Krav om tilbagebetaling af udlodninger i henhold til gældssaneringskendelse som følge af fejl i gældsinddrivelsessystem.
| Sagsnummer: | 138/2026 |
| Dato: | 12-08-2026 |
| Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Søren Juhl Wenøe, Iben Leisner, Kirsten Brodersen, Hans Christian Nielsson, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: | |
| Ledetekst: | Krav om tilbagebetaling af udlodninger i henhold til gældssaneringskendelse som følge af fejl i gældsinddrivelsessystem. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbagebetaling af udlodninger i henhold til gældssaneringskendelse som følge af fejl i gældsinddrivelsessystem.
Sagens omstændigheder
Vedrørende Realkredit Danmark:
I 2005 optog klageren sammen med anden debitor et realkreditlån i Realkredit Danmark med pantnummer -852 med en hovedstol på 805.000 kr. I 2007 optog klageren et nyt realkreditlån i Realkredit Danmark med pantnummer -852 med en hovedstol på 805.000 kr. Dette lån blev ligeledes optaget sammen med en anden debitor.
Den pantsatte ejendom blev solgt med overtagelse i sensommeren 2017, hvor lånene til realkreditinstituttet ikke blev dækket. Dette medførte en personlig fordring mod klageren på 930.000 kr. opgjort pr. den 21. april 2017, som klageren den 5. juni 2017 underskrev en skylderklæring på.
Den 24. januar 2018 indledte klageren gældssanering ved skifteretten. Realkreditinstituttet anmeldte sit tilgodehavende vedrørende pantnummer -852 opgjort pr. den 24. januar 2018 til i alt 520.278,94 kr.
Den 22. juni 2018 afsagde skifteretten kendelse om gældssanering i sagen, hvorved klagerens usikrede gæld stiftet før den 24. januar 2018 blev nedsat til 18,6758 %, der skulle betales over en periode på 61 måneder med én årlig udlodning i december måned, første gang i december 2018.
Udlodningen til realkreditinstituttet på i alt 97.166,35 kr. skulle betales med 15.125,19 kr. den 30. december 2018, 22.876,49 kr. den 30. december 2019, 16.594,82 kr. den 30. december 2020, 16.023,76 kr. den 30. december 2021, 16.023,76 kr. den 30. december 2022 og 8.011,88 kr. den 30. juni 2023. Herudover var der en engangsudlodning på 2.510,46 kr.
I september 2020 sendte realkreditinstituttet et brev til klageren, hvoraf fremgik, at der var konstateret datafejl i det system, der håndterede inkassokunders gæld, men at klagerens sag allerede var gennemgået, og at realkreditinstituttet havde konstateret, at klagerens sag ikke var påvirket af fejlen.
Den 2. juli 2021 skrev realkreditinstituttet til klageren, at klagerens sag kunne være omfattet af andre datafejl i inkassosystemet, men at der ikke ville blive tilskrevet nye renter på gælden, mens sagen blev gennemgået, og at klageren kunne sætte sin betaling på pause. Realkreditinstituttet oplyste ligeledes, at hvis klageren ønskede at sætte sin betaling på pause, mens sagen blev undersøgt, kunne klageren kontakte realkreditinstituttet.
Den 14. december 2021 skrev realkreditinstituttet igen til klageren for at gøre opmærksom på fejl i inkassosystemet. Realkreditinstituttet oplyste, at indbetalinger på gælden ville blive spærret og sendt retur til klageren, men hvis klageren fortsat ønskede at indbetale på gælden, skulle klageren kontakte realkreditinstituttet. Det fremgik af brevet, at det ikke ville få nogen betydning for klagerens gældssaneringskendelse, hvis klageren stoppede indbetalingerne på gælden i perioden, ligesom det kunne betyde, at klageren indbetalte for meget på gælden, men at eventuel overopkrævning ville blive betalt tilbage.
Realkreditinstituttet har oplyst, at klageren selv valgte at indbetale den i gældssaneringskendelsen fastsatte ydelse for december 2021.
