Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Køb af udenlandske aktier via Nordnet Bank annulleret af Nasdaq-børsen på grund af fejl

Sagsnummer: 307/2015
Dato: 15-04-2016
Ankenævn: John Mosegaard, Poul Erik Jensen, Kjeld Gosvig Jensen, Morten Bruun Pedersen, Andreas Moll Årsnes
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Netbank - værdipapirer
Ledetekst: Køb af udenlandske aktier via Nordnet Bank annulleret af Nasdaq-børsen på grund af fejl
Indklagede: Nordnet Bank AB
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for, at hans køb af udenlandske aktier via Nordnet Bank blev annulleret af Nasdaq-børsen på grund af fejl.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Nordnet Bank, hvor han er tilsluttet bankens elektroniske handelssystem.

Den 24. august 2015 kl 15:37 placerede klageren en købsordre på 800 stk. aktier i det amerikanske selskab BlackRock Capital Investment Corporation (BKCC). Ordren var limiteret til 6,52 USD pr. stk. Ordren blev gennemført ét minut efter, kl. 15:38, til 0,79 USD pr. stk. Ét minut efter, kl. 15:39, placerede klageren en ny købsordre på 1.000 stk. BKCC.-aktier limiteret til 1,20 USD pr. stk. Ordren blev ikke gennemført.

Banken har oplyst, at Nasdaq-børsen den 24. august 2015 kl. 18.52 dansk tid meddelte, at den havde besluttet at annullere alle handler med BKCC-aktier i tidsrummet 15:38-15:46 til eller under 5,86 USD pr. stk.

Den 25. august 2015 meddelte banken klageren, at hans køb af 800 stk. BKCC-aktier var annulleret.

Efter det oplyste var kursen på BKCC-aktier ca. 9 USD både før og efter et brat kursfald den 24. august 2015.

Af Nordnet Banks almindelige betingelser for depot-/kontoaftale fremgår blandt andet:

”… E.5 ANNULLERING AF ORDRE OG TILBAGEFØRSEL AF AFSLUTTET ORDRE

Ifølge Almindelige vilkår for handel med finansielle instrumenter har Selskabet ret til for Kundens regning at annullere Kundens ordre eller tilbageføre et afsluttet køb eller salg i det omfang, ordren er annulleret, eller afviklingen er tilbageført af den relevante handelsplads. Tilsvarende gælder, hvis Selskabet i andre tilfælde finder, at annullering af en ordre eller tilbageførsel af en afsluttet ordre er påkrævet under hensyn til, at der vurderes at være begået en åbenbar fejl af Selskabet, markedsmodparten eller Kunden selv, eller hvis Kunden via ordren har handlet i strid med gældende lovgivning. Hvis ordren allerede er registreret i Kundens depot, kan Selskabet om muligt korrigere registreringen. Ved annullering af en ordre eller tilbageførsel af en afsluttet ordre skal Selskabet inden for rimelig tid søge at informere Kunden herom. …”

Parternes påstande

Den 16. september 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordnet Bank AB skal tilbyde ham 800 stk. BKCC-aktier til 0,79 USD pr. stk.

Nordnet Bank AB har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken uberettiget har annulleret hans køb af 800 stk. BKCC-aktier til 0,79 USD pr. stk.

Handelen blev gennemført og der forelå ingen systemfejl. Tværtimod virkede handelssystemet efter hensigten. Dette understøttes af, at der den pågældende dag var mange såkaldte ”trading halts” på Nasdaq-børsen. Endvidere blev den efterfølgende ordre på 1.000 stk. BKCC-aktier ikke gennemført netop på grund af en ”trading halt ” i funktion.

Han var heldig at få gennemført købet af de 800 stk. BKCC-aktier mellem to af flere ”trading halt”. Annullationen af handelen er urimelig. Det beror tilsyneladende på børsens helt egen afgørelse om en handel annulleres eller ej.

Nordnet Bank AB har anført, at den ikke har handlet ansvarspådragende.

Aktien blev aldrig handlet til den pris, som klagerens ordre fejlagtigt var blevet eksekveret til, da der ved en fejl var stillet en åbenlys fejlagtig pris i markedet.

Nasdaq-børsen besluttede at annullere handelen med henvisning til børsens regelsæt ”Clearly Erroneous Transactions”.

Det følger af bankens Almindelige betingelser afsnit E.5, at banken havde ret til at annullere handelen som sket.

Ankenævnets bemærkninger

Den 24. august 2015 kl. 15.38 købte klageren via Nordnet Banks handelsplatform 800 stk. aktier i det amerikanske selskab BlackRock Capital Investment Corporation.

Aktiekøbet blev samme dag kl. 18.52 af annulleret af Nasdaq-børsen.

Ankenævnet finder, at banken herefter var berettiget til at annullere handelen over for klageren, jf. bankens Almindelige betingelser afsnit 5.E.

Allerede som følge heraf får klageren ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.