Krav om erstatning begrundet i opsigelse af depotaftale og krav om salg af værdipapirer som følge af, at klageren var amerikansk statsborger.
| Sagsnummer: | 540/2024 |
| Dato: | 28-08-2025 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Bjarke Levinsky Svejstrup, Mette Lindekvist Højsgaard, Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen. |
| Klageemne: |
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Depot - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om erstatning begrundet i opsigelse af depotaftale og krav om salg af værdipapirer som følge af, at klageren var amerikansk statsborger. |
| Indklagede: | Sparekassen Danmark |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning begrundet i opsigelse af depotaftale og krav om salg af værdipapirer som følge af, at klageren var amerikansk statsborger.
Sagens omstændigheder
Klageren oprettede i juni 2021 et åbent værdipapirdepot i Sparekassen Vendsyssel (nu Sparekassen Danmark). Som en del af aftalegrundlaget indgik sparekassens ”Regler for handel med værdipapirer” gældende fra den 30. november 2018. Heraf fremgik blandt andet:
”4. Statsborgerskab
…
4.1 Kunder med relation til USA eller Canada
Privatkunder
Sparekassen Vendsyssel yder ikke investeringsrådgivning til kunder som er bosiddende i USA eller Canada, eller kunder som har primært eller sekundært statsborgerskab fra USA eller Canada, ligesom disse kunder heller ikke må handle værdipapirer gennem Sparekassen Vendsyssel eller oprette et depot i Sparekassen Vendsyssel.
Baggrunden herfor er, at Sparekassen Vendsyssel ikke ønsker at blive underlagt det amerikanske eller canadiske finanstilsyn.”
Sparekassen har oplyst, at den primo 2024 blev opmærksom på, at klageren var amerikansk statsborger og dermed havde skattemæssig relation til USA.
Klageren har oplyst, at sparekassen allerede ved oprettelsen af værdipapirdepotet i juni 2021 fik oplyst, at han var amerikansk statsborger.
Den 25. juni 2024 sendte sparekassen et opsigelsesbrev til klageren, hvoraf fremgik:
”Dit værdipapirdepot: [-687]
Vi kontakter dig i anledning af, at du har værdipapirdepoter i sparekassen og samtidig er registreret som ”amerikansk person”. Amerikanske personer er defineret som alle amerikanske statsborgere og/eller alle personer (uanset statsborgerskab) med bopæl i USA.
Såfremt sparekassen har amerikanske kunder med depoter, skal vi under visse betingelser være registreret hos det lokale Finanstilsyn. Registreringen og de løbende rapporteringskrav vil blive meget ressourcekrævende. Vi har derfor valgt ikke at lade sparekassen registrere hos det lokale Finanstilsyn.
Som følge af ovenstående er vi nødt til at opsige din depotaftale. Aftalen ophører den 30. september 2024. Vi skal derfor bede dig om at sørge for at realisere dine værdipapirer i depotet inden udløb af aftalen. I tilfælde af, at værdipapirerne ikke er solgt inden opsigelsesvarslets udløb den 30. september 2024, vil værdipapirerne blive solgt uden yderligere varsel, da det er nødvendigt for at lukke depotet.
Vi beklager det besvær, som opsigelsen påfører dig. Hvis der er spørgsmål, er du som altid velkommen til at kontakte din rådgiver.”
Sparekassen har oplyst, at klageren den 18. september 2024 sendte en e-mail til sparekassen, hvori klageren oplyste, at det var muligt at overføre værdipapirerne til et depot i et andet dansk pengeinstitut, P. Klageren ønskede, at dette skulle ske omkostningsfrit, hvilket sparekassen gav afslag på. Værdipapirerne blev aldrig overført til P.
Sparekassen har yderligere oplyst, at der den 7. og den 8. oktober 2024 var e-mailkorrespondance mellem klageren og hans rådgiver i sparekassen vedrørende salg af klagerens værdipapirer. Den 7. oktober kl. 17.44 afgav klageren en ordre om, at værdipapirerne skulle sælges næste dag om morgenen. På baggrund af korrespondancen solgte sparekassen værdipapirerne den 8. oktober 2024.
Den 8. oktober 2024 gjorde klageren over for sparekassen indsigelse mod, at sparekassen ikke tilbød depotaftale og værdipapirhandel til kunder registreret som en ”amerikansk person”. Sparekassen afviste klagerens indsigelse.