Realkreditinstituttet har endvidere oplyst, at det i alt har modtaget indbetalinger fra klageren på 73.130,72 kr. svarende til engangsudlodning samt udlodninger for 2018, 2019, 2020 og 2021.
Den 18. oktober 2023 skrev realkreditinstituttet til klageren, at gælden på pantnummer -852 pr. den 5. oktober 2023 var sat til 0 kr., og at klageren derfor ikke længere skyldte realkreditinstituttet penge på pantnummeret. Realkreditinstituttet oplyste, at årsagen til beslutningen var, at fejlene i realkreditinstituttets gældssystemer desværre havde vist sig at være mere omfattende end først antaget, og at det var vigtigt for realkreditinstituttet at give klageren en afklaring om sin gæld. Realkreditinstituttet oplyste desuden, at det fortsat undersøgte, om klageren kunne have betalt for meget og dermed havde krav på kompensation, samt at nulstillingen under alle omstændigheder var endelig og ikke ville blive tilbagekaldt.
Klageren indgav en klage til realkreditinstituttet den 9. februar 2026, hvori klageren krævede tilbagebetaling af samtlige indbetalinger på 73.130,72 kr. med den begrundelse, at realkreditinstituttet havde sat restgælden til 0 kr. Realkreditinstituttet afviste klagen under henvisning til, at realkreditinstituttet havde haft berettigede og dokumenterede krav mod klageren. Realkreditinstituttet oplyste tillige, at undersøgelserne vedrørende eventuel yderligere kompensation i forbindelse med gældssaneringssagen endnu ikke er afsluttet, og at klageren ville modtage besked herom, når undersøgelserne var færdige.
Realkreditinstituttet har oplyst, at disse undersøgelser endnu ikke er afsluttet.
Vedrørende Danske Bank:
I februar 2016 underskrev klageren et tillæg til gældsbrev vedrørende et Danske Lån -040 med en restgæld på 93.100,58 kr.
Den 20. november 2017 indtrådte banken i en 20 % garanti RD/DB med kontonummer -285, der opstod i forbindelse med, at klagerens ejendom blev solgt i frivillig handel med underskud i 2017. Banken indtrådte i Realkredit Danmarks rettigheder for 300.384,59 kr. Klageren underskrev den 28. november 2017 et frivilligt forlig vedrørende 20 % garanti RD/DB med kontonummer -285, hvorved han erkendte at skylde banken i alt 301.241,17 kr. pr. den 20. november 2017.
Den 15. februar 2018 anmeldte banken sit tilgodehavende i klagerens gældssaneringssag opgjort pr. den 24. januar 2018 til i alt 341.651,71 kr., bestående af 36.104,34 kr. vedrørende Danske Lån -040 og 305.547,37 kr. vedrørende 20 % garanti RD/DB-med kontonummer -285.
Den 22. juni 2018 afsagde skifterettten kendelse om gældssanering i sagen, hvorved klagerens usikrede gæld stiftet før den 24. januar 2018 blev nedsat til 18,6758 %, der skulle betales over en periode på 61 måneder, med én årlig udlodning i december måned, første gang i december 2018.
Udlodningen til banken på i alt 63.806,25 kr. skulle betales med 9.932,27 kr. den 30. december 2018, 15.022,31 kr. den 30. december 2019, 10.897,32 kr. den 30. december 2020, 10.522,32 kr. den 30. december 2021, 10.522,32 kr. den 30. december 2022 og 5.261,16 kr. den 30. juni 2023. Herudover var der en engangsudlodning på 1.648,54 kr.
I september 2020 sendte banken et brev til klageren, hvoraf fremgik, at der var konstateret datafejl i det system, som beregnede bankens inkassokunders gæld, og at dette i flere tilfælde havde ført til opkrævning af gæld, herunder renter, som banken ikke havde krav på. Banken tilbød klageren at sætte betalingen af gælden på pause, mens sagen blev undersøgt. Det fremgik af brevet, at banken ikke ville bede om at få ophævet klagerens gældssaneringskendelse, selv om klageren valgte ikke at betale i den pågældende periode.
