Indsigelse mod at hæfte for korttransaktioner i fysisk handel. Spørgsmål om tredjemandsmisbrug. Kort ikke bortkommet.
| Sagsnummer: | 439/2025 |
| Dato: | 20-05-2026 |
| Ankenævn: | Kristian Korfits Nielsen, Kritte Sand Nielsen, Signe Kjørup Carlsson, Tina Thygesen og Ann-Mari Faldt Agerlin. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger |
| Ledetekst: | Indsigelse mod at hæfte for korttransaktioner i fysisk handel. Spørgsmål om tredjemandsmisbrug. Kort ikke bortkommet. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for korttransaktioner i fysisk handel. Spørgsmål om tredjemandsmisbrug. Kort ikke bortkommet.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han blandt andet havde en konto med et tilknyttet betalingskort -527.
Klageren har fremlagt en udskrift fra sundhedsplatformen, hvoraf fremgår, at det er vurderet, at klageren har demens i moderat grad.
I perioden 21. november 2024 til 17. juli 2025 blev der foretaget 49 kortbetalinger med betalingskort -527 på i alt 20.154,2 kr. til supermarked F, som klageren ikke kan vedkende sig.
Klageren har fremlagt kontoudtog af 31. december 2024 og 31. marts og 30. juni 2025, hvor de omstridte betalinger er markeret.
Banken har fremlagt en transaktionsoversigt over transaktioner foretaget med betalingskort -527 i perioden 3. november 2024 til 17. juli 2025, hvoraf blandt andet fremgår, at alle 49 betalinger blev gennemført ved brug af chip. Det fremgår herudover, at 35 af betalingerne blev gennemført ved brug af PIN-kode, og at 14 af betalingerne blev gennemført uden brug af PIN-kode.
Ved tro og love-erklæring af 18. juli 2025 gjorde klageren indsigelse mod betalingerne. I tro og love-erklæringen anførte klageren blandt andet, at han ikke havde foretaget transaktionerne, og at betalingskortet var i hans besiddelse på tidspunktet for de ikke-godkendte transaktioner.
Den 18. juli 2025 anmeldte klageren sagen til politiet, som ved brev af 29. august 2025 besluttede ikke at indlede en efterforskning, da det var politiets vurdering, at man ikke kunne sigte nogen for at have begået databedrageriet mod klageren, da der ikke var spor eller andre beviser, der kunne føre til en identifikation af gerningsmand, og da der ikke var mulighed for at indhente videoovervågning.
Den 18. juli 2025 afviste banken at godtgøre klagerens tab.
Ved e-mail af 28. juli 2025 gjorde klageren indsigelse mod bankens afvisning af 18. juli 2025. Af e-mailen fremgår blandt andet, at klageren ikke var i stand til at handle alene på grund af sit helbred, og fik derfor varer leveret til sin bopæl. Da varerne blev leveret tirsdage og fredage, var klageren altid hjemme, da han ikke kendte de præcise tidspunkter, varerne blev leveret på. Samme dag kom der hjemmehjælp. Herudover handlede klagerens datter for klageren hver tirsdag. Klageren betalte sin datter herfor via MobilePay. Mandage og onsdage blev klageren hentet og kørt til aktivitetscenteret, hvor han var hele dagen. Han var i aktivitetscenteret hele dagen og kunne selv med rollator og stok ikke gå mere end maksimalt 300 meter, før han blev udmattet. Sammenfaldet mellem klagerens aktiviteter og betalingerne hænger ikke sammen. Klageren havde sit betalingskort i et mobilcover og var meget påpasselig med betalingskortet. Han ved ikke, hvordan nogen har fået hans betalingskortoplysninger og PIN-kode. Han udleverede ikke sit betalingskort eller PIN-kode til andre.
Ved e-mail af den 1. september 2025 fastholdt banken sin afvisning af 18. juli 2025.
Klageren har fremlagt et udskrift af en e-mailkorrespondance med en ansat i en kommune af 15. september 2025, hvoraf fremgår:
”…
Vi bekræfter hermed at [klageren] er tilknyttet [et aktivitetscenter] mandag og onsdag.’
i tiden 9.45 til 14.45
Borger benytter MobilePay til at betale sin frokost i vores Cafe.