Den 20. juni 2025 har sparekassen på Ankenævnets forespørgsel oplyst, at den har indgået en QI-aftale med de amerikanske skattemyndigheder for at sikre en reduceret udbyttebeskatning for de af sparekassens kunder, der har amerikanske værdipapirer, og at dette kun gælder kunder, som ikke har amerikansk statsborgerskab eller skattemæssig relation til USA.
Sparekassen har endvidere oplyst, at sparekassens systemer og administrative setup ikke gør det muligt for sparekassen at efterleve QI-aftalens krav i forhold til kunder med amerikansk statsborgerskab og skatterelation til USA, ligesom sparekassen ikke har indsigt i amerikansk lovgivning, herunder amerikanske forbrugerretlige regler.
Parternes påstande
Den 30. oktober 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Sparekassen Danmark skal betale erstatning som følge af sparekassens opsigelse af hans depotaftale og krav om salg af hans værdipapirer.
Sparekassen Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at sparekassen allerede var bekendt med, at han var amerikansk statsborger, da han oprettede depotet i sparekassen i juni 2021.
Han talte i forbindelse med oprettelsen af depotet engelsk med sparekassen i adskillige telefonsamtaler, og sparekassen fik en kopi af hans pas. Desuden er hans navn ikke dansk, og en hurtig søgning på internettet ville have vist, at han var amerikansk statsborger. Der blev ikke i den forbindelse nævnt noget om, at han som amerikansk statsborger ikke kunne have et værdipapirdepot i sparekassen.
Sparekassen tog ham ind som kunde på trods af, at den i 2021 var bekendt med, at han var amerikansk statsborger, og den har efterfølgende tjent godt på hans handel med værdipapirer i tre år.
Han kunne ved oprettelsen af depotet ikke læse sparekassens ”Regler for handel med værdipapirer” vedrørende sparekassens politik om afslutning af kundeforhold med kunder, der var statsborgere i USA eller Canada, da reglerne var affattet på dansk.
Han har boet i Danmark i over 30 år, men bor nu i Rumænien. Han har børn og børnebørn i Danmark.
Selv om sparekassen gav ham en frist på tre måneder til at realisere værdipapirerne eller overflytte dem til et andet sted, var det ikke tilstrækkelig tid til, at han kunne varetage sine interesser bedst muligt, og han var derfor nødt til at sælge sine værdipapirer.
Det påtvungne salg har påført ham et kurstab, fordi han var tvunget til at sælge på et dårligt tidspunkt, og har påført ham udgifter i forbindelse med selve salget. Sparekassen bør godtgøre ham det tab, som salget har påført ham. Alternativt bør sparekassen retablere hans private depot med de værdipapirer, som det indeholdt inden salget.
De amerikanske skattemyndigheder stiler de samme krav til sparekassen, jf. QI-aftalen, uanset om det drejer sig om amerikanske statsborgere eller ej.
Sparekassen Danmark har anført, at den var berettiget til at opsige klagerens depotaftale og dermed adgang til at handle og opbevare værdipapirer i depot hos sparekassen. Opsigelsen skete ud fra en saglig begrundelse og med et passende varsel på tre måneder, således at klageren havde lejlighed til at varetage sine interesser.
I 2014 blev danske pengeinstitutter pålagt at efterleve amerikanske FATCA-regler. Dette følger af en bekendtgørelse, som senest er ændret ved bekendtgørelse 724 af 22. april 2021 om identifikation og indhentning af finansielle konti med tilknytning til USA.
Klageren er amerikansk statsborger og dermed omfattet af FATCA-reglerne vedrørende kunder med skattemæssig relation til USA. Amerikanske skatteregler om kvalificerede mellemmænd ”Qualified Intermediary” betyder, at sparekassen risikerer at blive underlagt det amerikanske finanstilsyn og regulering, såfremt kunder med amerikansk statsborgerskab eller bopæl har værdipapirdepot i sparekassen.
På den baggrund har sparekassen foretaget en forretningsmæssig beslutning om, at sparekassen ikke tilbyder værdipapirdepoter og værdipapirhandel til kunder med amerikansk statsborgerskab og skatterelation til USA, da det vil forudsætte et betydeligt administrativt setup i forhold til viden om amerikansk lovgivning og tilsyn samt efterlevelse af reglerne.
Det fremgår af sparekassens ”Regler for handel med værdipapirer”, som var gældende, da klageren oprettede værdipapirdepotet i 2021, at sparekassen ikke tilbyder værdipapirdepot til kunder med relation til USA. Regler for handel med værdipapirer var en del af aftalegrundlaget mellem klageren og sparekassen.
