Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om tilbageførsel af netbankoverførsel, der blev foretaget i forbindelse med bedragerisk telefonopkald.

Sagsnummer: 250/2026
Dato: 04-09-2026
Ankenævn: Katrine Waagepetersen, Iben Leisner, Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen.
Klageemne: Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Netbank - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om tilbageførsel af netbankoverførsel, der blev foretaget i forbindelse med bedragerisk telefonopkald.
Indklagede: Lunar Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om tilbageførsel af netbankoverførsel, der blev foretaget i forbindelse med bedragerisk telefonopkald.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Lunar Bank, hvor hun havde en konto -447 og netbankadgang.

Den 5. marts 2026 blev der foretaget en netbankoverførsel på 12.202,60 kr. fra klagerens konto -447 til tredjemands konto i et andet pengeinstitut.

Om baggrunden for transaktionen har klageren oplyst, at hun blev kontaktet telefonisk af en person, der oplyste, at hendes konto var ved at blive brugt til svindel, og at hun skulle overføre sine penge til en sikker konto.

Banken har oplyst, at klageren den 6. marts 2026 rettede telefonisk henvendelse til banken og meddelte, at hun havde mistet 12.000 kr.

Samme dag anmodede banken om oplysninger til verificering af klageren. Endvidere anmodede banken klageren om at bekræfte, at hun havde spærret sit MitID samt om at udfylde en tro og love-erklæring.

Ved e-mail af 11. marts 2026 til banken svarede klageren på bankens anmodninger.

Ved e-mail af 16. marts 2026 stillede banken klageren følgende spørgsmål:

”Du bede klarlægge følgende:

? Har du flere telefoner du tilgår Lunar app fra?

? Har du haft mistet din telefon?

? Har andre fået gang til app'en?

? Har du selv overført: 12.202,60 kr. til hvad du troede var en sikker konto?”

Ved e-mail af 17. marts 2026 svarede klageren følgende:

”1. Jeg har kun een tlf, jeg tilgår lunar app fra

2. Jeg har ikke mistet min tlf

3. Andre har ikke fået adgang til appen

4. Jeg har desværre selv overført pengene i god tro, da jeg troede, at min konto var ved at blive brugt til svindel. Jeg blev ringet op, og skulle overføre pengene til en sikker konto. Han var meget overbevisende og manipulerende.

Jeg har anmeldt det til politiet.”

Ved e-mail af 19. marts 2026 afviste banken indsigelsen.

Ved e-mail af 23. marts 2026 til banken klagede klageren over afvisningen.

Ved e-mail af 26. marts 2026 fastholdt banken afvisningen.

Banken har fremlagt en oversigt over login i klagerens Lunar-app den 5. marts 2026.

Parternes påstande

Den 30. marts 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lunar Bank A/S skal betale 12.200 kr. til hende.

Lunar Bank A/S har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun handlede i god tro i forhold til overførslen af pengene.

Hun troede, at hendes konto var blevet hacket, og da personen, der ringede, havde hendes CPR-nummer og hendes personlige kode til MitID, så troede hun på ham.

Hun har ingen ide om, hvor personen havde oplysningerne fra, da hun på intet tidspunkt selv oplyste dem. Personen spurgte hende, om hendes CPR-nummer sluttede på XX, hvortil hun svarede ja. Derefter nævnte han hendes kode til MitID og oplyste, at den var blevet brugt på en Samsung-telefon. Hertil svarede hun, at det var hendes kode, men at hun altid kun havde haft iPhone.

Hun burde måske have vist bedre, men hun gik med det samme i forsvar i forhold til sine penge.

Det var først nogle timer efter, at hun begyndte at blive i tvivl, om det var rigtigt, hvorefter hun skyndte sig at ringe til banken, politiet og MitID. Banken bekræftede, at den ikke havde ringet til hende. Hun lavede et nyt password til MitID med det samme.

Hun har de telefonnumre, som personen ringede fra. Det ene telefonnummer ligner bankens nummer, så hun troede på, at opkaldet var fra banken.