Borge bliver kørt til og fra Aktivitetscenteret med [transportfirma A].
…”
Parternes påstande
Den 16. september 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal godtgøre ham tabet.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført blandt andet, at banken har afvist indsigelsen mod betalingerne med henvisning til, at transaktionerne blev gennemført med fysisk kort og PIN, og at det dermed ikke er godtgjort, at der er tale om tredjemandsmisbrug. Banken lægger dermed bevisbyrden på kortholder. Banken skal bevise, at han skal have en højere hæftelse end 375 kr. Banken har ikke løftet sin bevisbyrde for, at betalingerne var autoriserede.
Han er en ældre, dårligt gående pensionist, som ikke kan handle dagligvarer selvstændigt, og som har demens i moderat grad. Kommunen leverer varer tirsdage og fredage, og hans datter handler ind for ham. Hans mandags? og onsdagsaktiviteter foregår på et aktivitetscenter. Han er ikke i stand til at tage ind til supermarked F alene ved brug af rollator og stok, da han ikke kan gå mere end 300 meter. Han har ved e-mailkorrespondance af 15. september dokumenteret, at han var fysisk til stede på aktivitetscenteret og blev kørt af transportfirma A, på samme dato som en transaktion blev gennemført. Dette er uforeneligt med, at han selv skulle have stået ved terminalen hos supermarked F på det pågældende tidspunkt. Banken har ikke dokumenteret det præcise tidspunkt for transaktionen. Han var ikke fysisk til stede ved transaktionen.
Beløbsmønsteret peger på systematisk misbrug. Af kontoudtoget af 30. juni 2025 fremgår en usædvanlig ensartet beløbsstruktur for betalinger til supermarked F. I april fremgår fem betalinger på præcis 552 kr. I maj–juni gentages betalinger på præcis 596 kr., ofte efterfulgt af 15 kr. samme dag. Den gentagne brug af identiske beløb i samme butik, herunder de karakteristiske “par?træk”, er ikke forenelig med almindelige, varierende husholdningskøb og indikerer en fast modus operandi hos én og samme gerningsperson, der gentager den samme transaktion og umiddelbart efter lægger et mindre beløb oveni. Mønsteret understøtter tredjemandsmisbrug frem for legitime og autoriserede indkøb.
Betalingskortet blev spærret den 17. juli 2025 straks efter opdagelsen. Han har ikke handlet passivt i en grad, der kan begrunde udvidet hæftelse.
Banken har ikke fremlagt EMV-/terminal-logs, kvitteringsdata eller forsøgt at sikre overvågningsmateriale. Når tidlig sikring af video er nærliggende, og banken ikke handler, taler det mod bankens bevisførelse. Politiet afviste at indlede en efterforskning, da der ikke var mulighed for at indhente videoovervågning. Afgørende beviser blev ikke korrekt sikret. Hans status som særligt sårbar kunde skærper forventningen til, at banken indhenter de mest nærliggende beviser. Når banken ikke har sikret disse beviser rettidigt, må tvivlen komme kortholder til gode, og udvidet hæftelse kan ikke gøres gældende.
Banken skal godtgøre ham betalingerne med fradrag af 375 kr. efter betalingslovens § 100, stk. 3, med tillæg af procesrente efter renteloven fra indsigelsesdatoen. Alternativt skal han højst hæfte for op til 8.000 kr.
Bankens anbringende om afvisning af klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4, bør ikke tages til følge. En afvisning vil være en grundlæggende fejlslutning og misforståelse af Ankenævnets rolle i sager om betalingsansvar. Sagens omdrejningspunkt er ikke en ”påstand mod påstand”-scenarie, der kræver en troværdighedsvurdering. Sagen skal afgøres skriftligt på baggrund af det tekniske materiale. Bankens påstand om, at sagen kræver mundtlige forklaringer, er et forsøg på at omgå sin egen bevisbyrde. Banken har ikke løftet bevisbyrden ved blot at henvise til, at der er en uoverensstemmelse.
Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført blandt andet, at betalingerne er korrekt registeret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Betalingerne blev gennemført med det fysiske kort til stede og godkendt med korrekt PIN-kode, hvor beløbet krævede dette.
