Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Fejlagtig registrering af indbetaling på lån.

Sagsnummer: 223/1995
Dato: 11-06-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Ole Just, Allan Pedersen, Jens Ole Stahl
Klageemne: Fejlekspedition - øvrige spørgsmål
Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Fejlagtig registrering af indbetaling på lån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Pr. 31. december 1989 udgjorde restgælden på et lån, som klageren havde i indklagedes Farum afdeling, 5.593,15 kr. I løbet af 1990 indbetalte klageren i alt 5.000 kr. på lånet.

Ved en fejl blev en indbetaling på 500 kr. den 26. april 1990 af indklagede påført en rentekode i stedet for en afdragskode.

Ved modtagelsen af årsopgørelsen for 1990 konstaterede klageren fejlen, idet de indbetalte ydelser var angivet til i alt 4.500 kr., restgælden til 1.072,44 kr., mens renten var angivet til et positivt beløb på 20,71 kr. Klageren rettede henvendelse til afdelingen vedrørende fejlen.

Ved klageskema af 19. april 1995 har indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at berigtige fejlen og at dække hans omkostninger.

Ved skrivelse af 13. juli 1995 meddelte indklagede klageren en "uforbeholden undskyldning for den fejl, der er opstået i sagen, og for det efterfølgende forløb, hvor det trods gentagne henvendelser ikke har været muligt for Dem at få foretaget en rettelse". Efterfølgende tilbød indklagede pr. kulance at betale klageren 300 kr., og den 29. januar 1996 berigtigede indklagede renteindberetningen for 1990 over for Gentofte kommune.

Indklagede har herefter påstået frifindelse.

Klageren har fastholdt klagen over for Ankenævnet og har opgjort sit krav således:

13 timer à 210 kr.
10 stk. rykkergebyr à 90 kr.
3 stk. kørsel til møde Farum afdeling
Porto – fotokopier

Moms

I alt

2.730 kr.
900 kr.
300 kr.
150 kr.
4.080 kr.
1.020 kr.

5.100 kr.


Klageren har anført, at han gentagne gange forgæves har forsøgt at formå indklagede til at rette fejlen, således at han kunne opnå det rentefradrag for 1990, som han var berettiget til. Han henvendte sig til afdelingen skriftligt og pr. telefon og har derudover mindst 10 gange henvendt sig personligt i afdelingen, hvor han talte med flere navngivne medarbejdere. Indklagede bør erstatte hans reelle udgifter i forbindelse med hans bestræbelser på at formå indklagede til at rette fejlen.

Indklagede har anført, at klageren har henvendt sig i afdelingen vedrørende sagen ca. 3 gange. Forløbet af sagen har været uheldigt, hvorfor klageren har fået en undskyldning. Indklagede har korrigeret rentefradraget for 1990 over for Gentofte kommune og har tilbudt en samlet kulancemæssig kompensation på 300 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at klageren ved indklagedes omend sene berigtigelse over for skattevæsenet og tilbudet om en kompensation på 300 kr. er stillet, som om fejlen ved registreringen af indbetalingen den 26. april 1990 ikke var begået. Indklagede har endvidere givet klageren en uforbeholden undskyldning for fejlen og det efterfølgende forløb.

Som følge heraf, og idet Ankenævnet ikke finder grundlag for at tilkende klageren erstatning ud over den af indklagede tilbudte kompensation,

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.