Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod pengeinstituts håndtering af manglende indfrielse af fælles gæld på boligkredit og bevilling af midlertidigt overtræk.

Sagsnummer: 86/2026
Dato: 27-05-2026
Ankenævn: Bo Østergaard, Bjarke Levinsky Svejstrup, Janni Visted Hansen, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen.
Klageemne: Udlån - bodeling, samlivsophævelse
Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod pengeinstituts håndtering af manglende indfrielse af fælles gæld på boligkredit og bevilling af midlertidigt overtræk.
Indklagede: Sparekassen Kronjylland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod Sparekassen Kronjyllands håndtering af manglende indfrielse af fælles gæld på boligkredit og bevilling af midlertidigt overtræk.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes daværende ægtefælle, M, blev kunder i Sparekassen Kronjylland i 2021. Ved kundeforholdets begyndelse solgte klageren og M deres tidligere fælles ejendom og købte en ny fælles ejendom, E, som efterfølgende skulle ombygges.

Til brug for ombygningen af E fik klageren og M i 2024 bevilget en boligkredit -255 på 800.000 kr. med en variabel rente på for tiden 5,6 %, som klageren underskrev den 17. januar 2024. Til sikkerhed for kreditten fik banken underpant i et ejerpantebrev på 800.000 kr. med pant i E. Det fremgik af kreditkontrakten, at kreditrammen blev nedskrevet med 800.000 kr. på én gang den 10. juli 2024.

Af Vilkår for kreditaftalen fremgik blandt andet:

7. Misligholdelse og andre forfaldsgrunde

I følgende særlige situationer er Sparekassen Kronjylland berettiget til at opsige lånet/kreditten uden varsel og forlange gælden betalt straks:

a. Hvis ydelser, renter, provision eller afdrag ikke betales ved forfaldstidspunktet, og debitor ikke har betalt otte dage efter, at Sparekassen Kronjylland har sendt rykkerbrev til debitor på den af Sparekassen Kronjylland senest kendte adresse. Ved kreditter gælder dette også, hvis debitor overtrækker kredittens maksimum uden Sparekassen Kronjyllands tilladelse.

…”

Medio 2024 fik sparekassen meddelelse om, at klageren og M skulle separeres. Klageren oplyste, at hun havde købt et nyt hus via et andet pengeinstitut. M oplyste, at E ville blive vurderet med henblik på, om han skulle overtage den fælles ejendom, eller om den skulle sættes til salg.

Sparekassen har oplyst, at den efter en fornyet gennemgang af skatteoplysninger, årsopgørelser mv. den 11. juli 2024 bevilgede en forlængelse af boligkredit -255 med en variabel rente på for tiden 5,6 %, som klageren underskrev den 12. juli 2024. Det fremgik af kreditkontrakten, at kreditrammen blev nedskrevet med 800.000 kr. på en gang den 15. januar 2025.

Sparekassen har endvidere oplyst, at klageren og M ikke indfriede kreditten den 15. januar 2025, og at den derfor den 28. januar 2025 indfriede gælden på boligkredit -255 på 799.916,85 kr. via klagerens og M’s fælleskonto -615. For at undgå, at klageren og M blev registreret med misligholdt gæld hos sparekassen, indkodede sparekassen et midlertidigt overtræk på 799.916,85 kr. på klagerens og M’s fælleskonto -615. 

Sparekassen har oplyst, at årsagen til at det bevilgede overtræk blev indkodet på klagerens og M’s fælleskonto -615 var, at et bevilget overtræk rent teknisk ikke kan indkodes på en boligkredit. Det havde ingen betydning for parternes hæftelse over for sparekassen, at M i sparekassens system var registreret som primær ejer og klageren som ejer af boligkredit -255, og at klageren var registreret som primær ejer og M som ejer af fælleskonto -615.

Den 29. januar 2025 skrev sparekassen til klageren og M og oplyste, at deres fælles boligkredit var udløbet. Sparekassen spurgte, hvad der skulle ske, og bad om tilbagemelding senest den 17. februar 2025.