I et brev af 30. juni 2021 til klageren skrev banken, at gennemgangen af sagen var afsluttet for de oprindeligt undersøgte datafejls vedkommende, og at disse ikke havde medført, at der var opkrævet for meget gæld fra klageren. Banken oplyste imidlertid, at der var konstateret andre mulige problemstillinger, som den fortsat var i gang med at undersøge. Det fremgik af brevet, at der ikke ville blive tilskrevet renter på gælden, mens banken undersøgte sagen, og at det var op til klageren selv at bestemme, om han ønskede at fortsætte med at betale afdrag, mens undersøgelserne var i gang. Banken vejledte klageren om, at fortsat betaling indebar en risiko for overbetaling, og at banken i så fald ville kompensere klageren for det eventuelt for meget betalte beløb.
Den 29. september 2021 sendte banken et yderligere brev til klageren med status på andre problemstillinger, der kunne påvirke gældssagen, herunder en undersøgelse af, om klageren kunne have betalt en for høj rente i forhold til det, han havde fået oplyst af banken.
Den 14. december 2021 skrev banken igen til klageren og oplyste, at der var konstateret nye problemstillinger relateret til bankens gældssystemer, og at betalingen af gælden nu var sat på pause, så klageren ikke risikerede at betale for meget. Det fremgik af brevet, at det ikke ville få betydning for gældssaneringskendelsen, at klageren ikke betalte af på gælden i perioden. Det fremgik ligeledes af brevet, at klageren var velkommen til at kontakte banken, hvis han ønskede at fortsætte med at betale af på gælden, idet banken dog vejledte om, at det kunne betyde, at klageren potentielt kunne ende med at betale for meget, og at banken i så fald ville tilbagebetale en eventuel overopkrævning.
Den 16. december 2021 kontaktede klageren banken via e-mail og oplyste, at han ønskede at fortsætte med at betale af på sin gæld, mens banken undersøgte sagen, og at han var indforstået med risikoen for at indbetale for meget i den pågældende periode. Klageren anmodede om bekræftelse og oplysning om kontonummer til brug for indbetalingen. Banken bekræftede samme dag, at klageren kunne fortsætte sin betaling og oplyste det relevante kontonummer.
Den 7. november 2022 kontaktede klageren banken igen og meddelte, at han nu ønskede at sætte sine afdrag på pause, idet han havde læst i diverse medier, at de fleste inkassosager ville blive sat til 0 kr. Banken bekræftede den 9. november 2022, at klagerens gældssaneringssag var sat på pause og oplyste, at klageren kunne forvente en opdatering inden for de nærmeste måneder.
Banken har oplyst, at den i alt har modtaget 48.022,76 kr. indbetalinger fra klageren svarende til engangsudlodning samt udlodninger for 2018, 2019, 2020 og 2021.
Den 19. december 2022 skrev banken til klageren, at gælden på konto -040 pr. den 14. december 2022 var sat til 0 kr., og at klageren ikke længere skyldte penge på kontoen. Gælden var på nulstillingstidspunktet registreret til 1.667,95 kr. i overensstemmelse med gældssaneringen. Banken oplyste, at årsagen til beslutningen var, at fejlene i bankens gældssystemer desværre havde vist sig at være mere omfattende end først antaget, og at det var vigtigt for banken at give kunden en afklaring om sin gæld.
Den 22. marts 2023 sendte banken et tilsvarende brev til klageren om, at gælden på konto -192 (tidligere konto -285) pr. den 7. marts 2023 var sat til 0 kr. Den nedsatte restgæld var på nulstillingstidspunktet registreret til 14.115,53 kr.
Banken oplyste i begge breve, at den fortsat undersøgte, om klageren kunne have betalt for meget og dermed havde krav på kompensation, samt at nulstillingen under alle omstændigheder var endelig og ikke ville blive tilbagekaldt, ligesom der ikke ville blive opkrævet yderligere betalinger.
Den 24. marts 2023 besvarede banken en forespørgsel fra klageren om frivillige indbetalinger og oplyste, at undersøgelserne af eventuel overopkrævning fortsat pågik, og at klageren ville blive kontaktet, når undersøgelserne var afsluttet.
