Spørgsmål om ansvar for manglende kurssikring.
| Sagsnummer: | 537/1994 |
| Dato: | 31-03-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen, Søren Stagis |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ejerskifte
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar for manglende kurssikring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved slutseddel af 22. marts 1994 solgte klageren en fast ejendom med overtagelse den 1. maj 1994. Ved handlen forudsattes hjemtaget et ejerskiftelån på 1.204.000 kr. som kontantlån. Af slutsedlen fremgik, at afvigelser i ejerskiftelånets hovedstol skulle reguleres over sælgerpantebrevet på 212.000 kr. eller udbetalingen på ialt 125.000 kr. Endvidere var anført:
"Da ejerskiftelånet optages som kontantlån, forpligter sælger sig til for egen regning at kurssikre straks efter modtagelsen af lånetilbud for at fastlåse ydelsen."
Ved lånetilbud af 15. april 1994 tilbød Nykredit et kontantlån på 1.204.000 kr. Ved skrivelse af 18. april 1994 til indklagede anmodede den medvirkende ejendomsmægler indklagede om at hjemtage kreditforeningslånet. I skrivelsen herom var anført:
"De bedes venligst, efter nærmere aftale med Deres kunde, foranledige lånet hjemtaget, evt. ved kurskontrakt samt indfri de lån, som køber ikke skal overtage, idet vi d.d. har bedt Deres kunde at kontakte Dem for nærmere aftale."
Med skrivelsen fulgte kopi af slutseddel m.v. I skrivelse ligeledes af 18. april 1994 til klageren anmodede ejendomsmægleren klageren om at kontakte indklagede for underskrift af handelsdokumenter.
Klageren har oplyst, at han onsdag den 20. april 1994 ringede til indklagede. Afdelingens bestyrer oplyste, at "han havde set, der var kommet noget, men mente, at underskrift kunne vente til 3. maj", hvor klageren i anden anledning havde aftalt møde.
Indklagede har oplyst, at afdelingen den 20. april 1994 modtog ejendomsmæglerens skrivelse af 18. april 1994.
Den 3. maj 1994 underskrev klageren ejerskiftelånspantebrevet.
Klageren fik pantebrevet med hjem til underskrift af ægtefællen. Den 5. maj 1994 afleverede klageren pantebrevet til indklagedes afdeling, som herefter blev opmærksom på slutsedlens angivelse af klagerens forpligtelse til at kurssikre kreditforeningslånet. Indklagede forsøgte herefter at kontakte køber med henblik på en drøftelse af, hvilken bagvedliggende obligation, kontantlånet skulle udbetales på grundlag af. Indklagede fik ikke kontakt til køberen, hvorefter lånet blev kurssikret den 6. maj 1994 til kurs 80,20.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede efter modtagelsen af brevet fra ejendomsmægleren burde været blevet opmærksom på slutsedlens bestemmelser om, at han var forpligtet til at kurssikre omgående. Indklagede burde derfor straks have foretaget kurssikring. Ved at undlade dette har indklagede pådraget sig erstatningsansvar for det tab, han har lidt som følge af kursfaldet i perioden 20. april til 6. maj 1994.
Indklagede har anført, at det af ejendomsmæglerens skrivelse af 18. april 1994 fremgik, at ejerskiftelånet skulle hjemtages efter nærmere aftale med klageren, samt "evt. ved kurskontrakt". Formuleringen af skrivelsen var misvisende, idet det ikke oplystes, at lånet skulle kurssikres straks i overensstemmelse med slutsedlens bestemmelse. Indklagede har på intet tidspunkt modtaget instruks om kurssikring, hverken fra ejendomsmægleren eller klageren, uanset at begge var vidende om slutsedlens bestemmelse herom. Hertil kommer, at klageren er entreprenør og har medvirket i adskillige hushandler. Finder Ankenævnet, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar, bør erstatningen nedsættes under hensyn til, at den forsinkede kurssikring skyldes fejl udvist også af ejendomsmægleren.
Ankenævnets bemærkninger:
I overensstemmelse med det af indklagede anførte finder Ankenævnet, at indholdet af den medvirkende ejendomsmæglers skrivelse af den 18. april 1994 var misvisende, idet den ikke oplyste, at klageren som sælger af ejendommen var forpligtet til straks at lade lånetilbud fra Nykredit kurssikre, men tværtimod måtte forstås således, at kurssikring alene var en mulighed, som klageren endnu ikke havde taget stilling til. Samme dag som indklagede modtog ejendomsmæglerens skrivelse, havde man kontakt med klageren, der heller ikke oplyste, at lånetilbudet straks skulle kurssikres, hvorimod det aftaltes, at underskrift af dokumenter kunne afvente et i forvejen aftalt møde den 3. maj 1994. Ankenævnet finder under disse omstændigheder ikke, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar overfor klageren.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.