Spørgsmål vedrørende indgåelse af aftale om afvikling af overtræk og lån.
| Sagsnummer: | 373/2002 |
| Dato: | 22-04-2003 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Ole Simonsen, Anne Dehn Jeppesen, Rut Jørgensen. |
| Klageemne: |
Udlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende indgåelse af aftale om afvikling af overtræk og lån. |
| Indklagede: | BG Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører indgåelse af aftale om afvikling af klagerens overtræk og lån.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 28. december 2000 blev klagerens lån hos indklagede forhøjet med 37.115,68 kr. til 65.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.565 kr. Ydelsen skulle hæves på klagerens løbende konto hos indklagede.
Det fremgår, at lånet i 2002 blev afviklet med en månedlig ydelse på 730 kr.
Den 11. juli 2002 bevilgede indklagede klageren et overtræk på den løbende konto på 9.000 kr. Af indklagedes interne notater vedrørende bevillingen fremgår bl.a.:
"BO på tkr 9 i forskud på børnepenge der går ind 19/7-02 kunden skal på ferie nu og har brug for pengene."
Den 30. august 2002, hvor saldoen på klagerens løbende konto var 8.272,07 kr. (negativ), blev der afholdt et møde mellem klageren og indklagede.
Klageren har anført, at indklagede under mødet tilbød at stille rentetilskrivningen på engagementet i bero, og at lånet og overtrækket kunne afvikles med 137,75 kr. pr. måned første gang den 1. oktober 2002. Indklagede har bestridt dette og har anført, at man stillede krav om forhøjelse af ydelsen på lånet til 1.500 kr. pr. måned, hvilket klageren skulle acceptere senest den 2. september 2002, idet man ellers forbeholdt sig at opsige engagementet.
Ved skrivelser af 3. september 2002 opsagde indklagede lånet og kontoen, idet gælden blev opgjort til henholdsvis 57.967,18 kr. og 8.452,23 kr.
Af indklagedes almindelige betingelser for lån og kreditter til privatkunder fremgår:
"6. Misligholdelse og andre forfaldsgrunde
[Indklagede] kan uden varsel forlange gælden indfriet, hvis:
a) Ydelser og andre skyldige beløb i henhold til denne aftale, ikke betales til tiden, eller kreditten kommer i overtræk, og debitor ikke har betalt 8 dage efter, at [indklagede] har sendt rykkerbrev til debitor på den af [indklagede] senest kendte adresse."
Parternes påstande.
Den 19. september 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at sætte rentetilskrivningen i bero og at acceptere, at engagementet afvikles med 137,75 kr. pr. måned.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at mødet den 30. august 2002 blev afholdt efter anmodning fra hende, idet hun på grund af personlige forhold var kommet i en vanskelig situation. Der var overtræk på den løbende konto, men afviklingen af lånet var overholdt.
Det var først under mødet, at hun blev klar over, hvor fortvivlet hendes situation var.
Hun er enlig kontanthjælpsmodtager med to mindreårige børn. Indklagede, der var bekendt hermed, burde i juli 2002 have frarådet hende at bruge penge på ferie. Hun var ikke selv klar over, at hun reelt ikke havde råd til ferie, og at hun som kontanthjælpsmodtager ikke var berettiget hertil. Det var endvidere ulovligt at belåne en fremtidig socialydelse.
Da indklagede havde medvirket til, at hun som ukyndig forbruger var blevet håbløst forgældet, blev hun tilbudt en afvikling af engagementet med 137,75 kr. pr. måned første gang den 1. oktober 2002, og således at rentetilskrivningen blev sat i bero.
Ved skrivelse af 2. september 2002 bekræftede hun for god ordens skyld aftalen skriftligt.
Aftalen var bindende for indklagede, som derfor uberettiget opsagde engagementet og overgav sagen til inkasso.
Indklagede har anført, at overtrækket blev bevilget efter anmodning fra klageren med henblik på dennes afholdelse af ferie. Overtrækket blev ikke som aftalt inddækket i forbindelse med udbetaling af børnepenge, hvorfor kontoen kom til at stå i overtræk.
Klageren blev herefter indkaldt til møde den 30. august 2002, hvor indfrielse af overtræk samt afvikling af engagementet blev drøftet. Det bestrides, at klageren blev tilbudt en afvikling med 137,75 kr. pr. måned. Det blev heller ikke tilbudt at sætte rentetilskrivningen i bero. Der blev stillet krav om forhøjelse af ydelsen på lånet til 1.500 kr. pr. måned, og det blev aftalt, at klageren skulle acceptere denne afdragsprofil senest den 2. september 2002. Da klageren ikke henvendte sig, blev engagementet opsagt.
Det påhvilede ikke indklagede at rådgive om kontanthjælpsmodtageres mulighed for at rejse til udlandet. Endvidere er det ikke på forhånd givet, om kontanthjælpsmodtagere har ret til at forlade landet eller ej.
Indklagede har hverken haft pant i klagerens sociale ydelser eller afskåret klageren fra at hæve sådanne ydelser.
Indklagede har ikke medvirket til at gøre klageren håbløst forgældet.
Det er indklagedes opfattelse, at klageren var og forsat er i stand til at håndtere gælden inden for en overskuelig periode.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det findes ikke godtgjort, at indklagede på mødet den 30. august 2002 accepterede en afvikling af klagerens lån og overtræk ved betaling af 137,75 kr. pr. måned og at sætte rentetilskrivningen på engagementet i bero. Klagerens påstand tages derfor ikke til følge.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i forbindelse med bevillingen af overtrækket i juli 2002 har ydet mangelfuld rådgivning, eller at indklagede på anden måde har pådraget sig ansvar for klagerens nuværende økonomiske situation.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede at acceptere en bestemt afvikling eller akkordering af gælden.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.