Klageren var i besiddelse af kortet på tidspunktet for gennemførelse af betalingerne, der er gjort indsigelse mod, og også efterfølgende. Klageren opbevarede kort og PIN-kode sikkert og udleverede hverken kort eller PIN-kode til andre.
Der er foretaget betalinger med betalingskort -527 imellem og i tilknytning til betalinger, der er gjort indsigelse mod, som klageren anerkender at have gennemført. Betalingsmønsteret er ikke typisk for tredjemandsmisbrug.
Det er ikke sandsynliggjort eller godtgjort, at en tredjemand gennemførte betalingerne. Det må lægges til grund, at betalingerne blev gennemført af klageren selv eller af en person med klagerens samtykke.
Banken havde ikke anledning til at indhente overvågningsmateriale fra supermarked F, før klageren gjorde indsigelse mod betalingerne. Det var ikke længere muligt at indhente overvågningsmateriale, da klageren rejste en indsigelsessag. Banken har ikke i øvrigt handlet ansvarspådragende.
Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens påstand om, at han ikke foretog betalingerne, men var i besiddelse af betalingskortet på tidspunktet for betalingerne og efterfølgende, og i øvrigt ikke udleverede hverken betalingskort eller PIN-kode til andre, ikke hænger sammen med det faktiske hændelsesforløb. Betalingerne blev autoriseret med klagerens fysiske betalingskort og PIN-kode.
En vurdering af sagen vil kræve yderligere bevisførelse i form af vidne- og partsafhøring, der ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor Ankenævnet bør afvise at behandle klagen, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han blandt andet havde en konto med et tilknyttet betalingskort -527.
I perioden 21. november 2024 til 17. juli 2025 blev der foretaget 49 kortbetalinger med betalingskort -527 på i alt 20.154,2 kr. til supermarked F, som klageren ikke kan vedkende sig.
Banken har fremlagt en transaktionsoversigt over transaktioner foretaget med betalingskort -527 i perioden 3. november 2024 til 17. juli 2025, hvoraf blandt andet fremgår, at alle 49 betalinger blev gennemført ved brug af chip. Det fremgår herudover, at 35 af betalingerne blev gennemført ved brug af PIN-kode, og at 14 af betalingerne blev gennemført uden brug af PIN-kode.
Ved tro og love-erklæring af 18. juli 2025 gjorde klageren indsigelse mod betalingerne. I tro og love-erklæringen anførte klageren blandt andet, at han ikke havde foretaget transaktionerne, og at betalingskortet var i hans besiddelse på tidspunktet for de ikke-godkendte transaktioner.
Den 18. juli 2025 afviste banken at godtgøre klagerens tab.
Ved e-mail af 28. juli 2025 gjorde klageren indsigelse mod bankens afvisning af 18. juli 2025. Af e-mailen fremgår blandt andet, at klageren ikke var i stand til at handle alene på grund af sit helbred, og fik derfor varer leveret til sin bopæl. Da varerne blev leveret tirsdage og fredage, var klageren altid hjemme, da han ikke kendte de præcise tidspunkter, varerne blev leveret på. Samme dag kom der hjemmehjælp. Herudover handlede klagerens datter for klageren hver tirsdag. Klageren betalte sin datter herfor via MobilePay. Mandage og onsdage blev klageren hentet og kørt til aktivitetscenteret, hvor han var hele dagen. Han var i aktivitetscenteret hele dagen og kunne selv med rollator og stok ikke gå mere end maksimalt 300 meter, før han blev udmattet. Sammenfaldet mellem klagerens aktiviteter og betalingerne hænger ikke sammen. Klageren havde sit betalingskort i et mobilcover og var meget påpasselig med betalingskortet. Han ved ikke, hvordan nogle har fået hans betalingskortoplysninger og PIN-kode. Han udleverede ikke sit betalingskort eller PIN-kode til andre.
Ved e-mail af den 1. september 2025 fastholdt banken sin afvisning af 18. juli 2025.
Ankenævnet lægger til grund, at de ikke-vedkendte transaktioner er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Af betalingslovens § 98 følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.
Afgørelsen af sagen beror på, om betalingerne er autoriserede, herunder om klageren eller én klageren har bemyndiget hertil har foretaget betalingerne, eller der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug. Ankenævnet finder, at en stillingtagen til sagen forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.