Sparekassen har oplyst, at M var til møde i sparekassen samme dag, hvor den meddelte ham, at han ikke kunne blive godkendt til at overtage E. M ville meddele det til klageren og ville samtidig forestå, at ejendommen blev sat til salg. Sparekassen har ikke givet tilsagn om, at M kunne overtage gælden i E.

Klageren har anført, at sparekassen gav hende tilsagn om, at M kunne overtage gælden på boligkreditten. Hun indsendte herefter en aftale om overdragelse af E mellem hende og M til sparekassen.

Sparekassen har fremlagt en aftale af 1. maj 2025 om overdragelse af E mellem klageren og M i forbindelse med bodelingen, som klageren sendte til sparekassen. Det fremgik af aftalen, at M overtog klagerens andel af E mod en kontant betaling på 60.000 kr. samt omkostninger til advokat og skøde, og at M overtog gælden i E.

Sparekassen har anført, at den hverken godkendte aftalen eller godkendte, at klageren kunne blive frigivet for gældsforpligtelsen i forhold til sparekassen. Tværtimod sendte sparekassen den 29. april 2025 nye dokumenter på (gen)oprettelse af boligkredit -255 til klageren og M på 800.000 kr. med en variabel rente på for tiden 5,6 %. Det fremgik af kreditkontrakten, at kreditrammen blev nedskrevet med 800.000 kr. på en gang den 1. maj 2030. Endvidere fremgik det af kreditkontrakten, at gebyr for dokumentudfærdigelse på 4.500 kr. blev hævet på kreditten, og at der herefter var 795.000 kr. til disposition.

M underskrev kreditkontrakten den 29. april 2025. Da klageren ikke underskrev kreditkontrakten, bevilgede sparekassen i stedet et nyt overtræk på fælleskonto -615.

Klageren har anført, at banken den 26. maj 2025 ringede til hende og oplyste, at M alligevel ikke kunne overtage gælden vedrørende E. Dette har sparekassen bestridt, jf. ovenfor.

Klageren underskrev den nye kreditkontrakt -255 den 28. maj 2025, hvorefter det bevilgede overtræk på fælleskonto -615 blev indfriet samme dag med 795.522,11 kr. (800.000 kr. minus gebyr for dokumentudfærdigelse på 4.500 kr. med tillæg af indestående på kredit -255 på overførselstidspunktet på 22,11 kr.).  

Klageren har anført, at indfrielse af det bevilgede overtræk på fælleskonto -615 den 28. maj 2025 medførte et tab på 4.394,74 kr., der fremkommer som 799.916,85 kr. fratrukket 795.522,11 kr. (den gæld, der blev flyttet fra kredit -255 til fælleskonto -615 den 28. januar 2025 fratrukket det beløb, der blev indsat på fælleskonto -615 fra kredit -255 den 28. maj 2025).

Sparekassen har anført, at differencen mellem det beløb, der blev trukket på fælleskonto -615 den 28. januar 2025, og det beløb, der blev indsat på fælleskonto -615 den 28. maj 2025 efter genoprettelse af kreditten kan opgøres som følger:

Difference opgjort af klageren

4.394,74 kr.

Tillagt indestående på kreditten

22,11 kr.

Tillagt difference (800.000 kr. – indfrielsesbeløb pr. 28. januar 2025 på 799.916,85 kr.)

83,15 kr.

Gebyr dokumentudfærdigelse

4.500 kr.

Parternes påstande

Den 4. januar 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Kronjylland skal betale 4.394,74 kr.

Sparekassen Kronjylland har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at sagen ikke angår solidarisk hæftelse, men sparekassens håndtering af engagementet og de økonomiske konsekvenser heraf.

Den 28. januar 2025 foretog sparekassen en disposition, hvor boligkreditten blev indfriet ved etablering af overtræk på fælleskontoen. Herved blev gælden flyttet fra en kredit, hvor hendes eksmand M var primær ejer, til en konto, hvor hun var primær kontohaver, hvilket i praksis placerede den økonomiske belastning hos hende.

Dispositionen blev foretaget uden forudgående information.