Den 31. oktober 2025 modtog klageren en kompensation på 23,42 kr. vedrørende konto -040, idet banken fejlagtigt havde beregnet renter af tilskrevne rykkergebyrer på kontoen.
Klageren indgav den 9. februar 2026 en klage til banken, hvori han krævede tilbagebetaling af samtlige indbetalinger på i alt 48.022,76 kr. med den begrundelse, at banken havde nulstillet den gæld, der dannede grundlag for gældssaneringen. Banken afviste ved brev af 10. februar 2026 klagen under henvisning til, at banken havde haft berettigede og dokumenterede krav mod klageren. Banken oplyste tillige, at undersøgelserne vedrørende en eventuel yderligere kompensation i forbindelse med gældssaneringssagen endnu ikke er afsluttet, og at klageren ville modtage besked herom, når undersøgelserne var færdige.
Parternes påstande
Den 18. februar 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Realkredit Danmark skal tilbagebetale 73.130,72 kr. til ham, og at Danske Bank skal tilbagebetale 48.022,76 kr. til ham.
Realkredit Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han kræver tilbagebetaling af indbetalte beløb på sin gæld hos Danske Bank og Realkredit Danmark, som efterfølgende er nulstillet af begge kreditorer som følge af fejl i deres inkassosystemer. Beløbene skal tilbagebetales til hans NemKonto med påløbne renter. Der er tale om tilbagebetaling af egne midler og ikke skattepligtig kompensation.
Da gælden nu er slettet, er beløbene uberettiget modtaget (condictio indebiti). Han kræver derfor, at Danske Bank tilbagebetaler 48.022,76 kr., hvoraf 21.419,64 kr. blev frivilligt indbetalt efter berostillelse, og at Realkredit Danmark tilbagebetaler 73.130,72 kr., hvoraf 16.594,82 kr. blev frivilligt indbetalt efter berostillelse.
De indklagede har anført, at han allerede har opnået en fordel ved nulstillingen og derfor ikke har krav på yderligere tilbagebetaling. Dette kan imidlertid ikke begrunde, at han nægtes tilbagebetaling af sine egne midler og dermed stilles ringere end andre kunder, som valgte ikke at betale under berostillelse, men som i dag står med samme nulstilling. Dette udgør en usaglig og urimelig forskelsbehandling.
Der er ikke tale om kompensation, men om tilbagebetaling af egne midler, som de indklagede ikke længere har retsgrundlag for at beholde.
Hans krav vedrører navnlig de frivillige indbetalinger, som blev foretaget i en periode, hvor de indklagede havde sat betalingerne i bero og samtidig oplyste, at eventuel overbetaling ville blive tilbageført. Det var på dette grundlag, at han valgte at fortsætte indbetalingerne.
De indklagede har i den forbindelse selv anført i sine breve: “Du skal dog være opmærksom på, at det kan betyde, at du kommer til at betale for meget. I så fald betaler vi selvfølgelig den eventuelle overopkrævning tilbage”. Han lagde vægt på denne tilkendegivelse om, at eventuel overbetaling ville blive tilbagebetalt, og ikke blot kunne blive vurderet eller behandlet som et usikkert krav.
Efterfølgende er dette blevet ændret til, at de indklagede: “undersøger eventuel kompensation”, hvilket skaber usikkerhed om, hvorvidt de frivillige indbetalinger faktisk vil blive tilbageført.
Han ønsker ikke en generel kompensationsvurdering, men en konkret tilbagebetaling af de frivillige indbetalinger, som blev foretaget under forudsætning af, at eventuel overbetaling ville blive reguleret.
Han valgte gældssanering for at opnå en endelig økonomisk afklaring. De frivillige indbetalinger blev foretaget uden for gældssaneringsordningen og alene som følge af de indklagedes midlertidige ordning med berostillelse af betalinger.
Han er bekendt med, at de indklagede har anført, at han blev vejledt om risikoen ved fortsatte betalinger. Denne vejledning blev samtidig ledsaget af en klar tilkendegivelse om tilbagebetaling ved overbetaling, hvilket var afgørende for hans beslutning.