Det fremgår således af sparekassens ”Regler for handel med værdipapirer”, at sparekassen ikke kan tilbyde depot, værdipapirhandel eller investeringsrådgivning til kunder med relation til USA eller Canada. Klageren burde dermed have kendskab til, at sparekassen ikke tilbyder værdipapirdepot eller værdipapirhandel til kunder med relation til USA og Canada.
Klageren har ikke dokumenteret et økonomisk tab. Klageren havde tre måneder til at sælge værdipapirerne til bedst mulig pris eller overføre dem til andet sted.
Sparekassen har ikke handlet ansvarspådragende og er ikke erstatningsansvarlig for klagerens eventuelle tab.
Sparekassen var berettiget til at afslå omkostningsfri overførsel af værdipapirerne, og der er ikke grundlag for at pålægge sparekassen at friholde klageren for omkostninger til overførsel eller salg af værdipapirerne, ligesom sparekassen ikke kan forpligtes til at erstatte eventuelle kurstab ved salg af værdipapirerne.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren er amerikansk statsborger og har oplyst, at han har boet i Danmark i over 30 år, men bor nu i Rumænien.
Klageren oprettede i juni 2021 et åbent værdipapirdepot i Sparekassen Vendsyssel (nu Sparekassen Danmark). Som en del af aftalegrundlaget indgik sparekassens ”Regler for handel med værdipapirer” gældende fra den 30. november 2018. Heraf fremgår blandt andet af punkt 4.1, at sparekassen ikke yder investeringsrådgivning til kunder som har primært eller sekundært statsborgerskab i USA, ligesom disse kunder heller ikke må handle værdipapirer gennem sparekassen eller oprette et depot i sparekassen. Det fremgår endvidere, at baggrunden herfor er, at sparekassen ikke ønsker at blive underlagt det amerikanske finanstilsyn.
Ved brev af juni 2024 til klageren meddelte sparekassen, at den var nødt til at opsige hans depotaftale. Aftalen ophørte den 30. september 2024. Sparekassen bad klageren om at sørge for at realisere sine værdipapirer i depotet inden udløb af aftalen. I tilfælde af, at værdipapirerne ikke var solgt inden opsigelsesvarslets udløb den 30. september 2024, ville klagerens værdipapirer blive solgt uden yderligere varsel, da det var nødvendigt for at lukke depotet.
Den 20. juni 2025 har sparekassen på Ankenævnets forespørgsel oplyst, at den har indgået en QI-aftale med de amerikanske skattemyndigheder for at sikre en reduceret udbyttebeskatning for de af sparekassens kunder, der har amerikanske værdipapirer, og at dette kun gælder kunder, som ikke har amerikansk statsborgerskab eller skattemæssig relation til USA.
Sparekassen har endvidere oplyst, at sparekassens systemer og administrative setup ikke gør det muligt for sparekassen at efterleve QI-aftalens krav i forhold til kunder med amerikansk statsborgerskab og skatterelation til USA, ligesom sparekassen ikke har indsigt i amerikansk lovgivning, herunder amerikanske forbrugerretlige regler.
Ankenævnet finder, at sparekassens beslutning om ikke at ville have amerikanske kunder med værdipapirdepoter var en saglig begrundelse for at opsige klagerens depotaftale og klagerens adgang til have værdipapirer hos sparekassen. Ankenævnet finder, at det meddelte varsel på tre måneder var passende.
Det af klageren anførte om betydningen af den indgåede QI-aftale kan ikke ændre herved.
Ankenævnet finder herefter, at sparekassen ikke kan forpligtes til at erstatte et eventuelt kurstab ved salget af værdipapirerne.
Ankenævnet finder imidlertid, at sparekassen i den foreliggende situation skal afstå fra at opkræve omkostninger hos klageren i forbindelse med salget af værdipapirerne, idet Ankenævnet finder, at sparekassen ved depotaftalens indgåelse var eller burde have været bekendt med klagerens amerikanske statsborgerskab.
Ankenævnets afgørelse
Sparekassen Danmark skal inden 30 dage refundere klageren de opkrævede omkostninger i forbindelse med salget af værdipapirerne.
Klageren får ikke medhold i, at sparekassen skal erstatte et eventuelt kurstab ved salget af værdipapirerne.
Klageren får klagegebyret tilbage.