Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod at hæfte for 8.000 kr. af korttransaktioner gennemført som betalinger med et virtuelt kort via en Wallet.

Sagsnummer: 109/2026
Dato: 14-08-2026
Ankenævn: Kristian Korfits Nielsen, Jonas Thestrup Nielsen, Signe Kjørup Carlsson, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen.
Klageemne: Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd
Ledetekst: Indsigelse mod at hæfte for 8.000 kr. af korttransaktioner gennemført som betalinger med et virtuelt kort via en Wallet.
Indklagede: Lunar Bank A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for 8.000 kr. af korttransaktioner gennemført som betalinger med et virtuelt kort via en Wallet.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Lunar Bank, hvor han havde en konto, –849, med et tilknyttet betalingskort, –683, samt adgang til mobilbank via Lunar-appen.

Den 29. december 2025 blev betalingskort –683 indrulleret i en ny Google-Wallet uden for Lunar-appen.

Banken har oplyst, at indrulleringen af et Lunar-betalingskort i en Wallet kræver stærk kundeautentifikation, enten via 1) enhedens Wallet-app, hvor kortholderen manuelt indtaster kortoplysningerne i Wallet-appen, hvorved der sendes en engangskode via SMS til det telefonnummer, banken har registreret på kunden. Denne SMS-kode skal indtastes i Wallet-appen for at bekræfte og fuldføre indrulleringen. Dette udløser en automatisk sikkerhedsforespørgsel til banken, hvorved betalingskortet spærres. En notifikation om indrulleringen af betalingskortet i en ny Wallet vil fremgå i kortholders Lunar-app. Kortholderen skal efterfølgende genåbne betalingskortet i Lunar-appen, inden det kan bruges i den nye Wallet, eller 2) Lunar-appen, hvor kortholderen logger ind i sin Lunar-app ved brug af MitID, biometrisk login eller en personlig firecifret adgangskode (under kortoversigten kan kortholder indrullere det specifikke kort til enhedens Wallet).

Banken har oplyst, at den ikke kan tilgå de specifikke SMS-data. Der vil dog altid blive sendt en SMS-kode til det nummer, som fremgår i ens Lunar-app, og som skal bruges hver gang, at et betalingskort forsøges indrulleret manuelt til en ny Wallet. Banken har fremlagt et eksempel på indholdet af SMS’en med engangskoden:

”Din aktiveringskode er [xxx]. Hvis kortet ikke automatisk er aktiveret i wallet-appen kan du aktivere det ved at:

1) Åbne Wallet-appen på din telefon

2) Vælge dit kort

3) Vælge ’Skift kode’

4) Indsætte aktiveringskode.

Koden udløber om 30 minutter. Hvis du har problemer, skal du kontakte support på [XXX]. …”

Banken har oplyst, at kortholderen herefter skal indtaste engangskoden i Wallet-appen for at fuldføre indrulleringen af betalingskortet.

Aktiveringen medførte en automatisk sikkerhedsforespørgsel til banken, hvorefter betalingskortet blev spærret den 29. december 2025 kl. 07:07. 

Der blev herefter sendt en notifikation til klageren i Lunar-appen. Banken har fremlagt et eksempel på indholdet af notifikationen i Lunar-appen:

”Kort tilføjet til tegnebog

Vi har låst dit kort, fordi det blev tilføjet til en wallet uden for Lunar-appen. Hvis det var dig, skal du låse dit kort op. Hvis det ikke var dig, skal du lukke det for at forhindre svindel.”

Den 30. december 2025 kl. 20:37 blev kort –683 genaktiveret i Lunar-appen.

Banken har fremlagt en oversigt over log ind på klagerens Lunar-app for perioden fra den 29. december 2025 til den 4. januar 2026, hvoraf blandt andet fremgår, at der hovedsageligt blev logget på ved brug af biometri. Banken har oplyst, at de angivne tidsstempler i oversigten er angivet i tidszonen UTC, og at der skal lægges en time til de anførte tidspunkter, da hændelserne fandt sted under dansk sommertid (UTC+1). Af oversigten fremgår, at der alene havde været logget ind på klagerens Lunar Bank-app fra en i iPhone 14 i perioden. Det fremgår endvidere, at der blev logget på Lunar-appen den 30. december 2025 kl. 19:37 (20:37 dansk tid). Banken har oplyst, at der ikke har været logget på klagerens Lunar-app fra en uautoriseret enhed, hverken i perioden op til eller under de bestridte transaktioner.

