Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med oprettelse af livrente og fradrag for indbetaling på livrente. Genoptaget sag.

Sagsnummer:	189/2025
Dato:	11-06-2026
Ankenævn:	Helle Korsgaard Lund-Andersen, Iben Leisner, Rolf Høymann Olsen og Jørgen Lanng.
Klageemne:	Pensionskonti - øvrige spørgsmål Rådgivning - pensionsforhold
Ledetekst:	Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med oprettelse af livrente og fradrag for indbetaling på livrente. Genoptaget sag.
Indklagede:	Nykredit Bank/Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med oprettelse af livrente og fradrag for indbetaling på livrente. Genoptaget sag.

Sagens omstændigheder

Den 28. april 2025 indbragte klageren, der er født i 1988, en klage over Nykredit Bank/Spar Nord Bank (tidligere BankNordik og Amagerbanken) for Ankenævnet.

Sagen vedrørte indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med oprettelse af livrente og fradrag for indbetaling på livrente. Klageren havde nedlagt påstand om, at Spar Nord Bank skulle:

1. Gøre kredit -930 på 1.090.000 kr. (oprindeligt 1.350.000 kr.) rentefri med tilbagevirkende kraft og tilbagebetale allerede betalte renter.

Subsidiært tilbagetrække renteforhøjelsen til 1 %, så renten på 0,5 % fastholdes med virkning fra den 14. november 2022.

2. Kompensere ham 1.704.000 kr., hvoraf 653.200 kr. udbetales kontant, mens 1.050.800 kr. ydes som et rente- og gebyrfrit lån, som han tilbagebetaler med 1/10 over ti år.

Den 27. oktober 2025 traf Ankenævnet følgende afgørelse i sagen:

”Ankenævnets bemærkninger

Klageren, der er født i 1988, var kunde i Spar Nord Bank (tidligere BankNordik).

Klageren havde to pensionsordninger i banken. På den ene konto stod der 700 kr. Pensionerne var omfattet af 60-årsreglen, der gav mulighed for at starte pensionsudbetalingerne som 60-årig.

Den 27. december 2020 underskrev klageren et pensionsbevis og indgik herved en aftale om en livrente med banken. Klageren solgte aktieoptioner og indbetalte provenuet fra salget på 2,9 mio. kr. på livrenten i banken, som placerede ordningen hos Letpension, PFA.

Salget af aktieoptionerne medførte, at klageren fik en restskat på omkring 1,4 mio. kr. for 2020. Klageren kunne opnå et fradrag over ti år på 290.000 kr. om året som følge af oprettelsen af livrenten og indskuddet på 2,9 mio. kr.

For at muliggøre betalingen af skatten i 2021 for salget af aktieoptionerne indgik klageren den 6. september 2021 en kreditaftale -930 med en trækningsret på 1,5 mio. kr. med banken, der årligt blev nedskrevet med 150.000 kr. Den årlige debetrente var variabel og udgjorde p.t. 0,5 %. Til sikkerhed for kreditten deponerede klagerens far værdipapirer i et sikkerhedsdepot i banken.

Banken har oplyst, at banken den 20. oktober 2022 modtog en overførselsanmodning fra pensionsselskab A på den ene af klagerens to pensionsordninger i banken med 60-års udbetalingsret med henblik på at overføre 60-års udbetalingsret til pensionsordningen i pensionsselskab A.

I forlængelse af bankens varsling om en rentestigning på kredit -930 sendte banken en e-mail af 14. november 2022 til klageren med oplysning om, at parterne havde aftalt, at klagerens rente blev sat ned med tilbagevirkende kraft, og at klageren fik et renteloft på 1 %. Ved e-mail af 17. november 2022 til banken svarede klageren, at det så fint ud.

Ved besked af 5. august 2024 til banken spurgte klageren, om hans livrente var oprettet med 60-års udbetalingsret. Banken svarede, at livrenten var oprettet således, at den kunne udbetales tidligst tre år før klagerens pensionsalder, og at det havde været teknisk muligt at oprette den med 60-års udbetalingsret.

