Frigivelse til køber ved ophævelse af ejendomshandlen.
| Sagsnummer: | 222 /1993 |
| Dato: | 29-09-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Kirsten Nielsen, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Skødedeponeringskonto - frigivelse
|
| Ledetekst: | Frigivelse til køber ved ophævelse af ejendomshandlen. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved slutseddel af 14. maj 1992 købte klageren og en anden person en blandet erhvervs- og beboelsesejendom. I henhold til slutsedlen deponerede køberne den 27. maj 1992 i indklagedes Sølvgade afdeling 350.000 kr. til fordel for sælger. Det var i deponeringsskrivelsen for så vidt angik betingelserne for beløbets frigivelse anført:
"Når endeligt skøde til [køberne] på nævnte ejendom foreligger tinglyst uden præjudicerende retsanmærkninger - dog med fradrag af eventuelle ejerskifteafdrag med renter heraf til betalingsdagen, pantegæld, som køberne ikke skal overtage, eventuelle restancer vedr. ejendommens driftsudgifter samt eventuel refusionssaldo i købers favør."
Ved skrivelse af 8. januar 1993 bekræftede sælgers advokat overfor afdelingen, at handlen ikke kunne gennemføres. Advokaten anførte, at den deponerede købesum på et eller andet tidspunkt og i et eller andet ikke ubetydeligt omfang skulle tilbagebetales til køberne; advokaten foreslog, at frigivelsen af en del af det deponerede beløb først skete efter, at der var afholdt møde mellem parterne. Ved skrivelse af samme dag til klageren afviste afdelingen at frigive det deponerede beløb. Årsagen til, at handlen ikke kunne gennemføres, var efter det oplyste, at køberne ikke kunne godkendes af BRF, hvilket var en betingelse for handlen.
Ved skrivelse af 12. januar 1993 meddelte sælgers advokat afdelingen, at der af det deponerede beløb kunne frigives 225.000 kr. til køberne, og at han ville vende tilbage til sagen, når han i fællesskab med sælger havde afholdt et møde med køberne.
Restbeløbet 125.000 kr. med påløbne renter henstår fortsat på deponeringskontoen i afdelingen.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive restbeløbet på deponeringskontoen med tillæg af morarenter fra den 8. januar 1993.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede er forpligtet til at frigive beløbet, eftersom handlen ikke kan gennemføres.
Indklagede har anført, at der ikke i parternes aftale er taget stilling til, hvorledes der skal forholdes med det deponerede beløb, hvis ejendomshandlen ikke gennemføres. En frigivelse må derfor kræve en fornyet aftale mellem parterne, og såfremt en sådan aftale ikke kan opnås, er indklagede først berettiget til at frigive restdeponeringen med tillæg af påløbne renter, når det ved endelig dom, voldgiftskendelse eller retsforlig er afgjort, til hvem beløbet med tillæg af påløbne renter skal udbetales.
Ankenævnets bemærkninger:
Af de grunde, der er anført af indklagede,
Den indgivne klage tages ikke til følge.