagerne har anført, at det endelige ansvar for skaderne må påhvile indklagede, som anvender boligfonden til at gennemføre byggeprojekter, som ikke er forenelige med gældende lov om bank- og sparekassevirksomhed. Klagerne har i den forbindelse peget på, at boligfonden får stillet sine midler til disposition af indklagede, som til gengæld yder byggelån og betinget sig, at indklagedes kunder har fortrinsret ved køb/leje af ejendomme opført af boligfonden.
Klagerne har anmodet om, at sekretariatets afvisning forelægges Ankenævnet og har henvist til at indklagede såvel som boligfonden har samme navn, ligesom formanden for indklagedes bestyrelse indtil 1989 også var formand for boligfonden; hertil kommer, at der er tæt økonomisk samarbejde de to organisationer imellem, og alle beslutninger af betydelig økonomisk rækkevidde træffes af indklagedes direktion og bestyrelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er ubestridt, at salget af de omhandlede sommerhuse til klagerne er foretaget ikke af indklagede, men af den omhandlede boligfond. Allerede af denne grund findes krav vedrørende mangler på sommerhusene ikke at kunne rettes mod indklagede.
Ankenævnet finder i øvrigt anledning til at tilføje, at selv om salget af sommerhusene var foretaget af indklagede, måtte en klage om mangler anses for ikke at angå pengeinstitutvirksomhed, hvorfor Ankenævnet måtte afvise at behandle en sådan klage.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.