Parterne havde efterfølgende møder om kompensation til klageren som følge af bankens fejl relateret til 60-års udbetalingsretten. Parterne blev ikke enige om kompensationen. Blandt andet den 1. april 2025 tilbød banken klageren et kontant beløb på 200.000 kr., hvilket klageren afviste. Banken har oplyst, at klageren fremsatte krav om kompensation på 300.000 kr. og en nulrente på kreditaftale -930 med tilbagevirkende kraft.

Klageren har fremlagt sin lønseddel for lønperioden april 2025. Heraf fremgår en bruttoløn på 90.475 kr., hvor lønnen udgør på 85.904,28 kr. efter betaling af pension og før AM-bidrag og A-skat.

Vedrørende påstand 1:

Den 6. september 2021 indgik parterne kreditaftale -930 om en kredit med en variabel årlig debetrente, der på tidspunktet for aftaleindgåelsen udgjorde 0,5 %. I november 2022 indgik parterne aftale om, at renteforhøjelser på kreditten foretaget af banken blev nedsat til 1 % med tilbagevirkende kraft samt et renteloft på 1 %.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte parternes aftale i november 2022 som urimelig, jf. aftalelovens § 38, litra c, jf. § 36, eller på andet grundlag. Klageren får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Vedrørende påstand 2:

Ankenævnet finder, at afgørelsen af, hvorvidt klagerens eventuelle erstatningskrav er forældet, bl.a. afhænger af, hvem der har oprettet de pågældende pensionsordninger og om klagerens kendskab hertil. Da der foreligger modstridende oplysninger herom, vil en klarlæggelse kræve yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Denne del af klagen afvises derfor i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i påstand 1.

Ankenævnet kan ikke behandle påstand 2.”

Der henvises i øvrigt til sagsfremstillingen i Ankenævnets afgørelse af 28. oktober 2025 i sag nr. 189/2025.

Den 16. december 2025 imødekom Ankenævnets formand en anmodning af 18. november 2025 fra klageren om, at sagen blev genoptaget.

Klageren anførte blandt andet, at klagerens far oprettede hans pensionsordninger i Amagerbanken den 30. april 2007 uden klagerens viden.

Banken anførte blandt andet, at klagerens fars indbetaling den 30. april 2007 ikke kunne konstituere oprettelse af en ratepension med 60-års udbetalingsret.

Som bilag til genoptagelsesanmodningen fremlagde klageren to udbetalingsbilag af 30. april 2007 fra banken adresseret klagerens far, hvoraf fremgår, at banken den 30. april 2007 havde overført to beløb á 100 kr. til klageren. Klageren fremlagde udbetalingsbilag vedrørende overførsel af enslydende beløb fra faren til klagerens bror.

Klageren anførte, at overførslerne resulterede i, at der blev oprettet to pensionsordninger i banken i hans navn:

Aftalenummer i Amagerbanken (2007-2012)	Aftalenummer i Spar Nord Bank (2012-nu)
-439	-744
-420	-736 (overført til pensionsselskab A i 2022)

Klageren fremlagde endvidere en underskrevet erklæring fra sin far af 30. januar 2026, hvoraf fremgår:

”…

Jeg har været kunde i Amagerbanken siden 1970’erne og er fortsat kunde i banken (nu Spar Nord Bank).

Jeg erklærer på tro og love, at jeg på vegne af mine to børn [klageren] og [klagerens bror] i april 2007 indgik aftale med Amagerbanken om at oprette en ratepensionsordning og en kapitalpensionsordning for hver af mine to drenge. Til brug for oprettelsen overførte min daværende bankrådgiver gennem mange år den 30. april 2007 100 kr. fra min konto til hver af de fire pensionsordninger tilhørende mine børn.

Jeg var bekendt med, at pengene var bundet som pensionsmidler og ikke kunne hæves uden negative skattemæssige konsekvenser. Baggrunden for oprettelsen var, at mine børn – når det engang ville blive aktuelt – ville have mulighed for at foretage pensionsopsparing på ordninger, der gav anledning til udbetaling allerede fra en alder på 60 år. Børnene var på daværende tidspunkt teenagere. Der var mere end 40 år til deres pension. Jeg antog, at de på daværende tidspunkt ikke interesserede sig for pensionsordninger. Derfor fandt jeg ikke nogen grund til at drøfte oprettelsen af pensionsordningerne med dem.