Realkredit Danmark har anført, at realkreditinstituttet havde et berettiget og fuldt dokumenteret krav mod klageren opgjort pr. den 24. januar 2018 til 520.278,94 kr. vedrørende pantnummer -852.
Klagerens gæld blev ved gældssaneringskendelsen af 22. juni 2018 lovligt og gyldigt nedsat til 18,6758 %, der skulle betales over en periode på 61 måneder, og denne kendelse udgør det retsgrundlag, i henhold til hvilket realkreditinstituttet har modtaget de løbende udlodninger.
De betalinger, som klageren har foretaget i henhold til gældssaneringskendelsen svarende til engangsudlodning samt udlodning for 2018, 2019, 2020 og 2021, er modtaget på et fuldt berettiget og lovmæssigt grundlag, idet realkreditinstituttet var kreditor i medfør af en endelig og bindende skifteretskendelse.
Realkreditinstituttet orienterede løbende og proaktivt klageren om datafejlene i gældssystemerne og tilbød klageren at sætte betalingen af gælden på pause, mens undersøgelserne stod på, ligesom realkreditinstituttet oplyste, at afbrud i betalingen ikke ville få betydning for gældssaneringskendelsen.
Realkreditinstituttet vejledte i brevet den 14. december 2021 klageren om, at fortsat indbetaling i perioden, hvor betalingen af gælden var sat på pause, indebar en risiko for overbetaling, og at realkreditinstituttet i så fald ville kompensere klageren for det eventuelt for meget betalte beløb.
Klageren valgte selv aktivt i december 2021 fuldt informeret om de beskrevne risici at fortsætte med at betale afdrag.
Realkreditinstituttets efterfølgende beslutning om at sætte klagerens restgæld til 0 kr. pr. den 5. oktober 2023 var begrundet i et overordnet ønske om at give klageren og øvrige berørte kunder en hurtigere afklaring om deres gæld.
Nulstillingen var ikke et udtryk for, at gælden var omfattet af fejl, eller at der ikke havde været et berettiget krav mod klageren, idet realkreditinstituttets krav var overført til realkreditinstituttets gældssystemer i forbindelse med gældssaneringen, og der var en meget lille risiko for, at det opgjorte og anmeldte beløb i gældssaneringen var behæftet med fejl.
Denne løsning var alene et udtryk for, at realkreditinstituttet på et overordnet plan besluttede at give klageren i lighed med en række andre kunder, en hurtig afklaring om sin gæld og minimere risikoen for at gentage tidligere fejl.
Realkreditinstituttet er derfor ikke forpligtet til at tilbagebetale klagerens tidligere indbetalinger, blot fordi realkreditinstituttet har valgt ikke at opkræve yderligere gæld vedrørende de nulstillede konti.
Det af klageren anførte om forskelsbehandling i forhold til øvrige kunder, der valgte ikke at betale i perioden, hvor betaling af gælden var sat på pause, er ubegrundet, idet klageren selv traf det aktive valg om at fortsætte sine indbetalinger på trods af realkreditinstituttets vejledning om risikoen for overbetaling.
Realkreditinstituttet undersøger fortsat, om klageren kan have betalt for meget og som følge heraf kan have et krav på kompensation, og klageren vil blive kontaktet, så snart undersøgelserne er afsluttet.
Realkreditinstituttets behandling af klagerens sag har på alle væsentlige punkter levet op til de forpligtelser, som gældssaneringskendelsen og den løbende vejledning af klageren har pålagt realkreditinstituttet.
Realkreditinstituttet har derfor ikke handlet ansvarspådragende eller på anden måde begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med håndteringen af klagerens gæld, som medfører et krav om tilbagebetaling af allerede indbetalte beløb.
Realkreditinstituttets beslutning om at nulstille klagerens gæld blev først truffet den 5. oktober 2023, hvorfor realkreditinstituttet ikke på et tidligere tidspunkt kunne rådgive klageren om konsekvenserne af hans ønske om fortsat at indbetale på gælden.