Den 31. december 2025 i tidsrummet mellem kl. 00:50 til kl. 04:05 blev der foretaget 21 betalinger til flere betalingsmodtagere på i alt 24.204,02 kr. med betalingskort -683, som klageren ikke kan vedkende sig. Banken har oplyst, at samtlige betalinger blev godkendt via Google Pay.

Banken har oplyst, at kortbetalingerne er korrekt registrerede og bogførte og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98, stk. 1.

Klageren har oplyst, at han ikke har videregivet sine kortoplysninger, pinkode eller øvrige sikkerhedsoplysninger til tredjemand. Han godkendte heller ikke, at hans kort blev indrulleret i en ny Wallet.

Den 1. januar 2026 kl. 03:30 spærrede klageren betalingskortet.

Klageren har oplyst, at han har anmeldt sagen til politiet.

Ved indsigelsesblanketter af henholdsvis den 2. og 6. januar 2026 gjorde klageren over for banken indsigelse mod de ikke-vedkendte korttransaktioner. Klageren anførte blandt andet, at kun han havde haft adgang til sit betalingskort, og at han ikke havde delt sin PIN, MitID-oplysninger eller sikkerhedskoder med andre.

Den 20. januar 2026 godtgjorde banken klagerens tab med fradrag af en selvrisiko på 8.000 kr., hvorefter banken overførte 15.457,01 kr. til klagerens konto.

Samme dag skrev klageren til banken, at han var uenig i bankens afgørelse om, at han hæftede med en selvrisiko på 8.000 kr. Klageren anførte blandt andet, at han modtog en aktiveringskode på SMS den 29. december 2025, men forstod ikke, hvorfor han modtog den. Han har hverken anvendt eller videregivet aktiveringskoden.

Samme dag fastholdt banken sin afgørelse. Banken anførte blandt andet, at klageren havde videresendt aktiveringskoden til tredjepart.

Klageren klagede herefter til banken.

Den 21. januar 2026 afviste banken klagen.

I perioden 21. januar til 3. februar 2026 korresponderede klageren og banken om sagen.

Den 13. marts 2026 overførte banken yderligere 747,01 kr. til klageren konto, så den har i alt overført 16.204,02 kr. til klageren.

Parternes påstande

Den 8. februar 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lunar Bank A/S skal godtgøre ham 8.000 kr.

Lunar Bank A/S har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han ikke har videregivet sine kortoplysninger, ligesom han ikke har givet andre tilladelse til at bruge sit betalingskort eller kortoplysninger. Han har derudover ikke indrulleret sit betalingskortet i en Wallet med vilje og har ikke godkendt de omtvistede transaktioner.

Han modtog en aktiveringskode på SMS den 29. december 2025, men forstod ikke, hvorfor han modtog den. Han har hverken anvendt eller videregivet aktiveringskoden.

Han spærrede betalingskortet straks, oprettede indsigelser via Nets og anmeldte sagen til politiet.

Han har gentagne gange bedt banken om at fremlægge konkret dokumentation (Wallet-id, device-id, godkendelsesflow mv.), men har aldrig modtaget tekniske eller faktiske beviser for bankens konklusion.

Banken skrev til ham, at han selv havde anført, at han var blevet ”fuppet” til at udlevere sine kortoplysninger, hvilket var forkert. Banken måtte senere beklage formuleringen som en fejl. Dette rejser alvorlig tvivl om grundlaget og kvaliteten af bankens vurdering.

Han bestrider bankens konklusion om, at han hæfter med en selvrisiko på 8.000 kr. som følge af, at han skulle have handlet groft uagtsomt i forbindelse med indrulleringen af hans betalingskort i en Wallet. Banken har ikke løftet bevisbyrden for, at han har handlet groft uagtsomt.

Bankens fejlbehæftede behandling, manglende dokumentation og forkerte anklager bør føre til, at han ikke kan pålægges at hæfte med selvrisikoen.

Lunar Bank A/S har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at det har været en forudsætning for, at en tredjepart har kunnet indrullere klagerens betalingskort til en fremmed Wallet, at klageren har udleveret kortnummer, udløbsdato, CVC-kode samt den engangskode, som blev fremsendt til klagerens telefonnummer, da der ikke er konstateret uautoriseret adgang til klagerens Lunar-app.