…”

Klageren har herudover fremlagt sine personlige skatteoplysninger for 2007, hvoraf fremgår, at klageren fik fradrag for to gange præmie/bidrag på 100 kr. vedrørende konto -439 og -420.

Klageren har endvidere fremlagt Aftale om ratepension - Privat indgået mellem klageren og banken. Af aftalen fremgår blandt andet:

"Parter

Kontohaver

[klagerens navn og adresse]

Pengeinstitut

Amagerbanken

…

Kontonr. [-744] [-439]

…

Undertegnede parter indgår herved aftale om oprettelse af ratepension (rateopsparing i pensionsøjemed), der oprindelig er oprettet før 1.05.2007.

…

Generelle vilkår for Ratepension

…

3. Udbetaling

…

Raterne skal udbetales over mindst 10 år og kan tidligst starte, når kontohaver fylder 60 år eller tidligere, hvis Ligningsrådet har godkendt en lavere pensionsalder.

…"

Kontonummer -439 var påskrevet med håndskrift.

Af Aftalegrundlag til ratepensionsordning indgået mellem klageren og banken og underskrevet af parterne i december 2008 fremgår blandt andet:

"Reg/kontonr.: [-439]

…

Dato for første indbetaling: 30.04.07"

Klageren har oplyst, at han i december 2008 underskrev aftalen om ratepension efter anmodning herom fra banken og har fremlagt to breve af 28. februar 2017 vedrørende sin brors overførsel af brorens ratepension og kapitalpension fra banken til pengeinstitut B. I brevene er oprettelsesdatoen angivet til den 30. april 2007.

Endvidere har klageren fremlagt en række udskrifter fra Pensionsinfo. Af en udskrift fremgår under fanen "Overblik", hvilket beløbet klageren får udbetalt, hvis han går på pension, når han er 69 år, samt klagerens nuværende pensionsordninger. Klageren har desuden fremlagt endnu to udskrifter fra Pensionsinfo og har oplyst, at disse vises ved klik på "Få det fulde overblik" og "Dine aftaler". Af udskrifterne fremgår ikke oplysninger om pensionernes tidligste udbetalingsår. Klageren har herudover fremlagt en udskrift fra Pensionsinfo vedrørende en specifik pensionsaftale, hvoraf fremgår, fra hvilken alder pensionen tidligst kan udbetales. Klageren har herudover fremlagt en udskrift fra Pensionsinfo vedrørende en ratepension, han har i pengeinstitut P. Af udskriften fremgår, at klageren har en opsparing på 728.000 kr., og at ratepensionen tidligst kan udbetales fra det 65. år. Klageren har oplyst, at han oprettede ratepensionen i 2014.

Klageren fremlagde yderligere en oversigt fra et privat pensionsfirma, pensionsfirma P, hvoraf fremgår blandt andet:

”Denne pension er omfattet af 60-årsreglen, som gør det muligt for dig at starte dine pensionsudbetalinger allerede som 60-årig.”

Klageren fremlagde endvidere en opgørelse over beregningen af sit krav på kompensation fra banken samt alternative løsningsmodeller. Af klagerens opgørelse fremgår:

Kompensation

Min påstand

Kompromis- forslag 1

Kompromis- forslag 2

Spar Nords påstand

Rente- og

gebyrfrit lån

1.198.800 kr.

1.358.550 kr.

1.466.550 kr.

1.684.800 kr.

Kontant

erstatning

745.200 kr.

585.450 kr.

477.450 kr.

259.200 kr.

Samlet

kompensation

1.944.000 kr.

Krav til mindste månedsløn i 10 år

80.125 kr.

89.000 kr.

95.000 kr.

107.125 kr.

Klageren har fremlagt sin lønseddel for december 2025 og for januar 2026. Af lønsedlen for december 2025 fremgår blandt andet, at hans A-indkomst for året var 1.085.225,37 kr., og af lønsedlen for januar 2026 fremgår, at han da havde en månedsløn på 93.225 kr. før ATP og AM.