Først den 29. januar 2025 modtog hun en netbankbesked fra sparekassen, som alene oplyste, at kreditten var udløbet, uden at informere om den allerede gennemførte disposition.

Sparekassen var bekendt med, at hun og M var blevet separeret og burde derfor have sikret en korrekt og balanceret håndtering af engagementet.

Sparekassen gav hende tilsagn om, at M kunne overtage gælden på boligkreditten. Herefter modtog hun ingen skriftlig opfølgning fra sparekassen i længerere tid. Først den 26. maj 2025 meddelte sparekassen hende telefonisk, at M alligevel ikke kunne overtage boligkreditten. Dette var i modstrid med den tidligere rådgivning, som lå til grund for, at hun indsendte overdragelsesdokumentet vedrørende E mellem hende og M til sparekassen.

Sparekassen har henvist til, at hun underskrev en ny boligkredit i maj 2025. Dette skete som led i en efterfølgende omstrukturering og ændrer ikke på, at dispositionen den 28. januar 2025 blev foretaget uden forudgående information og medførte en økonomisk belastning.

Engagementet blev efterfølgende igen placeret hos M som primær ejer, hvilket understøtter, at den midlertidige konstruktion ikke var den endelige løsning.

Den økonomiske konsekvens på 4.394,74 kr. udspringer af dette samlede forløb.

Beløbet blev først endeligt synligt i maj 2025 ved tilbageførsel af kreditten, men var en direkte følge af sparekassens disposition i januar 2025.

Sparekassens henvisning til et gebyr på 4.500 kr. er ikke relevant for den konkrete økonomiske belastning. Såfremt der var tale om et gebyr knyttet til kreditten, måtte det følge den kredit, det vedrørte. Sparekassen har ikke forklaret, hvorfor denne omkostning i praksis er blevet belastet hende.

Flytningen af boligkreditten var uvarslet og skete uden samtykke, og sparekassens kommunikation var mangelfuld og usaglig. Sparekassen har herved handlet i strid med god skik.

Sparekassen Kronjylland har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren selv har underskrevet boligkreditten og derfor var bekendt med, hvornår denne skulle indfries.

Sparekassen har både bevilget overtræk og forlængelse heraf med henblik på indgåelse af en ny aftale om boligkredit.

Sparekassen kunne have straksindfriet i stedet for bevilling af overtræk og forlængelse heraf. Sparekassen bevilgede i stedet overtræk og forlængelse heraf for at hjælpe klageren og M i en svær periode.

Det har ikke betydning for klagerens hæftelse, hvorvidt klageren var anført som primær ejer eller ejer af fælles konti.

Sparekassen er ikke noget beløb skyldigt til klageren i forbindelse med aftale om ny boligkredit og indfrielse af overtræk.

Sparekassen har ikke på noget tidspunkt meddelt, at klagerens eksmand M kunne overtage E samt restgælden.

Sparekassen har ikke handlet i strid med god skik.

Til støtte for afvisningspåstanden har sparekassen anført, at der er uenighed mellem klageren og sparekassen om, hvorvidt klageren har et tilgodehavende hos sparekassen i forbindelse med udløbet boligkredit, bevilget overtræk og indfrielse heraf.

En afklaring af de nærmere omstændigheder omkring overførslerne i forbindelse med bevilget overtræk og indfrielse forudsætter bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene, og sagen bør derfor afvises i medfør af § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og hendes daværende ægtefælle, M, blev kunder i Sparekassen Kronjylland i 2021. Ved kundeforholdets begyndelse solgte klageren og M deres tidligere fælles ejendom og købte en ny fælles ejendom, E, som efterfølgende skulle ombygges.

Til brug for ombygningen af E fik klageren og M i 2024 bevilget en boligkredit -255 på 800.000 kr. med en variabel rente på for tiden 5,6 %, hvorefter kreditten blev nedskrevet med 800.000 kr. på én gang den 10. juli 2024.

