Krav om erstatning for tab på investeringer i 2011
| Sagsnummer: | 476/2011 |
| Dato: | 23-05-2012 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Troels Hauer Holmberg og George Wenning |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab på investeringer i 2011 |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører, om den nu afdøde K modtog mangelfuld rådgivning i forbindelse med, at hun investerede i Danske Banks Flexinvest Fri investeringsprodukt med en tidshorisont på tre til syv år.
Sagens omstændigheder
Klageren i denne sag er dødsboet efter K, der var født i 1921.
K var kunde i Danske Bank, hvor hun den 12. september 2007 var til et investeringsmøde i banken.
På mødet blev der fastlagt en investeringsprofil for K. Af investeringsprofilen fremgår:
"…
Din erfaring inden for investeringsområdet er begrænset.
Pengene skal bruges om 3 til 7 år.
Det er vigtigt for dig, at du ikke løbende skal bruge tid på dine investeringer, men blot bliver informeret om udviklingen i investeringerne. Du ønsker, at banken, ud fra dens viden og forventninger til værdipapirmarkederne, varetager dine investeringer inden for afgrænsede rammer, så de er afstemt efter din tidshorisont og risikovillighed.
Din risikoprofil er middel. Som investor prioriterer du sikkerhed til en vis grad, men du vil gerne løbe en moderat risiko. Værdien af investeringen kan typisk svinge noget i værdi på kort sigt. Hvis du pludselig får brug for pengene, kan det betyde, at værdien af din investering er faldet. Du løber alligevel risikoen, fordi du på længere sigt kan forvente, at din investering vokser mere end de generelle prisstigninger, således at investeringens købekraft vokser.
.."
Investeringsprofilen var vedhæftet et investeringsforslag, hvor banken anbefalede at K enten indgik en aftale om Flexinvest Fri eller investerede i investeringsforeningen Danske Invest Mix.
Samme dag underskrev K en aftale om Flexinvest Fri.
Den 14. september 2007 sendte banken en "Bekræftelse af tilmelding til Flexinvest Fri". Heraf fremgik, at K bemyndigede banken til at pleje investeringen af midlerne på hendes kontantkonto tilknyttet Flexinvest Fri samt værdipapirerne i det tilknyttede depot. Det fremgik videre, at K’s risikoprofil var middel med en tidshorisont på under syv år, og at banken derfor for tiden ville investere K’s midler ud fra følgende fordeling af værdipapirer:
- | Korte danske obligationer | 51 procent |
- | Danske obligationer | 11 procent |
- | Udenlandske obligationer | 8 procent |
- | Aktier | 30 procent |
Af vilkårene for Flexinvest Fri fremgik bl.a., at banken højst kunne placere 65 procent i aktier for investorer med en middel risikovillighed.
Den 17. september 2007 indskød K 1.639.000 kr. i ordningen. Beløbet var provenuet fra hendes samtidige salg af investeringsbeviser i Danske Invest Dannebrog.
Af årsoversigten fra banken for 2007 fremgår, at K’s kontante midler udgjorde 263.251,29 kr., hvoraf saldoen for kontantkontoen tilknyttet Flexinvest Fri udgjorde 2.167,78 kr.
I depotet for Flexinvet Fri havde K følgende værdipapirer:
- | Danske Invest Engros Flexinvest Aktier, kursværdi | 547.172 kr. | |
- | Danske Invest Engros Flexinvest Danske Obligationer, kursværdi | 197.171 kr. | |
- | Danske Invest Engros Flexinvest Korte Obligationer, kursværdi | 760.743 kr. | |
- | Danske Invest Engros Flexinvest Udenlandske Obl., kursværdi | 130.640 kr. | |
Kursværdi i alt. | 1.635.727 kr. |
Hun havde desuden et andet værdipapirdepot med en samlet værdi på 94.403,84 kr., hovedsageligt placeret i aktier i Danske Bank og Nordea.
K flyttede på plejehjem i oktober 2008 og solgte sit hus for 1,8 mio. kr.