Parternes påstande

Klageren har nu nedlagt påstand om, at Spar Nord Bank skal kompensere ham 1.944.000 kr., hvoraf 745.200 kr. udbetales kontant, mens 1.198.800 kr. ydes som et rente- og gebyrfrit lån, som han tilbagebetaler over ti år med 1/10 hvert år.

Subsidiært skal 585.450 kr. udbetales kontant og 1.358.550 kr. ydes som et rente- og gebyrfrit lån, mere subsidiært udbetales 477.450 kr. kontant og 1.466.550 kr. som et rente- og gebyrfrit lån.

Nykredit Bank/Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at pensionsordningerne blev oprettet i Amagerbanken den 30. april 2007, da han var 19 år. Pensionsordningerne blev oprettet af hans far og uden hans viden ved, at hans far overførte fire gange 100 kr. som indskud på fire separate pensionsordninger til ham og hans bror.

Aftalen blev oprettet i hans navn, men først underskrevet af ham i december 2008 efter anmodning fra banken. Hans underskrift i december 2008 skal betragtes som en godkendelse af den allerede eksisterende aftale om pensionsordning.

Alle fire pensionsordninger bærer påtegninger om, at de er etableret før den 1. maj 2007 med den virkning, at de har 60-års ret. Af bankens skriftlige pensionsaftale med ham fremgår, at ordningen “oprindeligt er oprettet før 1. maj 2007”.

Skatteoplysninger for 2007 viser, at han i 2007 opnåede fradrag for to x 100 kr. for indskud på de to pensionskonti i Amagerbanken med kontonummer -439 og -420, og at værdien ultimo 2007 var to x 100 kr.

Aftalen er indgået i fuld overensstemmelse med de regler og den praksis, der var gældende i bankerne på det tidspunkt i 2007, hvor pensionsordningen blev etableret. At bankens interne formalia, såsom krav om underskrift først er effektueret senere, kan ikke komme ham til skade.

Banken kan ikke i 2026 ændre opfattelse af de faktiske forhold, der fandt sted i 2007, blot for at undgå erstatningsansvar.

Ankenævnet kan lægge til grund, at det ikke var ham, der oprettede hans to pensionsordninger den 30. april 2007.

Han blev ikke orienteret om ordningerne eller deres særlige egenskaber, hverken ved oprettelsen eller da han underskrev dem næsten to år senere. De to pensionskonti har bortset fra rentetilskrivning og PAL-skat været uden aktivitet i alle år fra oprettelsen i 2007 og frem til oprettelsen af livrenten i pensionsselskab A i 2022.

Han kendte ikke til formålet og fordelene ved pensionsordningerne fra 2007, der viste sig at give 60-års udbetalingsret.

Han var ikke bekendt med, at pensionsordningerne havde 60-års udbetalingsret, og at disse ordninger kunne anvendes, da han i 2014 oprettede en ratepension i pengeinstitut P, da han i december 2020 blev anbefalet at oprette en livrente, eller da han i 2022 fik oprettet en arbejdsgiverpension hos pensionsselskab A. Havde han været bekendt hermed, ville han have anvendt pensionsordningerne fra 2007 til at få 60-års udbetalingsret på disse pensionsordninger.

Hans arbejdsgiver kontaktede pensionsselskab A med henblik på etablering af en arbejdsgiverpension for samtlige ansatte. Han gav pensionsselskab A fuldmagt til at undersøge hans økonomiske forhold. Det var pensionsselskab A - og ikke ham - der i oktober 2022 kontaktede banken og anmodede om overførsel af en af pensionerne med 60-års ret til pensionsselskab A. Det var pensionsselskab A, der opdagede 60-års retten på de gamle ordninger og som professionel kendte til muligheden for at overføre den ene ordning.