Efter betalingskortets indrullering i en ny Wallet modtog klageren en tydelig notifikation om, at betalingskortet var blevet låst som følge af indrulleringen. På trods af denne advarsel genåbnede klageren betalingskortet, hvilket muliggjorte, at de bestridte transaktioner blev gennemført. Klageren tilsidesatte således bankens sikkerhedsforanstaltninger.

Det samlede forløb viser, at klageren har handlet groft uforsvarligt ved både at videregive fortrolige oplysninger og bevidst ophæve de sikkerhedsforanstaltninger, der skulle beskytte ham mod misbrug.

Klagerens adfærd afviger væsentligt fra, hvad der med rimelighed kan forventes af en almindeligt forsigtig bruger af betalingstjenester, og han hæfter således for det resterende tab, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen alene kan afgøres på baggrund af yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.

Bevisførelsen er nødvendig for at fastlægge sagens faktiske omstændigheder, hvilket har betydning for hæftelsesspørgsmålet. En sådan bevisførelse kan ikke finde sted i Ankenævnet, men alene ved domstolene, hvorfor sagen skal afvises jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Lunar Bank, hvor han havde en konto, –849, med et tilknyttet betalingskort, –683, samt adgang til mobilbank via Lunar-appen.

Den 29. december 2025 blev betalingskort -683 indrulleret i en ny Google-Wallet uden for Lunar-appen. Dette skete ved brug af klagerens kortoplysninger samt en engangskode, der blev sendt i en SMS til klagerens telefonnummer.

Klageren har oplyst, at han modtog en aktiveringskode på SMS den 29. december 2025, men forstod ikke, hvorfor han modtog den. Han har hverken anvendt eller videregivet aktiveringskoden.

Banken har oplyst, at aktiveringen af betalingskortet i Google Wallet-appen medførte en automatisk sikkerhedsforespørgsel til banken, hvorefter betalingskortet blev spærret den 29. december 2025 kl. 07:07.

Den 30. december 2025 kl. 20:37 blev kort –683 genaktiveret i Lunar-appen.

Den 31. december 2025 i tidsrummet mellem kl. 00:50 til kl. 04:05 blev der foretaget 21 betalinger til flere betalingsmodtagere med i alt 24.204,02 kr. med betalingskort -683, som klageren ikke kan vedkende sig. Banken har oplyst, at samtlige betalinger blev godkendt via Google Pay.

Klageren gjorde indsigelse mod betalingerne. Banken godtgjorde klagerens tab med fradrag af en selvrisiko på 8.000 kr., hvorefter banken overførte 16.204,02 kr. til klagerens konto.

Klageren har anført, at han ikke foretog de ikke-vedkendte transaktioner, at han ikke videregav sine kortoplysninger, pinkode eller øvrige sikkerhedsoplysninger til tredjemand, og at han ikke godkendte, at hans betalingskort blev indrulleret i en Wallet.

Ankenævnet finder, at indrullering af et betalingskort i en Wallet udgør en situation omfattet af betalingslovens § 128, stk. 1, nr. 3.

Ved indrullering af betalingskortet via en Wallet er kravet til stærk kundeautentifikation opfyldt, når minimum to sikkerhedselementer vedrørende samme kunde er anvendt.

Ankenævnet lægger på baggrund af oplysningerne fra banken til grund, at indrulleringen er sket ved brug af klagerens kortoplysninger, en engangskode, som blev sendt til klagerens telefonnummer (besiddelse) og ved klagerens efterfølgende fjernelse af en automatisk etableret spærring på betalingskortet ved login i sin Lunar-app (viden) ved brug af biometri. Ankenævnet finder det godtgjort, at indrulleringen af klagerens betalingskort –683 i en Wallet er sket ved stærk kundeautentifikation, da det må lægges til grund, at videns- og besiddelseselementet er opfyldt.  

Ankenævnet lægger til grund, at transaktionerne skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.

Klageren har bestridt at have udleveret sine betalingskortoplysninger og at have godkendt indrulleringen af sit betalingskort i den pågældende Wallet. Ankenævnet finder på baggrund heraf, at en afklaring af de nærmere omstændigheder omkring indrulleringen af klagerens betalingskort i den pågældende Wallet forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.