Sagsnummer: | 495/2002 |
Dato: | 14-05-2003 |
Ankenævn: | John Mosegaard, Kåre Klein Emtoft, Jette Kammer Jensen, Erik Sevaldsen |
Klageemne: | Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
Ledetekst: | Indsigelse om at omlægning af investeringsbeviser baseret på indeksobligationer til investeringsbeviser baseret på europæiske aktier var sket uden aftale. |
Indklagede: | Amagerbanken |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse imod omlægning af investeringsbeviser baseret på indeksobligationer til investeringsbeviser baseret på europæiske aktier, der blev gennemført af indklagede i juli 2000.
Sagens omstændigheder.
Ved tillægsaftale af 19. marts 1998 blev der oprettet et depot i tilknytning til klagerens selvpensioneringskonto hos indklagede, således at der for indeståendet på selvpensioneringskontoen kunne indkøbes værdipapirer efter ordre fra klageren. Klageren er født i 1944.
I begyndelsen af juni 2000 fremsendte indklagede som led i en pensionskampagne en standardskrivelse til klageren med oplysninger om muligheder for omlægning af pensionsdepoter. Skrivelsen blev fremsendt til de af indklagedes kunder, som ikke var fyldt 56 år, og som havde en beholdning af BankInvest Indeksobligationer.
Ifølge indklagedes interne notater afgav klageren den 20. juli 2000 kl. 13.10 telefonisk ordre om salg af 205 stk. BankInvest Indeksobligationer og om køb af 100 stk. BankInvest Europæiske Aktier. Klageren har bestridt dette.
Den 21. juli 2000 fremsendte indklagede aktienotaer til klageren vedrørende dennes salg af 205 stk. BankInvest Indeksobligationer til kurs 110,71, svarende til en kursværdi på 22.695,55 kr. og dennes køb af 100 stk. BankInvest Europæiske Aktier til kurs 229,33, svarende til en kursværdi på 22.933 kr.
Ved skrivelse af 27. november 2002 rettede klageren henvendelse til indklagede, idet hun nu havde konstateret, at halvdelen af hendes indeksobligationer uden hendes viden og accept var blevet solgt i 2000 for at blive investeret i aktier. Omlægningen havde medført en væsentlig nedsættelse af pensionens værdi. Indklagede afviste et krav fra klageren krav om erstatning for tabet.
Parternes påstande.
Den 17. december 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte tabet som følge af omlægningen fra obligationer til aktier i juli 2000.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede uden hendes viden og tilladelse solgte halvdelen af hendes obligationer og købte aktier for pengene med et betydeligt tab til følge.
De fondsmeddelelser, som indklagede hævder at have sendt til hende, har hun ikke været i stand til at læse eller forstå, idet indholdet kræver mere økonomisk indsigt, end hun besidder. Hun har derfor ikke reageret på fondsmeddelelserne.
Indklagede var bekendt med, at pensionen skulle udbetales i 2004, hvor hun fylder 60 år, og det var derfor forkert at købe aktier, som er en langsigtet investering.
Indklagede har anført, at handlerne den 21. juli 2000 skete på baggrund af klagerens telefoniske instruks. Såfremt klageren var af den opfattelse, at handlerne ikke var i overensstemmelse med hendes telefoniske instruks , burde hun have gjort indsigelse straks efter modtagelsen af fondsnotaerne.
Ved først at reagere ca. to år og fire måneder efter omlægningen har klageren under alle omstændigheder accepteret handlen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagede fremsendte den 21. juli 2000 to fondsnotaer til klageren, hvoraf det tydeligt fremgik, at klageren havde solgt 205 stk. BankInvest Indeksobligationer og købt 100 stk. BankInvest Europæiske Aktier. Klageren, som først i november 2002 rettede henvendelse til indklagede om handlerne, findes herefter at være afskåret fra at gøre gældende, at hun ikke har afgivet ordre herom.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.