Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod at hæfte for 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.

Sagsnummer: 12/2026
Dato: 29-06-2026
Ankenævn: Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer, Signe Kjørup Carlsson, Tina Thygesen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne: Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd
Ledetekst: Indsigelse mod at hæfte for 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.
Indklagede: AL Sydbank A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Sydbank (nu AL Sydbank), hvor han havde en konto med et tilknyttet MasterCard -946.

Den 30. november 2025 blev der med klagerens MasterCard gennemført en kortbetaling på 629 EUR svarende til 4.753,29 DKK til betalingsmodtager A, som klageren ikke kan vedkende sig.

Klageren har oplyst, at han den 30. november 2025 modtog en e-mail, der fremstod som værende fra TV2 Play. I e-mailen blev han bedt om at opdatere sit betalingskort, og han trykkede derfor på et link i e-mailen, indtastede sine kortoplysninger og godkendte de opdaterede kortoplysninger i sin MitID-app. Efterfølgende modtog han en besked fra banken om, at der var reserveret 627 EUR på hans kort.

Banken har oplyst, at klageren godkendte betalingen i sin MitID-app med ID-nummer A-[0368], hvortil følgende tekst blev sendt:

”Betal 629,00 EUR til [betalingsmodtager A] fra kort xx3946”

Samme dag sendte banken en SMS til klagerens telefonnummer, hvoraf fremgik, at der var reserveret 629 EUR på klagerens MasterCard til betalingsmodtager A.

Klageren kontaktede banken umiddelbart efter, at han modtog SMS’en, og banken forsøgte forgæves at tilbagekalde betalingsordren.

Banken har oplyst, at kortbetalingen er korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl.

Klageren gjorde indsigelse over for banken, der afviste at godtgøre hans tab.

Klageren klagede til banken over afvisningen. Banken fastholdt sin afgørelse.

Parternes påstande

Den 5. januar 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at AL Sydbank A/S skal betale 4.753,29 DKK til ham.

AL Sydbank A/S har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han er blevet svindlet.

Han modtog en e-mail med tydeligt logo, der fremstod som værende fra TV2 Play. Han opdaterede sine kortoplysninger i henhold til e-mailen og godkendte med MitID. Det viste sig imidlertid at være svindel.

Han forstår ikke bankens afslag, da han henvendte sig to minutter efter, at han fik besked om, at der var reserveret 629 EUR på hans kort.

Han gjorde banken opmærksom på, at han havde lavet en fejl ved at godkende en betaling på 629 EUR til en konto i en bank i Spanien, men banken oplyste, at den ikke kunne hjælpe, da han havde godkendt med sit MitID.

Han føler sig snydt af banken og selvfølgelig af den person, der stod bag svindlen.

AL Sydbank A/S har anført, at klageren ved at godkende betalingen i sin MitID-app, hvor både beløbet og betalingsmodtager klart fremgik, ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort svindlerens betaling. Klageren hæfter derfor for 8.000 DKK af tabet, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.

Da klagerens tab ikke overstiger 8.000 DKK, skal banken frifindes.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Sydbank (nu AL Sydbank), hvor han havde en konto med et tilknyttet MasterCard -946.

Den 30. november 2025 blev der med klagerens MasterCard gennemført en kortbetaling på 629 EUR svarende til 4.753,29 DKK til betalingsmodtager A, som klageren ikke kan vedkende sig.

Klageren har oplyst, at baggrunden for betalingen var, at han modtog en e-mail, der fremstod som værende fra TV2 Play. I e-mailen blev han bedt om at opdatere sit betalingskort, og han trykkede derfor på et link i e-mailen, indtastede sine kortoplysninger og godkendte de opdaterede kortoplysninger i sin MitID-app.

Banken har anført, at klageren godkendte betalingen i sin MitID-app, hvortil følgende godkendelsestekst blev sendt: ”Betal 629,00 EUR til [betalingsmodtager A] fra kort xx3946”.

Ankenævnet lægger til grund, at betalingstransaktionen er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.

Ankenævnet finder, at klagerens MitID var en personlig sikkerhedsforanstaltning, jf. betalingslovens § 7, nr. 31. Ved transaktionen blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingslovens § 7, nr. 30.

Ankenævnet lægger til grund, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.

Efter betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2 og 3, hæfter betaleren med op til 8.000 DKK af tabet som følge af andres uberettigede anvendelse, hvis betalerens udbyder godtgør, at betaleren med forsæt har overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 5, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2, eller at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.

Tre medlemmer – Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer og Signe Kjørup Carlsson – udtaler:

Efter de foreliggende oplysninger finder vi det godtgjort, at klageren har godkendt betalingen på 629 EUR i sin MitID-app.

Vi finder, at banken har godtgjort, at klageren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, da han burde have reageret på teksten i MitID-appen, hvor han fik oplysninger om beløbet på 629 EUR og beløbsmodtager A, og at klageren som følge heraf hæfter med op til 8.000 DKK.

Vi lægger til grund, at banken ikke havde mulighed for at standse betalingen, da klageren kort tid efter betalingsgodkendelsen henvendte sig til banken.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.

To medlemmer – Tina Thygesen og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:

Som ovenfor anført finder vi det godtgjort, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.

Vi finder, at der er tale om organiseret professionel svindel.

Forbrugere har forskellige forudsætninger for at gennemskue professionel svindel. Det må aldrig blive utrygt for den almindelige forbruger at anvende de digitale løsninger og betalingstjenester, der er nødvendige for at fungere i vores samfund.

Vi finder derfor ikke, at klageren, ved at blive snydt af en professionel svindler, har udvist groft uforsvarlig adfærd. Det må forudsættes, at såfremt klageren havde forudsætninger for at gennemskue svindlen, ville han ikke have godkendt transaktionen.

Hertil bemærkes et generelt forbehold for så vidt angår systemfejl. Det kan ikke udelukkes, at der i sager med phishing, er tale om raffineret systemteknisk misbrug, hvor svindleren er lykkedes med at udvikle tekniske løsninger, som muliggjorde svindlen.

Vi finder ikke, at banken har godtgjort, at betingelserne for, at klageren hæfter efter de udvidede ansvarsbestemmelser i betalingslovens § 100, stk. 4, er opfyldt.

Vi finder, at banken er nærmest til at bære risikoen for, at det betalingssystem, forbrugerne anvender, er tilstrækkelig sikkert og tydeligt til at hindre svindel.

Da den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt, hæfter klageren for 375 DKK af tabet, jf. betalingslovens § 100, stk. 3.

Vi stemmer derfor for, at banken skal tilbageføre 4.378,29 DKK til klageren.

Sagen afgøres efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.