Kaution.

Sagsnummer:98/1990
Dato:28-08-1991
Ankenævn:Peter Blok, Søren Geckler, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 12 oktober 1982 kautionerede klageren sammen med sin ægtefælle for et lån ydet af indklagede til en revisor.

Efter klagerens ægtefælles død i december 1984 overtog klageren boet til privat skifte som enearving.

I april 1986 overflyttedes til indklagede et engagement på 617.467,99, kr., som revisoren og et af denne ejet selskab havde med Sparekassen SDS. I denne forbindelse afgav klageren selvskyldnerkaution begrænset til 1.440.000,- kr. til sikkerhed for enhver forpligtelse, som revisoren og selskabet havde eller senere måtte få overfor indklagede vedrørende en finanslånsgaranti på 750.000,- kr., en kassekredit på 250.000,- kr. samt et udlån på 740.000,- kr. Endvidere stillede klageren håndpant med værdipapirer til en kursværdi af 1,2 mill. kr.

Den 23. marts 1988 afløstes det af klageren tidligere underskrevne kautionsdokument af et nyt dokument, hvorefter klageren kautionerede for indtil 1.690.000,- kr. til sikkerhed for enhver forpligtelse, som revisoren eller dennes selskab havde eller måtte få overfor indklagede vedrørende finanslånet, nu nedbragt til 696.559,- kr., en kassekredit med et maksimum på 450.000,- kr. samt udlån med restgæld 654.729,- kr. Samtidig stillede klageren håndpant med 1 mill. kr., kursværdi i pantebreve og obligationer samt ejerpantebrev 450.000,- kr. med pant i klagerens bolig. Af dokumentet fremgår, at indklagedes advokat har skrevet til vitterlighed om, at underskriverne "...... efter min opfattelse var i stand til fornuftsmæssigt, at overskue konsekvenserne af underskriften".

Ifølge klageren havde indklagedes advokat indkaldt til underskrivelse, og mødet herom varede ca. 10 minutter.

Den 10. februar 1989 kautionerede klageren til sikkerhed for en kassekredit på 445.000,- kr. ydet af indklagede til revisorens selskab, ligesom klageren stillede håndpant med et sikkerhedsdepot og indestående på en konto. Dokumentet var vitterlighedspåtegnet af indklagedes advokat på samme måde som dokumentet af 10. marts 1988.

I september 1989 blev revisoren og dennes selskab erklæret konkurs. Den 27. oktober 1989 anmeldte indklagede i konkursboet efter selskabet et krav på 1.668.129,37 kr.

Under sagen er fremlagt regnskab for det omhandlede selskab for regnskabsåret 1985/86, hvoraf fremgår et underskud på ca. 84.000,- kr. og en negativ egenkapital på ca. 708.000,- kr. Endvidere er fremlagt regnskab for 1987/88, hvoraf fremgår et underskud på ca. 92.000,- kr. og en negativ egenkapital på ca. 882.000,- kr.

Indklagede har efter revisorens og selskabets konkurs fremsat krav overfor klageren. Efter gennem sin advokat at have korresponderet med indklagede, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at de af klageren påtagne kautionsforpligtelser er ugyldige.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at kautionsforpligtelserne bør tilsidesættes i medfør aftalelovens §§ 30, 31 og 33 subsidiært § 36. Indklagede har udnyttet klagerens manglende indsigt - klageren er født i 1904 - til at opnå eller betinge sig en ydelse, som der ikke ydes vederlag for, ligsom det vil stride imod almindelig hæderlighed at gøre kautionserklæringerne gældende. Det må endvidere lægges til grund, at indklagede havde et indgående kendskab til revisorens og selskabets økonomiske forhold, samt at indklagede ikke orienterede klageren om disse økonomiske forhold eller om de forudselige konsekvenser af at underskrive kautionserklæringerne. Dette bestyrkes af, at indklagede i 1988 i forbindelse med kautionsforpligtelsernes forhøjelse fremsendte sagen til sin advokat med anmodning om, at denne skulle sikre sig, at klageren var i stand at handle fornuftsmæssigt.

Indklagede har anført, at klagerens alder ikke i sig selv kan tillægges betydning, med mindre der er særlig indikation for at antage, at klageren skulle være fysisk eller psykisk svækket. De af indklagedes medarbejdere, som har behandlet klagerens forhold har udtalt, at klageren altid gjorde et særdeles åndsfriskt og dynamisk indtryk og viste sig overordentlig kyndig og fortrolig med værdipapirers betegnelser og omsætning, således at man havde det indtryk, at hun var meget vidende om den rigtige pleje af sin formue. Det bestrides, at klagerens relation til revisoren skulle være et traditionelt klient/rådgiverforhold. De foreliggende oplysninger peger i modsat retning, ligesom det har været den udbredte opfattelse blandt indklagedes medarbejdere, at revisoren har været plejesøn hos klageren og dennes ægtefælle. Indklagede bestrider, at der foreligger sådanne omstændigheder, som kan begrunde kautionens reduktion eller bortfald. Indklagede bestrider endvidere at have handlet "svigagtigt" ved at undlade, at gøre klageren bekendt med debitors økonomiske situation. Pågældende afdelingsbestyrer hos indklagede var i kontakt med klagerens daværende advokat, som dels bekræftede, at han rådgav klageren i sagen, og gav udtryk for, at han havde frarådet klageren at medvirke, men at hun angiveligt velvidende om risikoen klart ønskede at tiltræde som kautionist.

Ankenævnets bemærkninger:

En stillingtagen til det af parterne anførte findes at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.