Banken har foretaget forkerte og misvisende henvisninger til Pensionsinfo. Banken har fejlagtigt anført, at det i hele perioden har fremgået direkte af Pensionsinfo, at hans pension var omfattet af 60-årsreglen. Banken har henvist til bilag fra pensionsrådgivningsfirma A. Banken har med de forkerte og misvisende henvisninger forsøgt at sandsynliggøre, at han hele tiden har været fuldt oplyst om pensionsordningerne og deres indhold, idet han blot kunne slå op i Pensionsinfo. Det er kompliceret at finde frem til i Pensionsinfo, hvornår den enkelte pensionsordning kan udbetales. Efter mange klik i en underrubrik for hver enkelt pensionsordning står det med småt nede i en tekst, hvornår pensionen tidligst kan udbetales. Der fremgår i øvrigt intet om, at udbetalingstidspunktet kan overføres fra en pensionsordning til en anden. Det kan ikke forlanges, at han som almindelig forbruger havde eller burde have haft fuldt overblik over, at de i 2007 oprettede pensionsordninger kunne have været anvendt i forbindelse med oprettelsen af livrenten i banken.

Hans opdaterede påstand i forhold til tidligere er begrundet i, at værdien af hans pensionsordning nu udgør ca. 4,4 mio. kr. mod tidligere 4 mio. kr. Erstatningen bør fastsættes på grundlag af den aktuelle værdi på afgørelsestidspunktet.

Banken og han er enige om, at en erstatning bør fastsættes på en sådan måde, at han stilles som om, at rådgivningsfejlen ikke havde fundet sted. Der er fuld enighed om opgørelsesmetoden for erstatningen, bortset fra, at han finder, at værdien af det yderligere pensionsfradrag, som modellen opererer med, bør opgøres i forhold til en fradragsværdi på 37 %, mens banken mener, at værdien bør opgøres ud fra en fradragsværdi på 52 %.

Hans påstand forudsætter, at han de næste 10 år vil være nødt til at have en månedsløn på mindst 80.000 kr. Han har fremlagt sin lønseddel for januar 2026. Hans løn udgør for tiden 88.444 kr. efter bidrag til firmapension og ATP. Det er langt fra givet, at han vil kunne opretholde denne høje løn de næste 10 år. Han har vedlagt to alternative forslag til erstatning, der bygger på, at han de næste 10 år vil have en løn på henholdsvis mindst 89.000 kr. og mindst 95.000 kr. pr. måned.

Bankens forslag om kompensation beregnet som i Forsikringsankenævnets sag indebærer, at erstatningsspørgsmålet udskydes i mindst 23 år (hvor han fylder 60) og helt op til 33 år (hvor han fylder 70), hvilket forekommer urealistisk. Banken havde gentagne gange under deres drøftelser tilkendegivet, at denne sag burde afklares nu med en kontant erstatning, som udmåles i dag.

Ankenævnets afgørelser er ikke juridisk bindende. Der er derfor ingen garanti for, at banken til sin tid vil rette sig efter en sådan afgørelse - slet ikke hvis banken bliver overtaget af en anden eventuelt udenlandsk bank, der måtte se anderledes på afgørelser truffet af Ankenævnet. Hvis banken går konkurs, vil hans krav formentlig være tabt. Det vil være usikkert, om indskydergarantifonden vil træde til, da et erstatningskrav næppe kan sidestilles med en pensionsopsparing, der dækkes af indskydergarantifonden. Der vil også være usikkerhed om regelændringer så mange år ud i fremtiden, og om den præcise opgørelse af bankens kompensation, herunder skattemæssig usikkerhed. Hvis der igennem de mange år opstår uenighed, vil hans krav mod banken være forældet, så det vil være vanskeligt for ham at gå videre til domstolene med sagen. Skulle Ankenævnet træffe afgørelse i overensstemmelse med bankens forslag, bør afgørelsen ledsages af et klart og juridisk bindende tilsagn fra banken om, at den vil rette sig efter afgørelsen, og et krav om deponering eller bankgaranti.

Det kan udledes af sagen fra Forsikringsankenævnet, at klageren var 57 år. Da sagen vedrørte pensionsudbetalinger fra han fyldte 60 år, ville der kun forløbe tre år, fra afgørelsen blev truffet, til erstatningen kunne udmåles og udbetales. Det minimerede i væsentlig grad risikoen for klageren. Endvidere var der uenighed om de talmæssige opgørelser, og klageren havde under sagen udtalt, at han ikke havde noget imod at vente, til han blev 60. Denne sag adskiller sig således væsentligt fra hans sag.