Medio 2024 fik sparekassen meddelelse om, at klageren og M skulle separeres. Klageren oplyste, at hun havde købt et nyt hus via et andet pengeinstitut. M oplyste, at E ville blive vurderet med henblik på, om han skulle overtage den fælles ejendom, eller om den skulle sættes til salg.

Den 11. juli 2024 bevilgede sparekassen en forlængelse af boligkredit -255 som klageren underskrev den 12. juli 2024, hvor kreditten blev forlænget til den 15. januar 2025.

Klageren og M indfriede ikke kreditten den 15. januar 2025, og sparekassen indfriede derfor den 28. januar 2025 gælden på boligkredit -255 på 799.916,85 kr. via klagerens og M’s fælleskonto -615. For at undgå, at klageren og M blev registreret med misligholdt gæld hos sparekassen, indkodede sparekassen et midlertidigt overtræk på 799.916,85 kr. på fælleskontoen. 

Den 29. januar 2025 var M til møde i sparekassen, og sparekassen har oplyst, at den meddelte ham, at han ikke kunne blive godkendt til at overtage E. M ville meddele det til klageren og ville samtidig forestå, at ejendommen blev sat til salg.

Den 29. april 2025 sendte sparekassen nye dokumenter på (gen)oprettelse af boligkredit -255 til klageren og M på 800.000 kr., med en variabel rente på for tiden 5,6 %, hvorefter kreditten blev nedskrevet med 800.000 kr. på en gang den 1. maj 2030.

M underskrev kreditkontrakten den 29. april 2025. Da klageren ikke underskrev kreditkontrakten, bevilgede sparekassen i stedet et nyt overtræk på fælleskonto -615.

Klageren underskrev den nye kreditkontrakt -255 den 28. maj 2025, hvorefter det bevilgede overtræk på fælleskontoen blev indfriet samme dag med 795.522,11 kr. (800.000 kr. minus gebyr for dokumentudfærdigelse på 4.500 kr. med tillæg af indestående på kredit -255 på overførselstidspunktet på 22,11 kr.). 

Klageren har anført, at indfrielse af det bevilgede overtræk på fælleskonto -615 den 28. maj 2025 medførte et tab på 4.394,74 kr., der fremkommer som 799.916,85 kr. fratrukket 795.522,11 kr. (den gæld, der blev flyttet fra kredit -255 til fælleskonto -615 den 28. januar 2025 fratrukket det beløb, der blev indsat på fælleskonto -615 fra kredit -255 den 28. maj 2025).

Sparekassen har anført, at den ikke skylder klageren noget beløb i forbindelse med aftalen om ny boligkredit og indfrielse af overtræk. Differencen på 4.394,74 kr. fremkom, fordi der fra boligkredittens maksimum på 800.000 kr. blev fratrukket et gebyr for dokumentudfærdigelse på 4.500 kr. Herfra skulle trækkes nogle mindre justeringer (et indestående på 22,11 kr. og en difference i disponibelt beløb pr. 28. januar 2025 på 83,15 kr.).

Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at sparekassen har givet klageren tilsagn om, at M kunne overtage gælden på boligkreditten efter parternes separation.

Ankenævnet bemærker, at klageren og M hæfter solidarisk for gælden på boligkredit -255 og hæftede solidarisk for de bevilgede overtræk, da gælden blev overført til fælleskonto -615. Ankenævnet finder i overensstemmelse med det af sparekassen oplyste, at det er uden betydning for parternes solidariske hæftelse, hvem af parterne, der i sparekassens system var anført som primær ejer og ejer af henholdsvis boligkredit -255 og fælleskonto -615.

Ankenævnet finder endvidere, at sparekassen var berettiget til at beregne sig et gebyr for dokumentudfærdigelse på 4.500 kr., jf. kreditkontrakten underskrevet af klageren den 28. maj 2025, og at den difference på 4.394,74 kr., som klageren har opgjort, omfatter bl.a. dette gebyr. Ankenævnet finder ikke grundlag for pålægge sparekassen at betale noget beløb til klageren i forbindelse med aftalen om en ny boligkredit og indfrielse af det bevilgede overtræk på fælleskontoen.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.