Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod afslag på indlevering af obligationer i stedet for kontant betaling af afdrag på et fastforrentet realkreditlån.

Sagsnummer: 305 /2022
Dato: 21-03-2023
Ankenævn: Bo Østergaard, Lars K. Madsen, Jes Zander Brinch, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde.
Klageemne:
Terminsydelse - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod afslag på indlevering af obligationer i stedet for kontant betaling af afdrag på et fastforrentet realkreditlån.
Indklagede: Totalkredit
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Realkreditinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod Totalkredits afslag på indlevering af obligationer i stedet for kontant betaling af afdrag på et fastforrentet realkreditlån.

Sagens omstændigheder

Klageren havde et 30-årigt fastforrentet 1 % obligationslån med afdrag med en oprindelig hovedstol på 2.118.000 kr. i Totalkredit. Af låne- og pantsætningsaftalen fremgik blandt andet:

”…

Betalinger på lånet

Debitor er, indtil lånet er fuldstændigt afviklet, forpligtet til at forrente og afdrage lånet samt betale bidrag ved kontant at indbetale ydelserne i overensstemmelse med vilkårene for lånet. En ordinær terminsydelse består af rente, afdrag og bidrag. Renten beregnes af den til enhver tid værende restgæld.

En terminsydelse skal betales kontant senest sidste rettidige betalingsdag. Sidste rettidige betalingsdag er fastsat til den sidste bankdag i forfaldsmåneden. Totalkredit kan i øvrigt fastsætte betalingssted- og form for ydelser på lånet, og kan herunder fastsætte, at debitors anvendelse af visse betalingsformer kun kan ske mod betaling af et gebyr til Totalkredit.

Indfrielse

Fuldstændig eller delvis ekstraordinær indfrielse kan ske ved indlevering af obligationer svarende til lånets obligationsrestgæld. Obligationerne der ikke må være udtrukket eller opsagte, skal være i samme fondskode, som de obligationer, der blev udstedt ved lånets udbetaling…

…”

Ved e-mail af 9. juni 2022 skrev klageren til Totalkredit, at han fra terminen den 11. september 2022 ønskede at forudbetale afdrag hver termin ved at indlevere obligationer svarende til afdrag. Obligationerne ville blive udtaget fra hans depot i hans bank og overført til Totalkredit senest to måneder før forfald. De fremtidige ordinære ydelser ville herefter alene bestå af rente og bidrag, som han ville betale kontant.

Totalkredit svarede klageren samme dag, at det ikke var muligt at betale forud som foreslået af klageren.

Parterne fortsatte korrespondancen, og den 10. juni 2022 sendte Totalkredit et link til klageren, hvor han kunne finde en blanket til bestilling af hel eller delvis indfrielse af obligationslån. Klageren fastholdt sit krav på at kunne afdrage ved indlevering af obligationer og anførte, at det tilsendte link ikke angik afdragsbetaling med obligationer.

Ved e-mail af 4. august 2022 skrev Totalkredits juridiske afdeling til klageren, at ydelsen på hans lån skulle betales kontant i henhold til låne- og pantsætningsaftalen, og at det ikke var muligt at splitte terminsydelsen op eller at betale dele af ydelsen på anden måde end kontant. Totalkredit oplyste desuden, at det kun var muligt at indlevere obligationer i forbindelse med ekstraordinær indfrielse af hele eller en del af lånet, og at ekstraordinær indfrielse ikke ville træde i stedet for ordinært afdrag på lånet. Ekstraordinær indfrielse ville desuden være forbundet med et gebyr.

Parternes påstande

Den 8. august 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Totalkredit skal acceptere, at han fremadrettet kan betale afdrag på sit obligationslån ved indlevering af obligationer.

Totalkredit har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Totalkredit uberettiget har afvist at lade ham afdrage på lånet ved indlevering af obligationer. Totalkredit favoriserer herved afdragsfrie lån, da det ved disse lån er muligt at indlevere obligationer hvert kvartal eller år, som svarer til afdraget.