Klageren har ikke har lidt noget tab, hvorfor klagerens krav om tilbagebetaling er uberettiget og udokumenteret.
Realkreditinstituttet kan hverken ud fra ligheds- eller rimelighedsbetragtninger pålægges at tilbagebetale beløbet til klageren, jf. Ankenævnets afgørelse i lignende sager, herunder 159/2025 samt 467/2025,
Danske Bank har anført, at banken havde et berettiget og fuldt dokumenteret krav mod klageren opgjort pr. den 24. januar 2018 til i alt 341.651,71 kr. bestående af 36.104,34 kr. vedrørende Danske Lån -040 og 305.547,37 kr. vedrørende 20 % garanti RD/DB konto -285.
Klagerens gæld blev ved gældssaneringskendelsen af 22. juni 2018 lovligt og gyldigt nedsat til 18,6758 %, der skulle betales over en periode på 61 måneder, og denne kendelse udgør det retsgrundlag, i henhold til hvilket banken har modtaget de løbende udlodninger.
De betalinger, som klageren har foretaget i henhold til gældssaneringskendelsen svarende til dividende for 2018, 2019, 2020 og 2021 samt engangsudlodning med i alt 48.022,76 kr. er modtaget på et fuldt berettiget og lovmæssigt grundlag, idet banken var kreditor i medfør af en endelig og bindende skifteretskendelse.
Banken orienterede løbende og proaktivt klageren om datafejlene i gældssystemerne og tilbød allerede fra september 2020 klageren at sætte betalingen af gælden på pause, mens undersøgelserne stod på, ligesom banken oplyste, at afbrud i betalingen ikke ville få betydning for gældssaneringskendelsen.
Banken vejledte eksplicit klageren om, at fortsat betaling under beroperioden indebar en risiko for overbetaling, og at banken i så fald ville kompensere klageren for det eventuelt for meget betalte beløb.
Klageren valgte selv den 16. december 2021, fuldt informeret om de beskrevne risici, at fortsætte med at betale afdrag og erklærede sig udtrykkeligt indforstået med, at han risikerede at indbetale for meget.
Bankens efterfølgende beslutning om at sætte klagerens restgæld til 0 kr. henholdsvis den 14. december 2022 (konto -040) og den 7. marts 2023 (konto -192) var begrundet i et overordnet ønske om at give klageren og øvrige berørte kunder en hurtigere afklaring om deres gæld.
Nulstillingen var ikke et udtryk for, at gælden var omfattet af fejl, eller at der ikke havde været et berettiget krav mod klageren, idet bankens krav blev overført til bankens gældssystemer i forbindelse med gældssaneringen, og der var en meget lille risiko for, at det opgjorte og anmeldte beløb i gældssaneringen var behæftet med fejl.
Beslutningen om at nulstille klagerens gæld blev først endelig truffet henholdsvis den 14. december 2022 og 7. marts 2023, hvorfor banken ikke før disse datoer kunne rådgive klageren om konsekvenserne af klagerens ønske om fortsat at indbetale på gælden.
Banken er derfor ikke forpligtet til at tilbagebetale klagerens tidligere indbetalinger, blot fordi banken har valgt ikke at opkræve yderligere gæld vedrørende de nulstillede konti.
Det af klageren anførte om forskelsbehandling i forhold til øvrige kunder, der valgte ikke at betale under beroperioden, er ubegrundet, idet klageren selv traf det aktive valg om at fortsætte sine indbetalinger på trods af bankens udtrykkelige vejledning om risikoen for overbetaling.
Banken undersøger fortsat, om klageren kan have betalt for meget og som følge heraf kan have et krav på kompensation, og klageren vil blive kontaktet, så snart undersøgelserne er afsluttet.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende eller på anden måde begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med håndteringen af klagerens gæld, som medfører et krav om tilbagebetaling af allerede indbetalte beløb.
Klageren har ikke lidt noget tab, hvorfor klagerens krav om tilbagebetaling er uberettiget og udokumenteret.