Den foreslåede udskydelse vil ikke være i overensstemmelse med grundsætningen i dansk erstatningsret, hvorefter et erstatningsberettiget tab skal opgøres i nutidsværdi og afregnes som en engangserstatning nu i tilknytning til den skadevoldende handling. Der skal altså foretages en nutidsværdiopgørelse, der eventuelt skal baseres på et skøn over usikre fremtidige forhold. Dette princip om opgørelse og afregning af erstatninger med det samme er for så vidt angår personskadeerstatninger udtrykkeligt fastslået i erstatningsansvarslovens § 1 a, stk. 1, der lyder: “§ 1 a. Erstatning for fremtidige helbredelsesudgifter og andet fremtidigt tab som følge af skaden, jf. § 1, stk. 1, fastsættes til et kapitalbeløb, som højst kan udgøre den forventede gennemsnitlige årlige udgift ganget med 10.” Efter praksis finder bestemmelsen anvendelse analogt i andre erstatningssager.

Spar Nord Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført blandt andet, at det fremgår af klagerens eget bilag, at "Denne pension er omfattet af 60-årsreglen, som gør det muligt for dig at starte dine pensionsudbetalinger allerede som 60-årig".

Klagerens fars indbetaling den 30. april 2007 kan ikke konstituere oprettelse af en ratepension før skæringsdatoen den 1. maj 2007, når selve ratepensionsaftalen først underskrives efter den 1. maj 2007, hvorfor den konkrete ratepension ikke kan videreføre 60-årsretten ved overførsel. Aftalen om ratepension blev først oprettet ved klagerens underskrift den 11. december 2008. Efter gældende ret kan videreførelse af 60-årsretten kun knyttes til pensionsordninger, der er oprettet før 1. maj 2007. Oprettelsestidspunktet må forstås som den aftaleretlige stiftelse om pensionsaftale hos banken, der alene kan ske ved, at ratepensionsejeren underskriver en aftale om ratepension. Idet klageren ikke medvirkede ved indbetalingen på ratepensionen og efter eget udsagn ingen viden havde om ratepensionen, og først ca. 22 måneder efter underskrev aftale om ratepension, kan det samlet set ikke udgøre en oprettelse af ratepension før skæringsdatoen den 1. maj 2007.

Pensionsbeskatningsloven § 11 A regulerer kravene til oprettelsen af en ratepension gennem krav om aftale og specifikke vilkår knyttet til ratepensionen hos banken. Pensionsbeskatningsloven forudsætter som gyldighedskrav, at selve ratepensionsordningen er stiftet ved aftale mellem banken og kontohaveren, og ikke blot ved en indbetaling uden aftalegrundlag.

Såfremt Ankenævnet ikke lægger bankens fremsatte kompensationsforslag til grund, skal klageren stilles på samme måde, som det fremgår af Ankenævnet for Forsikrings sag nr. 101674 af 8. januar 2025. Forsikringsankenævnet fandt, at klageren skulle stilles som om, at rådgivningsfejlen aldrig var sket: ”Selskabet skal kompensere klageren for den forhøjede afgift, hvis klageren – efter at være fyldt 60 år og inden han fylder 64 år – meddeler selskabet, at han ønsker at begynde udbetaling af den livslange pension og samtidig hermed ønsker at få sin ratepension udbetalt som et engangsbeløb”. Det vil sige, at såfremt Ankenævnet ikke giver banken medhold i bankens tidligere anbringender, og Ankenævnet herudover ikke lægger bankens tidligere fremsatte kompensationsforslag til grund, er banken indstillet på, at klageren blev stillet på tilsvarende måde, som resultatet i Forsikringsankenævnets sag, således at banken skal kompensere klageren for den forhøjede afgift, hvis klageren – efter at være fyldt 60 år og inden han fylder 70 år – meddeler banken, at klageren ønsker at begynde udbetaling af livrenten.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført blandt andet, at oprettelsen af ratepensionen foregik i Amagerbanken, hvorfor banken ikke har nærmere kendskab til, hvilken rådgivning og information klageren modtog, herunder viden om baggrunden og formålet med oprettelsen af pensionsordningen i relation til muligheden for overførsel af 60-årsretten.