Lunar Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at transaktionen er autoriseret af klageren selv i overensstemmelse med betalingslovens § 82.

Da klageren selv foretog overførslen via Lunar-appen og der ikke har været andre enheder end klagerens egen, som har været logget ind i Lunar-appen, så lægges det til grund, at der er tale om en autoriseret betaling, jf. betalingsloven § 82 og ikke et uautoriseret misbrug foretaget af tredjemand. Som følge heraf finder betalingslovens § 100 om uautoriserede transaktioner ikke anvendelse.

Ankenævnets faste praksis fastslår, at banken er uden ansvar i sager, hvor kunden selv har foretaget og godkendt overførslen.

Det kan ud fra de foreliggende faktiske omstændigheder om godkendelse af overførslen fra ud fra klagerens egen forklaring fastlægges, at overførslen er autoriseret af klageren selv, jf. betalingsloven § 82.

Betalingstransaktionen er korrekt registreret og bogført og er ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen alene kan afgøres på baggrund af parts- og vidneforklaringer, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Bevisførelsen anses for værende nødvendig for at fastlægge sagens faktiske omstændigheder, hvilket har betydning for hæftelsesspørgsmålet. Sådan bevisførelse kan ikke finde sted for Ankenævnet, men alene ved domstolene, hvorfor sagen bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Lunar Bank, hvor hun havde en konto -447 og netbankadgang.

Den 5. marts 2026 blev der foretaget en netbankoverførsel på 12.202,60 kr. fra klagerens konto -447 til tredjemands konto i et andet pengeinstitut.

Om baggrunden for transaktionen har klageren oplyst, at hun blev kontaktet telefonisk af en person, der oplyste, at hendes konto var ved at blive brugt til svindel, og at hun skulle overføre sine penge til en sikker konto.

Klageren fremsatte indsigelse over for banken og oplyste, at hun havde foretaget overførslen i god tro. Banken afviste indsigelsen.

To medlemmer – Katrine Waagepetersen og Iben Leisner, der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 16 er tillagt to stemmer – udtaler:

Ud fra klagerens egne oplysninger om, at hun selv foretog overførslen, finder vi, at transaktionen blev autoriseret af klageren, jf. herved betalingslovens § 82, og at der ikke foreligger et misbrug, som banken hæfter for, jf. betalingslovens § 100. Dette gælder, uanset at det må lægges til grund, at klageren blev narret og presset til at foretage transaktionen i forbindelse med et bedragerisk telefonopkald.

Vi finder heller ikke, at Lunar Bank på andet grundlag kan gøres ansvarlig for klagerens tab.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.

To medlemmer – Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen – udtaler:

Vi finder, at den manipulation, klageren er blevet udsat for, er at sidestille med en situation, hvor klageren har udleveret oplysninger, herunder MitID-oplysninger, SMS-koder mv., og hvor disse er blevet misbrugt til at gennemføre uautoriserede overførsler.

Klageren har været udsat for organiseret svindel i forbindelse med brug af en betalingstjeneste, som forbrugere forudsættes at anvende for at kunne fungere i vores samfund. Det bør ikke have afgørende betydning, om forbrugeren selv har gennemført transaktioner, og forbrugeren bør derfor være beskyttet af samme beløbsmæssige grænse som i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.

I modsat fald ville der opnås en retsstilling for forbrugere, hvor en mindre betydende divergens på handlinger udført af forbrugeren har uproportionale konsekvenser for en forbrugers økonomi, når det, der grundlæggende er ens i begge situationer, netop er manipulation og organiseret svindel uden for forbrugerens kontrol, og som en forbruger netop skal være beskyttet imod som udtrykt i § 100, stk. 4, hvorfor en analogi af denne bestemmelse er relevant i nærværende sag.

Klageren bør derfor alene hæfte med 8.000 kr., ligesom i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.

Vi stemmer derfor for, at klageren skal have 4.200 kr. tilbage.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.