Krav om godtgørelse for merrenteudgifter i forbindelse med finansiering af tilbygning samt krav om erstatning for tab på lånefinansieret investering i Roskilde Bank aktier og Bankinvest Højrentelande
| Sagsnummer: | 260A/2011 |
| Dato: | 26-06-2012 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Christian Bremer, Maria Hyldahl, Jørn Ravn, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Udlån - øvrige spørgsmål
Rådgivning - investering Realkreditbelåning - rådgivning |
| Ledetekst: | Krav om godtgørelse for merrenteudgifter i forbindelse med finansiering af tilbygning samt krav om erstatning for tab på lånefinansieret investering i Roskilde Bank aktier og Bankinvest Højrentelande |
| Indklagede: | Roskilde Bank (FS Finans) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagernes krav om rentekompensation på finansiering af tilbygning samt krav om erstatning for tab på lånefinansieret investering i Roskilde Bank aktier og Bankinvest Højrentelande.
Sagens omstændigheder
I 2007 optog klagerne M og H et realkreditlån på 845.000 kr. via Roskilde Bank, hvor de var kunder. Efter det oplyste finansierede lånet blandt andet klagernes køb af investeringsbeviser i Bankinvest Højrentelande via bankens produkt Aktiv Boliginvest samt klagernes køb af Roskilde Bank aktier.
Efter det oplyste gennemførte banken i maj og juni 2007 nogle handler for H vedrørende Roskilde Bank aktier, hvorefter H’s samlede beholdning var på 138 stk. til en kursværdi på i alt knap 90.000 kr.
Klagerne har oplyst, at M på bankens anbefaling købte Roskilde Bank aktier til sin ratepension.
M havde en driftskredit i banken til brug for sin personligt ejede virksomhed. Under sagen er der fremlagt kontoudskrifter for kreditten for perioden 29. december 2006 - 30. juni 2008. Det fremgår, at kredittens maksimum i foråret 2007 blev forhøjet fra 200.000 kr. til 450.000 kr. Rentesatsen var 9,75 % pr. år. Rentesatsen var herefter jævnt stigende til 11,10 % pr. den 7. april 2008.
Klagerne har oplyst, at de i 2008 opførte en tilbygning til deres faste ejendom. Omkostningerne udgjorde 1 mio. kr., hvoraf de selv skulle finansiere 400.000 kr. Banken gav tilsagn om at finansiere de resterende 600.000 kr., når byggeriet var færdigt.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet A/S fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, nu FS Finans, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
Klagerne har oplyst, at banken ikke opfyldte sit løfte om finansiering af tilbygningen. De var herefter nødt til at skaffe pengene ved at bruge et erstatningsbeløb for en ulykke i 2003, deres børns opsparinger samt deres kassekreditter.
Roskilde Bank (FS Finans) har oplyst, at driftskreditten i august 2010 blev omlagt til et erhvervslån på 725.000 kr. Rentesatsen på lånet har fulgt de rentesatser, som anvendes i FS Finans. Pr. den 1. august 2011 var renten 9,05 % om året med kvartårlig rentetilskrivning. Pr. den 1. januar 2012 var rentesatsen 9,20 %.
Den 2. maj 2011 indgav klagerne en klage over Roskilde Bank (FS Finans) til Ankenævnet. Klagen vedrørte Bankinvest Højrentelande/Aktiv Boliginvest, Roskilde Bank aktier og boligfinansiering.
Der blev efterfølgende indgået forlig mellem parterne vedrørende Bankinvest Højrentelande/Aktiv Boliginvest.
For så vidt angår klagernes investeringer i Roskilde Bank aktier blev sagen af Ankenævnets sekretariat sat i bero med henblik på at afvente resultatet af en undersøgelse af Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden 1. januar 2006 - 24. august 2008, som Forbrugerombudsmanden har indledt.
Parternes påstande
Klagerne har nedlagt påstand om, at Roskilde Bank (FS Finans) skal erstatte deres tab på Roskilde Bank aktier og yde en rentekompensation i forbindelse med finansieringen af tilbygningen i 2008.
Roskilde Bank (FS Finans) har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har til støtte for kravet om en rentekompensation anført, at banken ikke opfyldte sit løfte om at finansiere tilbygningen med 600.000 kr.
De blev nødt til at finansiere tilbygningen på anden måde, herunder ved træk på driftskreditten. De blev herved påført en betydelig merrenteudgift svarende til forskellen i renten på driftskreditten og en boligfinansiering, hvorpå renten var 5,3584 %.
På grund af gældens størrelse kunne de ikke skifte pengeinstitut.
Lånet er på grund af den høje forrentning og en afvikling med 8.500 kr. pr. måned en stor belastning for deres økonomi.
Roskilde Bank (FS Finans) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at engagementet med klagerne omhandler et erhvervsengagement.
Til støtte for frifindelsespåstanden har Roskilde Bank (FS Finans) anført, at banken på intet tidspunkt har givet tilsagn om finansiering af klagernes tilbygning, som anført af klagerne. Af bankens arkivalier fremgår intet om en tillægsbelåning af klagernes ejendom i 2008 eller finansiering i øvrigt af klagernes tilbygning.
Rentesatsen på erhvervslånet er i overensstemmelse med FS Finans’ generelle priser for lån af den pågældende art.
Ankenævnets bemærkninger
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen bør afvises som erhvervsmæssig.
Det findes ikke godtgjort eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at Roskilde Bank i 2008 forpligtede sig til at finansiere klagernes tilbygning med 600.000 kr., hverken i form af et boliglån i banken eller formidling af et realkreditlån.
Der er under sagen ikke fremlagt et aftalegrundlag for hverken driftskreditten eller det lån, som kreditten blev omlagt til i august 2010.
Efter det foreliggende er der ikke grundlag for at tilsidesætte forrentningen af driftskreditten, der efter det oplyste i august 2010 blev afløst af et lån på 725.000 kr. Det bemærkes herved, at rentesatsen på driftskreditten i foråret/sommeren 2008 var på 11,10 % pr. år, mens rentesatsen på det nuværende lån udgør 9,20 % om året.
På baggrund af ovenstående tages klagen ikke til følge for så vidt angår klagernes krav om rentekompensation.
For så vidt angår Bankinvest Højrentelande/Aktiv Boliginvest er sagen forligt. Klagerne skal derfor have klagegebyret tilbage.
Tilbagebetalingen må imidlertid afvente afgørelsen af det sidste klagepunkt om klagernes investeringer i Roskilde Bank aktier, som afventer resultatet af en igangværende undersøgelse hos Forbrugerombudsmanden om Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden 1. januar 2006 - 24. august 2008.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i kravet om en rentekompensation.
For så vidt angår klagernes investeringer i Roskilde Bank aktier udsættes sagen med henblik på, at afvente resultatet af Forbrugerombudsmandens igangværende undersøgelse af Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden 1. januar 2006 - 24. august 2008.