På oprettelsestidspunktet for ratepensionen var klageren 19 år, hvorfor en ratepension ikke kunne oprettes uden klagerens viden og accept. Selvom klagerens far foretog indbetalingen, kan selve aftalen om ratepension ikke oprettes uden klagerens accept. Klagerens daværende rådgiver i Amagerbanken og klageren må derfor senest i forbindelse underskriften fra klageren den 11. december 2008 have haft en drøftelse i relation til ratepensionen. Henset til det minimale indskud på 100 kr. har det formodningen imod sig, at klageren og rådgiveren ikke drøftede baggrunden og formålet med oprettelsen af pensionsordningen i Amagerbanken i relation til muligheden for overførsel af 60-årsretten.

Klageren har ikke dokumenteret, at ratepensionen i Amagerbanken ikke er oprettet af klageren, da klageren har underskrevet aftalen om ratepension den 11. december 2008, idet klagerens far alene har indbetalt på ratepensionen. Klageren har ikke dokumenteret, at han ikke havde kendskab til baggrunden og formålet med oprettelsen af pensionsordningen i Amagerbanken i relation til muligheden for overførsel af 60-årsretten.

Med henvisning til ovenstående samt bankens tidligere anbringender herom, kan klagerens konkrete viden og drøftelser med Amagerbankens rådgiver, klagerens far mv. om baggrunden og formålet med oprettelsen af ratepensionen i Amagerbanken i relation til muligheden for overførsel af 60-årsretten alene klarlægges ved bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, der ikke kan ske ved Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises i henhold til Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4. Klagerens konkrete viden om baggrunden og formålet med oprettelsen af pensionsordningen i Amagerbanken i relation til muligheden for overførsel af 60-årsretten er helt afgørende for vurderingen af, om der er indtrådt forældelse eller passivitet.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Nykredit Bank/Spar Nord Bank (tidligere BankNordik og Amagerbanken).

Klageren har fremlagt Aftale om ratepension – Privat, hvoraf fremgår, at klageren og banken indgik aftale om oprettelse af en ratepension, der oprindelig var oprettet før den 1. maj 2007. Af Aftalegrundlag til ratepensionsordning underskrevet af klageren og banken i december 2008 fremgår, at datoen for første indbetaling var den 30. april 2007. Klageren har endvidere fremlagt udbetalingsbilag af 30. april 2007 fra banken adresseret til klagerens far, hvoraf fremgår, at banken den 30. april 2007 havde overført to beløb á 100 kr. til klageren.

Pensionsordninger, der er oprettet før 1. maj 2007, kan bevare en udbetalingsalder på 60 år uanset den pågældende pensionsopspareres udbetalingsalder.

Den 20. oktober 2022 modtog banken en overførselsanmodning fra pensionsselskab A på den ene af klagerens to pensionsordninger i banken med 60-års udbetalingsret med henblik på at overføre 60-års udbetalingsret til en nyoprettet pensionsordning i pensionsselskab A.

Ved besked af 5. august 2024 til banken spurgte klageren, om hans livrente var oprettet med 60-års udbetalingsret. Banken svarede, at livrenten var oprettet, så den kunne udbetales tidligst tre år før klagerens pensionsalder, og at det havde været muligt at oprette den med 60-års udbetalingsret.

Tre medlemmer – Helle Korsgaard Lund-Andersen, Rolf Høymann Olsen og Jørgen Lanng – udtaler:

Vi lægger efter det, som klageren har fremlagt, til grund, at klagerens far før den 1. maj 2007 oprettede en ratepensionsordning og en kapitalpensionsordning i klagerens navn med den retsvirkning, at udbetalingerne fra pensionerne kunne ske fra klagerens fyldte 60. år. Det forhold, at klageren først i december 2008 formelt underskrev aftalerne om pension, kan efter det foreliggende ikke føre til, at retten til udbetalinger fra det fyldte 60. år ikke er gældende.

Vi finder, at banken i forbindelse med klagerens oprettelse af livrenten i december 2020 burde have rådgivet klageren om, at han kunne anvende en af de anførte allerede oprettede pensionsordninger, således at han kunne have opnået ret til udbetalinger fra livrenten allerede fra det fyldte 60. år. Det bemærkes i den forbindelse, at banken også har anført, at vi kan lægge til grund, at banken har begået rådgivningsfejl, men at det gøres gældende, at et eventuelt erstatningskrav er bortfaldet på grund af forældelse eller er fortabt ved passivitet.