Der står intet i låneaftalen om, at man ikke kan betale afdrag ved indlevering af obligationer, der svarer til et afdrag, en eller to måneder før forfald. Når afdrag er betalt med obligationer, består ydelsen fremadrettet alene af renter og bidrag, der betales kontant. Hvis det ikke skulle kunne lade sig gøre i henhold til låneaftalen, så skulle den være formuleret helt anderledes og tydeligt. Det er ikke korrekt, at det ville kræve en oplistning i låneaftalen af alt det, man ikke kan betale med. Helt grundlæggende omhandler sagen kroner eller obligationer.

Hverken Totalkredit eller nogen investor mister penge, hvis han afdrager med obligationer. Det er derfor uforståeligt, hvorfor Totalkredit ikke vil acceptere det. Totalkredit tjener faktisk lidt på det ved at opkræve et gebyr på 750 kr. ved hver indlevering af obligationer.

Hvis han får medhold, så er fristen for indlevering af obligationerne ikke afgørende for ham. Om det sættes til en uge, en måned eller to måneder er ikke afgørende.

Hvis han ikke får medhold, vil han gå til pressen for at sætte gang i en debat med opfordring til alle, der skal optage nyt realkreditlån, at de skal optage det afdragsfrit, da det vil give dem en enorm fleksibilitet samt en kæmpe fordel. Han vil også overveje en retssag, da han er helt sikker på, at han har ret.

Totalkredit har anført, at klageren ikke har krav på at splitte terminsydelsen op på sit fastforrentede obligationslån, så afdragene betales lang tid før med obligationer, og så kun rente og bidrag betales via kontant opkrævning.

Det fremgår af låne- og pantsætningsaftalen, at ydelserne skal betales kontant, jf. aftalens afsnit om Betalinger på lånet. Det er kun muligheden for at indbetale kontant, der er anført i aftalen, og det må givetvis udelukke, at man kan betale med andre betalingsmuligheder. I modsat fald ville indholdet af aftalen være en lang oplistning af alt det, man ikke kan betale med – eksempelvis naturalier, anden valuta end danske kroner eller andre værdipapirer.

Låneaftalen indeholder ikke mulighed for den kombination af betalinger, som klageren ønsker. Terminsydelsen på hans lån er én samlet enhed, der hænger sammen, uagtet at den består af forskellige delelementer som rente, bidrag og afdrag. Terminsydelsen skal derfor også betales som én enhed. Klageren har også indtil nu afdraget lånet kontant. Ved aftalens indgåelse herskede der således ikke tvivl om, at ordinære afdrag skal indbetales kontant, og der er ikke givet en berettiget forventning om, at der kan afdrages på anden vis end kontant ved ordinære indbetalinger.

Totalkredit har oplyst klageren, at det er muligt at indlevere obligationer i forbindelse med en ekstraordinær indfrielse af hele eller en del af lånet, jf. låneaftalens afsnit om indfrielse. Dette kan ske i overensstemmelse med vilkårene herfor, blandt andet at der skal betales gebyr. Rente- og ydelsesvilkår reguleres ved en delvis ekstraordinær indfrielse. Delvis ekstraordinær indfrielse kan ikke træde i stedet for et ordinært afdrag, men medfører en nedbringelse af lånet, der påvirker ydelsesrækken, fordi det er et mindre beløb end oprindeligt, der nu skal betales over resten af lånets løbetid.

Afviklingsvilkårene for lånet fremgår klart af Låne- og pantsætningsaftalen, og vilkårene er sædvanlige for realkreditlån.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren havde et 30-årigt fastforrentet 1 % obligationslån med afdrag med en oprindelig hovedstol på 2.118.000 kr. i Totalkredit. Af låne- og pantsætningsaftalen fremgik, at klageren var forpligtet til at forrente og afdrage lånet samt betale afdrag ved kontant at indbetale ydelserne i overensstemmelse med vilkårene for lånet.

I sommeren 2022 meddelte klageren Totalkredit, at han fra terminen den 11. september 2022 ønskede at forudbetale afdrag ved at indlevere obligationer. Totalkredit afviste, at klageren kunne afdrage på lånet sådan.

Ankenævnet finder, at det af låne- og pantsætningsaftalens vilkår om betalinger på lånet tydeligt fremgik, at klagerens renter, bidrag og afdrag på lånet skulle betales kontant. Ankenævnet finder derfor ikke, at Totalkredit var forpligtet til at lade klageren afdrage på obligationslånet ved indlevering af obligationer.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.