Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afslag på anmodning om forhøjelse af lån.

Sagsnummer: 339 /2004
Dato: 20-04-2005
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Rut Jørgensen.
Klageemne: Udlån - låneanmodning
Ledetekst: Afslag på anmodning om forhøjelse af lån.
Indklagede: Arbejdernes Landsbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører indklagedes afslag på en anmodning fra klageren om forhøjelse af et eksisterende lån med 20.000 kr.

Sagens omstændigheder.

I foråret 2004 blev klageren kunde hos indklagede.

Ved kreditaftale af 26. marts 2004 ydede indklagede klageren et lån på 36.342 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr.

Ved kreditaftale af 1. april 2004 ydede indklagede klageren en kredit på 20.000 kr.

Ved skrivelse af 12. juli 2004 imødekom indklagede en anmodning fra klageren om bortfald af ydelserne for august og september 2004 på lånet.

Ved kreditaftale af 17. september 2004 blev lånet forhøjet med 6.325 kr. til 40.952,43 kr., som skulle afvikles med en uændret ydelse på 1.000 kr. pr. måned. Forhøjelsen blev anvendt til inddækning af overtræk på kreditten.

I november 2004 anmodede klageren om en forhøjelse af lånet med 20.000 kr., hvilket indklagede afslog.

I december 2004 afslog indklagede en anmodning fra klageren om en mindre låneforhøjelse og bortfald af ydelserne i januar og februar 2005.

Parternes påstande.

Den 21. december 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal tilpligtes at bevilge principalt en låneforhøjelse på 20.000 kr., subsidiært en mindre låneforhøjelse og henstand med to måneders ydelser, mere subsidiært henstand med to måneders ydelser.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med etableringen af engagementet gav tilsagn om et yderligere lån på 20.000 kr.

Hans indtægt efter skat er på 11.407 kr. pr. måned. De faste udgifter er på 5.000 kr. pr. måned, hvilket betyder, at han har et månedligt overskud på 6.407 kr.

Indklagede har anført, at man ikke er forpligtet til at yde klageren lån eller henstand med aftalte ydelser.

Ved etableringen af engagementet blev ca. 46.000 kr. anvendt til indfrielse af klagerens engagement i et andet pengeinstitut. Klageren havde herudover gæld til et finansieringsselskab og en sparekasse på i alt ca. 30.000 kr. Det blev tilkendegivet over for klageren, at såfremt nedbringelsen af gælden foregik planmæssigt, ville spørgsmålet om indfrielse af denne gæld blive taget op til overvejelse efter ca. et halvt år.

Engagementet blev ikke nedbragt, men steg tværtimod fra de oprindelige ca. 56.000 kr. til ca. 60.000 kr. Forudsætningerne for i efteråret 2004 at drøfte en forhøjelse af engagementet til indfrielse af anden gæld var derfor ikke opfyldt.

Efter en kreditvurdering af klageren ønskede man ikke at forhøje engagementet uden sikkerhed.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det findes ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med etableringen af engagementet i foråret 2004 gav klageren et tilsagn om bevilling af et yderligere lån på 20.000 kr., eller at indklagede uden forbehold stillede klageren en forhøjelse af engagementet i udsigt.

Ankenævnet finder derfor, at indklagede var berettiget til at afslå klagerens anmodning om forhøjelse af engagementet og/eller henstand med de aftalte ydelser på det eksisterende lån.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.