Klageren har oplyst, at han først i august 2024 blev bekendt med, at en af de pensionsordninger, der blev oprettet i 2007, kunne have været anvendt ved oprettelsen af livrenten i december 2020.

Vi finder, at klageren tidligst i oktober 2022 i forbindelse med oprettelsen af en pensionsordning i pensionsselskab A burde være blevet bekendt med, at pensionsordningerne oprettet i 2007 kunne have været anvendt ved oprettelsen af livrenten i 2020. Da klageren har indbragt sagen for Ankenævnet den 28. april 2025, er hans eventuelle erstatningskrav ikke forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, og der foreligger heller ikke retsfortabende passivitet.

Det er klageren, der skal bevise, at han vil lide et tab som følge af rådgivningsfejlen og i bekræftende fald størrelsen heraf.

Hvorvidt klageren lider et tab som følge af rådgivningsfejlen, afhænger bl.a. af, om klageren rent faktisk ville vælge at starte udbetalingerne fra livrenten fra det fyldte 60. år, ligesom størrelsen af et eventuelt erstatningskrav også afhænger af bl.a. klagerens lønforhold og de skatte- og pensionsregler, der gælder på det tidspunkt.

Vi finder på den baggrund, at der foreligger en sådan usikkerhed om, hvorvidt klageren overhovedet kommer til at lide et tab og i bekræftende fald størrelsen heraf, at der ikke er grundlag for for tiden at pålægge banken at betale erstatning til klageren.

Vi stemmer derfor for, at hvis klageren i tiden mellem det fyldte 60. år og det tidspunkt, hvor klageren kan få sin livrente udbetalt, meddeler banken, at han vil påbegynde udbetalingerne, skal banken stille klageren som om, at 60-årsreglen var gældende.

Et medlem – Iben Leisner, der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 16, stk. 1, er tillagt to stemmer – udtaler:

Den almindelige forældelsesfrist er tre år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Ved fordringshaverens ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen først fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Jeg finder, at det må lægges til grund, at klageren den 27. december 2020 på tidspunktet for indgåelsen af aftalen om en livrente med banken burde have konstateret, at banken havde oprettet livrenten uden 60-års udbetalingsret. Klageren burde fra tidspunktet for sin underskrift på ratepensionsaftalen i 2008 have vidst, at pensionsordningen var oprettet med 60-års udbetalingsret, og at baggrunden for oprettelsen var, at denne skulle kunne anvendes for at opnå mulighed for udbetalingsret fra det fyldte 60. år. Jeg finder herefter, at klageren den 27. december 2020 havde grundlag for at rejse sit krav mod banken om 60-års udbetalingsret på livrenten.

Jeg finder derfor, at klagerens eventuelle erstatningskrav som følge af bankens ansvarspådragende fejl den 27. december 2020 var forældet på tidspunktet for indbringelsen af klagen for Ankenævnet den 28. april 2025.

Jeg stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Klageren får derfor medhold i det, som klageren har anført vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et ansvarsgrundlag, ligesom han får medhold i, at et eventuelt erstatningskrav ikke er forældet eller bortfaldet ved passivitet, mens der ikke er grundlag for give klageren medhold i, at banken på nuværende tidspunkt skal betale erstatning til ham.

Ankenævnets afgørelse

Nykredit Bank/Spar Nord Bank skal inden 30 dage anerkende at være erstatningsansvarlig for mangelfuld rådgivning om muligheden for at få udbetalingstidspunktet fastsat til 60 år i forbindelse med klagerens oprettelse af en livrente i december 2020.

Hvis klageren i tiden mellem det fyldte 60. år og det tidspunkt, hvor klageren kan få sin livrente udbetalt, meddeler banken, at han vil påbegynde udbetalingerne, skal banken stille klageren som om, at 60-årsreglen var gældende.

Klageren får klagegebyret tilbage.

Kontakt

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med oprettelse af livrente og fradrag for indbetaling på livrente. Genoptaget sag.