Banken kan hverken ud fra ligheds- eller rimelighedsbetragtninger pålægges at tilbagebetale beløbet til klageren, jf. Ankenævnets afgørelse i lignende sager, herunder 159/2025 samt 467/2025,
Ankenævnets bemærkninger
Vedrørende Realkredit Danmark:
I 2005 optog klageren sammen med en anden debitor et realkreditlån i Realkredit Danmark med pantnummer -852 med en hovedstol på 805.000 kr. I 2007 optog klageren et nyt realkreditlån i Realkredit Danmark med pantnummer -852 med en hovedstol på 805.000 kr. Dette lån blev ligeledes optaget sammen med en anden debitor.
Den pantsatte ejendom blev solgt med overtagelse i sensommeren 2017, hvor lånene til realkreditinstituttet ikke blev dækket. Dette medførte en personlig fordring mod klageren på 930.000 kr. opgjort pr. den 21. april 2017, som klageren den 5. juni 2017 underskrev en skylderklæring på.
Den 24. januar 2018 indledte klageren gældssanering ved skifteretten. Realkreditinstituttet anmeldte sit tilgodehavende vedrørende pantnummer -852 opgjort pr. den 24. januar 2018 vedrørende til i alt 520.278,94 kr.
Den 22. juni 2018 afsagde skifteretten kendelse om gældssanering i sagen, hvorved klagerens usikrede gæld stiftet før den 24. januar 2018 blev nedsat til 18,6758 %, der skulle betales over en periode på 61 måneder med én årlig udlodning i december måned, første gang i december 2018.
Ved breve af juli og december 2021 til klageren oplyste realkreditinstituttet, at der var fejl i realkreditinstituttets gældsinddrivelsessystem. Det fremgik af brevet af december 2021, at indbetalinger på gælden ville blive spærret og sendt retur til klageren, men hvis klageren fortsat ønskede at indbetale på gælden, skulle klageren kontakte realkreditinstituttet.
Realkreditinstituttet har oplyst, at klageren selv valgte at indbetale den i gældssaneringskendelsen fastsatte ydelse for december 2021.
Realkreditinstituttet har endvidere oplyst, at det i alt har modtaget indbetalinger fra klageren på 73.130,72 kr. svarende til engangsudlodning samt udlodninger for 2018, 2019, 2020 og 2021.
Ved brev af 18. oktober 2023 skrev realkreditinstituttet til klageren, at gælden på pantnummer -852 pr. den 5. oktober 2023 var sat til 0 kr. Klageren blev samtidig orienteret om, at da han havde betalt af på gælden, ville realkreditinstituttet forsat undersøge, om der var blevet opkrævet for meget fra ham.
Klageren indgav en klage til realkreditinstituttet den 9. februar 2026, hvori han krævede tilbagebetaling af samtlige indbetalinger på i alt 73.130,72 kr. med den begrundelse, at banken havde nulstillet den gæld, der dannede grundlag for gældssaneringen
Realkreditinstituttet afviste klagen under henvisning til, at det forhold, at realkreditinstituttet havde valgt at nulstille klagerens gæld, ikke var ensbetydende med, at realkreditinstituttet ikke havde haft et berettiget og dokumenteret krav imod klageren på tidspunktet for nulstillingen af hans gæld.
Grundlaget for klagerens betalinger blev fastsat i skifterettens kendelse om gældssanering af 22. juni 2018 efter realkreditinstituttets forudgående anmeldelse af sin fordring mod klageren til skifteretten. Ankenævnet finder ikke efter det foreliggende, at realkreditinstituttet har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren, eller at realkreditinstituttet ud fra ligheds- eller rimelighedsbetragtninger kan pålægges at tilbagebetale et beløb til klageren. Ankenævnet finder, at der heller ikke i øvrigt foreligger oplysninger, der kan føre til, at realkreditinstituttet skal pålægges at betale et beløb til klageren.
Ankenævnet bemærker, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af låneforhold.
Klageren får ikke medhold i klagen over Realkredit Danmark.
Vedrørende Danske Bank:
I februar 2016 underskrev klageren et tillæg til gældsbrev vedrørende et Danske Lån -040 med en restgæld på 93.100,58 kr.