I løbet af 2008 blev den del af Flexinvest Fri depotet, som udgjorde aktiebaserede investeringsbeviser, reduceret til 204.612 kr. Dels ved at kursen på investeringsbeviserne faldt fra 108,89 til 62,63 og dels ved at antallet af beviser blev reduceret fra 5.025 til 3.267.
I 2009 blev aktieandelen øget igen, således at den ved årets udgang udgjorde 6.912 stk. til kurs 80,34 med en samlet kursværdi på 555.310 kr. Værdipapirdepotet tilknyttet til Flexinvest Fri havde en samlet kursværdi på 1.707.804 kr.
I december 2010 indskød klageren 150.000 kr. i Flexinvest Fri-ordningen.
Ved udgangen af 2010 udgjorde værdien af depotet 2.007.586 kr. Kursen på de aktiebaserede investeringsforeningsbeviser var steget til 96,75.
K afgik ved døden på et ikke nærmere angivet tidspunkt i 2011.
Den 14. oktober 2011 besvarede banken en henvendelse fra boet efter K. Banken opgjorde værdien af K’s nu opsagte Flexinvest Fri ordning til 1.918.463,72 kr.
Parternes påstande
Den 25. oktober 2011 har boet efter K indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal erstatte tabet på mere end 100.000 kr. på aktieandelen i 2011.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at investeringshorisonten på tre til syv år ikke harmonerede med, at K på tidspunktet for aftalens indgåelse var 85 år.
Udover aktieandelen på 30 % i Flexinvest Fri havde K aktier i Danske Bank og Nordea for i alt ca. 96.000 kr.
K var nok et taknemmeligt offer til at aftage andre af bankens produkter, som gav større indtjening til banken. Skiftet til Flexinvest Fri gav således omkostninger på over 8.000 kr. samt det årlige honorar for aftalen. Hun fik udleveret et materiale på 32 sider, som hun ikke kunne overskue.
I december 2010 blev aftalen udvidet med indbetaling af 150.000 kr. Investeringshorisonten blev helt uforklarligt fastholdt til op til syv år, selvom K fyldte 89 år i december 2010 og på dette tidspunkt var stærkt mærket af alderen. Tidshorisonten på op til syv år for en person på 89 år forekommer helt urimelig risikabel.
Et samlet afkast på 7 % på fire år er sammenlignet med en investering i Danske Invest Dannebrog eller en placering på en højrentekonto ikke imponerende.
K havde store beløb stående på uforrentede eller næsten uforrentede konti. Det burde banken have rådgivet bedre om.
Danske Bank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende.
Bankens anbefaling af investering i Flexinvest Fri skete ud fra den investeringsprofil, der blev fastlagt på grundlag af K’s egne oplysninger. Banken anbefalede, at hun gik hjem og overvejede forslaget, men hun var afklaret og ønskede at sælge sine investeringsforeningsbeviser i Danske Invest Dannebrog og investere i Flexinvest Fri.
K tilkendegav over for rådgiveren, at tidshorisonten for investeringen ikke havde afgørende betydning. Hun var bekendt med de omkostninger, der var forbundet med ordningen. Hendes investering i Flexinvest Fri skete således på et fuldt oplyst grundlag.
Henset til K’s beholdning af likvide midler forventede hun ikke at skulle bruge de i Flexinvest Fri investerede midler med kort varsel.
En investering i Flexinvest Fri gav en større risikospredning end investeringen i Danske Invest Dannebrog.
Investeringens resultat skal vurderes ud fra det samlede afkast og ikke som isoleret betragtning af den aktiebaserede del af Flexinvest Fri.
Flexinvest Fri gav samlet set et afkast på 7 %.
En del af K’s midler har i perioder været placeret på højrentekonti i banken, men da der har været begrænsninger på størrelsen af indskud på disse højrentekonti, har en sådan placering ikke kunnet dække K’s behov.
Klagerens tabsopgørelse bestrides.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Danske Bank begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagerens investeringer i Flexinvest Fri investeringsordningen. I den forbindelse bemærkes det, at K’s økonomiske forhold efter det oplyste betød, at hun ikke havde behov for at trække på de midler, som banken havde under forvaltning.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.