Sagsnummer: | 206/2000 |
Dato: | 06-11-2000 |
Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Timme Bertolt Døssing, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
Klageemne: | Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
Ledetekst: | Køb af investeringsforeningsbeviser i ikke-børsnoteret afdeling af investeringsforening. |
Indklagede: | |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet, om klageren kan gøre krav gældende over for indklagede i anledning af sit køb af investeringsforeningsbeviser i en ikke-børsnoteret afdeling af en investeringsforening.
Sagens omstændigheder.
Den 14. juni 1999 blev klageren ansat i indklagedes Brønshøj afdeling som sommervikar. Klageren er stud. polit.
Den 26. august 1999 afregnede indklagede klagerens køb af 111 stk. investeringsforeningsbeviser - kursværdi på ca. 20.000 kr. - i Uni-Invest IT, der er en investeringsforeningsafdeling af Uni-Invest.
Klageren har anført, at han forinden afgivelsen af købsordren modtog rådgivning fra afdelingslederen om investeringen. I denne forbindelse blev han ikke gjort opmærksom på, at der var tale om en ikke-børsnoteret afdeling.
Indklagede har oplyst, at klageren henholdsvis den 16., 18. og 24. august 1999 havde købt værdipapirer for i alt ca. 30.000 kr. i henholdsvis Unidanmark, FLS Industries og ISS. Købsordrene var afgivet i Husum afdeling og Brønshøj afdeling. Efter sin fratræden henvendte klageren sig til indklagedes medarbejder med forespørgsel om, hvorfor Uni-Invest-papirerne ikke var noteret. Baggrunden herfor var, at dette forhold medfører, at værdipapirerne beskattes som aktie/kapitalindkomst, og at "100.000 kr.'s" reglen ikke finder anvendelse, selv om papirerne har været ejet over 3 år.
Parternes påstande.
Klageren har den 24. maj 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede "skal betale en evt. skatteregning, når beviserne skal omsættes, såfremt de ville have været skattefri, hvis afdelingen havde været børsnoteret".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det er uden betydning, at han er stud. polit., idet dette studie ikke medfører indgående kendskab til aktieavancebeskatning.
Det var hans opfattelse, at indklagedes medarbejder rådgav ham, men rådgivningen var ufuldstændig. At han var sommervikar i afdelingen, ændrer ikke herved. I forbindelse med rådgivningen blev hans risikovillighed, investeringens løbetid og volatiliteten i papiret drøftet.
Indklagede har anført, at der ikke var tale om en rådgivningssituation i et kundeforhold i forbindelse med drøftelsen mellem klageren og medarbejderen. Medarbejderen var ikke bankrådgiver for klageren.
Der var alene tale om en uformel snak mellem to kollegaer. Klageren udtrykte ikke ønske om rådgivning eller anførte, at han opfattede situationen som rådgivning. Ved henvendelsen spurgte klageren, om han "lige hurtigt" måtte spørge medarbejderen om, hvad han skulle gøre, hvis han skulle investere ca. 20.000 kr. i Uni-Invest IT.
Under de anførte omstændigheder kunne klageren ikke have forventning om, at drøftelserne havde karakter af rådgivning, hvor skattereglerne blev gennemgået detaljeret.
Indklagede kan ikke gøres ansvarlig for, at medarbejderen under drøftelserne ikke detaljeret redegjorde for skattereglerne ved investeringen i Uni-Invest IT. Hertil kommer, at klageren havde kendskab til skattereglerne. Af indklagedes materiale om Uni-Invest IT, som klageren har oplyst at have læst, fremgår, at Uni-Invest IT ikke er børsnoteret, ligesom skattereglerne er gennemgået i skemaform.
Klageren var i afdelingen kendt som utrolig børsmarkedsorienteret og fulgte hver dag nøje børsmarkedet i pressen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
I overensstemmelse med det af indklagede anførte finder Ankenævnet at kunne lægge til grund, at klagerens henvendelse til den anden medarbejder forud for købet af investeringsforeningsbeviserne i Uni-Invest IT ikke havde karakter af en rådgivningssituation, men at der var tale om en uformel drøftelse mellem to i afdelingen ansatte personer. At klageren var i et underordnelsesforhold i forhold til den anden medarbejder, er i denne forbindelse uden betydning.
Ankenævnet finder herefter ikke, at indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.