Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning for rådgivning om køb af Roskilde Bank aktier i perioden fra 1998 til 2003 og afvisning af en del af klagen på grund af retsstilling som aktionær efter april 2005.

Sagsnummer: 941 /2010
Dato: 04-12-2014
Ankenævn: Vibeke Rønne, Troels Hauer Holmberg, Poul Erik Jensen, Anders Holkmann Olsen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Afvisning - kundeforhold § 2, stk. 3
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning for rådgivning om køb af Roskilde Bank aktier i perioden fra 1998 til 2003 og afvisning af en del af klagen på grund af retsstilling som aktionær efter april 2005.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører om Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med hendes køb af aktier i banken i perioden fra 1998 til 2003 og afvisning af en del af klagen på grund af hendes retsstilling som aktionær i Roskilde Bank, efter hun skiftede pengeinstitut i april 2005.

Sagens omstændigheder

Klageren var indtil medio april 2005 kunde i Roskilde Bank.

Den 26. august 1998 købte hun 15 styk aktier i Roskilde Bank for 10.350 kr.

Den 27. marts 2003 købte hun 85 styk aktier i Roskilde Bank for 74.375 kr.

Den 12. marts 2004 fik hun fra Værdipapircentralen meddelelse om, at hendes aktier i Roskilde Bank blev splittet i forholdet 5:1, således at hendes beholdning udgjorde i alt 500 styk.

Medio april 2005 skiftede klageren pengeinstitut. Hendes køb af aktier i Roskilde Bank i perioden fra pengeinstitutskiftet til februar 2008 skete via hendes nye pengeinstitut.

Det fremgår, at klageren i september 2005 købte yderligere 84 styk Roskilde Bank aktier. Efter et aktiesplit i 2006 i forholdet 2:1 udgjorde klagerens beholdning i alt 1.168 stk.

I forbindelse med en aktieemission i Roskilde Bank med tegningsperiode fra den 12. marts 2007 til den 3. april 2007 tegnede klageren yderligere 117 styk aktier til kurs 300.

I september 2007 solgte klageren 285 styk Roskilde Bank aktier til kurs 538,89.

I februar 2008 købte klageren 56 styk aktier i Roskilde Bank til kurs 226,5.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

Den 27. december 2010 indgav klageren en klage over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) til Ankenævnet med krav om erstatning. Klageren har opgjort tabet til 648.850,51 kr. med udgangspunkt i beholdningen på 1.168 styk aktier med en værdi pr. den 14. december 2006 på 753.862,24 kr. (kurs 645,43) reguleret med de efterfølgende handler.

Finansiel Stabilitet har udarbejdet en opgørelse, der viser, at klageren i perioden 1998 – 2008 samlet set har opnået en gevinst på 1.986,53 kr. på Roskilde Bank aktier.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank.

Forligsaftalen medførte ikke, at klageren blev tilbudt erstatning, idet hun efter medio april 2005 havde købt Roskilde Bank aktier via et andet pengeinstitut end Roskilde Bank.

Parternes påstande

Den 27. december 2010 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale en erstatning på 648.850,51 kr. for hendes køb af aktier i Roskilde Bank i perioden fra 1998 til 2008

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning af den del af klagen, der vedrører aktiekøb efter, klageren skiftede pengeinstitut medio april 2005.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun købte aktierne i Roskilde Bank på baggrund af rådgivning fra hendes rådgiver i Roskilde Bank. Rådgivningen fandt sted ved aftalte møder, telefonopringning med videre.

Der var alene tale om en salgstale, idet bankens rådgiver alene fokuserede på fordelene ved aktieinvesteringen og slet ikke nævnte ulemperne ved at investere i bankens egne aktier.

I forligsaftalen indgået mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet er det anført, at Roskilde Bank i perioder fik gentagne advarsler fra Finanstilsynet om, at bankens forretningsførelse på en række centrale punkter var mere risikabel end sammenlignelige banker. Det er helt forkert ikke at reagere på det – men fortsætte med at sælge aktier til kunderne.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at et eventuelt erstatningsansvar kræver, at klageren dokumenterer, at banken i forbindelse med hendes køb/besiddelse af aktierne har ydet en ansvarspådragende rådgivning.

Det forhold, at banken ifølge det oplyste har anbefalet køb af Roskilde Bank aktier kan ikke i sig selv begrunde et erstatningsansvar.

Klageren har ikke godtgjort, at banken har ydet en ansvarspådragende rådgivning, og klageren har ikke godtgjort, at hun har lidt et tab. Efter bankens opfattelse har klageren haft en gevinst på aktierne på 1.986,53 kr.

Klageren kan ikke få erstatning for sin utilfredshed med forløbet omkring lukning af Roskilde Bank. Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger.

Erstatning for rådgivning ydet i forbindelse med klagerens køb af aktier i 1998 og i 2003, samt for forhold der relaterer sig til perioden, hvor klageren var kunde i Roskilde Bank frem til medio april 2005, er endvidere forældet på nuværende tidspunkt, jf. 1908-loven om forældelse § 1 sammenholdt med forældelseslovens § 30.

Til støtte for afvisningspåstanden for den del af klagen, der vedrører aktiekøb, efter klageren skiftede pengeinstitut medio april 2005, har banken anført, at der efter dette tidspunkt, hvor klageren havde kundeforhold og værdipapirdepot i et andet pengeinstitut, ikke forelå et kundeforhold mellem klageren og banken, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2. Klagen vedrører herefter ikke et kundeforhold i Roskilde Bank, men klagerens stilling som aktionær i banken.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren købte den 26. august 1998 15 styk aktier i Roskilde Bank og den 28. marts 2003 85 styk aktier i Roskilde Bank. Den 12. marts 2004 fik hun meddelelse om, at hendes aktier blev splittet i forholdet 5:1. Medio april 2005 skiftede hun pengeinstitut, og hun havde herefter kundeforhold og værdipapirdepot i et andet pengeinstitut. Hendes køb af aktier i Roskilde Bank i perioden fra pengeinstitutskiftet til februar 2008 skete via hendes nye pengeinstitut.

Selv om det må lægges til grund, at aktiekøbene i 1998 og i 2003 skete på baggrund af anbefaling fra Roskilde Bank, finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at banken begik ansvarspådragende fejl i forbindelse med rådgivningen.

Det bemærkes, at klageren ikke kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier. Klageren måtte indse, at bankens råd om købet beroede på forventninger til den fremtidige kursudvikling, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at klageren selv måtte træffe beslutningen om køb af aktierne og bære risikoen herfor.

Den del af klagen, der vedrører aktiekøb efter klageren skiftede pengeinstitut medio april 2005, vedrører ikke klagerens kundeforhold i Roskilde Bank, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2, men klagerens stilling som aktionær i banken. Denne del af klagen falder derfor uden for Ankenævnets kompetence.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører aktiekøb, efter klageren skiftede pengeinstitut medio april 2005.

Klageren får i øvrigt ikke medhold i klagen.