Den 20. november 2017 indtrådte banken i en 20 % garanti RD/DB med kontonummer -285, der opstod i forbindelse med, at klagerens ejendom blev solgt i frivillig handel med underskud i 2017. Banken indtrådte i Realkredit Danmarks rettigheder for 300.384,59 kr. Klageren underskrev den 28. november 2017 et frivilligt forlig vedrørende 20 % garanti RD/DB med kontonummer -285, hvorved han erkendte at skylde banken i alt 301.241,17 kr. pr. den 20. november 2017.
Den 15. februar 2018 anmeldte banken sit tilgodehavende i klagerens gældssaneringssag opgjort pr. den 24. januar 2018 til i alt 341.651,71 kr., bestående af 36.104,34 kr. vedrørende Danske Lån -040 og 305.547,37 kr. vedrørende 20% garanti RD/DB-med kontonummer -285.
Den 22. juni 2018 afsagde skifteretten kendelse om gældssanering i sagen, hvorved klagerens usikrede gæld stiftet før den 24. januar 2018 blev nedsat til 18,6758 %, der skulle betales over en periode på 61 måneder med én årlig udlodning i december måned, første gang i december 2018.
Ved breve af september 2020 og juni, september og december 2021 til klageren oplyste banken, at der var fejl i bankens gældsinddrivelsessystem. Det fremgik af brevet af december 2021, at banken satte betalingen af klagerens gæld på pause, mens banken undersøgte fejlen i gældsinddrivelsessystemet.
Den 16. december 2021 kontaktede klageren banken via e-mail og oplyste, at han ønskede at fortsætte med at betale af på sin gæld, mens banken undersøgte sagen, og at han var indforstået med risikoen for at indbetale for meget.
Banken har oplyst, at den i alt har modtaget indbetalinger fra klageren på 48.022,76 kr. svarende til engangsudlodning samt udlodninger for 2018, 2019, 2020 og 2021.
Den 19. december 2022 skrev banken til klageren, at gælden på konto -040 pr. den 14. december 2022 var sat til 0 kr., og at klageren ikke længere skyldte penge på kontoen. Gælden var på nulstillingstidspunktet registreret til 1.667,95 kr. i overensstemmelse med gældssaneringen.
Den 22. marts 2023 sendte banken et tilsvarende brev til klageren om, at gælden på konto -192 (tidligere konto -285) pr. den 7. marts 2023 var sat til 0 kr. Den nedsatte restgæld var på nulstillingstidspunktet registreret til 14.115,53 kr.
Banken oplyste i begge breve, at den fortsat undersøgte, om klageren kunne have betalt for meget og dermed havde krav på kompensation.
Den 31. oktober 2025 modtog klageren en kompensation på 23,42 kr. vedrørende konto -040, idet banken fejlagtigt havde beregnet renter af tilskrevne rykkergebyrer på kontoen.
Klageren indgav den 9. februar 2026 en klage til banken, hvori han krævede tilbagebetaling af samtlige indbetalinger på i alt 48.022,76 kr. med den begrundelse, at banken havde nulstillet den gæld, der dannede grundlag for gældssaneringen.
Banken afviste ved brev af 10. februar 2026 klagen blandt andet under henvisning til, at det forhold, at banken havde valgt at nulstille klagerens gæld, ikke var ensbetydende med, at banken ikke havde haft et berettiget og dokumenteret krav imod klageren på tidspunktet for nulstillingen af hans gæld.
Grundlaget for klagerens betalinger blev fastsat i skifterettens kendelse om gældssanering af 22. juni 2018 efter bankens forudgående anmeldelse af sin fordring mod klageren til skifteretten. Ankenævnet finder ikke efter det foreliggende, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren, eller at banken ud fra ligheds- eller rimelighedsbetragtninger kan pålægges at tilbagebetale et beløb til klageren. Ankenævnet finder, at der heller ikke i øvrigt foreligger oplysninger, der kan føre til, at banken skal pålægges at betale et beløb til klageren.
Ankenævnet bemærker, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af engagementer.
Klageren får ikke medhold i klagen over Danske Bank.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen over Danske Bank.